På trods af det tætte forhold til Storbritannien og en forkærlighed for Gin & Tonics, kom Australiens eget gineventyr meget sent fra start. Men på få år har den australske ginscene taget revanche med et utal af nye, lokale producenter – og tilmed en distinkt australsk ginstil.

Da Jon og Sarah Lark lagde de første sten til deres nye destilleri i 2006, var de godt klar over, at de var i gang med at skabe historie med deres Kangaroo Island Spirits (KIS).
Jon Lark var stærkt inspireret af sin bror, Bill Lark, der i 1992 vandt en epokegørende og langvarig juridisk kamp for at legalisere australske mikrodestillerier. Bill Larks sejr kickstartede et australsk whisky-eventyr i Tasmanien og snart fulgte opblomstringen af den australske gin, hvor de første flasker blev produceret af salgshungrende whiskydestillerier i midten af 90’erne.

Med Kangaroo Island Spirits fik australierne deres første dedikerede gindestilleri og dermed også den første ægte australske gin, KIS Wild Gin, tilsmagt med bl.a. de lokale enebær Australian Boobialla Berries. Ginnen har sidenhen været til stor inspiration for en hel generation af nyetablerede mikrodestillerier i Australien. Det gælder især for en af de mere veletablerede australske ginproducenter, The West Winds Gin, med base i vinparadiset Margaret River i Vestaustralien.

“Da vi gik i gang med at udvikle vores første gin, The Sabre Gin, var der omkring otte australske producenter af gin på markedet: Et par ginproducerende whiskydestillerier, et tasmansk gindestilleri og så Kangaroo Island Spirits,” fortæller medgrundlægger af The West Winds Gin, Jason Chan.

Sammen med tre medsammensvorne etablerede Jason Chan The West Winds Gin tilbage i 2011. Inspireret af den klassiske London Dry Gin-stil og med et øje for de unikke ingredienser som den australske natur byder på, besluttede holdet at gå i en lidt anden retning end de otte andre daværende australske ginproducenter.

“Hos The West Winds Gin har vi alle en baggrund fra barmiljøet. Hvor andre producenter fokuserede på noter og balance i spiritussen, gik vi fra starten mere op i, hvordan vores gin fungerede i cocktails. For det er de færreste, der nyder gin neat. Så for os var det vigtigt, hvordan ginnen gør sig i f.eks. en Gin & Tonic, i en Corpse Reviver [Corpse Reviver #2, red.] eller i en Negroni,” fortsætter Jason Chan.

Destilleriets første gin var den citrusfriske og sprøde The Sabre Gin på 40% med bl.a. lokal wattleseed og lemon myrtle, tiltænkt som et australsk alternativ til de altdominerende engelske ginbrands i en Gin & Tonic.

Kort tid efter fulgte The Cutlass Gin, som med en alkoholprocent på hele 50% og brug af både bush tomato, lemon myrtle og cinnamon myrtle, gav The West Winds Gin en del national, såvel som international, omtale som ”the waggy gin makers”. For hvem pokker anvender tomat i en gin?

“Bush tomato var uden tvivl et særsyn i gin dengang, men sammen med varmen fra den relativt store mængde korianderfrø og den australske cinnamon myrtle bidrager den let krydrede tomat også med en nødvendig sødme, der gør The Cutlass velegnet til især Martini og Negroni,” fortæller Jason Chan med et lille smil.

Den australske ginstil
Man kan sige meget om brugen af tomat i gin, men spørger man de mange nyetablerede gindestillerier, der siden 2011 er skudt op overalt i Australien, peger mange af dem på brugen af lokale ingredienser som en stor kilde til inspiration.

Én af dem er Andrew Marks, der med etableringen af The Melbourne Gin Company Gin i 2012 gik et skridt videre i skabelsen af en ægte australsk gin. Andrew Marks er både opvokset på en vingård og uddannet ønolog. Derfor lå det naturligt for ham at basere sin gin på en alkoholbase fra Sydaustraliens stolthed, vindruen.

Bevæbnet med en forslået 130-liters portugisisk alembic-destillator og et væld af australske ingredienser, udviklede Andrew Marks sin første gin, MGC Dry Gin, på familiens vingård i Gembrook, godt en times kørsel øst for millionbyen Melbourne.

MGC Dry Gin er på alle måder indbegrebet af en moderne australsk gin. Hvor amerikanerne med al magt forsøger at distancere sig fra den klassiske London Dry Gin-stil, omfavner australierne i højere grad det tidligere moderlands enebærdominerede ginner, og tilføjer friske citrusnoter og masser af australske og asiatiske krydderier, frugter og urter. I MGC Dry Gin møder de fremtrædende fyrrenålenoter fra enebærrene og den krydrede korianderfrø den australske outback med det parfumerede sandeltræ, citrusfrisk og let blomstret honey myrtle, let bitter grapefrugtskal, og store macadamianødder, som Marks benytter til at skabe en fuldfed tekstur og fyldig eftersmag. Dertil kommer de australske destillatørers ”hemmelige våben”; regnvand. Hvor gindestillatet langt de fleste andre steder i verden fortyndes med alskens kildevand, benytter mange australske ginproducenter sig af regnvand opfanget på destilleriernes tag, kun renset for blade og andet snavs. For MGC Dry Gins vedkommende har regnvandet fine noter af både eukalyptus, sandeltræ og muld – alt sammen noget der giver smag til ginnen.

Kolossal vækst på bare få år
For Andrew Marks og The Melbourne Gin Company har ginnens opblomstring i Australien betydet, at omsætningen fra ginproduktionen for længst har overhalet omsætningen fra vinproduktionen. Det er dog ikke bare salget, der er steget. Konkurrencen er ligeledes blevet langt hårdere de seneste 10 år. Siden 2012 er antallet af australske ginner steget fra godt 20 til omkring 1000.

For de australske producenter gælder det derfor både om at følge med efterspørgslen og om at forblive relevante i barernes og forbrugernes bevidsthed. Netop det har Australiens største ginproducent, Four Pillars Distillery, haft for øje for ved at gå forrest i alt fra bæredygtighed til udforskning af nye lokale smage.

“På grund af et stigende salg i både indland og udland flyttede vi fra vores gamle destilleriskur til den nuværende adresse her i Healesville i 2015. Her fik vi mulighed for at udvide produktionen med flere destillatorer, et spritnyt og mere effektivt tapningsanlæg, et besøgscenter og ikke mindst opmanding på personalefronten,” fortæller medejer og chefdestillatør hos Four Pillars Distillery, Cameron MacKenzie.

Four Pillars Distillerys nye domicil midt i byen Healesville i staten Victoria er et supermoderne foretagende med fuld fokus på bæredygtig produktion. Og det er gået stærkt for Four Pillars siden de tre partnere Cameron MacKenzie, Stuart Gregor og Matt Jones iværksatte en crowdsourcing-kampagne i midten af 2013 for at rejse den nødvendige kapital til at lancere en ”Genuine Aussie Gin”.

Four Pillars’ store succes kan især tilskrives en perfekt blanding af australsk ”sassiness”, et gennemført og smukt design, samt et ret godt blandingsforhold mellem traditionelle og lokale ingredienser i alle deres produkter. Den massive succes for den oprindelige Four Pillars Rare Dry Gin har banet vej for deres mere usædvanlige ginner, som f.eks. Four Pillars Bloody Shiraz Gin, der er lavet ved at infusere lokale shiraz-druer i Four Pillars Rare Dry Gin i otte uger.

Gineventyret fortsætter
Nyeste stjerne på den australske ginscene er det Adelaide-baserede Never Never Distilling Company, etableret i 2017. De tre grundlæggere, Tim Boast, George Georgiadis og Sean Baxter, elsker enebær, og gang på gang skubber de til grænsen for hvor nørdet og enebærpræget en gin kan blive. Tag f.eks. deres Triple Juniper Gin på 43%, hvor en rundhåndet mængde enebær tilføjes af hele tre omgange i destillationsprocessen. Uden for ginkategorien finder man også deres Black Juniper Amaro bitter, hvor ristede, tørrede og friske enebær først trækker i neutral alkohol og senere presses til en vidunderlig og tjærelignende enebærbitter som brillerer i en Negroni i stedet for Campari.

Selvom Australiens ginhistorie endnu er ganske kort, er der sket meget siden Jon og Sarah Larks etablering af Kangaroo Island Spirits i 2006. Og med omkring 1000 ginner produceret af godt 300 forskellige producenter er der bygget en driftig ginscene op i løbet af kun få år. Alligevel har australske ginproducenter som Never Never Distilling Company, Four Pillars Distillery og The Melbourne Gin Company formået at kombinere den klassiske ginsmag med landets unikke flora på en autentisk måde med fokus på friske citrusnoter og en ret krydret smagsprofil. Australsk gin har med andre ord masser af særpræg – alt sammen tilført landets vanlige, varme humor.