dvinsland
Den første druesort, man støder på i det sydøstlige Spanien, er monastrell. Druen står bag langt størstedelen af vinproduktionen i regionen og er med sin smagsrige, bløde stil en attraktiv go-to vin for en bred skare af forbrugere. Rødvine med rigdom og fylde, samt sødmefuld modenhed i smagen, der for størstedelens vedkommende viser et relativt generisk udtryk, smagende af mørk frugt i forening med afrundede, sødlige toastnoter fra fadlagring.

Bobal er en anden sort, der især dyrkes i Valencia. Den anvendes til både rødvine, rosé- og mousserende vine. Den har en høj syre og mørk farve og egner sig godt til modning i træfade. Den har især fungeret som blandingsdrue, men i de senere år er flere begyndt at lave vine 100% på bobal druen. Disse vine er typisk kraftfulde med en tæt mørk farve, smag af mørk moden frugt, blåbær, chokolade, tørrede bær og spor fra fadlagring.

Hvidvinene fra regionen ses sjældent herhjemme i Danmark men er i fremgang kvalitetsmæssigt, og mon ikke der bliver plads til nogle af dem på butikshylderne i fremtiden?

Vinområderne
Områderne, der blandt andre tæller DO Valencia, DOP Jumilla og DO Requena-Utiel, er alle beliggende i et varmt middelhavsklima, hvor tæt ved 3.000 solskinstimer om året giver rig mulighed for modning af druerne– næsten for rig mulighed. Derfor dyrkes de bedste marker i højderne med køligere forhold. På de lavere beliggenheder er markerne plantet med en nordlig orientering for at forlænge modningsperioden.

Monastrell 

DO Jumilla, der som nævnt er kendt for sine monastrell-vine, viser lykkeligvis mere og mere diversitet i vinene på denne kraftfulde drue i disse år. Beliggende 280 km øst for Madrid og 100 km fra middelhavet, nyder Jumilla godt af et semi-kontinentalt klima, hvor gennemsnitstemperaturen over et år ligger på 15,5 grader– her er varme somre med op til 40 grader, til gengæld kan vintrene blive ned til -10 grader. Vinmarkerne dyrkes i op til 800 meters højde med forfriskende morgendis og tørre vinde, der søger for sunde forhold i markerne. Der dyrkes masser af andre druer i Jumilla, men monastrell, der er den oprindelige drue for området, står for 77% af det dyrkede areal (25% af verdens monastrell dyrkes i Jumilla.) Den hårdføre drue egner sig specielt godt til det varme klima og kan modstå hedebølger og tørke fint, hvorfor den også let giver større udbytter end flere andre dyrkede sorter.

Der arbejdes målrettet med at udvikle vinene på netop denne drue for at bibeholde originalitet og tradition, men målrettet en mere tilgængelig stil, med knap så megen power og alkohol.

Valencia og det øvrige kystområde er bedst kendt som turistmål grundet arkitektur og de mange historiske islæt, der giver sig til udtryk i en atmosfære, der emmer af tradition og indflydelser fra mange kulturer. Men vin har ligeledes en lang historisk betydning på denne strækning. I dag er der i Valencia et bredt community af expats fra store dele af verden, der har slået sig ned og nyder byens liv og mangfoldighed– og ikke mindst meget behagelige klima. Dette giver sig også til udtryk i vinindustrien, hvor flere tilflyttere prøver lykken.

I Valencia arbejdes der med både gamle lokale sorter samt internationale sorter. De røde vine laves på tempranillo, monastrell, tintorera og forcallá, samt merlot og cabernet sauvignon. De frugtige hvide vine nyder godt af middelhavets indflydelse med druekarakter i fokus. Druerne tæller blandt andet verdil, merseguera, tortosi og macabeo. De traditionelle søde moscatel vine fra Valencia er blevet produceret gennem århundreder, men nysgerrige vinmagere er nu begyndt at fremstille tørre og mousserende udgaver af muscat Alexandria, for at tilpasse sig nutidens efterspørgsel.

DO Requena er den største vinregion i Valencia, og kvaliteten af vinene varierer markant. Det store lavland giver ikke de bedste betingelser for produktion af kvalitetsvin, derimod kan den sydøstlige halvdel have tilladelse til at producere cava på både de traditionelle sorter samt chardonnay og pinot noir. De højere beliggende marker i op til 900 meters højde har tidligere haft svært ved at opnå fuld fenolisk modenhed i druerne, men dette ændres så småt, og flere internationale sorter dyrkes nu her med betragtelig succes.

Nytænkning og gamle principper
Forbrugernes ønske om power og høj alkohol har i et godt stykke tid været på retræte og dermed også efterspørgslen på den traditionelle vinstil fra Spaniens sydøstlige hjørne.

Som i så mange andre vinregioner i den traditionelle vinverden er udvikling og nytænkning også kommet godt i gang hernede, og nye vinstile samt ikke mindst ukendte oprindalige druesorter bliver der dyrket og eksperimenteret med. En generelt mere imødekommende vinstil med friskere vine, mere frugtdominerede udtryk med lavere alkohol og finesse end tidligere.

På en tur gennem det sydøstspanske hjørne findes vinhuse, der udmærker sig med særdeles flotte vine, især grundet et nyt take på regionens identitet. Her er et par af dem.

Celler del Roure
Er et familie-ejet vineri i DO Valencia med Pablo Calatayud i spidsen. En landbrugstekniker og vinelsker, der har som mission at opdyrke den næsten udslettede sort mandó. Det begyndte med 20 hektarer vinmarker i Moixent, der senere blev udvidet med en 40 hektarer ny ejendom i Les Alcusses dalen. Ejendommen er beliggende i 550 meters højde med både sandet lehmjord og kalkrig lerjord. Familien har også genopdaget ejendommen Bodega Fonda, en underjordisk kælder fra 1800-tallet, som stadig tæller omkring 100 nedgravede vinkar på mellem 1.000-2.000 liter i fin og brugbar stand. Disse anvendes i dag til især at eksperimentere med antikke druesorter, som dermed genopfindes på traditionel vis. Stilen for vinene er generelt meget læskende og frisk, med fokus på druekarakter. Minimal intervention og ofte med en del helklasegæring. Her produceres også den mousserende vin Les Danses lavet på ancestrale metoden med 20 måneders lagring sur lie. 2022 Les Danses Brut Nature er lavet på mandó-druen med flot orangerød farve, en læskende sag med duft af roser og kandiseret orangeskal samt rød frisk bærfrugt. Øvrige sorter hos Cellar del Roure tæller den blå arcos, monastrell og carinena samt de grønne macabeo, verdil, malvasia og pedro ximénez.

Bodegas Hispano+Suizas
Dette innovative vinhus beliggende i DO Requena er bragt til live af de tre partnere Marc Grin, Pablo Ossorio og Rafael Navarro. Her har man en yderst moderne tilgang til vinfremstilling, og vineri samt udstyr er alt sammen af nyeste og højeste kvalitet. Filosofien er at lave unikke vine på lokale sorter samt cuvéer med internationale sorter for at optimere og udnytte druer og jordbunde bedst muligt. Deres 61 hektarer er beplantet med sorter som chardonnay, sauvignon blanc, verdejo, bobal, cabernet sauvignon, cabernet franc m.fl.

Vinmarkerne ligger i op til 750 meters højde, cirka 50 km fra havet. Her er stor forskel på dag- og nattemperaturerne, og druerne modner perfekt med flot balance mellem modenhed og syre. De stille vine har alle en alkoholprocent på 14%, da man mener, at dette giver den bedste balance mellem krop og friskhed i vinene. Her kan fremhæves 2023 Impromptu Sauvignon Blanc, som viser sig flot frem med intens gul stenfrugt, tropisk frugt og svagt hint af eg. Afrundet og med balanceret kompleksitet og syre samt pæn længde. Moderne stil og knapt så hidsigt sauvignon udtryk som for eksempel i vinene fra New Zealand. Generelt anvendes en del fransk fadlagring på vinene, som fremstår velintegreret, så vinene ligeledes fremstår med en ren og frisk frugtintensitet, rigdom og pæn kompleksitet. Vellavede vine, der balancerer frugt og fad godt. Lidt uventet fandt jeg deres cavaer på méthode traditionelle utroligt flotte. Jeg smagte deres 2021 Cava Tantum Ergo Brut Nature på et blend af 65% chardonnay og 35% pinot noir med 24 måneders lagring, Cava Tantum Ergo Rosé 100% pinot noir og 2019 Tantum Ergo Vintage brut nature på 60% chardonnay og 40% pinot noir med 50 måneders lagring. Alle ranke og præcise, dog med medium til medium+ syre og knapt så ekspressiv autolytisk karakter som forventet af de lange lagringsregimer.

Et udvalg af glimrende vine fra sydøst Spanien
 

Parajes dell Valle Monastrell Ecologica 2022, DO Jumilla
HUSTED VIN│149 KR.
Aroma af modne røde frugter med svag medicinalnote. Smagen er delikat og rank med tørrede urter og medium fyldig frugt. Et herligt friskt udtryk af monastrell med pæn syre og behagelig afslutning. Alk.: 13%  90

Bodegas Casa Castillo Las Gravas 2021, DO Jumilla
THEIS VINE │ 599,95 KR. TILBUD
Kompleks og rig næse. Flot og elegant struktur med silkebløde tanniner og intens frugtighed. Smagen præges af vilde urter, modne røde frugter, medicinske islæt og svag sort peber. Flot balanceret vin i poleret, delikat stil. Al.: 15%  95