Fra at have, med deres mesterdestillatørs egne ord, produceret forfærdelig whisky i 90’erne og 00’erne, har Campbeltown-destilleriet Glen Scotia udviklet sig til at være en anerkendt og værdig ambassadør for regionen.
Glen Scotias historie er, ligesom Campbeltown-regionens, fuld af både op- og nedture. Destilleriet blev grundlagt i 1832 og var dermed en del af regionens boom og medvirkende til at den lille fiskerby var kendt som verdens whiskyhovedstad i det meste af det 19. århundrede. Med sin geografiske placering og klassiske Campbeltown-smagsprofil mærkede Glen Scotia dog også regionens kriser, som resulterede i at destillerier lukkede på stribe op gennem det 20. århundrede.
Som et af de få, formåede Glen Scotia dog at overleve utallige kriser, herunder tre perioder hvor destilleriet var lukket. Ifølge mesterdestillatør Iain McAlister var det dog nok mere held end forstand: ”Glen Scotia burde egentlig ikke have overlevet. Det havde givet mere mening hvis det var lukket ligesom mange af de andre Campbeltown-destillerier. Men det er et utroligt sted og det er fantastisk at se hvor godt det klarer sig nu.”
”Da jeg startede i 2008, var det et træt destilleri uden selvtillid. Der blev produceret whisky, men kun lige netop. Der var kun tre ansatte og en årlig produktion på 600 fade. Stedet havde brug for kærlighed og en masse ingeniørarbejde. Whiskyen der blev hældt på fade, var decideret forfærdelig. Så de første fem år gik med at få styr på processen og smagsprofilen.”
Stedet var ligefrem i så miserabel tilstand at det skræmte ansøgere til stillingen som assisterende destillatør væk – hvilket viste sig at blive Iains held: ”Jeg var ikke førstevalget til stillingen dengang. Jeg har en baggrund som ingeniør og havde ingen erfaring fra whiskybranchen, så de havde andre ansøgere der var mere kvalificerede. De havde faktisk en aftale på plads med en anden kandidat, men hun afviste efter at have set destilleriets tilstand. Så slemt var det. Men jeg har aldrig fortrudt at jeg tog jobbet, det har i den grad betalt sig,” fortæller Iain.
Iain, hans kolleger og de nuværende ejere Loch Lomond Groups arbejde med at få Glen Scotia tilbage på ret køl har været en succes. Siden 2008 har destilleriet nemlig rejst sig som en Fugl Føniks fra tørveasken. Destilleriet producerer nu på fuld kapacitet, 750.000 liter årligt, og har planer om at udvide yderligere næste år. Glen Scotias comeback nåede sit foreløbige højdepunkt i 2021, hvor destilleriet blev kåret som Årets Whiskydestilleri på Scottish Whisky Awards og deres 25 års blev valgt som Bedste Whisky på San Francisco World Spirits Championship.
Den øgede interesse for Campbeltown-whisky, som indbyggerne i ”the Wee Toon” efterhånden har kunnet fornemme i en del år, har i høj grad været tiltrukket af Springbank. Men selvom Glen Scotia måske stadig ikke oplever helt den samme hype som deres naboer, er de bestemt kommet efter det og har skabt sig et stærkt brand i egen ret. Og Iain er overbevist om at det ikke stopper her for Campbeltown:
”Jeg er helt sikker på at vi ser ind i en genrejsning af Campbeltown. Det er fantastisk at der er to nye destillerier på vej, og jeg tror kun at det er begyndelsen. Campbeltown er et unikt sted. Det er en lille region, destillerierne er ret små og vi har en speciel smagsprofil, der er kompleks og robust. Derudover kan man se, føle og endda dufte byens whiskyhistorie. Her på Glen Scotia bruger vi f.eks. faciliteter fra det gamle Lochruan Distillery som varehus og vi er omgivet af tidligere destillerier – Dalintober, Benmore og Broombrae. Supermarkedet nede af gaden har endda et pagodetag – det er selvfølgelig et gammelt destilleri,” siger Iain.
Originalt destillationsudstyr er stadig i brug
Iain viser os entusiastisk rundt på destilleriet, han var med til at få sat skik på. Vi starter, som altid, med bygmalten: ”Jorden her i området er ikke optimal til at dyrke byg, det ville være besværligt at arbejde med. Så vi får vores byg fra den centrale del af Skotland. Det er ikke dyrket lokalt, men vi bruger udelukkende skotsk byg. Det samme gør sig gældende med vores tørv. Det får vi fra Aberdeenshire, tæt på Speyside.”
Selvom Iain og resten af Glen Scotia-teamet har gjort meget for at opgradere faciliteterne siden 2008 er det stadig et meget traditionelt og manuelt destilleri. Blandt andet er deres mæskningskar et stykke victoriansk håndværk, der ikke har været udskiftet siden det blev installeret ved destilleriets åbning i 1832. Det er et af de få tilbageværende såkaldte ”rake-and-plough”-mæskningskar i Skotland.
”Man ser ikke mange af den slags mæskningskar længere, men det er den bedste type der findes. De er gamle og skal vedligeholdes, men det giver os den type urt vi er ude efter. Vi får nemlig en meget uklar urt med flere rester af bygmalten end man gør ved de typiske lauter- eller semi-lauter-mæskningskar. Det er med til at give os et robust og maltet destillat,” forklarer Iain.
Den vigtigste del af processen
Vi følger urten ud i gæringstankene, til den del af processen som ifølge Iain er den vigtigste i whiskyproduktion – gæringen. Glen Scotia arbejder med tre forskellige fermenteringstider; 43, 72 og helt op til 128 timer. De har for nylig udvidet fra seks til ni 16.000-liters gæringstanke og tilføjer endnu én næste år.
”Fermenteringsdelen er vores flaskehals i forhold til kapacitet. Men de nye gæringstanke skal ikke kun bruges til at øge kapaciteten, jeg vil også meget gerne have fermenteringstiden op. Vi var tidligere på 128 timer i gennemsnit og det vil gerne op på igen. Jeg er glad for vores wash som den er nu, men med længere fermenteringstid kan vi få flere frugtede noter frem og det gør vores arbejde i destillerings- og lagringsdelen nemmere. Derfor mener jeg, at gæringen er den vigtigste del af at lave whisky. Det danner hele grundlaget for hvordan whiskyen kan udvikle sig senere i processen,” siger Iain.
Den salte smag
Efter gæringen fyldes Glen Scotias wash på deres lave og brede kedler. Kedlernes form og størrelse er med til at give et robust og olieagtigt destillat. Iain byder på en smagsprøve af deres destillat, som ganske rigtigt er robust, olieagtigt, komplekst og frugtet. Derudover er der en meget interessant note som Campbeltown whiskyer er kendt for – salt. Men det er samtidig lidt af et mysterium og en diskussion i whiskyverdenen hvordan den er endt der.
”Det er svært at sige hvor det kommer fra, især fordi vi smager på et ikke-lagret produkt. En teori er, at den stammer fra jorden som malten er dyrket i. Men som sagt bruger vi ikke lokal malt, så det forklarer ikke hvorfor det historisk har været betragtet som en typisk smagsnote i Campbeltown whiskyer. Det kunne også stamme fra vandet, vi bruger i mæskningen. Men det taler imod begge de to forklaringer, at den saltede smag burde blive fjernet i destillationen – sodium og destillation går ikke rigtig sammen. Det er simpelthen en af de ting vi stadig ikke forstår ved whiskyproduktion. Vi ved meget, men stadig ikke alt,” siger Iain.
Glen Scotias udvikling i et bourbonfad
Vi slutter rundturen på det genopståede destilleri med et kig tilbage i tiden. I varehuset smager vi os igennem Glen Scotia-destillatets udvikling i forskellige bourbonfade. Det er tydeligvis et destillat der fungerer godt sammen med de søde vanilje- og frugtnoter fra den amerikanske eg. I de unge udgaver fornemmes det robuste og olieagtige destillat ikke overraskende meget tydeligt. Det er heldigvis et destillat der godt kan bære at stå tydeligt i smagsnoterne, men whiskyens kvalitet topper dog, efter min mening, omkring 10-års-alderen. Vi går så langt tilbage som en meget fadpræget Glen Scotia fra 1991, som får en afsluttende kommentar med fra Iain:
”Den er lagret på et refill bourbonfad og destilleret af de tidligere ejere. Det har været et godt fad der bestemt har gjort whiskyen godt. For destillatet der blev hældt på fadet var ikke det bedste. Det har taget tredive år at nå til et niveau som man burde kunne nå på fem år.”
Heldigvis har Glen Scotia formået at få vendt skuden og er blevet et flagskib i genrejsningen af Skotlands mindste whiskyregion.
Smagsnoter:
Glen Scotia Single Cask 2016 first fill bourbon:
Lagret på ex-Makers Mark fad. Søde noter af frugt, krydderier og vanilje, men samtidig smages det komplekse, robuste og olieagtige destillat tydeligt, med noter af salt, alkohol og malt. Relativt kort og pebret afslutning.
Glen Scotia Single Cask 2013 first fill bourbon:
Fadet har sandsynligvis tidligere holdt Jim Beam-bourbon. Whiskyen er stadig olieagtig og kompleks, med noter af blomster, honning og lyse frugter. Medium-lang afslutning med noter af vanilje.
Glen Scotia Single Cask 1999 refill bourbon:
1999 er et vigtigt år for Glen Scotia, da det markerer enden på deres seneste nedlukning. Fadet blev brugt første gang helt tilbage i 1955, men har alligevel formået at bidrage med noter af krydderier og tropiske frugter, særligt ananas og mango. Afslutningen er lang, tør og med maritime noter.
Glen Scotia Single Cask 1991 refill bourbon:
Som at tygge på et stykke eg – på den gode måde. Derudover finder man noter af tropiske frugter, tang og kokos. Afslutningen er lang og tør.
Glen Scotia Single Cask 2016 first fill bourbon, lightly peated:
Mild røg, maritime noter og frugter, særligt grønne æbler, komplimenteres af en cremet mundfølelse. Afslutningen er medium-lang, med noter af tørv og tang.
