ForsideVinregionerØstrigs vinhjerte – Fokus på Kremstal og Kamptal

Østrigs vinhjerte – Fokus på Kremstal og Kamptal

Når man kører godt 100 km nordvest fra Wien, rammer man Østrigs største vinområde, som består af Kremstal, Kamptal, Wachau, Traisental og Wagram. Næsten 6.000 hektarer domineret af især grüner veltliner og riesling. I denne artikel vil jeg sætte lys på de to største og vigtigste områder: Kremstal og Kamptal. Der er mange ligheder mellem de to områder, men lad os starte med at se på hver af deres karakteristika.

Kremstal
Hovedbyen her er Krems, som er en hyggelig by med mange gode restauranter og barer. En række af vinproducenterne bor her og har små butikker, som man kan besøge, bl.a. Lesehof Stagård med både vinhus og smagelokale i den gamle bydel. Vinmarkerne ligger bag byen og langs floden mod nord, hvor den støder på Kamptal mod øst. Lige vest for Krems ligger Wachau; og den anden del af Kremstal ligger på den sydlige side af floden med nabo til Traisental.

Man har historisk dyrket vin her siden den tidlige middelalder, som det er tilfældet i resten af Donauområdet. Århundreder tilbage var det især munke, der havde ekspertise i vinbrug. Et lokalt vartegn er det smukt beliggende kloster Stift Göttweig, grundlagt i 1072, som i øvrigt stadig driver vinbrug, men hvor vinificeringen i dag foretages af vinhuset Stadt Krems.

Kremstal hænger geologisk sammen med det vestligt tilstødende Wachau. Jordbunden er domineret af ret stenede skråninger med gnejs, paragnejs og amfibolit, der er ideel til riesling. Vinmarkerne øst for byen er helt anderledes. Her finder man terrasser med løss, specielt omkring Rohrendorf og Gedersdorf. En jordbund, som er specielt velegnet til den noget rundere og fyldige stil af grüner veltliner. Syd for Donau finder man kommunerne Furth, Palt, Krustetten, Hollenburg, Oberfucha og Tiefenfucha. Vinmarkerne her er ikke så stejle, så man finder mere grüner veltliner samt andre druer i denne del af Kremstal.

Klimatisk er Kremstal et køligere vinområde, hvor specielt de grønne druer trives. Området er dog beskyttet af de kølige vinde fra nord, da man ligger i en floddal, men man får den varmere luft fra øst langs floden.

Som i det øvrige Østrig arbejder man i Kremstal DAC med Gebietswein (regional vin), Ortswein (landsbyvin) og Riedenwein (enkeltmarksvin). En række af de bedste vine kommer fra marker som Pfaffenberg, Kögl, Wachtberg, Sandgrube, Pellingen, Gebling, Spiegel og Steinbühel. Man fik denne status i 2007 til riesling og grüner veltliner. Der opereres med kategorierne Klassik, som er en lettere, frugtig vin; samt Reserve, som er fyldigere med en lidt højere alkohol og kan have fad.

Man finder også enkelte vine på müller-thurgau, weissburgunder, zweigelt og pinot noir, som skal klassificeres som “Niederösterreich”.

Kamptal
Øst for Kremstal finder man Kamptal. Her har man også dyrket vin siden den tidlige middelalder. Det gamle munkekloster Schloss Gobelsburg kan f.eks. føre sin historie som vinslot tilbage til 1171. Kamptal fik din DAC-status året efter Kremstal i 2008.

Klimaet er et af Østrigs køligste, præget af vinde fra skovområder mod nord. Men hagl og frost er et stigende problem. I september sidste år midt under høsten blev store områder ramt af hagl, og senest har frost ødelagt op til 40% af den potentielle høst i store dele af Kamptal. Specielt på de lavere beliggende vinmarker, hvor temperaturerne typisk er lavest om natten.

Kamptal er kuperet, der er mange bakker, og langs Kamp er adskillige skråninger udlagt som terrasser med vinmarker. Geologisk er området præget af løss og ler, men man finder også gnejs og sandsten. Mest kendt er den legendariske mark Heiligenstein, som er af vulkansk oprindelse.

Som hos naboen er det riesling og grüner veltliner, der dominerer. Riesling står oftest plantet på de højere beliggenheder, terrasser på skråning med forvitrede sten. Her er der højt mineralindhold men lavt vandindhold. Grüner veltliner foretrækker derimod tættere jorde med bedre vandforsyning, og den findes derfor oftest på de fladere løssjorde. Sådanne marker er også lunere, hvilket er godt for grüner veltliners modning. De to druer komplementerer derfor hinanden ganske godt i dette landskab.

Kamptal har mange små forskelle i terroir, som afspejler sig flot i enkeltmarksvine. Marker som Gaisberg og Heiligenstein frembringer fremragende riesling. Grüner veltliner opnår verdensklasse især på marker som Renner og Lamm.

Desuden finder man også burgundersorterne og lokale rødvinssorter som zweigelt og st. laurent. Men disse er ikke nær så udbredte som i Kremstal. Man har netop godkendt burgundersorterne i Kamptal, så fremover kan disse vine klassificeres som Kamptal i stedet for Niederösterreich; men druerne må ikke fremgå af forsiden af vinen, men udelukkende bagsiden! Dette for at fokusere mere på Kamptal som en stilart end den egentlige drue.

Området er de senere år blevet populært turistmål for vininteresserede. Især luksusresortet Loisium i Langenlois med både hotel, vinotek og museum tiltrækker mange.

En række af de bedste producenter

Jurtschitsch Importør: Østjysk
Weingut Jurtschitsch hører til på vingården Sonnhof i Langenlois, et gammelt kloster fra 1500-tallet, og som med sine 700 år gamle, oprindelige vinkældre er et af områdets flotteste vinhuse. Familien Jurtschitsch råder i dag over 62 hektarer vinmarker, og i dag er det næste generations Alwin og hans hustru Stefanie Jurtschitsch, som leder gården. Efter færdiggørelsen af deres vinuddannelser arbejdede de i New Zealand, Australien og Frankrig, inden de returnerede til vingården i Langenlois. Et af deres første tiltag var at gå over til økologisk dyrkning på alle deres marker. Specielt deres Jurtschitsch Ried Heiligenstein Riesling Alte Reben er imponerende god.

Loimer Importør: Österreich Vin/Vinova
Fred Loimer overtog familieejendommen i 1997 efter sin far. Inspireret af flere ophold på vingårde rundt omkring i verden startede han med at købe kældrene på Schloss-Haindorf i udkanten af Langenlois og byggede derefter et supermoderne vinhus ovenpå de gamle kældre. I 2006 begyndte man at praktisere biodynamisk vinbrug, og han er en af grundlæggerne af “Respekt”, et kontrollerende organ for biodynamisk vinbrug i Østrig. Der arbejdes på 85 hektarer, alle sammen dyrket efter biodynamiske foreskrifter. Efter en årrække i starten af 2000’erne med fyldige og fadlagrede vine er stilen lagt helt om. Spontan gæring, lang lagring på bundfaldet i store fade eller stål, hvilket nærmest driver den saftige og ranke friskhed ud af vinene, der er blevet Loimers kendetegn— og så satser han benhårdt på de mousserende vine, som er blandt Østrigs bedste.

Birgit Eichinger Importør: Byens Vinhandel
Birgit Eichinger startede vinproduktionen i 1992. Hun kommer fra en vinfamilie, men hvor den ældste datter stod til at overtage familiens vinhus. I dag har Birgit, som arbejder tæt sammen med sin datter Gloria, vinmarker på markerne Hasel, Stangl, Wechselberg, Gaisberg, Heiligenstein og Lamm. I alt 16 hektarer med et klart fokus på grüner veltliner. Vinene er klassiske men yderst vellavede, og det er stadig vine, der er til at betale. Vil gå så langt til at sige, at hendes vine er alt for undervurderede. Rene, harmoniske og yderst vellavede. Især hendes vine fra Lamm imponerer.

 
Bründlmayer Importør: Jysk Vin
Weingut Bründlmayer er beliggende i Langenlois i Kamptal. Stedet ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980 og er en stor vinpersonlighed og meget respekteret i Østrig. Der er i alt 60 hektarer, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. En stor del af disse dyrkes i dag efter biodynamiske principper. Deriblandt Erste Lage vinene fra topmarkerne Lamm, Loiserberg, Käferberg og Heiligenstein. Det er en af Østrigs Masters of Wine, Andreas Wickhoff, som står bag vinene og har været med til at flytte huset op i den absolutte top i Østrig.

 
Stadt Krems Importør: Erik Sørensen Vin/Laudrup Vin
Weingut Stadt Krems historie er unik ved at byen ejer vingården og altid har gjort det. Hertug Leopold stiftede i 1210 et offentligt hospital i byen Krems og gav det nogle vinmarker som indtægtskilde. Borggreve Dachsberg gav yderligere marker til byen i 1452. Disse 31 hektarer er i dag udvidet til i alt 53 hektarer, som Stadt Krems laver vin fra. I dag ledes huset af et ungt team med Fritz Miesbauer i spidsen. Vinene er yderst klassiske Kremstal vine. I dag laver man også vinene fra Stift Göttweig.

 
Hirsch Importør: Atomwine
Johannes Hirsch er i den grad foregangsmand i Kamptal og generelt i Østrig. Allerede i starten, efter han overtog vingården, besluttede han at satse udelukkende på riesling og grüner veltliner. Og i 2002 besluttede han kun at bruge skruelåg til alle sine vine, hvilket gav anledning til boykot og store protester. Han arbejder i dag på 85 hektarer med specielt fokus på markerne Lamm, Renner, Grub, Gaisberg og Heiligenstein, som alle kan ses fra smagelokalet i det hyggelige vinhus. Der arbejdes biodynamisk, med spontangæring, lave høstudbytter og sen aftapning.

 
Vitikultur Moser Importør: Emilie Vin
Det er 15. generations Lenz Moser, som kickstartede vinhuset Moser i 1987 lige efter den store vinskandale. I dag er det store vinhus delt, så Lenz Moser drives af den ene af hans børn, mens den anden, Sepp Moser, valgte at starte Weingut Sepp Moser som har skiftet navn til Vitikultur Moser med hans søn Nikolaus ved roret. Der arbejdes biodynamisk og arbejdes i Kremstal (22 hektarer) og i Burgenland (28 hektarer) med en række mere stilrene vine i Kremstal, hvorimod man i Burgenland eksperimenterer mere. Specielt vinene fra Ried Gebling imponerer.

Nigl Importør: Sigurd Müller Vinhandel
Weingut Nigl ligger ved foden af bjerget Senftenberger Kirchenberg i Kremstal. Og udover det 25 hektarer store vineri, driver de også restaurant og hotel. Bygningerne, som tidligere udgjorde store dele af Starhemberg vinhuset, ligger på slotsruiner, der kan dateres til det 1100-tallet, og blev overtaget af Nigl-familien i 1994 med Martin Nigl i spidsen. Han startede op i eget navn i 1985, efter at man tidligere havde solgt sine druer til det lokale kooperativ. Specielt har familien fokus på markerne Hochäcker, Pellingen, Goldberg og Zwetl.

Malat Importør: Jysk Vin
Weingut Malat er historien om et mere end 300 år gammelt vinhus fra Kremstal, hvor 10. generations Michael Malat nu står i spidsen. Vinhuset er beliggende ved byen Palt lige syd for floden Donau. Her dyrker Malat deres 45 hektarer vinmarker efter økologiske principper. Specielt på markerne Steinbühel, Silberbichel og Pfaffenberg, som alle er klassificeret som Erste Lage. Derudover parceller på Höhlgraben, Leukuschberg, Am Zaum, Hochrain, Satzen og Zistel.

Schloss Gobelsburg Importør: Bichel
Schloss Gobelsburg er et gammelt Cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Siden 1996 har driften af vinbruget været forpagtet ud til Michael Moosbrugger, og hans vine regnes i dag for nogle af landets bedste. Slottet er den ældste vinproducent i Donauregionen, og klostret har besiddelser i alle de bedste marker i Kamptal. Klostret har altid været garant for høj kvalitet, men med Michael Moosbruggers overtagelse af vindriften har kvaliteten fået et yderligere løft. Og set over hele porteføljen er det nok kun Bründlmayer, som kan følge med.

Lesehof Stagård Importør: HJ Hansen Vin
Stagård ligger midt i Stein, som er en del af byen Krems i Kremstal. Familien på Lesehof Tegernseer har i seks generationer lavet vin på vingården, som formodes at være 1.000 år gammel. I 1981 blev familiens datter svensk gift med Kenneth Stagård, og huset blev i stedet til Lesehof Stagård. I 2006 blev det så sønnen Urban, som tog over og nu alene driver vinhuset videre. Det første han gjorde var at omlægge til økologisk og sidenhen biodynamisk vinbrug. Urban er især glad for riesling, som dominerer, og er generelt meget inspireret af vinene fra Tyskland og måske især Markus Molitor. Vinene har derfor sin helt egen stil i området, meget flotte og rene og mineralske. Specielt vinen Steiner Hund Riesling imponerer.

11 fremragende vine fra Kremstal & Kamptal

Schloss Gobelsburg Tradition 10 – 852 NV, Kamptal  98
Bichel | 825 kr.
Heritage 10 Years edition 851 er blandet af 90% årgang 2011 og 10% 2010. Den er lavet på grüner veltliner. Vinifikationen er inspireret af metoder fra starten af 19. århundrede. Druerne knuses og macereres i 10-18 timer, presses med en traditionel kurvepresse og gæres på fad uden sedimentering. Herefter omstikkes vinene ad flere omgange, indtil vinen er klar. Modnet 18 måneder efter sammenstikning på store fade. Tæt og koncentreret med tropisk frugt, safran, abrikos, mineralitet og hvid peber. Sikke en vin og dybde.

Bründlmayer Grüner Veltliner Ried Lamm 2022, Kamptal  96
Jysk Vin | 549 kr. Tilbudspris
Vinificeringen sker i to-tre år gamle 300 liters østrigske egetræsfade samt en lille del på akaciefade. Efterfølgende lagres vinen sammen med 5-10% af kvaset på 2.500 liters gamle egetræsfade, før den tappes på flaske i august året efter. Dette er det ypperste af gruner veltliner i Kamptal med en utrolig dybde. Man fornemmer, at det er en mark med megen sol, så meget frugt, intensitet og længde.

Hirsch Riesling Ried Heiligenstein Rotfels 2022, Kamptal  96
Atomwine | 500 kr. Tilbudspris
Parcel med mere end 100 år gamle stokke i terrasser med rød sandsten. Utroligt flot næse og en yderst flot balance med grønne æbler, flint, citrus og krydderier. Meget lang smag med en flot dybde. Stadig meget ung, så gem den minimum fem år.

Nigl Riesling Ried Hochäcker 2021, Kremstal  95
Sigurd Müller Vinhandel | 400 kr.
Riesling Privat er lavet på druer fra Ried Hochäcker, der ligger på stejle syd-sydvestvendte terrasser på Senftenberg. Meget stringent i udtrykket, og man fornemmer tydeligt 2021 årgangens storhed. En meget elegant og flot vin pakket ind af en vibrerende syre.

Loimer Langenlois Grosse Reserve Blanc de Blanc 2014  95
Österreich Vin/Vinova | 395 kr.
Chardonnay, pinot blanc og pinot gris. Andengæring på flaske, 90 måneder med gæren. Flot dybde og meget intens. Minder om en stor champagne med en flot kølighed og sprødhed. Fornemmer masser af autolysekarakter.

Vitikultur Moser Grüner Veltliner Ried Gebling 2022, Kremstal  93
Emilie Vin | 145 kr.
Der laves både riesling og grüner veltliner på Gebling. Flot dybde og masser af grüner karakter med hvid peber, stenfrugt og krydderier. En flot vin med en lang smag.

Malat Riesling Ried Steinbühel 2021, Kremstal  94
Jysk Vin | 309 kr.
Fra 30 år gamle vinstokke på den nordvestvendte Erste Lage Steinbühel. Vinen gærer på naturlig vis på stål for slutteligt at lagre på gamle, neutrale 2.500 liters træfade. Heraf seks måneder på gærresterne. Mineralsk med granit, virkeligt stenet og stringent udtryk. Flot struktur og en vin med stort udviklingspotentiale.

Stadt Krems Ried Grillenparz Riesling 2022, Kremstal  93
Erik Sørensen Vin | 475 kr.
Grillenparz ligger i den vestligste del af Krems bag landsbyen Stein. En ultraklassisk og vellavet riesling med masser af grønne æbler, flint og citrus i smagen. Stringent og vellavet med en flot, sprød afslutning. Kan med fordel gemmes nogle år.

Birgit Eichinger Grüner Veltliner Ried Gaisberg 2022, Kamptal  93
Byens Vinhandel | 199 kr.
Fra den fremragende mark Gaisberg. Modnet på 2.000 liters fade. Flot, intens og koncentreret vin med masser af gule æbler, krydderier og hvid peber i smagen. Dyb og kompleks.

Lesehof Stagård Riesling Steiner Hund 2020, Kremstal  93
HJ Hansen/Vinspecialisten | 349 kr.
Fra marken Hund lige bag vinhuset i Stein. Krydret og anderledes udtryk. På en måde mere grüner-agtig i teksturen. Men en flot frisk og spændende vin med masser af dybde. Man fornemmer tydeligt en stil i husets biodynamiske vine.

Jurtschitsch Blanc de Noirs 2013  92
Østjysk/Vinoble | Ukendt pris
Pinot noir og st. laurent. Næsten ni års flaskegæring og laves kun i exceptionelt gode år. Gæret næse. Knastør med let nedfaldsfrugt. Mere rustik i stilen men stadig ganske spændende.

3 gode køb

Lesehof Stagård Urban Riesling 2022, Kremstal  90
HJ Hansen/Vinspecialisten | 149 kr.
En let og meget klassisk, sprød riesling med grønne æbler, flint og citrusnoter. Vellavet med en flot syre og længde.

Domæne Gobelsburg Grüner Veltliner 2023, Kamptal  90
Bichel | 110 kr. Tilbudspris
Gule æbler i næsen. En flot syre og masser af fin melon, fersken i smagen. Hvid peber i afslutningen.

Bründlmayer Grüner Veltliner Terrassen 2023, Kamptal  90
Jysk Vin | 152 kr.
Kommer fra marker med terrasser og har også Erste Lage marker blandet i. Fermenteret og modnet på stål. Rigtigt flot struktur og meget ligefrem med en fin frugt og et meget klassisk grüner udtryk.