ForsideBliv inspireretBesøg hos Menin

Besøg hos Menin

Menin Douro Estates har på kort tid markeret sig som producent af vin og portvine af høj kvalitet

Der arbejdes i marken. Ikke med opbinding, beskæring eller plukning. Det er ikke den tid på året lige nu. Men de gamle mure, der omkranser vinmarkerne, er ved at blive restaureret. Det sker både af æstetiske hensyn og for at holde på jorden, men også som et krav, da området er med på UNESCOs liste over verdensarv. Den slags forpligter.

Jeg er på besøg hos Menin Douro Estates i Douro-dalen ved Gouvinhas ca. midtvejs mellem Regua og Pinhão og bevæger mig rundt i deres 11 hektar store gamle mark med blandede druer – såkaldt Vinhas Velhas. Marken har over 130 år på bagen og er efter sigende den største af slagsen i Douro. Den består af hele 56 forskellige sorter, hvoraf et par enkelte dog endnu ikke er identificeret. Der er en del tinta amarela, touriga franca og tinta de barca, men også 2 % grønne sorter.

Alfredo, som i dag tager sig af vinmarkerne på stedet, er i øvrigt tredje generation af familien i den funktion. Faktisk var det hans bedstefar, som plantede den gamle vinmark.

Sådanne gamle marker yder ikke meget, men til gengæld leverer de høj kvalitet. Derfor benyttes druerne primært til de bedste vine og portvine. De allerbedste parceller bruges således til Menins to top bordvine, Maria Fernanda og Dona Beatriz, samt til deres Vintage portvine.

Opkøbte ejendomme
Menins forhistorie er kort. I 2017 besluttede den brasilianske forretningsmand Rubens Menin at investere i Douro og opkøbte derfor et par vingårde i Cima Corgo; Quinta da Costa de Cima og Quinta do Sol, som blev af købt af Miguel Braga. På førstnævnte var der kun rester af en bygning og et kapel, men siden blev et nyt vineri og hovedbygningen opført på ejendommen sammen med en privat bolig for Ruben Menin. Vineriet blev taget i brug i 2021.

Som det gælder for mange andre vinturister, var det et besøg i Dourodalen, der vakte Ruben Menins interesse.

”Min interesse for Douro begyndte, da jeg besøgte regionen første gang i 2013. Jeg havde allerede fået øjnene op for kvaliteten af portugisisk vin gennem vine som Abandonado, Chryseia og Quinta do Crasto, men det at besøge Douro fik mig til at forstå regionen sande potentiale,” siger han og fortsætter:

”Jeg fandt et exceptionelt terroir, bemærkelsesværdige gamle vinmarker og vine, hvis kvalitet kan måle sig med vine fra verdens ledende vinregioner. Samtidig mente jeg, at der stadig var plads til at investere i bedre teknologi, infrastruktur og professionalisme. Douro repræsenterede derfor både en overbevisende forretningsmulighed og en varig arv i en region med en unik identitet.”

Siden blev der opkøbt flere vingårde i området i form af Quinta do Caleiro (2021), Quinta da Costa de Baixa (2025) og Quinta Foz do Ceira (2025) – den sidstnævnte af Bulas, som nu koncentrerer sig om en anden vingård, Quinta da Veranda. Endvidere købte de i 2021 det gamle, men stadig aktive brand Horta Osório med to medfølgende vingårde; Quinta dos Osórios og Quinta do Pontão i Baixo Corgo.

Her på Quinta da Costa de Cima råder Menin over 42 hektar vinmarker, men i alt har de nu ca. 200 hektar vinmarker, hvorfor de er selvforsynende med druer.

Winemakerteamet
Vi er nu kørt helt ned til jernbanelinjen, som ligger tæt ved flodbredden. Den lille slidte stationsbygning ved Gouvinhas ligger lige nedenfor os. Den ville Menin egentlig gerne overtage og indrette til smagelokaler, men da der var flere parter involveret viste det sig at være en større bureaukratisk udfordring, hvorfor projektet nu er strandet.

Produktionen hos Menin Douro Estates er fordelt mellem bordvine og portvine. På Quinta da Costa Cima har de en produktionskapacitet på op til 400.000 flasker om året. Den nuværende produktion udgøres af 284.000 flasker bordvin og 116.000 flasker portvin. Hovedparten afsættes i Portugal, men Menin eksporterer også til lande som Brasilien, Tyskland, Frankrig og Danmark – nærmere bestemt Nordjysk Vinimport.

Porteføljen er stor, og hvad angår portvin, omfatter den foruden LBV og Vintage hele rækken af fadlagrede portvine i både hvid og rød udgave, men dog endnu ikke colheitas. Hvem ved det kommer måske en dag? At porteføljen er omfattende, selv om Menin kun har eksisteret siden 2021, skyldes naturligvis, at der også benyttes indkøbte fade til at blende de gamle portvine.

”Vi har købt gamle fade fra familier rundt om i primært Baixo Corgo,” fortæller winemaker Manuel Saldanha, som er uddannet ønolog fra universitetet i Trás-os-Montes og Alto Douro.

Manuel startede karrieren hos Alvarinho-mesteren Anselmo Mendes og arbejdede siden for Horta Osório og fulgte derfor så at sige med ind i Menin i 2021. Han er dog ikke ene om ansvaret for vinproduktionen, da den meget anerkendte winemaker Tiago Alves de Sousa fra Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa er konsulterende winemaker. Det er f.eks. Tiago som laver førnævnte Abandonado. Og for Tiagos vedkommende var det den store gamle mark, som trak.

”Det er nok den største gamle vinmark i Douro med 56 forskellige sorter plantet sammen. Det er et privilegie at arbejde med en sådan mark,” har han udtalt.

Der investeres i fremtiden
Efter turen i vinmarken går vi i kælderen. Manuel Saldanha viser os rundt, og vi følger hele processen. Fra modtagelsen på øverste etage med den flotte udsigt, hvorfra druerne ved tyngdelovens hjælp sendes ned til presse og gæringstanke og videre ned til opbevaring på ståltanke, egetræsfade og et par cementæg på hver 1900 liter. De sidste bruges til hvidvine på sorten arinto. Menin har i alt 2.200 egetræsfade, som bruges i tre år, hvorefter de overgår til portvinslagring.

De store koniske gæringstanke vender skiftevis den smalle og den bredde ende opad, hvilket gør det muligt at lave forskellige grader af ekstraktion. F.eks. ekstraheres de gamle druer fra vinhas velhas mindre for at bevare kompleksiteten fra vinmarken, oplyser Manuel Saldanha.

Undervejs passerer vi en stor stållagar, som er temperaturstyret og opdelt i mindre kar, da der ofte arbejdes med små parceller, som presses med en robot og fermenteres separat.

Fadene med portvin opbevarer andetsteds – bl.a. med henblik på fremtiden.

”Vi lægger hvert år ca. 10 % af portvinsproduktionen til side til brug for fremtidige blends,” forklarer Manuel Saldanha.

Apropos portvin er Menin af de få producenter i Douro, der benytter aguardente produceret i regionen som tilsætning for at stoppe fermenteringen, ligesom de selv fremstiller aguardente.

Der tænkes også på fremtiden med hensyn til vinplanter. På en lille høj lige uden for bygningen er der således etableret en lille mark med bibliotek med podninger af en del af de mange druesorter i den store gamle vinmark. Herfra kan nye vinplanter hentes, hvis planter dør i marken, så sammensætningen bevares.


Smagning af porteføljen
Efter rundvisningen inviteres vi indenfor i et af flere smagelokaler, hvor grupper man komme på besøg efter aftale. Her smager vi såvel bordvine som portvine samt nyder et dejligt udvalg af petiscos – portugisernes svar på de spanske tapas.

Følgende vine blev smagt under besøget eller ved en smagning af tilsendte flasker tidligere i år:

Menin Reserva Branco 2023: fra marker i ca. 500 meters højde. Viosinho, gouveio, rabigato og arinto, 6 måneders fad. Grøngul. Fin duft at æbler, lidt melon og krydrede toner. Frisk i munden med lidt grønne noter, fin syre, melon og æbler, lidt krydret (90).

Menin Grande Reserva Branco 2023: 100 % arinto, 12 måneder på fad med battonage. Strågul. Frisk og aromatisk næse med citrus og smørnoter. I munden dejlig frisk med citrus, mynte, fin kompleksitet og stort lagringspotentiale (92).

Menin Reserva Tinto 2020: Blend af touriga nacional, touriga franca, tinta roriz, tinta barroca og 10 % vinhas velhas. Mørk rubin med lilla kant. Mørke bær, sorte kirsebær, tobak og godt krydret i næsen. Fint med frugt, lidt røget bacon, bløde tanniner, elegant stil (90).

Grande Reserva Tinto 2020: Fra vinhas velhas marken med de mange sorter. Rubinrød med lys kant. Dejlig næse med mørke bær, mineralitet og krydderurter. Dejlig frisk og elegant i munden, floralt præg, fine bløde tanniner, lidt tobak på bagkanten (93).

10 års hvid: Lys orange og ravfarvet. Ekspressiv med masser af abrikos, akaciehonning, lidt muskatnød og lidt orangeskal. Fin tekstur, høj markant syre, tørrede abrikos og lidt mandel, lang hale med syrebid (89).

20 års hvid: Ravfarvet, lidt mørkere. Tørrede frugter, abrikos, figen, honning. Dejlig fyldig on intens med flot balance, godt med tørrede frugter og honning samt lidt balsamico, i første omgang blød, derefter med mere kant og syrebid, lang hale. Et dejligt glas og en flot repræsentant for kategorien (93).

30 års hvid port: medium intens, mørk ravfarvet. Honning, nødder og abrikos i næsen. I munden såvel frisk som blød og cremet med flot balancerende syre, der bringer fin harmoni. Fin kompleksitet, fylder hele munden, lang hale med fint lille syresvip (93).

40 års hvid: Ravfarvet. Ekspressiv næse med tørrede frugter, lidt figner og nødder, appelsinskal og lys balsamico. Fyldig og intens i munden med flot kompleksitet, fin syre der balancerer, en portvin med mange nuancer og en hale, der bare bliver ved (95).

50 års hvid: Ravfarvet til tawnybrun, tunge gardiner. Lidt tung næse med balsamico, figner og muskatnød. I munden med fin friskhed, der komplimenterer de tungere fadnoter, tørrede abrikoser og balsamico, fed og cremet struktur, koncentreret og kompleks, lang hale (95).

80 års hvid: Ravfarvet. Tung og vinøs, ja næsten cognacagtig næse med masser af balsamico og tørrede frugter. Intens og dyb med stor kompleksitet, balsamico, tørrede frugter og karamel og igen en næsten spiritusagtig karakter, fed struktur, men med fin syre der frisker det tunge præg, slutter med lang vedvarende hale (96).

10 års tawny: Tawnyfarvet med lys orange kant, flot skær. Brændte figner, nødder, orangeskal og lidt bær i næsen. Frisk med tilpas syre, nødder, tørrede frugter og lidt karamel, rimeligt modnet i forhold til kategorien, syrebid i halen (89).

20 års tawny: Flot tawnyfarvet med fint orange skær. Tørrede frugter og nødder, muskatnød, lidt citrus. God friskhed og fylde i munden, tørrede figner, nødder og lidt orangeskal, fin tekstur og god balance, lang hale. Et ganske glimrende glas (92).

30 års tawny: Tawnybrun med let grønlig kant. Nødder, tørrede figner og svesker samt balsamico i næsen. Intens og koncentreret med god fylde og god kompleksitet, fin tekstur, masser af nødder, tørrede frugter og lidt blomster, høj syre som bringer friskhed, lang hale med syrebid (93).

40 års tawny: Flot tawnyfarvet med lysere kant. Intens og ekspressiv med nødder, figner, svesker, orangeskal, balsamico, brun farin og lidt muskatnød. Dejlig cremet struktur og flot kompleksitet, fin friskhed og syrebid samt god balance, nødder, balsamico, tørrede frugter og karamel. Intens og med mange lag, lang hale med syrebid og citrusfrugt. Et flot glas (94).

50 års tawny: Mørk tawnybrun, lysere kant. Lidt rustik næse med balsamico, valnødder, svesker og tørrede frugter samt lidt appelsinskal. Cremet i munden, intens og med fin kompleksitet, figner, balsamico, nødder, flot balanceret med syren, som komplementerer de tungere noter, meget lang intens hale (95).

80 års tawny: Meget mørk og dyb tawnybrun, grøn kant. Masser af balsamico og dybe noter i næsen, brændte figner og svesker. Brændte figner, karamel og balsamico i munden, tung og koncentreret men med fin syre, der letter indtrykket, dyb og intens med mange lag, lang lidt brændende hale (95).

VVO Port (ca. 150 år gammel). Tæt tawnybrun med grøn kant og skær. Rosiner, svesker, brændte figner, balsamico og karamel. Uhyre intens i munden med forbavsende høj syre, der balancerer sødmen (323 g/l), meget kompleks, lang lang hale (97).

LBV 2020: Flasket nyligt. Mørk og uigennemsigtig med lilla kant. Ekspressiv næse med solbær, brombær, krydderuter og esteva. Frisk i munden med timian og andre krydderuter, mørke bær, floral, elegant stil (91).

Vintage 2022: Blend af touriga franca, touriga nacional og field blend fra gammel mark. Mørk, tæt og uigennemsigtig med lilla kant og tunge gardiner. Solbær, violer, lidt skovbær og krydderurt som rosmarin samt lidt vanilje. Blød og let cremet i første omgang, derefter mere markant syre og lidt urtede noter, masser af ungdommelig frugt og mørk, lidt bitter chokolade, balanceret, halvtør, bløde diskrete tanniner. En ung frugtbombe med pænt potentiale, men nok ikke på den helt lange bane (92).

Vintage 2024: Blend af 35 % touriga franca, 25 % sousão, 15 % touriga nacional og 25 % Field Blend. Meget mørk og uigennemsigtig, lilla kant. Ekspressiv næse med ungdommelig frugt, godt med solbær, blommer, kakao og mørk chokolade. Frisk i munden med ung frugt, solbær, mørk chokolade, timian og andre krydderurter og blomster, god syre, relativt bløde og velintegrerede tanniner, cremet mundfølelse (93).

Vi var inviteret af Menin Douro Estates og importøren Nordjysk Vinimport.