Puglien bør anerkendes for mere end blot billige mængde-vine.

Selvom langt størstedelen af vinene fra Puglien er konsumvine med relativt kort levetid, bør vores bevidsthed efterhånden også omfatte nye vintyper og langt bedre kvaliteter end tidligere.

Rejser man lidt rundt i Puglien, Italiens såkaldte hæl-region, erfarer man hurtigt, at landskabet domineres af oliventræer og vinmarker. Det relativt flade landskab præges af varme og høj soleksponering, hvor regn er noget, man kigger langt efter. Det meget varme klima gør det nemt og billigt at producere modne, smagfulde druer med power og alkohol, hvorfor dette netop er blevet områdets varemærke på godt og ondt.

Den geografisk meget store vinregion tegner sig for knap 20% af hele Italiens vinproduktion. Her skal det nævnes, at langt størstedelen af dette bliver solgt i bulk til andre italienske vinregioner til at forstærke deres egne vine i blends. En udvikling er dog så småt i gang i regionen, og i de senere år er flere og flere vinproducenter begyndt at fokusere på kvalitet og aftapper i dag deres egne vine.

Klimaet ved kysterne modereres en smule af forfriskende vinde, hvilket gør det muligt også at dyrke sorter til hvide- og mousserende vine i regionen.

Det svære men nødvendige valg
De mest kendte subregioner i Puglien er Primitivo di Manduria DOC, Brindisi DOP og Salento DOP. Her dyrkes et væld af lokale druesorter, og de mest anvendte er de blå sorter primitivo og negroamaro.

De tre primære områder står for hver deres identitet og sammensætning af druesorter. Hvor Manduria er kendt for deres rødvine på primitivo druen, er Brindisi især kendt for rødvine lavet på negroamaro druen samt den lokale malvasia nera og sangiovese. Den lokale gamle sussumaniello drue vinder også mere og mere frem i disse år, både til rosé og rødvin. Salice Salento, den måske mest kendte af Pugliens subregioner, dyrker mest negroamaro og malvasia nera, oprindeligt i en mere kraftfuld og sødmefuld stil end Brindisi, med mere frisk frugt i fokus i dag.

Historisk set har Pugliens vinproduktion været baseret på én ting, nemlig mængde fremfor alt; primært af økonomiske årsager men også grundet tradition. Man har her et klima og en jordbund, der giver så gunstige vækstforhold, at druerne giver større udbytter end i nogen anden region i Italien. Storproduktion ligger så at sige lige til højre-foden.

Som tiderne har ændret sig og efterspørgslen på blandevin til andre regioner er faldet drastisk, har vinproducenterne været tvunget til at træffe et valg. Vil man fortsat lave kvantitet fremfor kvalitet? Det er jo i sagens natur ikke et let valg, da økonomi spiller en vigtig rolle i det regnestykke. Investeringer på en meget lang bane skal til, og det har været udfordrende i den tidligere meget økonomisk trængte region.

Med et fokus rettet mod kvalitet, skal der ske mange ændringer i hele produktionen og alt starter med plante og terroir. Tager vi for eksempel den vigtige primitivo drue, så producerer denne plante naturligt så store klaser med meget store druer, at druerne modner uens. Samme klase vil derfor bestå af en andel meget modne, næsten rosin- skrumpede druer, samtidig med at der er umodne druer på klasen. Ønsker man en så stor mængde druer som muligt, vil der derved være en overvægt af indskrumpede druer ved høst, og vinene vil i sidste ende være præget af højt sukkerindhold, kogte frugtnoter og et alkoholniveau, der let runder 16%+. Primitivos karakter er typisk præget af mørk frugt, chokolade, nødder, svesker og varme krydderier som kanel, lakrids og allehånde. Mærkbart høj alkohol samt sødmefuldt præg.

En nuanceret tilgang
Den traditionenelle rødvinsstil med sødmefuldt præg og rosinagtige aromaer, bliver hos flere vinmagere i dag lavet på en helt anden facon. Man høster nemlig druerne tidligere end før og bibeholder en friskhed i frugten og syren, samtidigt med at man delvist tørrer (appassimento) en del af druerne i luftregulerende tørrehuse (i stedet for tidligere på udendørs tørrestativer, hvor druerne nærmest “brændte” i solen.) Disse vinificerer man seperat og blender derefter til den ønskede stil. På den måde har man så sunde druer som muligt ved høst og et resultat, der ligger smagsmæssigt op ad traditionel stil, men med en langt større balance og finesse.

Den blå Negroamaro bliver også taget langt mere seriøst efterhånden og når man formår at balancere druens naturlige bitternote, ja så vinder vinen finesse og elegance fremfor hårdhed og power. Dens typiske noter af røde kirsebær, brombær, tobak og lakrids, udvikler med alderen blandt andet sort peber, svesker og tørrede krydderier. En fyldig og kompleks vin med bløde tanniner og finesse.

Fokus på jordbund
Primitivo druen er især i Manduria regionen blevet en stor succes med en langt mere balanceret vinstil end i de øvrige områder. Dette skyldes blandt andet fokus på det varierede mikroklima i området. Udnyttelse af dette giver muligheder for selektering af marker og dyrkning med mere præcision i forhold til druematerialet. I de seneste årtier har vinmagere og vindyrkere været langt mere fokuserede på lave udbytter og tidligere høst, ligesom alle dele af vinifikationen er varetaget med en intensiveret akkuratesse. Vinene kan nu findes i udgaver med samme kendte power men med en balance, hvor bibeholdt syre og kompleksitet giver friskhed og rygrad i stedet for sødme. Enkelte producenter har ovenikøbet valgt at fokusere endnu dybere på jordbund, som for eksempel vinhuset FELLINE, der laver primitivo-vine i forskellige jordbundstyper. Gregory Perrucci, ejer af Felline, ønsker at vise primitivos udtryk fra hver af hans fire cru-marker, og det er da også med markant forskel, de fire vine præsenterer sig. Andre laver nu enkeltmarksvine, som vi kender det fra andre vinregioner.

Det nuancerede Puglien
De nye vine i Puglien udviser en balance i den modne frugt med en friskhed og finesse, som man tidligere kun kunne drømme om. Vine, der tilmed kan lagre og nydes 10-15 år ud i fremtiden, nogle endda længere. Det er bestemt ikke de vin,e vi møder på hylderne i supermarkederne, men de findes, og et fåtal af disse er da også at finde hos danske importører. Det skal dog siges, at man også skal have en anden pengepung med sig for at erhverve disse vine.

 
Puglien laver også hvidvin
På trods af at Puglien generelt er rødvinsland, vinder både hvidvin og endda mousserende vine frem i det små. Enkelte dybt seriøse vinhuse fremstiller i dag disse med en forfriskende syrespændstighed og karakter. Vinene fremstår pludselig med en personlighed og friskhed, som gør dem utroligt spændende og nuancerede.

Og selvom hvidvinene kun står for en lille andel, så er de værd at bemærke. Både den lokale fiano men også bianco l’alessano blendes blandt andet af og til med chardonnay, hvor begge bibringer spændstig syre. Chardonnay udgør typisk 80-90% i disse blends, som ofte lagres på små barriques, hvor stilen giver anelser hen mod sydafrikanske chardonnays i deres balance mellem friskhed og den modne eksotiske frugtstil.

Fiano d’avellino er hoveddruen for de hvide vine i regionen, og som med de røde vine fokuseres der på høsttidspunkter og udbytter, ligesom selve vinifinifikation er blevet strammet væsentligt op. Dette udmønter sig i ranke og frugtige vine med personlighed, og det tidligere ofte anonyme, overmodne og lidt flade udtryk i vinene er overtaget af druetypicitet og spændstighed. Af øvrige sorter kan nævnes malvasia bianca, fiano minutolo (di Puglia), verdecha og bombino bianco. Chardonnay og sauvignon blanc er blevet dyrket igennem mange år i området og anses nu også som lokale sorter.

Metodo Classico
På trods af det varme klima dyrkes der druer til mousserende vin; og ikke bare af gængs spumante karakter men vine lavet på den traditionelle metode. Indtil videre bliver disse lavet i så små mængder, at langt det meste sælges til toprestauranter i Italien.

Langt de fleste af vinene laves på lokale sorter som den blå negroamaro eller vermentino samt chardonnay. En vin, som må siges at være frontrunner på kvalitet af denne type, er Edmond Dantes Spumante Pas Dosé Metodo Classico. En vin lavet som et nysgerrigt hyggeeksperiment hos det gamle vinhus Felline i Manduria. Vinen bruges især ved specielle anledninger i deres Spazio Manduria event- og vinkælder, hvor flaskerne degorgeres à la volèe. Vinen laves på 80% vermentino og 20% chardonnay med 12 måneders lagring på gærresterne og uden dossage. Der laves kun magnumflasker, og i første årgang 2019 blev der produceret blot 997 magnumflasker.

Gianfranco Fino er endnu et vineri, der går ekstremt seriøst til værks med deres spumante (ligesom med resten af deres portefølje). Det unge vineri fra 2004 står for en skøn blanding af tradition og innovation. Meget moderne i alle facetter men med fokus på typicitet og traditionel dyrkning. Simona Natale Metodo traditionale Rosé Salento IGT er lavet på 100% negroamaro dyrket på én hektar ler- og kalkstensjord i den ydre del af Manduria. Vinen er lavet som rosé med 24 timers skindkontakt, derefter lagret i syv måneder på franske barriques før tirage, og degorgement sker efter 36 måneder på gærresterne. Vinen frigives efter yderligere 12 måneders flaskelagring. Det er ikke billige vine hos Gianfranco Fino, og priserne kan bestemt diskuteres, men der hersker ingen tvivl om, at vinene befinder sig i den højeste ende af Pugliens kvalitetspyramide.

 
En spændende fremtid
I jagten på kvalitet og bedre udnyttelse af regionens terroir, er øvrige nye vintyper også dukket frem. Unge vinmagere, der er nysgerrige og innovative, går med oprejst pande og selvtillid til opgaven. De ved, at de har et terroir, som kan give bedre vine end hidtil, og det skal udnyttes. At man ligeledes har et terroir, hvor der sjældent er behov for brug af sprøjtemidler og andre kemiske produkter i marken, gør det muligt også at forsøge sig med lav-interventions-vine, og orangevine har man også gang i. Puglien viser sig at kunne så meget andet power og mængdevin.

Fremtiden ser altså lys ud for Puglien, og selvom et reelt identitetsskifte tager tid, så lad os endelig følge med, for spændende ting er i gang.

Vine fra Puglien

Jorche Fiano e Bianco l’Alessano 2017
VINOMAN ǀ 119 KR
75% fiano di Minutolo og 25% bianco l’Alessano med tre måneders fadlagring på barriques. Aromatisk vin rig på eksotisk frugt, fersken, moden pære og hvid blomst. Smør og toastet note giver rigdom og koncentration. Et herligt velsmagende glas vin med personlighed. Alk.: 12%  89

 

Gianfranco Fino Jo Salento Negroamaro 2019
TOSCAVINI ǀ 399 KR (TILBUD)
Dyb mørk vin med imødekommende og frugtig næse rig på modne brombær, jordbær og blommekompot samt krydrede tobak- og kanelnoter. Silkebløde tanniner og frisk saftighed i frugten. Kompleks vin, der balanceres fornemt og sluttes elegant af i smagen. Alk.: 14%  92

Gianfranco Fino Simona Natale Salento Rosato Spumante Dosaggio Zero 2016
UKENDT ǀ CA. 340 KR
Udtryksfuld vin med smag af røde æbler, orangeskal, tørrede frugter, citrus og gærnoter. Flot balanceret med en koncentration, der afstemmes elegant med en tør og vedvarende finish. Masser af velsmag både med og uden mad til. Alk.: 12%  92

Cantina Sociale Sampietrana Egoroseo Salento IGP Rosato Sosumaniello 2021
UKENDT ǀ CA. 100 KR
Forfriskende og velsmagende rosé med indbydende frugtighed og pæn koncentration. En rosé, der balanceres flot af karakterfuld rød, moden jordbærfrugt, roser og frisk syre. Alk.: 13%  89

Vallone Tenuta Serranova Bianco Salento Fiano 2021
UKENDT ǀ CA. 100 KR
Indbydende intens aroma. Gule mirabeller og moden gul pære, frisk kørvel, citrus samt eksotiske noter af fersken. Pæn koncentration i rank stil. Alk.: 12%  90

Vallone Graticcaia Salento Rosso 2016
UKENDT ǀ CA. 360 KR
Blød og rund med modne blommer og brombær, krydrede elementer som sort peber, spice, tobak og vanille. Bløde og venlige tanniner og pæn fadintegration. Vellavet vin med kompleksitet og elegance. En vin, der nemt kan tåle yderligere lagring, men den smager herligt nu. Alk.: 14,5%  92

Produttori di Manduria Sonetto Riserva Primitivo di Manduria 2014
VINGLÆDE ǀ 469 KR
Moden primitivo fremstillet fra de ældste alberello planter på +90 år. Røde bær og tørrede urter med et let balsamisk præg. I smagen også kirsebærsten, figen, kaffe, chokolade og tobak. Vinen fremstår knastør med høj syre i en meget strømlinet stil med en snært af jod i eftersmagen. Flot kompleksitet. Alk.: 16%  91

Conti Zecca Nero 2019
UKENDT ǀ CA. 275 KR
Meget moderne vin, nærmest amerikansk i sit udtryk med et let genkendeligt cabernet-udtryk. 70% negromamaro lagres på store østrigske fade, og de resterende 30% cabernet sauvignon lagrer på franske barriques. Stor tyngde og koncentration med en god portion varme krydderier, vanille, cedertræ, blyant og en smule grøn peber. Meget vellavet vin, som lige præcist ikke kammer over men holdes elegant sammen på alle punkter. Lang og vedvarende afslutning. Alk.: 14%  92

Conti Zecca Calavento Orange Malvasia Bianco del Salento 2021
IKKE I HANDEL ENDNU, FØRSTE ÅRGANG
Abrikoser, gule æbler og orangeskal. Frisk frugtig med knapt så markant orange præg grundet relativ kort skindkontakt på én måned (første årgang, man er på forsøgsstadiet). Lagring seks måneder i amfora. Venlig og imødekommende vin med en herligt læskende finish. Orangevin for begyndere. Alk.: 12,5%  90

Felline Giravolta Primitivo di Manduria 2018
UKENDT ǀ CA. 140 KR
Luftig og finesserig primitivo. Modne amarena kirsebær, viol, brombær og vanille præger både duft og smag.  Velintegreret fransk fad, der giver struktur og en strammere stil end normen. Kræver mere tid til trods for den flotte finesse allerede nu. Alk.: 14,5%  91