Den store Bordeaux primeur uge foregik i slutningen af april, hvor den nye årgang blev præsenteret for indkøbere og pressen for første gang. DinVinGuide deltog som en af de få fra den internationale presse. Slottene, som er med i Grand Crus de Bordeaux, vælger selv, om de vil deltage med fadprøver til smagningen. Det gør de fleste, mens især 1. og 2. cru slottene foretrækker, at man besøger dem og har smagningen hos dem. Alt i alt blev omkring 120 vine smagt og vurderet.
Lad mig starte med at fastslå, at 2023 var et vanskeligt år, som især var ramt af meldug og især på højrebredden. Her mistede nogle op til 75% af deres høst, mens naboen måske kun mistede 10%. Så der var store lokale forskelle og derfor en årgang, hvor man skal vurdere høstudbytte for hver enkelte slot. Årgangen var også køligere end den varme, nærmest oversøiske 2022 årgang.
Det er vigtigt at holde sig for øje, hvad der skaber en stor årgang i Bordeaux. Professor Laurence Geny og Professor Axel Marchal fra Institute of Vine and Wine Sciences of Bordeaux University har gennem årtier studeret, hvad der skal til for at skabe den perfekte årgang rent vejrmæssigt:
- Et ikke for varmt forår, da risiko for frostskader på knopperne så opstår
- En hurtig blomstring og frugtsætning, som er ligelig fordelt på klaserne; og ikke mindst under tørre og varme forhold, så der ikke opstår meldug og råd
- En tør men ikke for varm juli, hvor vinstokkene lukker langsomt ned, således at vinstokken udelukkende bruger krudtet på druerne og ikke på at vokse yderligere
- Masser af sol, som kan modne druerne, men også vigtigt med kølige nætter, som kan stoppe udviklingen og bibeholde syren i druerne samt forlænge modningen
- En tør men ikke for varm høst, hvor man kan koncentrere sig om at høste hvert enkelt plot på det mest ideelle tidspunkt. Og hvor for meget varme eller udsigt til regn betyder, at man ikke må gå på kompromis
Året, der gik
Det begyndte med en kølig og tør vinter. Det betød, at knopskydningen skete senere end normalt, og at frostproblemer derfor ikke blev et problem i 2023. Til gengæld regnede det en del i marts, hvilket var godt for opbygningen af vandreserverne. April og maj var varmere end normalt, og udviklingen hos vinstokkene betød, at man kunne indhente noget af vinterens forsinkelse. Blomstringen indfandt sig 3. juni, hvilket er det samme som normalen de seneste ti år. Men så kom regnen, og juni var en af de vådeste længe. Det betød et massivt tryk af meldug i markenerne, og især på højrebredden og specielt marker med merlot var der store problemer i. Nogle mistede op mod 75% af høsten på dette tidligere tidspunkt. Juli var også atypisk, da den var varm med høj luftfugtighed men også meget skyet. Dette var bestemt ikke ideelt for udviklingen, og mange kæmpede med fortsat råd i markerne. Druerne begyndte allerede i slutningen af juli at skifte farve (veraison), hvilket var historisk tidligt. Men hvor denne proces normalt tager en-to uger, tog den næsten en måned, og man var flere steder helt henne i slutningen af august, før denne proces var færdig. Man blev derfor i tvivl om, hvorvidt druerne nåede at modne ordentligt. Men tørt varmt vejr fra 16. august betød, at man indtil høsten havde perfekte betingelser.
Høsten
Midt i august begyndte høsten af de grønne druer i Graves og Pessac-Léognan, som sluttede i starten af september. Et på mange måder gennemsnitlig høsttidspunkt af de grønne druer. Druerne havde en flot modning og bevarede syren rimeligt grundet de køligere nætter. Men alkohol på gennemsnitligt 13,2% og en total syre på 4,4 g/l var det nærmest perfekt for hvidvinene.
Merlot begyndte man så småt at høste i midten af september, hvilket er normalt for druen. Vejret var varmt, tørt og modningen af druen var nærmest perfekt. En forholdsvis høj syre på linje med 2021, men med et sukkerindhold mere som 2020.
Høsten af cabernet sauvignon skete en uge senere med en syre ikke langt fra 2022 men et sukkerindhold lavere end de fleste år på nær 2021. Den fenoliske modning var i top for begge druer.
Vinene
Overordnet er det en harmonisk årgang. Hvidvinene er mere sprøde, elegante og måske et af de bedste år længe for denne type vin. Den aromatiske profil står ganske stærkt, og der er masser af smag og intensitet i vinene. For de hvide en årgang, der godt kan minde om 2017 samt en årgang, jeg spår vil være holdbar i mange år.
For rødvinene er der masser af koncentration i vinene og for de flestes vedkommende en flot balance. Hvor man normalt flere steder kæmper med modningen og heraf grønne noter er dette ikke tilfældet i 2023, hvor den fenoliske modning stort set er til stede de fleste steder. Alkoholen er middel (typisk omkring 13,5%) og syren ganske flot, hvilket især skyldes en overraskende lav pH. Den laveste i mange år og lavere end 2021 og 2017! Så alt i alt en klassisk, men også solmoden årgang, hvor man finder en vis kølighed i frugten, som man kun finder i Bordeaux.
Men der er generelt krise i Bordeaux, så jeg tror ikke, at man skal forvente stigende priser. På trods af at 2022 fik flotte vurderinger, så flere, at det var svært at sælge vinene, og jeg spår det samme vil ske med 2023, hvilket ikke har noget med vinenes kvalitet at gøre men mere de generelle markedsvilkår.
Læs mere om vinene fra højrebredden i 2023 årgangen her.
Læs mere om vinene fra venstrebredden i 2023 årgange her.
Læs mere om Pessac-Léognan 2023 her.
Læs mere om Sauterne & Barsac 2023 her.