Der er grøde i georgisk vin. Vestlige forbrugere og ikke mindst georgerne selv har i de seneste årtier genopdaget og genoptaget landets meget gamle og særdeles særegne vinøse arv. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden kan hjælpe georgerne med at finde en fremtid for landet, som længe har stået i Sovjets og Ruslands skygge.
Georgien ligger på grænsen mellem Europa og Asien, i området der kaldes Kaukasien, et landområde mellem Det Sorte Hav i vest og Det Kaspiske Hav i øst, delt i to af den lange bjergkæde Kaukasus. Foruden Georgien tæller regionen lande som Armenien, Aserbajdsjan og en del af Rusland.
Med et areal på cirka 43.100 km2 er Georgien godt 60% større end Danmark, men befolkningen kun tæller knapt fire millioner mennesker. Hovedstaden hedder Tblisi og er samtidigt landets største by, hvor godt en tredjedel af landets befolkning bor. Sin beskedne størrelse og forholdsvist lille befolkning til trods rummer Georgien alligevel en enorm diversitet af mikroklimaer, landskaber og landbrugstraditioner, og for vinens vedkommende kan traditionen spores omkring 8.000 år tilbage.
Georgiens vinøse geografi
Det georgiske vinland er først og fremmest præget af de omkringliggende bjerge og vandmasser. De store Kaukasus-bjerge i nord skærmer landets vinmarker fra den kontinentale russiske kulde; mens De mindre Kaukasus-bjerge i syd modererer den tørre og varme luft sydfra. Fugtig luft fra Sortehavet i vest blokeres til dels af Likhi-bjergene, som deler Georgien i en vestlig og en østlig del. Den østlige del påvirkes til gengælde af tørre vinde fra Det Kaspiske Hav og de kasakhiske stepper; og det er da også i den mindre regnvåde og mere solrige østlige del af landet, at størstedelen af landets historiske vinproduktion befinder sig.
I dag deles landet op i 20 appellationer for vin, hvoraf de fleste forefindes i regionerne Imereti, Kartli og Kakheti, sidstnævnte med de vigtige subregioner Kvareli og Telavi; og det er netop i Kakheti, vi skal stifte bekendskab med Georgiens nok mest ikoniske bidrag til vinverden— vinfremstilling i nedgravede lerkrukker kendt som qvevri, en praksis, som FN i 2013 satte på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv.
Det anslås, at der engang har været måske mere end 1.000 georgiske druesorter; men mange af vinstokkene blev rykket op med rode under de arabiske erobringer i landet omkring år 750; og langt senere gjorde Sovjetstyret sit for at undertrykke landets enestående kulturarv ved at omlægge vinavlen til masseproduktion og satse på højtydende sorter. Efter Sovjetunionens sammenbrud og Georgiens genvundne selvstændighed i 1991 fulgte en periode, hvor moderne, internationale druesorter gjorde deres indtog. Men siden er interessen for at bevare og fokusere på egne sorter genvundet, og summa summarum er, at der i dag er identificeret i hvert fald 525 overlevende indfødte sorter, hvoraf omkring de 50 er i egentlig kommerciel produktion. Den vigtigste røde sort er saperavi og den vigtigste hvide rkatsiteli.
Vinens vugge
De fleste af de ældste arkæologiske fund, som med sikkerhed bevidner vinavl og vinfremstilling kan lokaliseres i nutidens Georgien. Desuden menes de indoeuropæiske sprogs navne for vin at have en fælles rod i det georgiske ord for vin, ghvino.
Den georgiske vinkultur er også dybt rodfæstet i den georgiske folkesjæl. Landet ganske enkelt emmer af vin og er tæskfyldt med traditioner, hvor vin enten indgår som den mest naturlige ledsager eller simpelthen indtager scenen som hovedrolleindehaver. Således er et fast ritual festmåltidet supra, hvor mad, vin og sang smelter sammen, forestået af en ceremoniel toastmaster, tamada, og med hyppig brug af den traditionelle skål, “Guamarjos!” På bordet vil findes en buffet af retter fra landets ligeledes righoldige kulinariske arv og oftest rigelige mængder vin. Ofte overraskende saftige og af og til sødmefulde rødvine; og ofte de tørre og overraskende tanninholdige vine, vi i vesten for nyligt har lært at kalde ‘orangevine’, hvidvine fremstillet med lang skindkontakt; men som gennem århundreder, årtusinder har været en del af den georgiske vintradition.
Det skal ikke forstås sådan, at Georgien har en kontinuerlig vintradition fra oldtiden og frem til vore dage, eller at landets vinkultur har nogen enhedsmæssig beskaffenhed. Georgien har gennem hele sin historie været et ombejlet og bekriget område— persere, grækere, romere, arabere, mongoler, tyrkere og senest russere har alle gjort indtog i og sat deres præg på landet gennem tiderne. Det til trods er dele af dets årtusinder lange vintradition overlevet i en nogenlunde uspoleret form, og det giver os ikke blot et indblik i en fjern fortid. Det åbner også for nye og anderledes vinoplevelser. Der er rigeligt med rustikke vine— på godt og ondt— men de fleste besidder både autenticitet og usædvanlig kompleksitet, og de bedste kan berede store vinoplevelser. Men man må være klar på at lade sig udfordre!
Georgien største claim to fame og vigtigste aktie i fremtiden er uden tvivl dets skatkammer af gamle, indfødte druesorter; samt dets overleverede kulturarv med unikke fremstillingsmetoder og vinstile. En arv, som for få årtier var lige ved at gå tabt; og som kun er overlevet takket være traditionsbevidste klostre, genstridige bønder og ikke mindst en håndsrækning fra en håndfuld visionære fremmede, som lod sig fascinere af landets oprindelige vinkultur og hjalp med at genoplive den.
John Wurdeman er en amerikansk maler, der for alvor lod sig fascinere af georgisk kultur under rejser til landet i 1990’erne. Siden flyttede han dertil og arbejdede med maleri og indsamling af folkesange. Den interesse fik den lokale vinbonde Gela Patalishvili til at “tvinge ham” til også at hjælpe med at redde den dengang uddøende georgiske vinarv med vinifikation på qvevrier. Modvilligt lod Wurdeman sig ad åre overbevise, og i 2007 fødtes i Signaghi endelig hans vinhus Pheasant’s Tears, ‘fasantårer’, navngivet efter et folkesagn om, at landets bedste vine er gode nok til at få selv fasaner til at græde! Og Wurdeman har om nogen gjort sit for at skabe sikre landets vinøse kulturarv og udbrede kendskabet til den internationalt.
Af lokalpatriotisk interesse bør nævnes en anden tilflytter, danske Olaf Malver, som sammen med sin georgiske hustru Eka og nogle af landets førende vinmagere har skabt vinhuset Danieli Winery ved landsbyen Argokhy i Kakheti; og de har kastet sig over de lokale druesorter med vinificering på både moderne og traditionel façon.
Qvevrien, vinens moder
Den traditionelle georgiske tilgang til vinfremstilling er nærmest poetisk eller mytologisk af natur. Vinen gæres, som regel af hele druer med både skind og kerner, ofte endda som hele klaser, i moder naturs skød, vinens livmoder, qvevrien. En qvevri (mere korrekt transkriberet som kvevri, men stavemåden med q har nu vundet internationalt indpas) er det traditionelle ægge- eller dråbeformede formede lerkar, man har fremstillet og opbevaret vin i, gravet ned i jorden i eller uden for vinkælderen, på georgisk marani.
Fremstillingen af qvevrier er et hæderkronet håndværk, som i dag kun beherskes af en aftagende skare, og råmaterialet er typisk fint flodler. Den færdigtformede qvevri brændes, og traditionelt beklæder man siden indersiden med bivoks. Denne foring kan holde gennem adskillige mange år, hvis qvevrien rengøres og behandles korrekt ved brug af traditionelle redskaber og metoder.
Mens moderne vinifikation og modning mestendels foregår på ståltanke og i træfade, er amforaer og qvevrier alternative beholdere med andre egenskaber og fordele. Qvevriens koniske form sikrer en konstant cirkulær bevægelse under gæringen, en slags indbygget bâttonage, som giver god kontakt mellem most, skaldele og gærrester. Nedgravning i jorden sikrer en konstant temperatur, typisk mellem 10 og 12 grader, samt en kun meget langsom indtrængning af ilt, som giver en let mikrooxidering. Det sikrer alt sammen stabilitet— og så var vinen i gamle dage også behændigt begravet under jorden og dermed til dels sikret mod invaderende styrker.
Siden har vinmagere som Josko Gravner, Paolo Vodopivec, Tomislav Tomac, Thierry Puzelat og Bertrand Gautherot taget qvevrien til sig på vestligere længdegradder og gjort deres for yderligere at udbrede kendskabet til og værdsættelsen af den særlige tradition uden for Georgien.
Orangevinen er nok det mest karakteristiske af Georgiens bidrag til den moderne vinkultur. I duft og smag finder man ofte noter af tørrede frugter, f.eks. tørret abrikos og rosiner, og af citrusskal, f.eks. pomerans og bergamotte. Anslag af nødder, krydderier og røg er heller ikke ualmindelige. Strukturen kan vække mindelser om sort the, og der er ofte en del bitternoter. Det er en slags hvidvin, der opfører sig som rødvin; og det giver især mening til det georgiske køkkens udbredte brug af valnødder, granatæbler, auberginer, tomater, oliven og urter. En anden god grund til at smage sig nærmere ind på det fascinerende Georgien.
Ti gode georgiske vine
Doremi Tsitska 2021, Kakheti
Rosforth | 132 kr.
Mild, frisk og frugtig orangevin, fra qvevri men med forholdsvist kort skindkontakt. Spiller på citrus og orangeskal, abrikos og marcipan. Alk. 12,5%
Anapea Margo 2020, Kakheti
Georgisk Vin | 250 kr.
Fyldig og rund saperavi med dens mørke bærfrugt og ligefremme saftighed som signatur. Moden frugtsødme, pæn syre og meget milde tanniner. Alk.: 15%
Churi Chinebuli Krakhuna Qvevri 2020, Imereti
Georgien Vin | 228 kr.
Japanstang, flødekaramel og tørrede frugter i snuden, som følges op af moden pærer, ferskner og abrikoser i smagen. Rig tekstur og ret ren i spyttet, tre ugers skindkontakt. Alk.: 12,5%
Danieli Winery Khikvi 2020, Kakheti
Georgien Vin | 198 kr.
Khikhvi vinificeret med to ugers skindkontakt og yderligere et halv år på qvevri. Pocherede pærer, syltede ferskner og abrikoser samt de tørrede af slagsen, saftig og spændstig, i den kulørte gråzone mellem hvid og orange. Alk.: 14%
Danieli Winery Napareuli 2014, Kakheti
Georgien Vin | 178 kr.
Blandede mørke bær i duft og smag, i eftersmagen læder, tobak og ristede nødder. Saperavi med fire ugers skindkontakt og lagring på ståltanke og egefade. Alk.: 12,5%
Telavi Marani Saperavi 2019, Kakheti
Korsholm Vin | 125 kr.
Frisk og syrlig saft med overraskende mørk frugt, masser af sorte kirsebær, skovbær og en lille krydret lakridsnote. Tanninerne er der men er nærmest umærkelige. Alk.: 13%
Telavi Marani Mtsvane 2018, Kakheti
Korsholm Vin | 175 kr.
Friskfrugtig saft med forunderlig tørhed og en fin duft og smag af æbler, kvæder og tørrede abrikoser. Ren og med ret fine tanniner. Alk.: 14%
Pheasant’s Tears Kakhuri Mtsvane 2019, Kakheti
Rosforth | 162 kr.
En af John Wurdeman’s mange og altid mangfoldige vine. Aromatiske æbler, hvide forårsblomster, tørrede blomster og urter; understøttet af en lettere olieret tekstur og spændstig struktur. Alk.: 12%
Iago’s Wine Chinuri 2020, Kakheti
Rosforth | Pris ukendt
Arketypisk vin fra Iago Bitarishvili, Chinuri med seks måneders maceration på traditionelle qvevri. Duft og smag spænder fra lyse noter af akacie og citrusblomster over fersken og abrikos til mørkere noter af valnød, tørrede urter og bålrøg. Alk.: 13%
Gogo Wine PoliAmoria 2021, Kakheti
Rosforth | 204 kr.
Farverig samgæring af saperavi, rkatsiteli & mtsvane med seks måneders skindkontakt, skabt af den talentfulde unge kvindelige vinmager Ketevan Berishvili. Spænder over blodappelsiner, abrikoser, havtorn, hibiscus og valnødder, velstruktureret og sprællevende. Alk.: 12,5%
