I det nordlige Val di Chiana, nær den charmerende landsby Lucignano, ligger Tenuta Licinia – en lille, passioneret vingård, der har gjort sig bemærket med sine terroirdrevne vine. Val di Chiana er en frugtbar dal i det sydøstlige Toscana, kendt for sin produktion af olivenolie, korn og det berømte Chianina-kvæg. Men området rummer også et spirende vinpotentiale, som Tenuta Licinia har været med til at udfolde. Men da det ligger uden for det mere kendte Chianti Classico og byer som Montalcino og Montepulciano, har ikke mange øjnene rettet mod denne del af Toscana.
Vingården blev grundlagt i 2007 af belgieren Jacques de Liedekerke, der ønskede at revitalisere det historiske og ofte oversete terroir i Val di Chiana. I 2006 genplantede han marken “Sasso di Fata”, som i dag er hjertet i produktionen. Siden 2020 har barnebarnet James Marshall-Lockyer stået i spidsen for vingården, og fra 2021 har han indført biodynamiske principper og en low-intervention filosofi i kælderen. Alle vine fra Tenuta Licinia er økologisk certificerede.
Vingården råder over 5,5 hektar vinmarker, spredt i det kuperede landskab omkring Lucignano og omkranset af 60 hektar skov. Men hvor det er normalt at markerne ligger rundt om vinhuset, er dette ikke tilfældet her, da James har valgt hver enkelt mark udfra dens specifikke terroir.

Tenuta Licinia arbejder med små plots, ofte 10-15 km væk fra ejendommen. Jordbunden på de forskellige marker varierer derfor mellem galestro, skifer, kalksten og mergel, og denne variation er afgørende for husets filosofi. Hver parcel har sin egen unikke jordbund, som styrer stilen og strukturen i de forskellige cuvéer. Klimaet er kontinentalt med kølige nætter og varme dage, hvilket fremmer langsom modning og en levende syreprofil.
James Marshall-Lockyer har beplantet stokkene med høj tæthed for at skabe konkurrence og sikre koncentration og terroirudtryk. Han startede med franske druesorter, men har siden også erhvervet marker med sangiovese. Udbyttet er lavt – cirka halvdelen af, hvad der er normalt i området – og høsten foretages udelukkende ved smag og der høstes typisk senere end hos naboerne.
I kælderen arbejdes der med lav svovl og ofte 10% helklaser. Fermenteringstemperaturen er lavere, og vinen modnes på brugte botti/tonneaux og afsluttes på cement. Den årlige produktion ligger på 35.000-40.000 flasker.
En smagning af vinene viser en meget konsistent stil. Meget rene og strukturelt flotte vine. Masser af intensitet og en fin fylde. Men med stor finesse. Man kan godt fornemme der stadig arbejdes på udtrykket, især når man smager 2023 op mod 2022. Også selv om det er to meget forskellige årgange. Men det bliver spændende at følge huset for jeg er sikker på der er et stort potentiale her, som delvist er blevet forløst men som sagtens kan nå endnu højere mod stjernerne.
En række af vinene fra Tenuta Licinia
Tenuta Licinia Onda 2023, Toscana, Italien. 94
Distinto | 599 kr. Tilbudspris
Cabernet franc fra lille 0,9 ha enkeltmark. 11 mdr. på botti og herefter cement. Sjældent jeg har smagt så rund og blød en cabernet franc. Masser af fine urtede og mørke krydrede noter. Masser af intensitet og dybde. Lang kompleks afslutning. Alk.: 14%
Tenuta Licinia Sasso di Fata 2022, Toscana, Italien. 94
Distinto | 449 kr. Tilbudspris
Husets signaturvin fra 3,5 ha enkeltmark domineret af skifer i jordbunden nær Lucignano. Blend af primært cabernet sauvignon, cabernet franc samt en smule merlot. Modnet på 500 l. tonneaux og cement. Rund, blød med en virkelig flot dybde. På den ene side intens i smagen men samtidig så floral og elegant. Nærmest som en stor Margaux. Alk.: 14%
Tenuta Licinia L’Isolato 2023, Toscana, Italien. 94
Distinto | 299 kr. Tilbudspris
Enkeltmarks sangiovese på en jordbund domineret af vulkansk jord. Helt utrolig saftig og imødekommende. Intens i smagen men samtidig med fine røde bær, urter og vilde krydrede noter. Flot dybde og en af de bedste sangiovese vine jeg længe har smagt. Alk.: 14%
Tenuta Licinia Sasso di Fata 2023, Toscana, Italien. 93
Distinto | 449 kr. Tilbudspris
Virker en smule varmere i frugten med krydrede noter. Stadig en yderst flot struktur men pt. Ikke så forførende som 2022. Alk.: 14%
Tenuta Licinia Montepolli 2023, Toscana, Italien. 92
Distinto | 229 kr. Tilbudspris
Cabernet sauvignon og en smule caberner franc er tilføjet det oprindelige blend, hvor det er tænkt at specielt førstnævnte skal dominerer fremover. Køligere år hvilket fornemmes med en mere elegant bærnote og dybde. Masser af intensitet og dybde. Lang kompleks afslutning. Alk.: 14%
Tenuta Licinia Montepolli 2022, Toscana, Italien. 91
Distinto | 229 kr. Tilbudspris
Fra en lille markparcel på blot 3 hektar. 57% Petit Verdot og 43% Merlot. Modnet på botti og cement. Rund og strukturel flot vin med koncentration men også en flot finesse. Sorte kirsebær, urter, lakrids og florale noter i smagen. Som en stor Bordeaux fra et varmere klima. Alk.: 14%
Vinen forhandles af Distinto


