Højlandsdestilleriet Glenglassaugh blev nedprioriteret af sine tidligere ejere, fordi destillatet var for komplekst til at bruge i blended whisky. I mange år har deres single malts også gået under radaren for de fleste whiskydrikkere, men i juni lancerede de et nyt fast sortiment som skal ændre dette.
Tæt ved stranden Sandend og i nærheden af den hyggelige fiskerby Porteus ligger Glenglassaugh destilleriet. Det lidt oversete destilleri ligger ganske symbolsk lige uden for whisky-mekkaet Speyside. En af grundene til at Glenglassaugh ikke er et særligt velkendt brand er faktisk at deres whisky har for meget smag. Deres globale brandambassadør, Stewart Buchanan, forklarer:
”I 1960’erne var Glenglassaugh ejet af Highland Distillers, som også havde Highland Park, Macallan og Glenrothes. Det var faktisk et problem at være ejet af et stort firma, for det var midt i boomet for blended whisky. De ville have en let og frugtet whisky i stil med Glenrothes, der går godt i blends. Blenderne prøvede at bruge Glenglassaugh, men destillatet var alt for komplekst.”
Highland Distillers gav dog ikke uden videre op. ”De prøvede alt muligt for at få Glenglassaugh til at fungere i blends. En af problemerne er at vandet her har et højt mineralindhold, så de prøvede at transportere vand fra Glenrothes herop. Men det virkede ikke. De prøvede at fermentere på Glenrothes og så destillere brygget på Glenglassaugh. Det virkede heller ikke. De forsøgte også at kopiere fermenteringskar og senere kedler fra Glenrothes. Men de kunne stadig ikke få den frugtede stil de gik efter. Endelig, i 1984, indså de at det ikke ville lykkes, så de lukkede Glenglassaugh og fordoblede kapaciteten på Glenrothes i stedet.”
”Det er sjovt, for folk går tit ud fra at Glenglassaugh blev lukket fordi whiskyen var dårlig. Men det er lige omvendt. Den var for god! Det der var ubrugeligt dengang er eftertragtet i dag. Glenglassaugh er bare for kompleks og fungerer ikke i blends. Så det er stadig lidt en gemt perle og jeg håber egentlig at det forbliver sådan, selvom vi er i gang med at opdatere og promovere det faste sortiment.”
Historien om Glenglassaughs manglende evner som komponent i blends bliver på sin vis også et indspark i debatten om hvorvidt der er noget der hedder terroir i whisky: ”Jeg tror at der var flere årsager til at det ikke virkede. Men jeg er overbevist om at det først og fremmest er fordi omgivelserne er anderledes her end i Glenrothes, der ligger i hjertet af Speyside. Den største forskel er at vi ligger ved vandet. Det er simpelthen ikke til at komme udenom. Det påvirker destillatet og den lagrende whisky,” siger Stewart.
Processen bag kompleksiteten
Glenglassaughs komplekse destillat bliver blandt andet til på baggrund af en lang gæringstid: ”Vi kører ikke på fuld kapacitet, hvilket er godt, for det giver os mulighed for at trække gæringstiden lidt længere. På den måde kan vi opnå de frugtede esterforbindelser vi gerne vil have,” siger Stewart. ”Et andet definerende element for Glenglassaughs smag er vores høje og brede kedler, der giver en masse kobberkontakt. De blev skiftet i 1977 da Highland Distillers forsøgte at tæmme destillatet. Det lykkedes de som sagt ikke med, men skiftet i kedler har nok bidraget til Glenglassaughs klassiske smagsnoter af tropiske frugter.”
”Vi destillerer langsomt og roligt, som også er med til at give os noter af tropiske frugter. Så det er tropisk frugt med tropisk frugt ovenpå. Det præger vores destillat og det skinner igennem i vores færdiglagrede whisky. Sammen med noter af havsalt er det dét, der definerer smagen af Glenglassaugh.”
Men hvor kommer noterne af havsalt så fra? Det er en af de mest omdiskuterede smagsnoter i whiskyverdenen og der er mange forskellige bud på oprindelsen. Nogle peger på vandkilden, andre på tørv. Andre igen mener at det er høj mineralitet der bliver forvekslet med smag af salt. Den traditionelle opfattelse har dog været at de maritime noter må komme fra havluften og det er da også det Stewart peger på. Han anerkender dog at det ikke er helt lige til.
”Der er studier der peger på at salt-ioner ikke kan trænge igennem porerne i fadene. Det er sikkert rigtigt nok, men der er andre måder destillatet kan komme i kontakt med havluften under lagringen. F.eks. fylder vi ikke tønderne helt. En 195-liters tønde fyldes typisk med ca. 185 liter. Så hvad er de sidste 10 liter? Luft!”
”Desuden… Kan du se hvad der står derovre?” siger Stewart entusiastisk og peger på en masse tomme tønder der står stablet ved siden af lagringshallen. ”Vi har altid vores tønder stående udenfor til tørring inden vi fylder dem. Så de er lufttørrede med havluft. Selvfølgelig har det en indflydelse på whiskyen. Det er små detaljer, men tilsammen har de en betydning.”
De lokale omgivelser er genskabt i flaskerne
Glenglassaugh har som nævnt været en smule undereksponeret, også i forhold til de andre skotske destillerier der ejes af det amerikanske firma Brown-Forman; Benriach og Glendronach. Det vil Stewart og resten af teamet bag Glenglassaugh (og Benriach og Glendronach) dog lave om på. I juni lancerede de et nyt fast sortiment, der består af to NAS-udgivelser, Sandend og Portsoy, og en 12 års-udgave.
Glenglassaugh Sandend er lagret på tidligere bourbon-, oloroso sherry- og manzanillafade og holder en alkoholstyrke på 50,5%. Portsoy er lagret på en kombination af tidligere bourbon-, sherry- og portvinsfade. Det er den eneste af de tre der er røget og den har en alkoholstyrke på 49,1%. 12-års-udgaven er lagret på tidligere bourbon-, rødvins- og både oloroso- og PX-sherryfade. Den holder en alkoholstyrke på 45%.
”De er ret høje i alkoholstyrke i forhold til at de er fast sortiment. Det var en beslutning Rachel (Barrie, Glenglassaughs mesterblander) tog. Det var egentlig meningen at de skulle vandes ned til de klassiske 43%, men hun vurderede at de var bedst med en højere alkoholstyrke,” siger Stewart.
”Hun har desuden arbejdet på at genskabe destilleriets omgivelser i flaskerne. Portsoy er opkaldt efter den nærmeste fiskerby og det var selvfølgelig oplagt at bruge portvinsfade til den. Sandend er navnet på den lokale strand, og whiskyens smagsnoter minder mig virkelig om at gå en tur på stranden. Den er saltet, mineralsk, frisk og sprød. Jeg er virkelig begejstret over vores nye sortiment og jeg ser frem til at se hvordan folk tager imod dem!”
Smagsnoter:
Glenglassaugh Sandend:
Mineralsk duft med noter af tropiske frugter, særligt ananas. I munden er den ligeledes frugtig og frisk, med noter af nødder, vanilje, lyse krydderier og saltkaramel. Medium-lang, mineralsk og tør afslutning. Meget let drikkelig dram!
Glenglassaugh 12:
Krydrede noter, røde bær, mørke frugter, saltkaramel, mørk chokolade og endda et hint af umami. Cremet mundfølelse og en fin, lang afslutning. En lidt usædvanlig, men meget interessant whisky.
Glenglassaugh Portsoy:
I næsen mødes man af en del røg og noter af vanilje og krydderier. Det matches på tungen, hvor den også er røget og krydret. Afslutningen er lang og tør. Velbalanceret og velsmagende!
Glenglassaugh 1978 rare cask release:
De blot 42,5% alkohol er faktisk fadstyrke på grund af de 38 år og Glenglassaughs generelt høje fordampning. Tydelig påvirkning fra mange år på PX-sherryfade, med noter af sirup, blommer og mørke frugter. Lang og sød afslutning.
