Brooklyn Brewery har været en drivkraft i ølrevolutionen. Selvom bryggeriet er blandt de største i USA, er der ikke gået industri i kvaliteten, og bryggeriet udvikler sig til stadighed.

Der er efterhånden mange cool og toneangivende bryggerier i Brooklyn, bydelen i New York: Threes, Wild East, Other Half, Interboro, Talea og Strong Rope. Men ingen Brooklyn bryggerier har haft større indflydelse på craft beer revolutionen i både USA og store dele af resten af verden end bryggeriet med det ligefremme navn Brooklyn Brewery.

Da Brooklyn Brewery åbnede i 1988 var der ingen bryggerier i Brooklyn. Sådan havde det været i 20 år. Brooklyn var ellers et område, som 100 år tidligere var et kraftcenter for produktion af øl i USA med omkring 50 bryggerier. Næsten 10 procent at alt øl i USA blev dengang brygget i New York bydelen og langt op i 1900-tallet.

Med Brooklyn Brewery som drivkraft for ølrevolutionen i Brooklyn kan bydelen nu prale af cirka 35 bryggerier og fremstår som et af de mest interessante steder at rejse til for at drikke godt øl.

Brygmester og craft beer orakel Garrett Oliver har i en årrække personificeret Brooklyn Brewery, men det var hjemmebryggerne Steve Hindy og Tom Potter, som oprindeligt stod bag Brooklyn Brewery. Garrett Oliver, som vi vender tilbage til, kom først til bryggeriet i 1994. Af i alt 9.000 bryggerier er Brooklyn Brewery i dag blandt USAs 20 største.

Brooklyn Brewery har været god til at fange tidsånden med et grundsortiment, som er stramt men velvalgt. Derudover er der munddryppende sager som sæsonøl, collabs (f.eks. Thornbridge, Schneider Weisse, Williams Brothers og Russian River) og limited editions, som enhver fordomsfri ølentusiast må drages imod.

Det gælder f.eks. Palanque, som er en lime gose modnet i mezcal fade. Et andet eksempel kunne være Capataz, endnu en fadlagret øl. Denne gang en barley wine lagret på sherry fade. Cloaking Device er en brett porter modnet på franske rødvinsfade.

Brooklyn Brewery har altid nysgerrigt og talentfuldt haft en underskov af overgode limited editions i mange varianter, absolut ikke kun fadlagrede øl. De er som nævnt gode til at vejre, hvilken retning ølrevolutionen går. P.t. skilter de f.eks. med en Halfling, en session pilsner på 3,5 procent, og chipper dermed ind i den stigende interesse lagerøl, især lyse lagerøl i moderat alkoholstyrke.


Sorachi humle
Humletypen Sorachi Ace, oprindeligt udviklet i Japan i 1970’erne, har Brooklyn Brooklyn i dén grad promoveret og med så stor succes, at Sorachi Ace er blevet en foretrukken humle hos mange craft beer bryggere.

Sorachi Ace blev genopfundet af humleproducenter i staten Washington i 2008, og Brooklyn Brewery faldt for sammensmeltningen af aromaer fra den engelske Brewers Gold og den tjekkiske Saaz, som Sorachi Ace er en krydsning af. Aromaerne er citrusagtige, men den aroma, som går igen og er let at huske, er, tro det eller ej, dild.

Successer med øl
Listen over attraktive og intelligente løsninger er lang henover årene, og fornemmelsen er, at Brooklyn Brewery er spillevende, selvom de er delvis ejet af den japanske bryggerikoncern Kirin og har indgået distributionsaftale med verdens tredjestørste bryggerikoncern, danske Carlsberg. Den slags har en tendens til at lægge låg på kreativiteten og kvaliteten.

Gennembrudsøllen og signaturøllen var Brooklyn Lager, som er en amber lager, selvom bryggeriet kalder den for en pre-Prohibiton Lager, altså en lagerøl fra tiden før Forbudstiden i USA (1920-1933). Lagerøllene fra før Forbudstiden var ofte tilsat majs og ris. Det er Brooklyn Lager ikke. Den er en hoppy lager, som de fleste kan lide: Rustik malt, grapefrugt og fyrrenåle. Lidt blomster aroma. God, fast krop med fornuftigt karbonisering.

Black Chocolate Stout, en imperial russian stout, en anden klassisk Brooklyn øl, ramte tidsånden perfekt, da den blev lanceret i 1994 og dannede skole for mange craft beer bryggere. Med den alkoholfrie serie Special Effects er Brooklyn Brewery ved for alvor at introducere alkoholfrit øl for craft beer publikummet. Inden for et år af lanceringen af Hoppy Amber i 2019, en alkoholfri version af den populære Brooklyn Lager, udgjorde salget af alkoholfrit øl hos Brooklyn Brewery 10 procent af omsætningen. For at kapitalisere på successen med Hoppy Amber har Brooklyn derfor udvidet sin Special Effects familie med IPA, Hazy IPA og Pilsner.
 

Oraklet Oliver
Listen over initiativerne og forretningen Brooklyn Brewery, som eksporterer halvdelen af deres produktion til 30 lande, er lang og umulig at skrive dækkende om på to sider i Whisky&. Nævnes skal dog Nya Carnegie Bryggeriet i Stockholm, som Brooklyn Brewery ejer sammen med Carlsberg, og som er endnu et bevis på, at de nordiske lande er et indsatsområde for Brooklyn Brewery. Forvent flere øl fra bryggeriet i Danmark, som f.eks. den seneste variant Brooklyn Pilsner.

Garrett Oliver er ikke blot brygmester på Brooklyn Brewery, han er også deres ansigt udadtil, og han har i en årrække også være en af craft beer revolutionens mest markante stemmer. Danmark har han besøgt adskillige gange, første gang på Danske Ølentusiasters Ølfestival i 2005, for at promovere det gode Brooklyn øl. Garrett Oliver har talt IPA’en op, så den i dag er på alles læber i mere end én forstand.

Mest kendt er han måske for sine bøger, hvoraf “The Oxford Companion to Beer” (2012), et øl leksikon på 920 sider med mange bidragydere fra hele verden, må fremhæves, selvom den er martret med fejl og mangler. Olivers kogebog med øl “A Brewmaster’s Table” (2003), hans første store succes, skal også nævnes.