IPA (india pale ale) er gået solo i øllets verden og blevet en folkeøl. IPA er ikke bare en stilart men også et dogme, som er så succesfuldt, at det som en gøgeunge har skubbet mange ædle og uundværlige grundøl langt ned i øllets hierarki. IPA er humlefetichisternes triumf— og tak for det i øvrigt.
For aldrig i øllets 7.000 år lange historie har bryggerne haft så mange forskellige typer humle at arbejde med. Der er et himmerige af frugt og grønt aromaer at gøre godt med fra humlen. Paradokset er, at ufatteligt mange af de nye IPA’er på godt og ondt alligevel ligner hinanden til forveksling, ikke mindst de populære juice-agtige IPA’er.
IPA er næsten umulig at ramme ind i dag, den er mere et fænomen end en type øl, for der findes f.eks. sort og rød IPA, og hvad har det med ‘pale’ at gøre? Indien i india pale ale er i dag også helt væk. Sådan var det ikke, da øltypen blev opfundet i 1700-tallets London og eksporteret til kolonien Indien. IPA anno 2022 har som oftest intet med smagen af 1700-tallets IPA at gøre.
Øllene er blindsmagt og bedømt på en skala fra 1-6 med 6 som bedst.
Den bedste
Proper Black (England)
St. Austell | 5,5% | 50 cl | 35 kr.
Sort malt og IPA klæder ofte hinanden. Først ristet malt, siden noter af kaffe og kakaonips. Et strejf af soya. Krydret og markant bitterhed. Aromaer fra humlen: Grape og geranium.
Den bedste til prisen
L’IPA (Italien)
Birra Baladin | 5,5% | 33 cl | 35 kr.
En pilsner-agtig IPA. Forfriskende og masser af grundøl. Hverdags IPA. Tæt på All Day IPA fra Founderse. Pomelo. Duft af malt silo. Super easy og lækker.
New England IPA
Ærø Bryggeri | 5,5% | 50 cl | 35 kr.
Humlejuice men skal ikke skovles ud med en ske. Overmoden appelsin, kvæde og pink grape. Velbrygget. Grundøllet titter igennem juicen. Let udtørrende. Farve som appelsinjuice.
Heavy Hitter (Norge)
Lervig | 5,5% | 50 cl | 53 kr.
Fortificeret (med alkohol) ananasjuice. Tydelig aroma af laurbærblade. Noter af likør i retning af Chartreuse. Noter af clementiner og rosengeranium.
New England IPA (Skotland, England)
Brewdog og Cloudwater | 5,5% | 50 cl | 36 kr.
En stram piña colada. Mildt alkoholvarmende. Geranium og urtebed klæder de lidt ældede ananasaromaer. Noter af lime og (måske) kiwi. Letløbende.
Escape (USA)
Epic Brewing | 5,5% | 50 cl | 25 kr.
Klassisk west coast IPA, bare hazy. Næsten cremet i munden. Dvs. godt med sødmefyldt smag af gul grape og moderat bitter, som dog i finishen bliver let brændende. Note af svovl.
Double IPA
Herslev Bryghus | 8,3% | 50 cl | 35 kr.
IPL (India Pale Lager). Masser af lager-fornemmelse i denne IPA. Som en amerikansk pilsner med det hele (eksotiske frugter og alkohol). Dog forholdsvist underspillet.
IPA
Herslev Bryghus | 6,5% | 50 cl | 35 kr.
Gammel, tør humle i finishen. Tæt på ubalanceret. Bitterheden kører solo. Frugtig i retning af grape og citrus. En smag af grundmalt lurer i baggrunden. Uklar, ikke hazy eller juicy.
Dark India Pale Ale
Herslev Bryghus | 6,2% | 50 cl | 35 kr.
Ristet malt passer godt til en IPA, selvom ‘pale’ så bliver sort. Der er en schwarzbier inde bag aromaerne af grape og citrus. Fast og let. Superlækker i munden.
Bånn Gass (Norge)
Håndbryggeriet | 8,0% | 33 cl | 25 kr.
Power piña colada. Altså: Ananas, kokos og rom. Noter af græs og harpiks, mest i finish. Absolut gul juice for fuld hammer, men også tryk på smagen af grundøl.
Pithecoid
Gamma Brewing og Kølster Malt & Øl | 6,0% | 44 cl | 45 kr.
Ananas, limeskal og citroner. Tæt på smagen af Filur is. Klar, lækker og fyldig humleprofil, som dog skubber andre dele af smagsoplevelsen ud. På den søde side.
Crease
Gamma Brewing | 6,5% | 44 cl | 45 kr.
Gul grape, stjerneanis og blodappelsin. Smæk på aromaerne. Gul IPA juice med ekstra af det hele. Utrolig saftig. Bitterheden er markant og lækker i finish.
Lørdag (Norge)
Håndbryggeriet | 8,0% | 33 cl | 25 kr.
Direkte. For meget af det gode. Rustik. Sødlig-bitter gul juice IPA. Bolsje af grapefrugt og sukkervand. Nyhøstet urtebed med den store saks.
Vestkyst IPA (Norge)
Kinn Bryggeri | 7,0% | 33 cl | 25 kr.
Et prima eksempel på en vestkyst IPA. Sprød og stram med smag af gul grape. Let udtørrende. Lav karbonisering. Ligetil på den fede made.
Specific Seperation
Gamma Brewing| 9,0% | 44 cl | 45 kr.
En fedladen, men jævnt udtørrende gul juice IPA. Blød og fyldig. Godt bid og bitterhed i finish. En sovende kæmpe. Massiv i sin enkle men velsmagende profil. Pink grape. En note af stjerneanis.
Sense of Occasion
Gamma Brewing | 10,5% | 44 cl | 55 kr.
Overvældende smag af humle og ananaslikør. En knockout af juice. Smagen af ananas, geranium og pastis er for meget af det gode. Ubalanceret. Umodent bryggerarbejde.
Net Neutral
Gamma Brewing | 4,5% | 44 cl | 45 kr.
Øljuice med smag af blodappelsin og passionsfrugt. En session juicy IPA. Forfriskende. I finish er der aroma af lakridspulver.
Geeked UP
Gamma Brewing | 7,5% | 44 cl | 45 kr.
Syltet ananas med lidt kedelig afsmag af dåsen. Gammel, gæret frugt. Filuris. Ok, men som om den har set bedre dage. Alkoholvarmende. Tæt på tyktflydende.