Ilbesheimer Kalmit er en af de mest markante enkeltmarker i det sydlige Pfalz. Den ligger ved landsbyen Ilbesheim nær Landau, hvor landskabet skifter fra Pfälzerwalds beskyttende højder mod Rhinsletten. Her rejser Kleine Kalmit sig som en kalkstenspræget bakke på omkring 270 meter, og netop denne geologi er nøglen til markens særlige vinøse udtryk: spænding, salt mineralitet, rank syre og en næsten kridtagtig præcision.
En mark med historisk betydning
Kalmit har fået en særlig status, ikke kun på grund af sine vine, men også på grund af sin nyere vinmarkshistorie. Det var Boris Kranz’ vedholdende arbejde, der var med til at få Ilbesheimer Kalmit officielt registreret som selvstændig enkeltmark. Ifølge VDP blev KALMIT indført som VDP.GROSSE LAGE i 2010, hvilket var en historisk milepæl for Ilbesheim og for forståelsen af Kleine Kalmit som selvstændigt terroir.
Geologien
Det afgørende ved Kalmit er kalken. Undergrunden består af porøs Landschneckenkalk, et kalkstensmateriale knyttet til områdets tertiære geologi og dannelsen af Oberrheingraben. Oven på kalken ligger varierende lag af løss, mergel og hængeler. Det giver en jordbund, der både kan holde på vand og samtidig dræne effektivt, hvilket er særlig værdifuldt i varme og tørre årgange.
For vinene betyder kalken især tre ting: en tydelig strukturel fasthed, en salt og næsten jodagtig mineralitet og en kølighed i frugten, som kan virke overraskende i det ellers solrige Pfalz. Kalmit er derfor ikke en mark, der blot giver kraft; den giver først og fremmest retning, spændstighed og længde.
Weingut Kranz
Weingut Kranz er et familieejet vinhus i Ilbesheim, i dag formet af Boris og Kerstin Kranz og med sønnen Xaver Kranz som en del af næste generation. Producentens moderne identitet er tæt knyttet til marken Kalmit. ”Ambitionen er at gøre jordbund og beliggenhed smagbare i vine, der er klare, autentiske, holdbare og uden overpyntning”, fortæller Boris mig.
Gården arbejder med markant fokus på Riesling, Weissburgunder og Spätburgunder. Det er usædvanligt, at én og samme topmark kan levere Grosses Gewächs-vine på højt niveau fra både Riesling, Pinot Blanc og Pinot Noir. Netop dette gør Kalmit til et sjældent terroir: den er ikke bundet til én druesort, men til en geologisk signatur.
Kalmit Riesling
Kalmit Riesling GG er ofte den vin, der tydeligst viser markens vertikale energi. Aromatisk bevæger den sig typisk i retning af citrus, gult æble, kvæde, urter, kamille og fin røg eller reduktion. På ganen er den tør, stram og præcis med en kridtet tekstur og en salt afslutning, der kan blive hængende længe.
Stilen er ikke nødvendigvis den mest umiddelbart charmerende Pfalz-Riesling; den er snarere bygget på nerve, koncentration og lagringspotentiale. De bedste årgange kan udvikle voks, honning, krydderi og dybere stenfrugt uden at miste den kalkede rygrad.
Kalmit Weissburgunder
Weissßburgunder, eller Pinot Blanc, får på Kalmit en usædvanlig seriøs form. Hvor druen andre steder kan give venlige, runde og diskrete vine, viser Kranz’ Kalmit Weissburgunder GG mere spænding: pære, citron, hvide blomster, røget kalk, flint og en fast, salt struktur. Diskret brug af træ kan tilføre dybde og tekstur, men markens kalkholdige karakter står stadig i centrum.
Det er måske her, Kalmit viser sin mest overraskende side. Vinen kan minde om en kalkpræget Chardonnay i sin tekstur og mineralitet, men bevarer Pinot Blancs egen blide frugt og let blomstrede tone. Resultatet er en vin, der både er gastronomisk anvendelig og intellektuelt spændende.
Kalmit Spätburgunder
Kalmit Spätburgunder GG viser, at Pfalz ikke kun handler om moden rød frugt og varme. Fra Kleine Kalmit får Pinot Noir en køligere, mere kalket karakter med kirsebær, ribs, blomster, fine krydderier og urtede toner. Tanninerne fremstår typisk silkebløde, men præcise, og mineraliteten giver vinen en salt, fokuseret afslutning.
Vinifikationen lægger vægt på skånsom håndtering, selektiv høst og lagring, ofte med brugte barriques frem for dominerende nyt træ. Målet er ikke at gøre Pinot Noir stor gennem ekstraktion, men at fastholde markens kølige finesse og gennemsigtighed.
De bedste flasker fra Kalmit kan med fordel gemmes, fordi syre, mineralitet og koncentration giver dem en langsom og nuanceret udvikling. Det viste en større smagning hos familien i august, hvor en række vine fra Kalmit fra 2000 og op til nu blev præsenteret. Og med tydelighed viste at man sagtens kan have vinene gemt længe, men naturligvis skal have styr på sine årgange.

Kranz Kalmit Riesling 2000 | 87
Mørk i udtrykket med honning og oxiderede noter. Knastør, moden og med moderat syre. Virker en smule over toppen.
Kranz Kalmit Riesling 2003 | 92
Står virkelig flot med safran og honning. Fin fedme, god syre og en vin, der virker på toppen nu.
Kranz Kalmit Weisserburgunder 2006 | 90
Flot næse med moden stenfrugt. Frisk og forholdsvis intens, men uden den store fylde.
Kranz Kalmit Spätburgunder 2007 | 90
Varm årgang med tydelig alkohol. Krydret og moden i udtrykket; ikke så dyb, men ganske imødekommende.
Kranz Kalmit Riesling Terrassenlage 2008 | 93
Moden næse med honning. Fyldig, lang og stadig livlig med masser af energi. En flot vin.
Kranz Kalmit Riesling Terrassenlage 2010 | 90
Medium fylde og meget tør. Fremstår moden fra en haglramt årgang.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Weisserburgunder GG 2011 | 92
Ganske fyldig vin, hvor den høje alkohol er velbalanceret. Intens og står flot nu.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Riesling GG 2011 | 93
Varm årgang med tidlig modning, lidt i stil med 2026. Virkelig flot balance, god syre og et overraskende ungt udtryk.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Spätburgunder GG 2011 | 88
Oxidativ næse. Varm årgang og meget moden, næsten over kanten. Stadig drikkelig, men mulig flaskefejl.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Weisserburgunder GG 2012 | 93
Kun stål. Varm årgang med flot balance og struktur. Står virkelig flot nu.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Spätburgunder GG 2013 | 91
Kølig årgang. Frisk med urtede noter, let modenhed, fint krydderi og god syre.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Riesling GG 2014 | 91
Generelt en svær årgang mange steder. Pæn friskhed og lidt kortere smag, men stadig flot.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Spätburgunder GG 2015 | 92
Flot årgang. Lys, krydret og klassisk tysk med urter, lyse krydderier, skovbærfrugt og fin længde.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Riesling GG 2016 | 91
Første økologiske år. Våd årgang med en del mildew, men vinen har et slankt, køligt udtryk, flot syre og fin længde.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Weisserburgunder GG 2021 | 92
Første år med fuld fadlagring. Fadet mærkes, men smagen har flot intensitet. Stadig ung og kan med fordel gemmes.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Riesling GG 2023 | 90
Slank og velbalanceret vin. Frisk, præcis og stadig meget ungdommelig.
Kranz Ilbesheimer Kalmit Riesling GG 2025 | 92
Rank, syrerrig med en flot fylde og længde. Stadig en baby.
Weingut Kranz føres i Danmark bl.a. af Thewinecompany.


