I denne nye serie besøger vi steder i Danmark eller hos vores nærmeste naboer, som er velegnet til et par dage væk med mulighed for afslapning, kultur, mad og ikke mindst gode vine. De steder, vi vælger, vil være steder, som gør noget ekstra ud af deres vinudvalg.

Vores første besøg er på Hotel Skansen, som er et wellness og spa hotel i Båstad i Sverige. Det tager lidt under to timer fra København fra bil, men der er også nemme færgeforbindelser via Helsingør eller Grenå til Halmstad, som er tæt på Båstad.

Båstad er måske specielt kendt for tennis, golf, fest og lange sandstrande. I sommermånederne lidt Sveriges svar på Skagen. Området byder også på storslåede naturoplevelser, ligesom det er et sted, som er rigt på kunst, kultur og historie. Ikke mindst finder man en stor del af Sveriges vinproduktion lige uden for døren. Det giver gode muligheder for at leje cykler og besøge vingårde omkring og smage, hvad de svenske vinbønder kan frembringe. Men fortvivl ikke, hvis man bare ønsker at nyde hotellets mange muligheder på vinkortet, finder man adskillige svenske vine.

Hotellet byder på rummelige, pæne værelser. Her kan man slappe af eller nyde den store infinity pool på toppen af hotellet med et glas Pol Roger i glasset, som er hotellets “husvin”. Er man til havvand, er det værd at besøge Kaltbadhuset, som går ud i Øresund med mulighed for sauna og japansk pool.

Hotellets restaurant hedder Sand, og her kan man f.eks. bestille Chefs Table onsdag, torsdag eller fredag aften. Her sidder man ved et stort bord tæt på køkkenet og får serveret en otte-retters menu med fokus på de råvarer, man finder omkring hotellet på halvøen Bjärehalvön. Man kan dertil vælge mellem to forskellige vinmenuer sammensat specielt til retterne. Køkkenet styres af den unge svenske kok Matilda Ewald, som har mange års erfaring fra Michelin restauranter rundt omkring. Og vinene er sammensat at stedets sommelier Peter T. Modig. Maden er alsidig og meget ærlig i udtrykket. De lokale råvarer står tydeligt frem og er ikke maskeret af en masse. Niveauet er højt, hvilket vinmenuen også var med en række spændende atypiske vine, som for hovedparten af vinene spillede godt op mod maden.

Vinkortet er på den ene side meget klassisk med en række store kendte navne fra klassiske områder som Bourgogne, Bordeaux, Champagne, Piemonte og Toscana. Men derudover har huset en del vine fra USA samt en række spændende vine fra yderområder i Spanien, Italien og Frankrig fra nogle af de mest spændende producenter. F.eks. Guimaros Camino Real Mencia fra Ribera Sacra og Domaine Dupraz Terres Blanches fra Savoie. En række af disse vine benyttes på vinmenuen til Chefs Table sammen med naturligvis et par svenske overraskelser. Da undertegnede var på besøg bl.a. en ice wine lavet på æbler fra det nordlige Sverige. Prisniveauet på vinene er ganske fornuftige, hvilket især skyldes den lave svenske kronekurs.

Fakta
En otte-retters menu med vine koster omkring 1600 kr.
Man kan også købe et ophold med overnatning, adgang til spa og otte-retters middag (uden vine) fra 1800 kroner per person.

Hotel Skansen Båstad
Kyrkogatan 2
269 33 Båstad, Sverige

Ljungbyholms Vingård
Ikke langt fra Hotel Skansen kan man besøge Ljungbyholms Vingård, som drives af Annika og Joakim Palm. Her kan man købe en smagning med en række forskellige vine fra gården, som arbejder med forskellige druer. En god mulighed for at få et indtryk af svensk vin og få en snak med parret om udviklingen inden for svensk vin.

Vinkortet
Vinkortet er på den ene side klassisk med en række kendte producenter. Men derudover har man fundet plads til en række spændende, nye producenter fra yderområder på vej frem. Herudover er der også et flot udvalg af svenske vine.

Kaltbadhus
Har man behov for afslapning, er det en god idé at bruge tid i hotellets Kaltbadhus med opvarmet japansk pool udendørs, havvand og saunaer.

DinVinGuide var inviteret af Hotel Skansen, som ikke har haft indflydelse på artiklen.