To druer, tre årgange og fire landsbyer. Duval-Leroy inviterer med en smagekasse til en sjov og nørdet blindsmagning.
Et kendt landsbynavn og en berømt årgang kan forme forventningerne, længe før champagnen rammer glasset. Duval-Leroys blindsmagningskasse med navnet ”Destinations Secrètes” vender rækkefølgen om. Her kommer duft, tekstur og smag først før oplysningerne om vinens identitet følger. Træboksen rummer fire flasker med samme ydre, mens en skjult bagetiket afslører, hvad man har smagt. Det er en enkel idé med et interessant spørgsmål i centrum: Hvad lægger vi mærke til, når vi ikke på forhånd ved, hvad vi skal finde?
Indholdet er sammensat som en rejse mellem Vertus, Cramant, Aÿ og Cumières. To Grand Cru-landsbyer møder to Premier Cru-landsbyer, og de fire vine giver mulighed for at udforske forskelle mellem både druer, oprindelser og modenhed.
Duval-Leroy blev grundlagt i 1859 ved foreningen af familierne Duval og Leroy og har hjemme i Vertus i Côte des Blancs. Huset er fortsat familieejet og uafhængigt gennem seks generationer. Carol Duval-Leroy overtog ledelsen i 1991, og hendes tre sønner, Julien, Charles og Louis, er i dag en del af familiens arbejde med huset. Sandrine Logette-Jardin står for vinene som kældermester.
De fire destinationer er også personlige. Vertus og den historiske parcel Clos des Bouveries knyttes til Carol, Cramant til Julien, Aÿ til Charles og Cumières til Louis. Boksen er dermed ikke alene en geografisk præsentation, men også en fortælling om familiens forbindelser til vinmarkerne.
Destinations Secrètes lægger op til at sammenligne landsbyernes karakter, men forskellene i glasset kan ikke tilskrives jordbunden alene. Druer, årgang og vinifikation varierer også. Cramant og Aÿ giver en sammenligning inden for samme årgang, 2009, men med hver sin drue. De to øvrige flasker føjer både andre høstår og andre måder at arbejde med vinen på til billedet. Det gør boksen til en bred smageoplevelse snarere end et kontrolleret forsøg, hvor kun oprindelsen ændres. Og bestemt en sjov oplevelser for Champagne nørder.
De fire champagner
Clos des Bouveries 2002 — Blanc de Blancs, Vertus Premier Cru
Ren chardonnay fra husets historiske parcel i Vertus. Kombinationen af fad og ståltank samt den lange lagring på bundfaldet danner baggrunden for boksens ældste champagne. Ristede toner, mandler og friske hasselnødder i duft og smag. Tydelig alder fornemmes med masser af briochenoter, men at den trods alt var 24 år gammel overraskede positivt. Silkeblød, med en bred og vedholdende afslutning. Synes det var tydeligt at det var chardonnay drevet baseret på den modne lyse frugtprofil.
Cramant 2009 — Blanc de Blancs, Grand Cru
Ren chardonnay fra Cramant i Côte des Blancs, vinificeret på ståltank. Ret mineralsk udtryk og jeg fornemmer en del fersken og let abrikos hvilket understøtter chardonnay. Fine briochenoter men ikke så meget som i 2002 udgaven. Mere stringent og fremstår virkelig flot og harmonisk.
Aÿ 2009 — Blanc de Noirs, Grand Cru
Ren pinot noir fra Aÿ, vinificeret med lige dele fad og ståltank. Fornemmer røde frugter, milde krydderier og et integreret fadpræg. Ret fyldig og struktureret med en lang afslutning og mineralske nuancer. Både kraftig og dyb. Strukturen og de røde bærnoter tilsiger vi er med Pinot Noir med en både volumen og en blødere, fløjlsagtig tekstur. Flot meget stringent med en lang smag.
Cumières 2008 — Blanc de Noirs, Premier Cru
Ren pinot noir fra Cumières i Vallée de la Marne. Vinen er vinificeret udelukkende på fad med regelmæssig bâtonnage og har lagret 16 år på bundfaldet. Frugtprofilen er meget lig Aÿ 2009 men måske ikke nær så dyb. Lette tørrede frugter især figen med honning og vanilje i smagen. En del brioche karakter og en ganske flot lang og vedvarende smag.
Vinens Verden sælger Destinations Secrètes boksen til 4.499 kr.


