ForsideVinregionerFokus på Monterrei

Fokus på Monterrei

Galicien kunne man også med rette kalde det grønne Spanien. Kontrasten til resten af Spanien er markant her med bjerge, skove og ikke mindst den frodige grønne natur. Et landskab som står i skrap kontrast til de brune afsvedne sletter i resten af Spanien.

The Monterrey Castle in Ourense, Spain

Den store forskel skal forklares i klimaet, for her er køligt og vådt sammenlignet med resten af Spanien og det betyder, at vinene også er meget forskellige. Her regner det årligt mere end i Danmark og det er sjældent temperaturerne kommer over 30 grader. Til gengæld er vintrene lune og frostproblemer slås man sjældent med. Det er primært hvidvinene der dominerer selvom, der de senere år er dukket flere og flere rødvine op. Det er de sprøde enkle vine typisk på Albariño eller Godello som er de mest anerkendte, men der dyrkes flere lokale druer og Mencia er på den røde side begyndt at gøre sit indtog for alvor. Galicien inddeles i provinserne La Coruña, Lugo, Orense, Pontevedra, alle med hovedbyer af samme navn. Regionshovedstaden er Santiago de Compostela i La Coruña. Allerede siden 188 tallet har der været bestræbelser i gang for at opnå øget selvstændighed og resultatet blev da også at man i 1981 fik selvstyre i Galicien. Galicisk eller galego er et iberoromansk sprog, der tales af ca. 80% i Galicien. Men tosprogethed er udbredt og især den yngre del af befolkningen i byerne foretrækker dog spansk.

Vinmæssigt er det mest kendte område Rias Baixas helt mod vest langs grænsen til Portugal og op langs Atlanterhavskysten. Dette er Albariño land og druen udgør langt den største majoritet af vinene herfra. På mange måder er sammenligningen med Vinho Verde i Portugal stor og stilmæssigt er forskellen ikke stor selvom druerne mod syd ændrer sig lidt mere.  Mod øst kommer områderne så som perler på en snor. Ribeiro, det billedskønne Ribera Sacra, det nyere område Monterrei og endelig Valdeorres, som markerer grænsen til Castille y Leon og hvor den hvide Godello konkurrerer med den røde Mencia om at være den bedste.

Området er desuden præget af en række unge vinmagere som har slået sig ned her. Dels fordi det stadig er muligt at købe land til rimelige priser, men vigtigst fordi der er masser af vinmarker med ældre stokke med lokale druer. Druer som har været rygraden i vinene i Galicien gennem hundreder af år men op gennem 1990’erne og 2000 mere eller mindre blev glemt grundet det store fokus der var på især Albariño. Men med efterspørgslen efter lettere drikkevenlige vine fra Spanien opstod en bølge af unge vinmagere der ønskede at gøre op med den traditionelle måde at lave vin på og i stedet valgte at arbejde med lokale druer, cement, ståltanke og tidlig høst. Resultatet er lyse lette vine sjældent over 13% alkohol og med stor drikkevenlighed.

I december sidste år besøgte jeg det mindst af områderne Monterrei. Et område der ligger sydligt på grænsen til Portugal. Og når man står på slottet i Verin kan man se over til den portugisiske side. Og det er også tydeligt at når man snakker med de lokale har man mange kulturelle ligheder også på vinfronten. I øvrigt er det tårnet på slottet som præger logoet for Monterreis vine.

Monterrei er et af de mindste vinområder i Spanien og ligger lidt sydøst for Ourense og grænser op til Portugal mod syd. Tidligere var her kun ganske få vinproducenter, som primært producerede til lokalt brug. Men i løbet af de seneste 10 år er omkring yderligere 30 producenter kommet til og området er vokset med over 200 hektar de seneste 10 år. Flere er nu økologisk certificeret og mange arbejder også efter biodynamiske principper om end de vælger ikke at blive certificeret grundet bureaukrati fortæller de.

Områdets navn kommer fra Monterrey, som betyder kongens bjerg og hentyder til det større bjerg Larouca lige uden for hovedbyen Verin. Vinmarkerne ligger ned mod floden Támega og de fleste producenter bor omkring Verin, omkring 15 km fra den portugisiske grænse. Támega løber ned i Douro så på den front hænger området også sammen med sin sydlige nabo. I Monterrei har man to sub-zoner, dels Val do Monterrei som løber syd om byen Verin samt Ladeira de Monterrei mere mod nord. Sidstnævnte kaldes og Hillside of Monterrei. Typisk ser man det meste vin plantet i dalen, mens den bedste kvalitet kommer fra Ladeira, da markerne her ligger op langt bjergsiden. Området fik sin DO status i 1994, men blev allerede 20 år forinden var det en Vinos de Tierra.  I alt 8 byer udgør Montertei: Castrelo do Val, Cualedro, Laza, Monterrei, Oimbra, Riós, Verin og Vilardevós.

Harvest, selection of Albariño grapes in a Rias Baixas winery

Druerne
Det er især en række af de traditionelle grønne druer som Dona Blanca, Verdello (Godello), Treixadura som dominerer og da området havde en række gode årgange fra 2007 og frem steg omverdenens interesse da også. Desuden er produktionen af rødvine på især Mencía stigende, da klimaet er mere tørt og varmt her end mod vest. Men hvor de i de øvrige områder i Galicien er lyse og lette, ser man her mere fyldige i stilen inspireret af måden man laver vin på i Douro. Man finder derudover vine med Monterrei Superior på etiketten, dette må benyttes når minimum 85% er fra en enkelt af de godkendte druer. Senest har man også godkendt róse som en kategori hvilket kræver at 85% af druerne er røde.

Terroir
Området her er det tørreste og varmeste i Galicien. Det er dog stadig en del nedbør (685 mm) der falder, selvom bjergene Sierra de Larouca beskytter området fra de nordvestlige vinde. Somrene kan være varme med op til 35 grader og det er ikke ualmindeligt med frost om vinteren. Efteråret er også en del køligere end mod øst og derfor er modningstiden for druerne længere. Jordbunden består hovedsageligt af tre typer af jordbund: granit, sand og en rimelig lerholdig jordbund. Vinmarkerne ligger typisk i 4-500 meters højde. Floden Támega og dens bifloder spiller en stor rolle for vandforsyningen.

Udviklingen
Og vin er det vigtigste for Monterrei. Her er ikke meget turisme da Caminoen løber nord for området og trækker de fleste turister. Så produktionen af vin er det man holder sig til. Og produktionen er da også på de sidste 12 år vokset fra 2 mio. til 8 mio. flasker. Men som så mange andre steder har klimaforandringer også stor påvirkning. Ekstrem varme i sommermånederne betyder vinstokken lukker ned, modningen stopper. Efterfølgende slås man med højere alkohol og lavere syre. Så der snakkes meget om kunstvanding, nye druer, tilsætning af syre til vinene etc. Og sidste sommer så man store skovbrande meget tæt på vinmarkerne som potentielt er en ny trussel. Man skal huske på at i Galicien har man historisk altd tænkt i hvordan man kunne slippe af med al den nedbør der falder, da det ikke var ualmindeligt der faldt 1200-1400 mm. årligt. Nu falder der gennemsnitligt det halve og opgaven er nu hvordan man holder på nedbøren.

En af dem som især har fået Monterrei på landkortet er Quinta da Muradella hvor José Luis Mateo brager igennem med vin fra de stokke hans far plantede for 40-50 år siden. Specielt hans rødvine på Bastardo og Mencia viser en helt ny side af disse druer. Men der er mange spændende vinhuse og unge vinmagere som givet vil vise områdets portentiale selvom det stadig er tidligt.

En række gode producenter

Bodegas Triay
En af de fremtrædende vingårde i Monterrei-området i Galicien. Vingården var blandt de første i DO’en (Denominación de Origen) fra 1990’erne og arbejder blandt andet med meget gamle stokke flere over 100 år gamle. Men familien har lavet vin siden 1840’erne og i dag er det 6 generation Iván og Lucía Álvarez som primært driver vinhuset. Fokus er i vinmarkerne og der produceres to hvidvine og to rødvine. Bedste vin er Tres Mulleres Godello sobre Lías, som er primært godello modnet på gærresterne.

Bodegas Ladairo
Som den første bodega registreret i D.O. Monterrei i 1994 har den spillet en central rolle i regionens udvikling. Med en kapacitet på op til 600.000 flasker årligt producerer Ladairo vine baseret på lokale druesorter og der arbejdes primært med rustfri ståltanke. Bedste vin er deres fadlagrede rødvin Ladairo Barrica Tinto.

Fragos do Lecer – Importør: Østjysk
Bodegaen blev grundlagt i 2005 af familien Boo Rivero, som havde dyrket vinmarker i området i årtier, før de begyndte at lave deres egne vine. I 2016 blev de en del af den større virksomhed Grandes Pagos Gallegos de Viticultura Tradicional. Der laves udelukkende en hvid og en rødvin. I en moderne stilrent udtryk.

Gargalo
Bodegas Gargalo er modedesigneren Roberto Verinos personlige projekt. Det var hans bedsteforældre på moderens side, vinavlere i Ribeira Sacra-området, som indgydede ham interessen for den ædle vinproduktion. Ved foden af det ikoniske slot i Monterrei finder man husets vinmarker. Der produceres i at 150.000 flasker årligt og vinene er uden tvivl blandet de flotteste i regionen. Meget stilrene og vellavede. Bedste vin er rødvinen Gargalo Mencia Arousa.

12 gode vine der er værd at prøve fra Monterrei

O Con da Moura Godello 2022. 94
Modnet på 500 l fade samt botti. Granit og schist jordbund. Flot kompleks vin med dybde. Fornemmer fad men integreret. En stor vin i den mere internationale stil. Alk.: 12,5%

Manuel Vázquez Losada Lito Vázquez 2023. 94
Primært mencia. Næsten sort og masser af power. Her mødes Galicien med Douro. Intens og fyldig med sorte bær, animalke noter, violer og toast i smagen. Stor og spændende vin. Alk.: 15%

Via Arxentea Godello y Treixadura 2024. 93
Fadlagret hvidvin med det klassiske blend med primært godello med en mindre del af treixadura. Virkelig flot balance. Intens med stenfrugt, abrikos, vanilje i smagen. Dyb med en flot længde. Alk.: 13,5%

Gargalo Mencia Arousa 2024. 93
Kølig stil mencia med en smule tempranillo. Flot frugtig næse med blommenoter. Peber, mørke krydderier, skovnoter i smagen. Frisk med en flot kølig finish. Flot eksponent for den typiske rødvin fra området. Alk.: 13%

Lara da Silva Godello 2024. 92
100% godello med en virkelig flot fylde og struktur. Frugten kommer virkelig frem i denne. Fremstår imødekommende med en pæn dybde. Alk.: 13,5%

Tabú Godello 2024. 92
Let skindkontakt fornemmes med et fenolisk udtryk. Flot struktur og virker meget stilren med en flot lang finish. En vin der fortjener mad til. Alk.: 13,5%

Castro de Lobarzan Blanco 2024. 92
Blend af godello og treixadura. 2 mdr. på lees. Frisk med en flot dybde. Ganske fin balance og flot finish. Alk.: 13,5%

Gargalo Godello Lias 2024. 92
6 mdr. på lees hvilket i den grad klæder vinen. Stilren med en flot struktur og en flot dybde. Domineret af hvid stenfrugt, citrus og lyse florale noter. Flot finish. Alk.: 13%

Mara Moura 2023. 92
Primlært godello med 7 mdr. på gærresterne. Fremstår frugtig i en imødekommende stil. Fin ligefrem og balanceret med en ret fin dybde. Koster i Spanien under 100 kr. og det er derfor et virkelig godt køb. Alk.: 12,5%

Triay Tres Mulleres Godello Sobre Lias 2023. 92
Husets i min optik bedste vin. Godello modnet på gærresterne. Den mere fyldige stil med abrikos, fersken i smagen balanceret med en fin syre og dybde. Alk.: 13,5%

Fanrela Tinto 2024. 91
Primært mencia med arauxa og souson. Klassisk ung vin drevet af frugten. Meget let og imødekommende. Nyd den lidt køligt som man gør i Spanien. Alk.: 13,5%

Ladairo Barrica Tinto 2022. 91
En fyldig rødvin på primært mencia. Krydret, let animalsk i udtrykket og lette fadnoter fornemmes. Fin balance og en vin til den lidt kraftigere side. Alk.: 13,5%