Alsace var i næsten i 50 år en del af Tyskland, indtil 1. verdenskrig, hvor Frankrig generobrede sit nordøstlige hjørne. Men selv i dag bærer sproget, bynavnene og gastronomien præg af den tyske indflydelse. Alsace er cirka 40 km bredt og godt 200 km langt. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig, under navnene Elsass og nu Alsace. Selvom området geografisk er stort finder man det meste vin omkring hovedbyen Colmar. Et godt udgangspunkt for at besøge vinhusene og de forskellige marker, som man finder ved foden af bjergkæden Vogeserne.
De tyske og franske rødder kan måske forklare, hvorfor vinene stilmæssigt minder om nogle af dem, man kan finde i Tyskland, mens den anden grund utvivlsomt er overlappet af druer. Der er i dag mere end 2.000 vinbønder i Alsace, men hovedparten af vinen kommer fra de godt 200 producenter, som flasker i eget navn, eller som et kooperativ. Mange er familier, som har lavet vin i århundreder, og hvor det i dag er 13.-14. generation, som stadig laver vin. Nuvel er stilen ændret gennem tiden, men der er en ydmyghed og respekt for det arbejde, som forfædrene har gjort, som man ikke finder mange andre steder i vinverdenen. Og på en måde virker Alsace som én stor familie. Og specielt inden for hver landsby, hvor man har tætte relationer og samarbejder mere end konkurrerer. Men hvor jeg tidligere har oplevet området mere tysk, er det blevet meget fransk i dag. Den nye generationer snakker stort set ikke tysk, og når man snakker sammenligninger, er det altid til andre franske vine og ikke de tyske på trods af sammenfaldet af druer.
Klimaet
Bjergkæden Vogeserne, som ligger langs distriktet mod vest, skærmer vinmarkerne for blæst, kulde og regn, hvilket blandt andet gør, at Alsace er et af de mest regnfattige distrikter i Frankrig. Om vinteren kan det være meget koldt, og frosten kan være hård. Men foråret kommer normalt tidligt, og sommeren er varm. Men ikke for varm, hvilket betyder, at vinene bevarer deres friskhed og syre. Vinmarkerne ligger i 175-420 meters højde, og jordbunden er meget varierende, med flere end 20 forskellige sammensætninger. Dette giver Alsace betingelserne for at frembringe hvidvin i verdensklasse. Mange er omlagt til økologisk og rigtigt mange også biodynamisk brug de senere år. Det skyldes især det tørre klima, som betyder, at udfordringerne er mindre med råd og andre sygdomme som f.eks. meldug.
Den nordlige breddegrad kan vi ikke ændre ved, men varmere gennemsnitstemperaturer og et tørrere klima har givet langt bedre modningsforhold end tidligere. En stigende gennemsnitstemperatur har været medvirkende til en forkortet vækstperiode, hvor høsttidspunktet er fremskyndet omkring en måned i løbet af de sidste 50 år. I 2022 høstede man fra slutningen af august, mens man for 20-30 år siden aldrig startede før 1. oktober.
Druerne og vinene
Alsace er primært kendt for sine hvidvine, dog undtaget enkelte vine lavet på pinot noir. Hvidvinene må laves på sylvaner, pinot blanc, riesling, muscat, pinot gris, gewürztraminer, pinot noir samt på de mere ukendte druer auxerrois blanc, klevner d’Heiligenstein og chasselas. Endvidere må chardonnay benyttes til cremant. De første syv druesorter går gerne under fællesbetegnelsen ”de syv søstre”.
Hver drue har sin egen karakter. Gewürztraminer er koncentreret med intense og florale noter, hvilket gør den til en ideel aperitifvin, og så har den evnen til at ledsage kraftige oste og asiatisk inspirerede retter. En lettere og mere elegant udgave af de samme aromaer finder man i Muscat d’Alsace, der er en enestående velegnet ledsager til asparges og i sine sødere udgaver også fungerer fint til friske jordbær.
Den største og mest udbredte drue er riesling. En Alsace riesling er ofte mere fyldig og intens end sin tyske pendent. Alsace riesling forekommer i alle sødmegrader fra det stringent tørre til det mundfyldende sødmefulde.
En drue, som i dén grad har sat Alsace på landkortet, er pinot gris. Druen giver en tæt frugt og typisk en moderat syre, og den rummer ofte et let røget krydderi kombineret med betragtelig mundfylde. Den benyttes også i de søde vine, hvor Vendage Tardive (VT) er sent høstede druer ofte med en flot friskhed. De sødeste er Sélections de Grains Nobles (SGN), hvilket er fremragende søde vine velegnet til stærke oste og fois gras. Er man i tvivl, viser de fleste producenter på labels sødmegraden på en skala fra 1-4, udviklet af Olivier Zind Humbrecht for 20 år siden. 1 er helt tør og 4 meget sød.
To andre vine i samme stil, men ikke nær så aromatiske, er pinot blanc og sylvaner. De er lette og ligetil vine, der kan drikkes ganske unge og ofte udmærker sig ved en meget fornuftig pris. Specielt synes jeg pinot blanc vinene de senere år er steget væsentligt i kvalitet og har udviklet sig til en flot all-round vin. Specielt Albert Boxler, Domaine Weinbach og Marc Tempé har virkeligt overbevisende vine på druen.
Flere producenter er begyndt at arbejde med blends for bedre at udtrykke terroir. Marcel Deiss er nok den som, er gået længst og har nu fjernet druerne fra etiketten, så fokus udelukkende er på marken. Og flere af deres vine er field blends med delvist co-fermenterede druer. Ganske flotte og spændende vine. Især Rotenberg og Langenberg er spændende og atypiske vine. Også et hus som Kreydenweiss, som ligger mere nordligt i Alsace, har besluttet at droppe druerne og fokusere på terroir.
Pinot Noir
Pinot noir er den eneste tilladte røde sort i Alsace. Den har haft et langt og svært liv i kampen med og mod sine grønne søstre, som med rette tidligt vandt denne ulige kamp. Dermed ikke sagt at producenterne holder sig fra at dyrke pinot noir, nej, den indgår stort set altid i sortimentet hos især større producenter i et eller andet omfang til enten rødvin, crémant eller rosé, sådan er traditionen bare. Dette betyder da også, at der nu om dage findes flere marker med pinot noir planter på op mod 80 år (og med et stort potentiale for at frembringe vine af høj koncentration og dybde, naturligvis i mindre udbytter). Og med en udvidelse af klassificeringen kan man fremover finde Grand Cru vine fra XX og XX på pinot noir. Specielt vinhuse som Albert Mann (Les Saintes Clerc) og Valentin Zusslin (Bollenberg Luft) laver fremragende pinot noir i den sydlige del af Alsace, men også Weinbachs Alterberg og Cave de Ribeauville Kugelberg er ganske flotte vine.
En sidste og overordentligt spændende Alsace vin er crémant, der er Alsaces bud på en frisk mousserende vin, der er lavet efter de samme principper, der benyttes i Champagne. Men i Alsace bruger man typisk områdets egne hvide druesorter, hvilket også viser sig i glasset med lettere og enklere frugt og ikke mindst en mere moderat pris.
Generelt får man meget for pengene i Alsace, men man skal være varsom med, hvilke vine man vælger, da der er stor forskel på smagen af de forskellige druer. Nogle giver knastørre vine, medens andre giver meget aromatiske og søde vine.
Vinificering
Hovedparten fermenter stadig med tilsat gær, så processen kan styres. Og oftest stoppes den malolaktiske gæring for at få så meget sprødhed i vinene som muligt, hvilket specielt grundet de stigende temperaturer kan give god mening. Da der er mange, som arbejder biodynamisk, hvilket medfører, at vinene ikke tilsættes gær, betyder det en meget lang gæring, hvilket også medfører malolaktisk gæring. Det er svært at undgå, da den ofte sker midt under den alkoholiske fermentering. Det betyder en rundere syrefornemmelse i munden og mere fyldige, rundere vine fra disse producenter.
Tidligere tilsatte man ofte sukker for at opnå højere alkohol, men dette er sjældent nu, og i dag snakker man mere om at tilsætte syre, som dog stadig ikke er lovligt. Undtagelsen kom dog i 2022, som var så varm, at man tilladte dette. Og man har også for nogle år siden tilladt det for crémant vinene permanent.
Der benyttes både stål, cement og træfade. Men det er sjældent, man møder helt nye fade. Dog smagte jeg en ganske fremragende pinot gris fra Weinbach, som netop har 50% modning på små franske fade og en del nye. Og også Hugel ser en fremtid for de nye fade med pinot gris druen.
Længere lagring før frigivelse
En række producenter er begyndt at holde vinene tilbage og først sælge dem, når de er klar. Det ser man bl.a. hos klassiske huse som Leon Beyer og Trimbach. Sidstnævnte især kendt for Alsaces dyreste vin, Clos Ste Hune. Men Rolly Gassmann har alligevel taget teten med over to millioner flasker liggende på sin nye enorme kælder i landsbyen Rorschwihr, og han frigiver vinene, når han mener, de er klar. Et besøg hos ham giver mulighed for at smage en række modne vine i den klassiske stil. Bl.a. frigiver han netop frigivet sin basis pinot gris fra 2013, men der er flere vine netop frigivet fra 2007, 2009 og 2010. Og en række VT og SGN tilbage til 1994 netop frigivet og vine, der er yderst flotte og elegante. Han er kendt som en af de klassiske producenter med en del sødme, men med alderen får vinene en helt specielt elegance, som kan anbefales at prøve.
Stil
Der findes mange stilarter, og jeg vil påstå, at der er en stil for alle. Albert Boxler har de fleste af sine marker på granit, så vinene har en stringent stil uden for meget koncentration. Han frigiver tidligt, så i min optik skal man gemme hans vine nogle år, inden de nydes. Zind Humbrecht er nok mere kendt for en mere koncentreret og imødekommende stil. Måske det, de fleste forbinder med klassisk top Alsace. Indimellem de to finder man Weinbach og Trimbach, også med en meget klar stil. Meget klassiske og yderst vellavede vine.
Den nye generation
Det var tydeligt under mit ugelange besøg i marts i Alsace, at det stort set alle steder er den yngre generation, som har taget over. Og det er med ligelig respekt for historien men også med deres eget præg. Det ser man bl.a hos Marcel Deiss og Weinbach, som også har introduceret glimrende orangevine uden tilsat svovl. Virkeligt balancerede og flotte vine. Og som nævnt tidligere har den yngre generation mere fokus på terroir end på de enkelte druer. Det kan med tiden føre til en ny måde at anskue Alsace på.
En anden ting, som præger den nye generation, er sødmen i vinene. Alsace er nok forbundet med sødme i vinene for mange. Men det er tydeligt at se, at flere arbejder hen mod tørre vine. Dette ved bl.a. at høste tidligere for at sikre et mindre sukkerindhold i druerne. Og hvor vinene før var drevet af frugt, sødme og kunne nydes til mange lejligheder, er de i dag tørre, mineralske og gastronomiske vine.
Klassificeringen og nye regler
I dag har Alsace 51 Grand Cru marker, og resten af vinene er klassificeret som almindelig Alsace AOC. Udfordringen har været, at dels er der stor kvalitetsmæssig forskel på vinene fra samme grand cru mark, og dels dækker Alsace AOC over mange forskellige vine og kvaliteter.
Der er dog nye regler på vej, og to nye niveauer tilføjes. Dels en Alsace 1. Cru betegnelse, som bliver de absolut bedste marker. Der bliver strenge krav til druer, høstudbytte osv. for de vine, der skal komme herfra. Desuden kommer der en Alsace Cru kommune klassifikation lige over den gængse Alsace AOC. Vinene inden for en given specificeret afstand fra en af de godkendte byer vil kunne bære denne betegnelse. F.eks. vil man fremover kunne finde Alsace Riquewihr vine. Desuden vil alle AOC Alsace vine kunne få marknavne (lieux-dits) på etiketten.
Det nye klassificeringsystem er inspireret af systemet, man arbejder med i Bourgogne, og i Alsace håber man, det nye system kan øge områdets renommé, især blandt dem som går efter de bedre og dyrere vine. Grand Cru systemet blev indført i 1975, og der er siden tilføjet marker i 1983, 1992 og 2007. Der er dog stor forskel på de enkelte producenters udtryk af vine på de enkelte Grand Cru marker, og det er derfor min erfaring, at producenten kommer før marken. Men i 2011 blev man enige om, at hver Grand Cu mark kan lave sine egne specifikke regler, som med tiden skal højne kvaliteten af vinene. Det er svært at lave en liste over de bedste marker, da terroir er meget forskelligt, men følgende marker er i min optik blandt de bedste.
12 fremragende vine fra Alsace
Trimbach Clos Ste Hune 2015 97
Sigurd Müller Vinhandel | 1.895 kr.
Første årgang var 1919 og i dag er den Alsace dyreste og nok mest kendte vin. Fra enkeltmarken Rasacker med megen kalk i jorden. Dyb båd ei næse og smag. Virkelig flot og kompleks med orange, safran og krydderier. Stadig masser af frugt men de tertiære noter er så småt begyndt at tage over. En stor vin også fra en varm årgang.
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg Eckberg 2021 96
Bichel | 750 kr.
Virkelig mineralsk fra den øvre del af Sommersberg far 43 år+ gamle stokke på granit. En virkelig stringent og slank vin med masser af syrebid. Man fornemmer mange lag. Også en vin, der definitivt bør gemmes.
Domaine Weinbach Riesling GC Schlossberg St. Catherine 2021 95
Philipson | 750 kr. tilbudspris
Er en selektion af maksimalt modne druer fra en klynge parceller, som ligger i Grand Cru Schlossberg-marken og blandt de ældste vinstokke huset ejer. Mere end et års fermentering af riesling druerne og lige under fem gram restsukker. Utroligt flot dybde og på alle måder en virkeligt stor vin.
Rolly Gassmann Gewurztraminer Oberer Weingarten de Rorschwihr Selections de Grains Noble 1994 96
VildmedVin/WineFamly | ca. 500 kr.
Næsten 30 år og netop frigivet fra huset. Koncentreret og en ren meditationsvin. Intens i smagen med safran, orange, mango og en flot dybde. Meget imponerende vin.
Leon Beyer Riesling Comtes d’Egusheim 2013 95
Løgismose | 495 kr.
Fra Pfersigberg og netop frigivet 10 år efter høsten. Virkeligt imponerende dybde, moden med lime, gule æbler og begyndende tertiære noter. Flot friskhed. En flot og dyb vin.
Hugel Riesling Grossi Laûe 2012 95
Kjær & Sommerfeldt | 449 kr.
Druerne kommer fra de bedste af i alt 12 forskellige parceller på Schoenenbourg Grand Cru-marken, hvor Hugel besidder i alt fem hektarer. Frigives, når den er klar, og blandt andet er denne frigivet efter 2013. Flot næse, let petroleumspræg. Virker overraskende stadig meget ung, men hvilken dybde og kompleksitet.
Marc Kreydenweiss GC Kastelberg Riesling 2020 94
Erik Sørensen Vin | 425 kr. tilbudspris
Fra en af de mindste grand cru’er, domineret af skifer. Flot og kompleks næse. Nedfaldsfrugt, citrus og mineralske noter. Spændende og anderledes vin med en flot afslutning. Men stadig meget ung og bør gemmes nogle år.
Marcel Deiss GC Mambourg 2019 94
Vinoble | 795 kr.
Fra to små parceller, sydvendte og med en del kalk. Begge er biodynamisk dyrket og er beplantet med flere pinot-druesorter, så vinen er et blend. Meget koncentreret med en yderst flot intensitet med moden frugt pakket ind af en flot syre. Tør, saltet udtryk med en lang komplkes afslutning.
Bott-Geyl GC Schlossberg 2017 94
Løgismose | 335 kr.
Biodynamisk og en meget stringent og ren stil. Grønne æbler, florale noter, mineralitet og en meget præcis vellavet vin. Kompleks med et stort udviklingspotentiale.
Valentin Zusslin Riesling Clos Liebenberg Monopole 2018 94
Catching Wines | 295 kr.
Familiens monopolmark ligger på toppen af Pfingstberg-bakken og er omgivet af skov mod vest, af tørre stenmure og skov mod nord og af hække mod syd og øst. Flot ren stringent udtryk og meget mineralsk I udtrykket. Flotte grønne æblenoter, flint, citrus med begyndende modningsnoter. Flot dybde.
Domaine Zind-Humbrecht Clos Saint Urbain GC Rangen de Thann Pinot Gris 2007 94
Erik Sørensen | 600 kr.
Clos Saint Urbain er den sydligste skråning i Alsace. Den er stik sydvendt, ligger i 350-450 meters højde og er meget stejl med terrasser. Mørk, moden i duften med orange, abrikos, ingefær, kokos og trøfler. Virkeligt intens og flot lavet med en vedvarende lang afslutning.
Cave de Ribeauville Kugelberg Pinot Noir 2019 92
Philipson Wine | ukendt pris
Fra enkeltmarken Kugelberg. Ganske fin koncentration med en især flot bærkoncentration. Jordbær, hindbær og kirsebærnoter. Fint krydret og en ganske flot dybde og længde.
Flere fremragende vine
Hugel Gewurztraminer VT 2010. 97
Leon Beyer Selections de Grains Nobles Gewurztraminer Qunitetessence 1998. 96
Hugel Gewurztraminer SGN S 2010. 96
Albert Boxler Riesling GC Brand 2021. 95
Hugel Schoelhammer Riesling 2012. 95
Domaine Zind-Humbrecht Clos Windsbuhl Pinot Gris Selections de Grains Noble 2009. 95
Albert Boxler Riesling GC Brand Kirschberg 2021. 95
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg Vanne 2021. 95
Rolly Gassmann Gewurztraminer Stegreben de Rorschwihr Selections de Grains Noble 2011. 95
Rolly Gassmann Riesling Silberberg Slections de Grains Noble 2015. 95
Rolly Gassmann Riesling Rorschwihr Slections de Grains Noble 2010. 95
Albert Boxler Pinot Gris GC Heimbourg Selections de Grains Nobles 2017. 95
Trimbach Riesling GC Geisberg 2015. 94
Trimbach Riesling Fréderic Emile 2016. 94
Domaine Weinbach Pinot Gris Marckrain 2021. 94
Domaine Weinbach Riesling Altenbourg 2021. 94
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg Dudenstein 2015. 94
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg Dudenstein 2021. 94
Rolly Gassmann Pinot Gris de Rorschwihr Selection des Grain Noble 2005. 94
Rolly Gassmann Pinot Gris Rotteibel VT 1996. 94
Rolly Gassmann Riesling Silberberg Slections de Grains Noble 2011. 94
Leon Beyer Riesling Les Escaillers GC Pfingstberg 2015. 94
Valentin Zusslin Riesling GC Pfingstberg 2016. 94
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg Eckberg 2020. 94
Albert Boxler Pinot Gris GC Sommerberg Wibtal 2021. 93
Rolly Gassmann Gewurztraminer Selections de Grains Noble 2017. 93
Rolly Gassmann Gewurztraminer Haganau de Bergheim Selections de Grains Noble 2007. 93
Marcel Deiss GC Schlossberg 2020. 93
Trimbach Riesling GC Schlossberg 2019. 93
Rolly Gassmann Gewurztraminer Oberer de Rorschwihr VT 2008. 93
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg 2021. 93
Marc Kreydenweiss Kastelberg GC 2020. 93
Albert Boxler Pinot Gris GC Brand 2021. 93
Bott-Geyl Schoenenbourg Riesling 2017. 93
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg JV 2021. 93
Rolly Gassmann Gewurztraminer Altenberg 2013. 93
Rolly Gassmann Pinot Gris Rotteibel VT 2008. 93
Rolly Gassmann Riesling Kappelweg 2010. 93
Marc Kreydenweiss Wiebelsberg GC 2017. 93
Leon Beyer Gewurztraminer Comtes d’Egusheim 2015. 93
Leon Beyer Pinot Gris Comtes d’Egusheim 2011. 93
Leon Beyer Riesling R de Beyer Eichberg 2015. 93
Valentin Zusslin Riesling Bollenberg 2020. 93
Albert Boxler Gewurztraminer GC Brand 2019. 93
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg VT 2017. 93
Rolly Gassmann Riesling Kappelweg VT 2005. 93
Albert Boxler Riesling GC Sommerberg Dudenstein 2020. 93
Domaine Weinbach Pinot Noir Altenbourg 2020. 93
Domaine Weinbach Riesling GC Schlossberg 2021. 93
Domaine Weinbach GC Furstentum 2021. 93
Domaine Weinbach Gewurztraminer Altenbourg 2021. 93
Domaine Zind-Humbrecht Clos Saint Urbain GC Rangen de Thann Riesling 2020. 93Domaine Zind-Humbrecht Gewurztraminer GC Hengst 2021. 93
Hugel Pinot Gris Grossi Laûe 2012. 93
Trimbach Riesling GC Brand 2018. 92
Trimbach Riesling GC Mandelberg 2019. 92
Albert Boxler Pinot Blanc Reserve 2019. 92
Albert Boxler Pinot Gris GC Floriemont 2021. 92
Domaine Weinbach Pinot Noir Colline du Chateau 2020. 92
Domaine Weinbach Pinot Gris Les Caracoles 2021. 92
Trimbach Riesling Vielles Vignes 2020. 92
Bott-Geyl Galtes Oligocéne Pinot Noir 2017. 92
Hugel Pinot Noir Grossi Laüe 2013. 92
Domaine Weinbach Gewurztraminer GC Furstentum 2020. 92
Domaine Zind-Humbrecht Clos Häuserer Riesling 2021. 92
Bott-Geyl Sonnenglanz Gewurztraminer 2017. 92
Leon Beyer Pinot Noir Comtes d’Eguisheim 2016. 92
Domaine Zind-Humbrecht Clos Windsbuhl Pinot Gris 2017. 92
Valentin Zusslin Pinot Noir Bollenberg Neuberg 2017. 92
Marcel Deiss Rotenberg 2018. 92
Cave de Ribeauville Osterberg Riesling 2019. 92
Leon Beyer Gewurztraminer Comtes d’Egusheim 2011. 92
Valentin Zusslin Riesling Bollenberg Neuberg 2018. 92
Rolly Gassmann Riesling Silberberg 2014. 92
Rolly Gassmann Riesling Pflaenzerreben 2011. 92
Rolly Gassmann Riesling Pflaenzerreben 2012. 92
Rolly Gassmann Riesling VT 2010. 92
Rolly Gassmann Pinot Gris Selection des Grain Noble 2003. 92
Rolly Gassmann Gewurztraminerde Haguenau de Bergheim VT 2015. 92
Marcel Deiss Berkem 2019. 91
Marcel Deiss Langenberg 2020. 91
Marcel Deiss Le Jeu Des Verts 2021. 91
Marcel Deiss Ribeauville 2021. 91
Cave de Ribeauville Kirschberg Riesling VT 2015. 91
Trimbach Pinot Noir Reserve Cuve 7 2017. 91
Trimbach Riesling Reserve 2021. 91Trimbach Pinot Gris Reserve Personelle 2017. 91
Rolly Gassmann Gewurztraminer Oberer de Rorschwihr VT 2015. 91
Domaine Weinbach Riesling Colette 2021. 91
Rolly Gassmann Riesling 2014. 91
Domaine Weinbach MVØ Vogelgarten 2021. 91
Trimbach Gewurztraminer Seigneurs de Ribeaupierre 2015. 91
Rolly Gassmann Gewurztraminerde Rorschwihr VT 2016. 91
Rolly Gassmann Pinot Gris VT 2011. 91
Rolly Gassmann Pinot Gris Rotleibel 2010. 91
Rolly Gassmann Pinot Gris 2013. 91
Rolly Gassmann Riesling Silberberg 2019. 91
Marc Kreydenweiss Clos du Val d’Eléon 2019. 91
Marc Kreydenweiss La Fontaine aux Enfants 2017. 91
Marc Kreydenweiss Riesling Au Dessus de la Loi 2021. 91
Leon Beyer Gewurztraminer 2019. 91
Leon Beyer Riesling Reserve 2018. 91
Hugel Estate Riesling 2018. 91
Rolly Gassmann Muscat Moenchreben Selection de Grains Noble 2003. 91