Whiskyproduktion findes ikke mere traditionelt end hos Campbeltown-destilleriet Springbank, der har spillet en stor rolle i at redde regionen fra glemslen. Skotlands eneste selvforsynende destilleri er siden blevet så populært at de ikke længere kan følge med efterspørgslen.
Historiens vingesus mærkes med det samme, når man træder indenfor i Springbanks lokaler. Hvilket ikke er så underligt, da destilleriet er den primære bannerfører for en af whiskyhistoriens vigtigste regioner – en position der i mange år slet ikke var til diskussion. Det er desuden Skotlands ældste familieejede destilleri og det eneste der fortsat står for alle dele af produktionen selv, fra maltning til tapning. Springbank holder stædigt fast i de allermest traditionelle produktionsmetoder – på trods af, at det betyder at de ikke kan producere på fuld kapacitet.
Historien er altså umulig at komme uden om når man besøger Springbank. Det er naturligt nok også det første Fiona McFadyen, salgs- og marketingschef for Springbank, kommer ind på, mens hun viser rundt på det lille destilleri i midten af Campbeltown:
”Springbank blev grundlagt af Archibald Mitchell i 1828 og er i dag ejet af firmaet J&A Mitchell, som bestyres af Hedley Wright, Archibalds tipoldebarn. Så vi er på femte generation. Det gør os til Skotlands ældste familieejede destilleri. Det betyder også, at vi har fuld kontrol over hvordan vi gør tingene. Vi har ikke et moderselskab vi skal aflægge regnskab til. Det giver os en masse frihed, hvilket er ret godt for et destilleri.”
Reddede Campbeltown-regionen
Springbank gør sig ikke kun fortjent til sin plads i historiebøgerne i kraft af at være gammelt, traditionelt og familieejet. Destilleriet, og i særdeleshed dets ejere, spillede også en meget aktiv rolle i at Campbeltown formåede at beholde sin status som region. Brancheorganisationen der repræsenterer den skotske whiskyindustri og definerer dens regler, The Scotch Whisky Association (SWA), havde nemlig omkring årtusindskiftet planer om at fratage Campbeltown sin status og i stedet betragte området som en del af Højlandet. Årsagen var, at en region som minimum skal have to aktive destillerier. Campbeltown havde kun to, Springbank og Glen Scotia. Den degradering kunne Hedley Wright ikke leve med, så han købte nabo-destilleriet Glengyle og satte gang i kedlerne for første gang i 75 år. Derfor måtte SWA trække i land, og Campbeltown kunne fortsat nyde anerkendelse som en separat region. Siden har Springbank været regionens altafgørende drivkraft, der med sin stigende popularitet igen har sat det historiske område på whiskylandkortet.
Lokalområdet spiller i det hele taget en stor rolle for Springbank og dets ejere, fortæller Fiona: ”I og med, at vi står for hele processen her på destilleriet, har vi også brug for flere hænder end de fleste andre destillerier. Vi kunne være mere effektive hvis vi købte vores byg maltet eller sendte vores fade til tapning et andet sted, men det har vi ikke lyst til. Lokal jobskabelse er en af de vigtigste årsager til det. F.eks. har vi et sted mellem 10 og 15 personer ansat i vores tappehal.”
Det tætte forhold mellem J&A Mitchell og Campbeltown stopper dog ikke her. De har nemlig planer om at åbne et tredje destilleri.
”Det er ikke så klart defineret endnu, men der er planer om at bygge et nyt, småt destilleri på vores nuværende grund. Det er dog stadig et godt stykke ude i fremtiden,” fortæller Fiona. ”Vi afholder en whiskyskole på Springbank som bliver ved med at gro i størrelse. Den var originalt kun åben seks uger om året, men er efterhånden åben lige så meget som Springbank – ni måneder om året. Ideen med det nye destilleri er, at det skal overtage whiskyskolen og udsende begrænsede tapninger derfra en gang i mellem.”
Kapaciteten kan ikke følge med efterspørgslen
Dedikerede Springbank-fans har i de seneste år kunnet mærke destilleriets stigende popularitet. Det kan nemlig være meget svært at få fat på en flaske Springbank. Kapaciteten er simpelthen for lav i forhold til efterspørgslen.
”Vi bliver ofte spurgt om, hvorfor vi ikke øger vores kapacitet og begynder at producere noget mere. Vi har faktisk øget vores kapacitet en hel del de seneste år, men i øjeblikket kan vi ikke producere mere end vi gør. Vi er godt nok kun på en tredjedel af vores officielle kapacitet, men vi har nogle flaskehalse i forhold til maltgulve og varehuse, der gør at vi ikke bare kan sætte produktionen op,” forklarer Fiona. ”Vi kan ikke malte mere end et gulv om ugen med vores nuværende faciliteter og vores varehuse er allerede fyldt til randen. Vi har planer om at udvide med flere varehuse.”
Springbank er kun i produktion fra januar til september, hvorefter medarbejderne rykker over til Springbanks moderne søsterdestilleri og styrer Glengyles kedler resten af året. Men det betyder ikke, at de kunne øge produktionen ved at holde gang i Springbank hele året. Maltgulvene er nemlig i gang hele året, da de også leverer Glengyles bygmalt.
”Vi kunne selvfølgelig øge vores kapacitet hvis vi droppede at malte al vores byg selv. Men det har vi ikke lyst til. Vi er de eneste i Skotland der gør det, andre destillerier med maltgulve indkøber typisk hele 90-95% af deres byg maltet. Vi vil gerne holde fast i de traditionelle metoder. Desuden kan selv de mindste ændringer i processen have betydning for den endelige whiskys smag og det er ikke noget vi vil risikere,” siger Fiona.
Den traditionelle metode
Springbank er som nævnt selvforsynende fra maltning til tapning, men de er dog nødt til at få lidt hjælp udefra. Deres byg bliver dyrket i det nordøstlige Skotland – bortset fra to uger årligt, hvor de bruger lokal byg til en begrænset udgivelse. Kvaliteten af Campbeltown-byg er dog ikke god nok til at blive brugt konsekvent.
Uanset hvor byggen kommer fra, har al byg der er brugt i Springbanks whiskyer været en tur forbi et af deres to maltgulve. ”Jeg tror ikke at det bliver mere traditionelt end Springbank. Vi er lidt gammeldags,” siger Fiona, mens vi bevæger os ind for at se maltgulvene.
Det bliver hurtigt tydeligt, at hun har en pointe. De traditionelle produktionsmetoder bliver i den grad holdt i hævd på Springbank. Et par eksempler: Ikke nok med at de stadig bruger et maltgulv, de vender også malten ved håndkraft. Deres mæskningskar er over 100 år gammelt og af typen plough-and-rake, som var normalen inden de fleste gik over til lauter- eller semi-lauter-mæskningskar. De har ikke såkaldte switchere i deres gæringstanke til at holde skummet nede under fermenteringen, men hælder i stedet sæbe i. Deres washkedel har en direkte varmekilde, i modsætning til de mere moderne, indirekte varmekilder man normalt ser. Én af tre kondensere er af den gammeldags type worm tub, der kondenserer dampene fra en af to spritkedler ved at føre det gennem et kobberrør i et stort, udendørs vandkar.
”Som sagt går vi ikke på kompromis med traditionerne her på Springbank. Det kan godt være at det ikke er den mest effektive måde at gøre tingene på, men det er ikke noget vi kommer til at ændre,” siger Fiona.
Laver tre forskellige whiskyer
Især én ting er dog utraditionelt på Springbank; de har et ulige antal kedler – en wash og to sprit. Der er dog en mening med galskaben. Springbank laver nemlig tre forskellige destillater der efter modning bliver til de tre whiskyer Hazelburn, Springbank og Longrow. En af de afgørende forskelle på de tre er, at de gennemgår forskellige antal destillationer. Longrow er, som de fleste skotske whiskyer, dobbelt-destilleriet. Hazelburn er lavet efter den irske tradition, hvilket vil sige triple-destilleret. Springbank er officielt destilleret 2,5 gange – virkeligheden er dog en smule mere kompliceret:
”Vi siger at Springbank er destilleret 2,5 gange, men det er nok nærmere 2,8 ligesom Mortlach. Vi har bare ikke regnet det helt så præcist ud som dem. Det vi gør er, at vi laver en normal første destillation i vores washkedel. Derefter sætter vi vores low wines (”hjertet” af første destillation) til side. Halen (også kendt som feints) fra den første destillation bliver derefter destilleret igen, i en spritkedel. Produktet fra den anden destillation bliver så blandet med vores low wines fra første destillation og destilleret igen. Så en del af Springbank er destilleret to gange, men størstedelen er destilleret tre gange,” forklarer Fiona.
Antallet af destillationer er dog ikke den eneste forskel på de tre whiskyer. De bliver også røget til forskellige PPM-niveauer – selvfølgelig i Springbanks egen ovn (eller kiln på whiskysprog). Hazelburn er ikke røget, Springbank er 10-12 PPM, mens Longrow er omkring 45 PPM, hvilket til sammenligning nogenlunde svarer til Laphroaigs niveau. Man skal dog ikke forvente en typisk Islay-røg fra Springbank eller Longrow:
”Vi bruger en kombination af lokal tørv og tørv vi får ind fra et sted nær Inverness. Det giver os, udover de typiske noter af tørv, en sød og floral smag. Så det er meget anderledes end den mere medicinske smag tørv man kan få i Islay-whiskyer,” siger Fiona.
Hazelburn og Longrow udgør hver omkring 10% af produktionen, mens Springbank whisky udgør omkring 80%. Ingen af dem er koldfiltrerede eller tilsat farve. Fælles for dem er også, at de er produceret så traditionelt som man kan forestille sig – og at de er svære at få fingrene i.
Smagsnoter:
Springbank 10, 46%
I næsen mødes man af noter af træ, mild røg og tropisk frugt, særligt melon og guava. Smagen er kompleks, med honning, krydderier, mild røg og maritime noter. Røgen træder endnu mere frem i den lange og tørre afslutning, der også byder på et skud malt.
Kilkerran 12, 46%
Produceres på Glengyle-destilleriet. Lynghonning, mild røg, malt og tørrede frugter i duften. Cremet tekstur, med noter af honning, citrus, appelsinskal og vanilje. Afslutningen er lang, med milde noter af røg og salt.
