ForsideBliv inspireretRosé eller en let rødvin?

Rosé eller en let rødvin?

Cerasuolo d’Abruzzo er ikke en rosé, der forsøger at være diskret. Farven er dyb kirsebærrosa, duften intens af røde bær, og smagen har ofte både fylde, syre og en let tanninstruktur. Og nogen vil nok kalde det mere en let rødvin. Og hvor mange moderne rosévine søger mod det helt lyse og vægtløse, står Cerasuolo fast på sin egen identitet: en vin midt mellem rosé og let rødvin, skabt til bordet snarere end blot til terrassen. Navnet kommer af det lokale ord for kirsebær og peger direkte på vinens karakteristiske farve.

Vinen kommer fra Abruzzo, den bjergrige region på Italiens Adriaterhavskyst, hvor vinmarkerne ligger mellem Appenninernes høje ryg og det mildere kystklima. Kombinationen af sol, højder, kølige luftstrømme og markante temperaturforskelle mellem dag og nat giver gode betingelser for at modne druer med både koncentration og friskhed. Cerasuolo fremstilles i hele eller dele af provinserne Chieti, L’Aquila, Pescara og Teramo, men udtrykket kan variere tydeligt efter beliggenhed: fra bløde og generøse vine nær kysten til mere spændstige, urteprægede og mineralske fortolkninger fra højere og køligere områder.

Grundlaget er Montepulciano, Abruzzos vigtigste blå drue og den samme sort, der bruges til Montepulciano d’Abruzzo. Druen har et højt indhold af farve og smagsstoffer i skallerne, og selv kort kontakt mellem most og drueskind er derfor nok til at give Cerasuolo dens karakteristiske, mættede nuance. Ifølge DOC-reglerne skal vinen bestå af mindst 85 procent Montepulciano; op til 15 procent kan komme fra andre godkendte, ikke-aromatiske blå druer. Cerasuolo var oprindeligt en vintype under Montepulciano d’Abruzzo DOC, men fik i 2010 sin egen appellation – en anerkendelse af, at den ikke blot er et biprodukt af rødvinsproduktionen, men en selvstændig og historisk forankret stil.

Grape harvest: Winepress with red must and helical screw

Fremstillingen ligger typisk mellem klassisk rosévinifikation og en meget nænsom rødvinsvinifikation. Nogle producenter presser druerne direkte, mens andre lader mosten trække kortvarigt med skallerne eller anvender den traditionelle svacata-metode, hvor en del af mosten tidligt skilles fra under gæringen. Længden af skalkontakten, presningen og temperaturen under gæringen er afgørende for, om resultatet bliver lyst og saftigt eller mørkere, mere krydret og struktureret. De fleste vine modnes i ståltank eller beton for at bevare frugt og friskhed, mens enkelte producenter arbejder med træ, amfora eller længere kontakt med gærresterne.

I glasset finder man ofte kirsebær, jordbær, hindbær og granatæble, undertiden ledsaget af rosenblade, blodappelsin, tørrede urter, mandel og et let krydret præg. Syren er som regel frisk uden at være skarp, og Montepulciano kan give en diskret tannin, som gør vinen mere rank og madvenlig end den gennemsnitlige rosé. DOC-vinen skal ved frigivelse have mindst 12 procent alkohol, men ofte ligger de noget højere. De nyere geografiske underzoner kan bære betegnelsen Superiore og stiller skærpede krav, blandt andet til druesammensætning, alkohol og modning; de omfatter Terre di Chieti, Terre Aquilane eller Terre de L’Aquila, Colline Pescaresi og Colline Teramane.

Netop spændvidden er vinens store styrke: Den kan forfriske som rosé, men har samtidig nok substans til retter, der normalt kalder på en let rødvin. De bedste eksempler kan desuden udvikle sig nogle år på flaske og bevæge sig fra frisk rød frugt mod mere komplekse toner af tørrede kirsebær, appelsinskal, krydderier og urter. Bestemt en vin der er værd at prøve kræfter med.

Eksempler på Cerasuolo d’Abruzzo
 
Torre Dei Beati Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 92
Erik Sørensen Vin | 220 kr.
Aromatisk og super‑saftigmed kirsebær, jordbær, hindbær og et elegant strejf af rosenblad. I munden er den livlig, vibrerende og perfekt balanceret, med frisk rød frugt, flot syre, subtil urtetone og et charmerende, silkeblødt bid. Afslutningen er ren, lang og utrolig drikkevenlig, med frugt, finesse og en lille mineralsk friskhed, der løfter helheden. Alk.: 14%

Torre Zambra Cerasuolo d’Abruzzo Passo Sacro 2025, Abruzzo, Italien. 91
Distinto | Ukendt pris
Farvemættet og aromatisk med kirsebær, jordbær, granatæble og let rosenblad i næsen. Smagen er saftig, middel‑fyldig og livlig, med frisk syre, rød frugt, mild urtetone og et lille krydret bid. Afslutningen er tør, ren og frugtig, medcharme og balance. Alk.: 13%

Tenuti di Testarossa  Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 91
Vin&Vin | Ukendt pris
I duften kirsebær, jordbær, granatæble og let rosenblad. Smagen er saftig, middel‑fyldig og livlig, med frisk syre, et lille krydret bid og en tør, ren afslutning. En klassisk, seriøs Cerasuolo med både charme og struktur i den mere intense stil. Alk.: 14%

Fontefico Fossimatto Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 91
Ukendt | 160 kr.
Farvemættet og aromatisk Cerasuolo med kirsebær, jordbær, granatæble og let rosenblad. Smagen er saftig, middel‑fyldig og livlig, med frisk syre, et lille krydret bid og en tør, ren afslutning. En klassisk, seriøs Cerasuolo med både charme og struktur. Alk.: 13,5%

La Valentina Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 90
BottleHero | 154 kr. Tilbudspris
Røde kirsebær, hindbær og granatæble, suppleret af en let blomstret og urtet tone. Smagen er frisk, blød og levende, med moderat tannin, fin syre og en tør, ren afslutning. En balanceret, elegant og meget drikkeklar men også til den mere fyldige side. Alk.: 13,5%

Pesolillo Terre di Chieti  Cerasuolo d’Abruzzo Superiore 2025, Abruzzo, Italien. 90
Smallevine | Ukendt pris
Aromatisk Cerasuolo med kirsebær, jordbær, granatæble og et strejf urter. Smagen er saftig, fyldig og livlig, med frisk syre, let krydret kant og en tør, ren afslutning. En klassisk, drikkevenlig velegnet til mad. Alk.: 13,5%

Baldovino Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 89
Ukendt | 100 kr.
Friske kirsebær, hindbær og let granatæble, suppleret af en lille blomstret tone. Smagen er blød og levende, med moderat syre, meget fine tanniner og en tør, ren afslutning. En letdrikkelig, enkel og behagelig vin men ikke så dyb. Alk.: 14,5%

Marramiero Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 89
Ukendt | 100 kr.
Kirsebær, hindbær, granatæble og let krydderi, pakket ind i en saftig, koncentreret mundfornemmelse. Syren er frisk, tanninerne fint markerede, og afslutningen er tør, ren og længere end normalt for stilen. En struktureret, karakterfuld Cerasuolo hvor lette tanniner fornemmes. Alk.: 12,5%

Borgo Thaulero Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 89
wnf.dk | 119 kr.
Frisk og  saftig med kirsebær, jordbær, hindbær og et lille strejf af granatæble. I munden er den livlig, ren og silkeblød, med klar rød frugt, frisk syre og et mildt krydret touch. Afslutningen er tør, elegant og super drikkevenlig. Alk.: 12,5%

Bisanzio Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 89
Ukendt | 100 kr.
Saftig og farvemættet med kirsebær, jordbær, hindbær og et strejf af granatæble. I munden er den frisk, livlig og middel‑fyldig, med rød frugt, let urtetone og et lille krydret bid. Afslutningen er tør, ren og frugtig, med flot drikkevenlighed. Alk.: 12%

Orsetto Oro Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 89
wnf.dk | 100 kr. Tilbudspris
Frisk med jordbær, kirsebær, granatæble og let urtethed. Smagen er saftig, ren og middel‑fyldig, med frisk syre, et lille krydret bid og en tør, klar afslutning. En ligetil og drikkevenlig Cerasuolo, der leverer charme og friskhed frem for dybde. Alk.: 12,5%

Cirelli Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 88
BonBon Vin | 0 kr.
Frisk, saftig og naturligt præget. Kirsebær, hindbær og granatæble, suppleret af let blomstret og urtet karakter fra den minimale intervention. Smagen er blød, saftig og levende, med fin syre, meget delikate tanniner og en tør, ren afslutning. Til den lette lidt simple side. Alk.: 12%

Orlandi Contucci Ponno Petronilla Cerasuolo d’Abruzzo 2025, Abruzzo, Italien. 88
Ukendt | 100 kr.
Frisk, saftig og farvemættet hvor Montepulciano‑frugten står klart i en rødfrugtet, let krydret stil. Røde kirsebær, hindbær og granatæble, suppleret af en lille blomstret tone og et strejf middelhavsurter. I munden er den livlig og silkeblød, med moderat tannin, flot syre og en tør, ren men også let bitter afslutning. Alk.: 13,5%