Centralt placeret i Rioja finder man Logroño. Hovedstaden for regionen men derudover et godt udgangspunkt, hvis man ønsker at bruge nogle dage i Rioja for at besøge vinhuse. Godt nok ligger de fleste vinhuse omkring byen Haro i det vestlige Rioja omkring 50 km mod vest, men Haro er en lille, lidt søvnig provinsby, hvor der ikke sker meget, og hvor udvalget af restauranter og hoteller er begrænset. Så vil man have byliv, er Logroño stedet, man skal bo, når man er i Rioja.
Alt dette har Logroño derimod i massevis. Mest kendte er de to tapas-gader Calle Laurel samt Calle de San Juan. Førstnævnte er den med de fleste turister, hvorimod det er min erfaring, at Calle de San Juan har et højere niveau både på mad og vin. Og også her hvor man ser langt flest lokale! I de små tapasbarer kan man smage et stort udvalg af både klassiske og nye, moderne producenter. Og priserne er yderst fornuftige. Og derudover bør man ikke snyde sig selv for at smage de baskiske pintxos, som fås flere steder.
Skal man besøge vinhuse, er det en god idé at leje en bil eller finde en chauffør, da en række af de bedste vinhuse ligger 30-45 minutters kørsel fra byen. Men i udkanten af byen finder man Bodegas Marqués de Murrieta, som med sine imponerende bygninger er et besøg værd. Og så gør det jo heller ikke noget, at vinene er af høj klasse.
I det centrale Logronos finder man en række flotte bygninger bl.a. katedralen Con-Catedral de Santa María de la Redonda samt broen Puente de Pedra. Især sidstnævnte er flot om aftenen, hvor den er belyst, og hvor man kan stå på Puente del Hierro i centrum og se den oplyste bro og over på en række klassiske Rioja bodegaer. Endvidere bør ikke snyde sig selv for at sidde på en af de mange pladser sidst på eftermiddagen, hvor byen vågner op efter siestaen og nyde, at de lokale valfarter ud for at nyde en kop kaffe, øl eller drink.
Her skal du bo:
Hotel Marques de Vallejo
Nyrenoveret hotel centralt i byen med kun få meter til tapasgaden Calle de San Juan. Pæne, moderne værelser og en god morgenmad.
Her skal du spise:
Restaurante tastavin
Man bør ikke snyde sig for at besøge Tastavin på Calle de San Juan, hvor man får tapas af høj klasse. Prisen er fast 3 euro per styk, og der er et flot glaskort, hvor man finder både nye, spændende producenter samt mere klassiske til yderst fornuftige priser. Alle vine skænkes i øvrigt ved hjælp af Coravin.