I det 19. århundrede var Glendronach blandt de største og mest fremsynede destillerier i Skotland. I dag er de for længst blevet overhalet i størrelse, men deres whisky har stadig en særlig plads i hjertet for de fleste med hang til sherryfadslagret whisky.

Stewart Buchanan, global brandambassadør for Brown Formans skotske destillerier, Glendronach, Benriach og Glenglassaugh, byder undertegnede velkommen til en rundtur og efterfølgende smagning hos arnestedet for nogle af den skotske whiskyverdens kraftigste sherrybomber, Glendronach. Senere følger en tur til Glenglassaugh, men den del gemmer vi til næste nummer af Whisky&.

Det første man mødes af, når man træder ind på Højlandsdestilleriet er en imponerende samling Glendronach-flasker af ældre dato – flere helt tilbage fra det 19. århundrede. Hvilket egentlig ikke er overraskende, da Glendronachs første storhedstid startede for snart 200 år siden. Op gennem det 19. århundrede etablerede destilleriet sig som en markant og på mange måder trendsættende spiller på det skotske whiskymarked.

”Du kan læse mange steder at Glendronach var det andet destilleri til at få en licens efter Glenlivet, i 1826. Jeg plejer at sige at vi var blandt de første, for at være på den sikre side,” siger Stewart, og fortsætter: ”Destilleriets grundlægger, James Allardice, var gode venner med hertugen af det lokale distrikt, Gordon. Hertugen spillede en afgørende rolle i lovliggørelsen af skotsk whisky i 1823 og i den efterfølgende udstedelse af licenser. Så mon ikke Allardice fik forhandlet sig til en licens over et glas sherry et sted her i bygningen,” siger Stewart med et grin.

En tidlig, sherrylagret single malt
James Allardice havde skabt grundlaget for et succesfuldt destilleri, men havde tilsyneladende ikke sans for forretning. Han gik konkurs få år efter Glendronachs grundlæggelse og måtte sælge til Walter Scott, tidligere destilleribestyrer på Teaninich.

”Vi snakker meget om Allardice, men ifølge mig er Walter Scott langt vigtigere for Glendronachs historie. Han ejede destilleriet frem til 1880erne eller -90erne, og det var i hans periode at Glendronachs forhold til sherryfade blev grundlagt. Vi kan se i arkiverne at de allerede dengang vidste at vores kraftfulde destillat matchede godt med sherryfade. Det var med til at gøre Glendronach til et stort destilleri dengang, og faktisk tyder noget på at det var Skotlands største. Vi kan i hvert fald se i skattemyndighedernes arkiver at Glendronach var det destilleri der betalte mest i skat. Så det kunne tyde på at det også var Skotlands største produktion i 1850erne og -60erne.”

Stewart peger herefter på en ganske særlig Glendronach-flaske, der på etiketten er kategoriseret som værende en ’perfect self whisky’: ”Det er en single malt whisky fra før der var noget der hed single malt whisky. Navnet hentyder til at den en perfekt for sig selv, fremfor at blive blandet med grain whisky og blive til en blended whisky. Den er fra 1840erne eller -50erne, hvor 99% af al malt whisky blev brugt i blends. Så det er et stykke Glendronach single malt-historie vi har stående der. Det er også noget vi kan takke Walter Scott for,” siger Stewart. Glenfiddich tager gerne æren for at have lanceret den første skotske single malt whisky i 1969, så deres marketingsafdeling har tilsyneladende aldrig været forbi deres naboer mod øst.

Selvom Glendronach tidligt begyndte at udvikle deres single malts, har deres kraftige whisky også spillet en rolle for en af Skotlands største blended whiskyer. Ejerne af Teacher’s whisky opkøbte nemlig destilleriet i 1960, og i en årrække herefter var Glendronach én af de primære smagsgivere til de nye ejeres blended whisky.

I dag ejes Glendronach af det amerikanske firma Brown-Forman, der også har nogle af de største amerikanske whiskybrands i deres portefølje (du har måske hørt om Jack Daniel’s?). Efter Brown-Forman tog over i 2016, er det slut med at sælge Glendronach-fade til de store blendere: ”Hver en dråbe vi producerer her bruges til vores single malt. Vi sælgere hverken til blendere eller uafhængige tappere,” fortæller Stewart.

”Jeg var meget begejstret da jeg hørte om den beslutning! Det betyder jo at vi kan bruge al vores tid på at gøre vores single malt så god som overhovedet muligt. Der var bare et lille problem, som jeg ikke tror de havde tænkt over: Dine varehuse fyldes en hel del hurtigere, når du beholder al din whisky selv! Så de kom hurtigt i gang med at bygge to nye varehuse og der er to mere planlagt.”

Troen på terroir og sherry
De to nye varehuse der er i gang med at blive bygget kommer til at ligge på samme grund som destilleriet – og det samme gør sig gældende for de to næste der allerede er planlagt. Og det er ikke tilfældigt. Stewart og hans kollegaer er nemlig overbeviste om at man ikke kan lagre Glendronach andre steder end lige netop her.

”Det er jo lidt en terroir-diskussion der splitter whiskyverdenen. Men jeg er overbevist om at den geografiske placering er vigtig. Vi ved f.eks. at temperaturen har indflydelse på hvordan whisky udvikler sig i fadene. Glendronach ligger ret højt, hvilket giver os lavere temperaturer. Men på trods af at vi ligger højt er vi samtidig i en dal, hvilket betyder færre solskinstimer – igen, lavere temperaturer. Lavere temperaturer giver en langsommere lagring. Så Glendronach ville ikke smage på samme måde hvis vi lagrede den et andet sted i Skotland. Folk kan diskutere så meget de vil, men nogle af de kraftige Glendronach-noter komme fra den geografiske placering,” siger Stewart.

Mens terroir-snakken kan sætte gang i en god diskussion blandt whiskyfanatikere, er det mindre kontroversielt at sige at smagen af Glendronachs i den grad er præget af deres fadstrategi. De bruger næsten udelukkende en kombination af PX- og oloroso-sherryfade, både i deres faste sortiment og i de fleste begrænsede udgivelser. Det er meget kraftige fadtyper, der nogle gange kan ende med at skjule smagen af det destillat der blev hældt på fadet i første omgang. Det er dog vigtigt for Stewart at Glendronach ikke bare smager af flydende sherryfad.

”Mange siger at fadet giver et sted mellem 70-80% af smagen i en whisky. Men det er ikke sådan jeg foretrækker min whisky, jeg vil kunne smage destilleriet bag! Vi har et utroligt robust destillat, som kan smages stort set uanset hvilken type fad vi lagrer det i. Det er derfor Glendronach fungerer så godt i sherryfade. Der er en synergi mellem destillatet og fadene. De komplementerer hinanden fremfor at kæmpe om rampelyset.”

”Vi har tidligere eksperimenteret mere med forskellige fadtyper end vi gør nu. Men vi ved bare at Glendronach fungerer i PX- og oloroso-sherryfade. Det var jo også den konklusion ejerne i det 19. århundrede kom frem til, så der er nok noget om det. Vi har for nylig tilføjet en portvinslagret udgave til vores faste sortiment, men vi holder os til de kraftige fadtyper. Næsten alle vores fade er desuden first fill, hvilket igen betyder at de afgiver en masse smag. Det er også en meget dyr fadstrategi at bruge så meget first fill sherry. Vi bruger nok flere penge på fade pr. liter alkohol end noget andet destilleri. Men det er det der skal til, for at vi kan få de fade der matcher vores destillat. Og det er det, der definerer smagen af Glendronach,” slutter Stewart.

Smagsnoter

Glendronach Madeira 19
En af de få Glendronach-whiskyer der ikke er lagret på sherryfade. Den er derfor lettere og har anderledes frugtnoter end en typisk Glendronach. I næsen er det især tropiske frugter, abrikos, citrus og grønne æbler. I smagen suppleres frugtnoterne af kanel, ingefær og malt. Afslutningen er medium-lang og krydret.
 

Glendronach 2023 hand-filled PX, 11yo
Meget kraftfuld næse, der byder på mørke bær, kanel, appelsin og mørk, bitter chokolade. Smagen er sødere end førstehåndsindtrykket fra næsen, men udvikler sig derefter i en krydret retning. Afslutningen er meget lang og krydret, med noter af eg, ingefær og peber. Utroligt kompleks whisky, der bliver ved med at udvikle sig.

 
Glendronach 2023 hand-filled oloroso, 29yo
I næsen finder man noter af blåbær, appelsinskal, tobak og karamel. I munden er den præget af tørrede frugter, særligt rosiner og mørke blommer. Den lange afslutning byder på noter af eg, mørk chokolade og krydderier.

 
Glendronach Cask Strength, batch 12
Seneste skud på stammen fra den tilbagevendende serie, som dog udfases efter dette parti. Noter af malt, hasselnødder og brombær i næsen. Krydret smag, med mandel-, mørk chokolade- og kirsebærnoter. Chokolade- og kirsebærnoterne fortsætter i den lange afslutning, hvor de suppleres af fad og sort peber.