Brygger Christian Skovdal Andersen har altid gået sin egen vej under ølrevolutionen. Det gør han med sit brand BeerHere, og der er meget mere godt i vente fra en af ledende skikkelser i ølrevolutionen.

Det bliver en udfordring at finde en brygger, som personificerer den danske ølrevolution bedre end Christian Skovdal Andersen. At han samtidig måske er den bedste, mest kompromisløse og originale af alle de mange, nye danske bryggere, understreger bare hans værdi for dansk øl.

Beer Here er hans primære brand. Han er også er med til at udvikle øl for brandet Penyllan sammen med sin hustru Jessica Andersen på deres charmerende bryggeri og bar på havnen i Tejn på Bornholm, hvor også BeerHere har til huse. Penyllan er sammen med Mikkellers Baghaven de to absolut mest anerkendte brands for fadlagring og blanding af øl i Danmark.

Christian Skovdal Andersen blev i 2004 lynhurtigt kendt og anerkendt med Ølfabrikken i Nordsjælland. Produktivt og fordomsfrit lancerede Ølfabrikken den ene variant efter den anden og satte hurtigt standarden og retningen for mikrobryggerier i Danmark. Det var året før Mikkel Borg Bjergsø trådte ind på banen med Mikkeller, og ølverdenen gik amok i hype.

Ølfabrikken havde som mange andre bryggerier humle og ekstremøl som mantra, men den fordomsfrie tilgang til øllets verden kom til udtryk i ellers upåagtede øltyper som brown ale, lys belgisk ale og bock. Men fire år senere og hundredevis af varianter af øl var festen forbi. GourmetBryggeriet overtog Ølfabrikken, som trods anerkendelsen aldrig blev en økonomisk succes. Året efter, i 2009, blev brandet Ølfabrikken for alvor slukket, da Harboe købte rettighederne til opskrifter og brand, og kvaliteten styrtdykkede.

Efter salget af Ølfabrikken til GourmetBryggeriet vendte Christian Skovdal Andersen tilbage til sit erhverv som it-konsulent, men i 2008 måtte han tilbage til sin skæbne, øllet, og grundlagde BeerHere.

Blander færdige øl

I dag bor og brygger han på sit 2.000 liters anlæg i Tejn sammen med sin australskfødte hustru Jessica. Den nysgerrige indstilling til øllet kom også til udtryk, da Whisky & mødtes med Christian Skovdal Andersen under en tap takeover på ølbaren Tap 10 på Østerbro i København.

Christian Skovdal Andersen, Martin Hokfeld, indhaver af Tap 10, og undertegnede, lagde ud med at ’blende’ øl. Snakken faldt på at blande færdige øl fra de ti BeerHere øl på menuen, og dén var Christian Skovdal Andersen med på. Blandingen af øl blev en 1/3 One Day Vacation, en dansk gård ale på 5,0%, 1/3 Jule IPA på 6,8% og SOD, en baltisk porter på 7,5%. Pointen med blandingen var, at gårdøllen skulle være den sikre bund og tæmme de viltre frugtnoter i Jule IPA, men tilsætningen af SOD gav blandingen et underligt gok. Den baltiske porter tromlede de to andre øl over. Idéen crashede, men altid lærerigt at blande øl med en god brygger.

Befrielse fra nørdtyranniet

Han beskriver sit liv i lille Tejn som en “kæmpe befrielse”. Hans forretningsmodel har ændret sig med flytningen fra Nordsjælland til Tejn. Nu føler han sig ikke længere som en slave, der skal tilfredsstille ølnørdernes krav om et humlefix, omsat typisk til en IPA. Klientellet i Tejn går ofte ‘bare’ efter noget godt øl.

Det kunne være hans Svale Bajer, en nordtysk pilsner. Til sit bornholmske publikum har han også lavet en ‘Grimbergen’. Kunderne efterspørger Grimbergen Double Ambrée, siger han. Derfor har han brygget Myrendal, sin version af Grimbergen med sin favoritgær fra Rochefort, som også brygger en af hans favoritøl, Rochefort 10.

“Penyllan er unik, det er BeerHere ikke. Med BeerHere går jeg først og fremmest op i at brygge balancerede mainstream øl,” siger Christian Skovdal Andersen. Men tag ikke fejl. Hans ambitioner og kompromisløshed er intakt, og hans kampgejst og tæt på provokerende ligefremhed er stadig potent. Alkoholfrie øl, som er tidens store nummer i øllets verden, bliver uden BeerHere. Der er ifølge Christian Skovdal Andersen tale om “øllets margarine” og en “infantilisering af smagsløgene” — han “foretrækker et glas æblejuice i stedet for.”

Christian Skovdal Andersen er ikke blevet purist, slet ikke. Hans øl bærer stadig præg af masser af lyst til at eksperimentere, for som han siger: “Jeg vokser ved at lære nye ting.” Hans Delfin, en lys lagerøl til den græske restaurant Delphine i København, er f.eks. brygget med honning, hamp og citronverbena.

 

Passion for dobbelt bock

Trappistøl har været hans passion det seneste års tid. Myrendal, hans dubbel, som er opkaldt efter trappist klostret af samme navn på Bornholm, er et af resultaterne af hans anstrengelser inden for trappistøllet. Gæren er en Rochefort gær, som har været hans tro følgesvend, siden han var hjemmebrygger.

Gær er i høj grad hans passion. Gæren til de eftertragtede øl fra Penyllan er en vildgær, som Christian Skovdal Andersen fandt på æbler fra haven til boligen på Bornholm. Han stillede en spand med urt under et æbletræ og voila, urten spontangærede med mikroorganismer fra træet og frugterne. Det er den samme gær, som Penyllan har brugt hele tiden.

Dobbelt bock bliver hans næste projekt, og hvilke danske bryggerier gider interessere sig for den type øl i dag?

”På en rejse med Jessica fra Ungarn til Danmark smagte jeg alle de dobbeltbocks, jeg kunne komme i nærheden af og blev genforelsket i typen. Andescher Doppeltbock og Ur-Bock fra Schlenkerla hører til blandt mine favoritter. Jeg glæder mig til at brygge dobbelt bock, selv om jeg ikke har lavet typen siden 2006 til en Ølfestival. Andre eller berømte dobbelt bock øl skuffer, f.eks. Salvator fra Paulaner. Den er røget i hegnet. Kvaliteten er ikke, hvad den har været,” mener han.

 

Vild med dark mild

Christian Skovdal Andersen er ikke tilfreds med den drejning, som ølrevolutionen har taget. Udvalget er blevet for snævert, udviklingen er blevet kontraproduktiv— og det var ikke ligefrem meningen. IPA og og imperial stout fylder for meget, mener Han. Christian Skovdal Andersen savner f.eks. belgiske øl, engelske ales og, selvfølgelig, dobbelt bock.

Hans erklærede yndlings øltype på Ratebeer er en dark mild. Når hans anlæg på Tejn ikke rækker, får han sine varianter brygget på De Proeff i Belgien eller Axiom i Tjekkiet, hvor Kjetil Jikiun er en af grundlæggerne. Kjetil Jikiun er bedre kendt som grundlægger og tidligere leder af den norske craft beer pioner Nøgne Ø.