Midt i Middelhavetm omkring 170 km fra Nice, finder man Korsika. Måske ikke det sted i Frankrig, man forbinder mest med vin, men ikke desto mindre har man siden 570 før Kristi fødsel lavet vin her. Og da Napoleon Bonaparte er født i Ajaccio og altid havde et stort hjerte for øen og øens vine, har vin altid haft en stor betydning for øens økonomi. Så meget, at man siden Napoleons tid har været fritaget for skatter og moms på vin, der nydes på øen. Det betyder, at priserne på vin er ganske fornuftige, når de købes og nydes på øen.
Historien
Op gennem historien gik vinproduktionen op og ned i forhold til hvem, der havde magten på øen. Gennem flere år var den muslimsk domineret, hvilket betød, at vinproduktionen var minimal, og senere var den under toscansk herredømme samt også styret fra Genoa. I 1796 kom øen endelig under fransk kontrol, og specielt algierne kom til øen og plantede vinstokke. Mellem 1960 og 1976 steg antallet af vinmarker eksplosivt, men kvaliteten fulgte ikke med. Øen mistede derfor sin betydning i vinverdenen og blev kendt for billig og uinteressant bulkvin.
I 1968 blev Patrimonio det første officielle vinområde (AOP), her var det lykkedes at sætte kvalitet foran kvantitet. Og op gennem 1980’erne fik Korsika del i EU-midler, som gjorde det muligt at fokusere på kvalitet på hele øen og mere end 7.000 hektarer med vin blev nedlagt. Og nye moderne fermenteringstanke, temperaturkontrol, maskiner til marken osv. blev indført.
I dag har man så fundet en god balance mellem at skabe vin af høj kvalitet, dog uden at prisniveauet er blevet for vildt. Og vinindustrien er sammen med turismen de klart største indtægtskilder for øen. Herudover er øen kendt for sine mandariner og sit charcuteri, som stort set produceres i alle afkroge på øen. Desuden bør man ikke snyde sig selv for de små kager Canistrelli, lavet af mel fra kastanjer.
Hovedparten af den vin, der produceres, er klassificeret som Vin de Pays de l’Île de Beauté. Lidt som man finder det i Languedoc. Men mange vine produceres også som Vin de France, især på de lokale druer, da reglerne er lidt rigide i forhold til hvordan man benytter disse i de nuværende AOP’er. Så i disse kategorier er der mange virkeligt spændende vine.
Druerne
De tre førende druer er: nielluccio, som genetisk er i familie med sangiovese, og som man mener kom til øen i 1300-tallet fra Toscana. Giver mørke, tanninrige vine drevet af sorte bærnoter og den klassiske lidt bitre, tørre sangiovese frugt. Herudover finder man sciacarello, som er Korsikas svar på pinot noir. Giver lyse, elegante vine og er specielt populær i rosévinene. Men de bedste røde er i stilen meget burgundiske. Endelig finder man vermentinu, som er kendt fra Italien, blandt andet som vermentino. På Korsika har den mere fylde og struktur med grønne, græssede noter og stenfrugt i smagen. Men man finder også alicante bouschet, cinsault, carignan, grenache, ugni blanc og syrah samt mere internationalt kendte druer som cabernet sauvignon, chardonnay, merlot, mourvèdre, pinot noir og viognier.
Men de senere år er der kommet et større fokus på lokale druer som er dukket op såsom codivarta, aléatico, barbarossa, montanaccia, rossol, brandica, riminese, morescone, rugughonna, licronaxu nero, scimiscia, biancu gentile, genovese og carcaghjolu. Desværre er reglerne restriktive, så kun en lille del må benyttes i blend. Men flere producenter laver vin uden for klassificeringen som Vin de France på disse druer. Og i min optik burde de godkendes inden for de nuværende AOP-regler, da de i langt højere grad giver vinene en korsikansk sjæl.
Terroir
Korsika er den mest bjergrige ø i Middelhavet, de højeste bjerge når over 2.000 meters højde, og selv i foråret kan man se de sneklædte toppe. Vinmarkerne ligger typisk ved kysten hele vejen rundt om øen på de nederste skråninger af bjergene. Her finder man forskellige jordbundstyper. Mod nord er det især skifer, mod syd mere limsten og kalk, mens man i Patrimonio finder en mere lerholdig jord. På vestkysten finder man en del granit, mens man på østkysten finder mere sand i jorden.
Klimaet er præget af milde vintre og varme men ikke hede somre. Der falder omkring 700 mm nedbør årligt, som primært falder sent efter året og forår. Dette betyder, at man generelt har et lidt tørrere og varmere klima end i resten af Frankrig. Fra august til september er det normalt tørt, hvilket betyder man meget sjældent kæmper med råd gennem høstperioden. Men den globale opvarmning mærkes også på Korsika med år med tørke og kraftige storme typisk i løbet af sommeren. Storme, som ofte ikke kan varsles, og i 2019 døde ti personer under en pludseligt opstået storm på den sydlige del af øen.
Der er ni vindistrikter på øen:
AOP Cap Corse, som ligger på spidsen af øen. Blev AOC i 1976. Består af 32 hektarer, og fem producenter laver vin her. Oftest på terrasser på de stejle bjergsider. Hovedparten er hvidvine.
AOP Patrimonio ligger nordligst på øen vest for Bastia med især kalk og ler i jordbunden. Der laves vin på 437 hektarer med 37 producenter. Det er rødvine og rosé, der dominerer. Nielluccio druen dominerer og udgør minimum 90% af rødvinene – og 75% af rosévinen. Resten af druerne er typisk grenache, sciacarello og vermentino. Hvidvinene er typisk vermentino. Det er klassisk område, måske den AOP man oftest støder på.
AOP Ajaccio ligger på vestkysten udfor øens største by. 263 hektarer med vinmarker og 18 producenter arbejder i dette område. Her er det primært rød og rosévinen på sciacarello, som minimum skal være 60% og sammen med barbarossa, nielluccio og vermentino skal være minimum 60%. De resterende druer er grenache, cinsault og carignan. Hvidvinene er på ugni blanc og vermentino. Det er sjovt at se, hvordan byen og vinområdet er vokset sammen. Når man f.eks. besøger Comte Peraldi, er de nabo til industriomårdet i Ajaccio, men når man går gennem porten, er der vinmarker så langt øjet rækker. I øvrigt er vinene ganske flotte.
AOP Corse dækker hele den østlige del af øen. I alt 1.514 hektarer og 26 producenter samt fire kooperativer. Området er klart det største, og omkring 45% af al AOP vin fra øen kommer herfra. Langt størstedelen af vinene er rosé. De røde og rosévinene skal minimum indeholde 50% nielluccio, sciacarello og grenache. De hvide på vermentino.
Som en videreudvikling af AOP Corse finder man fire underdistrikter:
AOP Corse Calvi omkring byen som ligger nordvest på øen. Samme regler som AOP Corse region. 256 hektarer og 11 producenter. Med minimum 50% grenache, nielluccio og sciacarello, samt de øvrige barbarossa, carignan, cinsault, mourvedre, syrah og vermentino. Carignan og vermentino må dog ikke udgøre mere end 20%. Hvidvinene skal minimum have 75% vermentino, og ugni blanc kan herudover benyttes. Der er en ret lige fordeling mellem typerne med en lille overvægt af rødvine. En del unge og talentfulde vinmagere ligger her og har taget over i familievinhusene, så det er måske her, man finder en række af de mest spændende vine på øen. Prøv Clos Culombo og Domaine Maestracci, som begge arbejder biodynamisk. Men også ’Alzipratu, Renucci og Camellu har gang i spændende vine.
AOP Corse Sartène ligger sydvest omkring byen af samme navn. En bjergby kendt som den hvide by. Her er meget øde, og vinproducenterne ligger spredt omkring. Der er 245 hektarer, hvor ni producenter laver vin. Hovedvægt på rødvine. Prøv evt. vinene fra Domaine Saparale, som er yderst flotte og stilrene vine til den moderne side.
AOP Corse Figari ligger sydvestligt mellem Sartène og Porto Vecchio. Her samt mod Sarténe kan man finde gamle stokke af bariadorgia/carcajolo blanc. Der arbejdes på 153 hektarer af ni producenter. Hovedvægten er rødvine.
AOP Corse Porto–Vecchio ligger på den sydøstlige side, og her arbejdes på 80 hektarer af fire producenter. Det er generelt et større ferieområde med mange resorts og restauranter. Det er især rosévin, og området blev AOC i 1976. Især Domaine de Torraccia er spændende vine drevet af karismatiske Marc Imbert.
AOP Muscat du Cap Corse dækker fremstillingen af de søde vine fra den nordlige del af øen lavet udelukkende på Muscat Blanc à Petits Grains. Blev AOC i 1993, og 28 producenter laver den søde vin.
Samt Vin de Pays de l’Île de Beauté som udgør 64% af al vin på øen. Langt størstedelen (76%) af disse vine er rosé.
Stilen
Korsika er som Provence et rosévinsområde. 68% af al vin, der produceres, er rosévin, og størstedelen nydes på øen af de lokale og tusindvis af turister, som besøger øen. Vinene er oftest lyse, ligefremme og frugtige vin lavet på sciacarello. Men det er i min optik hvid- og rødvinene, som er mest interessante.
Man fermenterer typisk hvid og rosévinen køligt (18-20 grader), og man forsøger at undgå den malolaktiske gæring for at holde på syren. Og med klimaforandringerne, som medfører høj alkohol og ofte mindre syre, er netop dette issue blevet vigtigere for vinmageren. Oftest modner vinene på stål på gærresterne, men ganske få arbejder med fadlagring af vermentino. Hvidvinene er ganske fyldige, og jeg finder ofte lidt saltede noter.
Rødvinene fermenteres ofte varmere og modner oftest på egetræsfade i alle størrelser. Rødvinene er kraftige med skovbær, vilde krydderier og let urtet. Men pakket ind af en flot syre og virker generelt friske. Nielluccio vinene er oftest de kraftigste, men det er meget almindeligt at blande med sciacarello samt andre druer.
80 producenter, og 26% af alle vinmarker er i dag økologiske.
En række gode vinhuse:
Orenga de Gaffory, Clos Culombo, Domaine Maestracci, Domaine Alzipratu, Domaine Vico, Domaine Comte Peraldi, Domaine Saparale og Domaine de Torraccia
12 gode vine fra Korsika
Clos Culombo Scelta 2019 93
Pris lokalt ca. 300 kr.
Blend af sciaccarellu, minustellu og aleaticu modnet 12 månder i 500 liters fade. Burgundisk med runde, bløde røde bærnoter, let urtede træk og krydderier. Virkeligt elegant og en yderst flot vin. Alk.: 14,5%
Cave Aleria L’Eterna Blanc 2021, Corse 93
Pris lokalt ca. 200 kr.
100% vermentinu modnet på amfora. Virkeligt flot struktur med grape, citrus og mineralske noter. Yderst flot struktur og en flot, lang og stringent afslutning. Alk.: 12,5%
Nustrale Riserva Vermnetinu 2021, Corse 92
Pris lokalt ca. 250 kr.
100% vermentinu. Modnet på større egetræsfade. Lette fadnoter i smagen med fersken og citrus. Rund og fyldig med en flot, lang afslutning. Alk.: 12%
Orenga de Gaffory Cuvée de Gouverneurs Rouge 2019, Patrimonio 92
Pris lokalt ca. 150 kr.
100% nielluccio. 10-12 måneder på fade, heraf 30% nye. Frisk i udtrykket med røde frugtnoter, krydderier og et strejf vanilje. Imødekommende med en flot struktur. Saftig og lang afslutning. Alk.: 14%
Villa Maestracci E Prove 2018, Corse Calvi 92
Pris lokalt ca. 250 kr.
Biodynamisk. Blend af 35% grenache, 35% nielluccio og resten syrah og sciacerellu. Krydret med let parfumerede og urtede noter. Flot struktur og ganske rank og indbydende. Lang i smagen. Alk.: 13,5%
Alzipratu Lume Blanc 2020, Corse Calvi 92
Pris lokalt ca. 260 kr.
100% vermentinu dyrket på jordbund med store sten. 18 måneder på fad. Flot dybde med tydelige fadnoter. I smagen syltet frugt, tropisk frugt og et strejf vanilje. En seriøs og vellavet vin, som bør serveres til mad. Alk.: 14,5%
Clos Venturi 2020, Corse 92
Pris lokalt ca. 300 kr.
50% niellucciu, 40% sciaccarellu og 10% carcaghjolu. Flot og elegant vin med et yderst balanceret fad. Masser af rød frugt pakket ind af en flot syre og kølighed. Virkeligt elegant. Alk.: 13,5%
Comte Peraldi Cuvée Clemence 2022, Ajaccio 92
Pris lokalt ca. 150 kr.
100% vermentino, fadlagret ni måneder på mindre fade. Toastnoter og tropiske frugtnoter. Virkeligt flot balanceret med en pæn intensitet. En flot og vellavet vin. Alk.: 13%
Domaine Saparale Ænoteca Blanc 2019, Corse Sartene 92
Pris lokalt ca. 250 kr.
100% vermentinu fra 60 år+ gamle vinstokke. Mineralsk med en medium koncentration. Grønlig med æblenoter og lette toastnoter. Meget elegant og flot vin. Alk.: 13%
Domaine Vico U Fornu 2019, Corse 91
Pris lokalt ca. 320 kr.
Minustellu og niellucciu. Blød og rund i udtrykket med rødfrugtige, krydrede og let urtede noter. En flot og elegant vin med en lang afslutning. Alk.: 13,5%
Prestige du President Blanc 2022, Corse 91
Pris lokalt ca. 150 kr.
100% vermentinu. Mineralsk med en slank krop og en flot syre. Stringent og elegant med saltede noter, grønne æbler og citruspræg. Alk.: 12%
Domaine Villa Angeli Don Pasquale 2022, Corse 90
Pris lokalt ca. 150 kr.
100% vermentinu fra højtbeliggende enkeltmark. Virkeligt flot syre med en stringent, flot struktur. Masser af æbler, citrus og mineralske noter. Alk.: 12%
Andre gode vine fra Korsika der er værd at prøve
Domaine de Torraccia U Salvaticu 2018, Corse Porte Vecchio. 93
Maestro Impassitu NV, IGP. 92
Orenga de Gaffory Henri Siganture Rouge 2016, Patrimonio. 92
Villa Maestracci 2018, Corse Calvi. 92
Alzipratu Suale Rouge 2020, Corse Calvi. 92
Clos Venturi IP Blanc 2019, IGP. 92
Comte Peraldi Cuvée du Cardinal 2017, Ajaccio. 92
Domaine Saparale Casteddu Rouge 2019, Corse Sartene. 92
Clos Culombu Storia di E Signori 2021. 92
Orsini E Chjuselle Rimenese 2021. 92
L’Eterna Rouge 2020, Corse. 92
Orenga de Gaffory Cuvée de Gouverneurs 2021, Patrimonio. 91
Orenga de Gaffory Henri Siganture 2016, Patrimonio. 91
Muscat Impassitu 2013, Cap Corse. 91
Villa Maestracci Blanc 2020, Corse Calvi. 91
Alzipratu Cismonte Blanc 2021, Corse Calvi. 91
Alzipratu Fiuri Rouge 2020, Vin de France. 91
Domaine Vico U Fornu 2019, Corse. 91
Domaine Saparale Ænoteca Rouge 2017, Vin de France. 91
Domaine de Torraccia Oriu 2021, Corse Porte Vecchio. 91
Domaine de Torraccia 2018, Corse Porte Vecchio. 91
Domaine de Torraccia Oriu Rouge 2019, Corse Porte Vecchio. 91
Nustrale Riserva Genovese 2020, IGP. 90
Domaine Villa Angeli Rosé Don Pasquale 2022, Corse. 90
Nustrale Riserva Sciazccarellu 2021, Corse. 90
Famille Imperiale 2021, Vin de France. 90
Scala Santa 2016, Vin de France. 90
Villa Maestracci E Signurine 2021, Corse Calvi. 90
Alzipratu Pumonte Rosé 2022, Corse Calvi. 90
Alzipratu Pumonte Blanc 2021, Corse Calvi. 90
Alzipratu Pumonte Rouge 2020, Corse Calvi. 90
Alzipratu Iniziu Rouge 2020, Corse Calvi. 90
Domaine Vico Hemera Rouge 2020, Corse. 90
Clos Ventura Brama Rouge 2021, Corse. 90
Clos Ventura Brama Blanc 2022, Corse. 90
Clos Ventura Blanc 2017, Corse. 90
Comte Peraldi Blanc 2022, Ajaccio. 90
Comte Peraldi Cuvée Guillaume 2019, Corse. 90
Domaine Saparale Casteddu Blanc 2021, Corse Sartene. 90
Domaine Saparale Ænoteca Rosé 2020, Corse Sartene. 90
Domaine Saparale Ænoteca Rouge 2019, Vin de France. 90
Domaine de Torraccia Oriu 2022, Corse Porte Vecchio. 90
Domaine de Torraccia Alligria Rouge 2017, Corse Porte Vecchio. 90
Reserve du President Blanc 2022, Corse. 90
Domaine Petroni Rosé 2022, Corse. 90
Prestige du President Rosé 2021, Corse. 90
Prestige du President Rouge 2019, Corse. 90
Domaine Villa Angeli 2022, Corse. 89
Domaine Villa Angeli Rosé 2022, Corse. 89
Domaine Villa Angeli Don Pasquale Rouge 2020, Corse. 89
Orenga de Gaffory OG Blanc 2022, Patrimonio. 89
Orenga de Gaffory Cuvée Felice 2019, Patrimonio. 89
Orenga de Gaffory Rappo NV, Vin de France. 89
Alzipratu Fiumeseccu Rouge 2022, Corse Calvi. 89
Clos Ventura 1769 Rouge 2021, Corse. 89
Domaine Vico Hemera Blanc 2022, IGP. 89
Comte Peraldi Rosé Cuvée Guy de Poix 2022, Ajaccio. 89
Comte Peraldi Rouge 2020, Ajaccio. 89
Comte Peraldi Cinsault 2021, Vin de France. 89
Domaine Saparale Rouge 2020, Corse Sartene. 89
Domaine de Torraccia Blanc 2021, Corse Porte Vecchio. 89
Domaine de Torraccia Alligria 2021, Corse Porte Vecchio. 89
Pinia Rosé 2022, IGP. 89
Domaine Petroni Blanc 2022, Corse. 89
Reserve du President Rosé 2022, Corse. 89
Domaine Petroni Rouge 2021, Corse. 89