Der er få steder i verden, hvor det er bedre at drikke øl end i Belgien, og Bruxelles er det bedste sted i det kompakte og ølglade land, selvom især Antwerpen presser sig på i konkurrencen om førstepladsen.

Her kommer en guide til de bedste ølbarer i Europas hovedstad, så du ikke pludseligt befinder dig i selskab med en overpriced Leffe på Roi d’Espagne baren på Grand Place.

Kvaliteten og variationen af det belgiske øl er umiddelbart den oplagte forklaring på successen.

Dubbel, tripel, saison, witbier, de mørke og lyse klosterøls typer samt, ikke mindst, alle trappistøllene plus det løse.

Men der er en forklaring, som er ligeså god.

Det er atmosfæren på de mange barer, cafeer og restauranter. Øllets historie og kultur står skarpt i de mange udskænkningssteder i Leuven, Ghent, Brügge, Antwerpen og, ikke mindst, i Bruxelles.

Som for mange andre lande er udbuddet af øl nationalpatriotisk, men når det gælder Belgien, er det nærmest kun en fornøjelse, selvom det hjælper på det hele, hvis man som øldrikker har en sød tand, for de chokoladeglade belgiere elsker søde øl.

Hvorfor er en bar med 3000 forskellige øl ikke på min shortlist over de bedste ølbarer i Bruxelles?

Fordi Delirium Café er et evighedsparty af druk og dating. Delirium Café har i stigende grad udviklet sig til turisternes og eurokraternes Løkken. Og så kan det være lige meget. Delirium Loft, førstesalen, skulle være stedet, som er særligt helliget ølkendere. Men de kommer der heller ikke. En marketingsfælde fra bryggeriet Huyghe, som brygger den ubalancerede og dumstærke blonde ale i den pink flaske, Delirium Tremens på 8,5 procent.

Her kommer hitlisten over de 20 bedste steder at drikke øl i Bruxelles – og til slut en krølle om cuisine à la bière.

1.

Moeder Lambic Fontainas

– Place Fontainas 8

En sensationelt rolig og hyggelig plads fem minutter med det lange ben forrest fra Grand Place. 46 haner, 100+ flasker. Altid noget interessant – både nyt og gammelt – selv for de mest kræsne og/eller nyhedshungrende ticker-typer.. Mulighed for små retter – ost, pølse, tærte og den slags. Etableret i 2009. Moeder Lambic Original, Rue de Savoie 68, har samme ejer og var den første ’moeder’ fra 2006. ’Kun’ 33 haner, 100+ øl på flaske.  En drøm af en local i det max charmernde område Saint Gilles, lige bag rådhuset.

2.

L’Amèr à Boire

– Rue du Belvédère 8

Enhver ølturist bør tage bus 71 fra Gare Centrale til Place Flagey i bydelen Ixelles. Bryggeriet Musketeers er ved at brygge barens nye husøl. Men andre – og endnu bedre bryggerier – kommer til det fremover, for L’Amer à Boire bør være talk of the town, ikke kun i Ixelles. L’Amer à Boire er de små bryggeriers beskytter. En vild vibe af kvalitet og autenticitet. Post punk look, studentikost, men hyggeligt. Prøv de store øl fra de små bryggerier som fx Jandrain-Jandrainouille, La Source, L’Ermitage og Illegal. Måske især værd at fordybe sig i max interessante La Source med fx Taupe, en hvedeporter, Louve, en DIPA eller Pigeon, en hoppy sour. Der er masser af andre gode øl, dog ikke fra the big brewers. Hus-pilsneren er sjovt nok Battin Gambrinus pilsner fra Luxembourg, ikke den belgiske region, men landet.

3.

Gist 

– Oud Korenhuis 30

Password til wifi: ’craftonly’. Jupiler er lyst i band. Her er huspilsneren (alle craft beer barer har i dag en huspilsner) den brett-agtige Papy van de Pils fra lokale En Stoemelings. Beliggenheden er sublim – på den smukkeste og roligste plads kun 100 meter fra det halve Japan og turistmagneten Manneken Pis. Ejeren er en afhopper fra Moeder Lambic Fontainas. Udvalget af øl er suverænt, dog med hang til craft og non-klassikere. 15 haner.

4.

Dillens

– Place Julien Dillens 11

Mere cafe-brasserie end ølbar, men wauw for et ølkort, som har særlig kærlighed til de små lokale bryggerier, fx En Stoemelings, l’Ermitage, No Science og Senne. Det er også her, at Wadesda Lager fra Brasserie de la Senne og Privatbrauerei Schönramm er på hanen, en raritet. Det nye lokale, nærliggende bryggeri, L’Annex har allerede fundet sit nye hjem her. Suverænt køkken. Dagens ret, fx risotto med knoldselleri og strejf af trøffel: 12 Euro.

5.

La Brocante

– Rue de Blaes 170

Mere charmerende bar, bistro, finder du ikke i Bruxelles. Skramlet og slidt på den fede måde. Brunt, emaljeskilte, kakler, udeservering, hurtig og venlig betjening. Muslinger og andre klassiske retter. Levende musik ind imellem. På hjørnet til Place de Jeu de Balle med loppemarkedet. Trods den sædvanlige AB InBev trio på fad – Jupiler (pilsner), Leffe (blond) og Hoegaarden (witbier) – er niveauet højt på flaskerne, særligt gueuze og lambic med bl.a. 3 Fontainen, Girardin og Cantillon. 120+ flasker.

6.

La Porte Noire

– Rue de Alexiens 67

Hvælvede lofter i en hyggelig kælder fra det 16. århundrede. Bundniveauet er vildt højt på de 12 haner og ca. 120 varianter af flaskeøl, alle af belgisk herkomst. Live musik hver torsdag.

7.

La Becasse

– Rue de Tabora 1

Et kloster. En skriftestol. Et sted som kalder på eftertænksomhed. Selv maniske Untappd fetichister må trække vejret dybt her og læne sig ind i stilheden, evigheden og tænke: Læg nu den smartphone og få et liv! Du skal lede for at finde Skovsneppen (La Becasse), selvom den er nærmest nabo til Grand Place. Øllet er sådan set ikke den store åbenbaring, stedet er. Der er egentlig kun to muligheder for at drikke godt øl, hvis oplevelsen skal være fuldbyrdet: Lambic doux eller lambic blanc fra Timmermans. Serveret fra fad i keramikkander á 50 cl. Men snup da hellere end gerne en Orval i stedet for. Resten af sortimentet er middle of the road. Stedet bør fredes.

8.

Mort Subite

– Rue Montagne Aus Herbes Potageres 7

Den måske smukkeste bar i Bruxelles, Den Pludselige Død. Jugend-agtig stil fra 1928. Stadig faro (lambik og farin) på fad – modsat A La Becasse, som for to år siden udfasede den gamle stilart faro. 12 haner, 30 flasker. Altid ugens øl. Dyrt sammenlignet med andre barer i Bruxelles. Læg en euro oveni. Kendt for omeletter og flammkuchen. Meget lidt påvirket af ølrevolutionen. Hapkin, som altid fås på Mort Subite, fås nu også i en ’craft’ version, Hapkin Hopped. Gammel kærlighed til gueuze og lambik.

9.

Monk

– Rue Sainte-Cathrine 42

Stor og livfuld cafe-brasserie og bar i det hyggelige kvarter omkring kirken Sainte-Cathrine. Altid kvalitet på haner og flasker. Superfriske øl på grund af de mange tørstige gæster. Travl, men venlig betjening. Ca. 60+ flasker og 10 haner.

10.

Python

– Avenue Emile Max 55,

Et år gammel bar og bottle shop i posh området Schaerbaek, tæt på Euroland. Men superhyggeligt område og baren, selvom den er vel renskuret, er absolut et hit. 10 haner med fortrinsvis belgiske øl fra små bryggerier, men udenlandske som fx estiske Pühaste, engelske Northern Monk og italienske Stimalti er der også. Forholdsvis mange stouts af en belgisk bar og bottleshop at være.  Man er i trygge hænder her. Lavmælt samtale, men en suveræn bar på et attraktivt hjørne med udeservering. Små retter med ost og pølse.

11.

Barboteur – Bieroteque

Avenue Louis Bertrand 23

Bottle shop og ølbar – i den rækkefølge, selvom der er 25 haner med øl. Trendy, low key og cool. Lidt udenfor de gængse turistruter i området Schaarbeek, men værd at opsøge på grund af det fremragende udvalg af øl – og mulighed for takeaway øl.

12.

La Porteuse d’Eau 

– Av. Jean Volders 48

Renoveret jugend interiør med MDF plader. Men whatever: Charmen er der stadig, og hvem vil ikke gerne forføres. Et sus af kolonitid. Moulles for 23 euro.  Imposant vindeltrappe midt i rummet. Et strejf af kitch, men jeg er faldet for baren i det charmerende Saint Gilles kvarter – 10 minutters trav fra La Brocante i Marolle kvarteret. Porteause d’Eau er AB InBev styret. En Leffe (AB InBev) står således anført under sektionen Biere d’Abbaye, og det er ikke andet end stålglat markedsføring. Men nogle outsiders har klemt sig ind: Omer, Duvel, Lefebre, Dupont samt flere gueuze øl, fx Boon, Cantillon.

13.

Bebo

– Av. de Stalingrad 2

Ligner en af de sædvanlige, hyggelige cafeer, men kortet med 80+ flasker og de 10 haner vidner om en ægte ølbar med høj kvalitet. Superhyggelig cafe-bistro på en af byens bedste hjørner. Under 10 minutters gang fra Grand Place. Billigt, godt og enkelt køkken. En oplagt kandidat til at være en stamcafe.

14.

Daringman

– Rue de Flandre 37

Bedre brun bar i Bruxelles fås ikke. En air af hangover. Man føler sig nu også godt hjemme uden. Perfekt til en hurtig Duvel (eller fem). Meget tæt på Quartier St. Cathrine med alle barerne og restauranterne. En sjov detalje: ’Daringmen’ var navnet på fodboldspillerne i klubben Daring Club de Bruxelles i 50’erne.

15.

Ramdam

– Rue de l’Aqueduc 61/63, 1060 Bruxelles

Kønt er det ikke. En studentikos rockhule med udtjente Chesterfield møbler tilfældigt kylet på plads. Men udbuddet af øl er yderst fristende. Små bryggerier såvel som belgiske klassikere fra Dupont, De Ranke, Chimay, etc. Pædagogisk oversigt med tilbud af øl opdelt i typer, fx ’blond amere’, ’blond douce’, ’pale ale & IPA’ (IPA uden egen kategori!), ’fruit’, ’gueuze’, etc. Hus-pilsneren er ligesom på L’Amer à Boire fra Luxembourg, denne gang fra Bofferding.

16.

Dynamo

– Chaussee d’Alsemberg 130

Belgisk grundstamme af øl på de 20 haner, men absolut åbenhed overfor (mikro-)bryg fra andre lande. Her folder neofilien sig nok mest ud blandt byens barer. Alt nyt er nærmest godt nyt. Absolut ikke en ulempe, at en øl er crazy. Om hjørnet fra Moeder Lambic Original.

17.

Cambridge

– Rue de Malines 37

Her er paraderne nede og glasset oppe. Også et Mass krug, hvis du er i stemning til det. Tæt på at være et arketypisk værtshus. Flippermaskine, halvsnusket, men stemningen er ubetalelig, og sensationelt er Cambridge et helle i shoppinghelvedet i Rue Neuve, men har alligevel bevaret sin atmosfære af lokal pub. Men kig lige på sortimentet af øl: 50+ og udelukkende belgiske, inklusive trappister og det hele. Dog ingen af de små bryggerier, heller ikke fra Bruxelles.

18.

La Fleur en Papier Doré

– Rue de Alexiens

Det var her Magritte og COBRA-drengene hang ud. Lokale øl med de vildgærede, trappister og det hele. Et køkken med typiske belgiske retter, fx carbonade flamande (en gryderet med oksekød, løg og øl). Næsten nabo til Porte Noire – også tæt på Moeder Lambic Fontainas.

Matritte’s stamsted – hygge, god mad og et stort og troværdigt ølkort.

19.

Le Poechenellekelder

– Eikstraat 5

En lang stråle fra Manneken Pis, den legendariske attraktion i Bruxelles med den pissende dreng, ligger trods masseturismen en hyggelig og velassorteret ølbar med alle de belgiske klassikere på menuen, især fra de store og middelstore belgiske bryggerier. Med rette kendt for sin gode service. 120+ flasker.

Le Poechenellekelder er et bevis for at der findes en (øl-)gud. Midt i det værste turistmekka overfor Manneken Pis ligger en suveræn god og hyggelig bar. 

 

20.

Au Bon Vieux Temps

– Impasse St. Nicolas 4

Den skal du kende, når du har brug for et break fra din shopping i city. Gyden Impasse St. Nicolas fører ind til en hjemmelig, hyggelig og brun bar med pejs og et solidt ølkort med belgiske klassikere, ingen nye bryggerier dog.

 

Cuisine à la bière

Cuisine à la bière er et fænomen, som belgierne er særligt kendte for – mad lavet med og i samspil med øl, fx kanin med gueuze eller den belgiske specialitet waterzooi med tripel og witbier.

Fænomenet er ikke meget populært, men sammenlignet med andre lande er belgierne langt fremme, ikke mindst i Bruxelles. Her er der flere attraktive steder, både til den lille og større pengepung.

Her restauranterne i Bruxelles med ølbaseret køkken, hvor Nüetnigenogh nok er det stærkeste (spise-)kort:

Nüetnigenough

– Rue du Lombard 25

Bier Circus

– Rue de L’Ensignement 57

La Tana aux Bruxelles

– Rue de L’Enseignement 10

Les Brigittines

– Place de la Chapelle 5

Restobière

– Rue de Renards 9

Pin Pon

– Place du Jeu de Balle 62

Les Brassins

– Rue Keykenveld 36

Spinnekopke

– Place du Jardins aux Fleurs 1

Få inspiration og læs om øl på bloggen Durst – klik her