Gin er for det meste en simpel, aromatiseret hvid spiritus, der typisk kan erhverves for mellem 200 og 400 kroner. Men der findes faktisk gin, hvor producenterne er gået den ekstra mil for at skabe noget eksklusivt og luksuriøst, der hæver ginnen til et helt nyt niveau.

I forhold til whisky og cognac er priserne på gin noget nemmere at komme i nærheden af. De nye producenter der er dukket op på markedet de seneste årtier, er nærmest væltet over hinanden for at være først med det nyeste, først med det mest eksotiske og først med det billigste. Men der findes også producenter, der er gået efter at have de mest unikke og eksklusive ginner på markedet. Gin, der er alt andet end gennemsnitlig.

Et helt særligt fad
En af grundene til, at man kan retfærdiggøre de høje priser på whisky og cognac, er den lange modningsperiode i dyre træfade. Det er en solid investering for en producent, der forståeligt skal afspejles i den endelige pris.
Fadlagret gin er gennem årene blevet mere og mere almindeligt. Her dominerer ex-sherry, ex-bourbon og nye egetræsfade markedet. Men i Sverige er landets største ginproducent, Hernö Gin, gået lidt anderledes til værks. I 2013 lancerede de som de første i verden en gin lagret i en tønde af enebærtræ. Og så vil den vågne læser straks tænke, “men vokser enebær ikke på buske?” Jo! Men som bekendt er alting større i Amerika, og her køber Hernö Gin nogle ualmindeligt store stammer af enebærbuske fra en leverandør i Vermont, der i Sverige bliver samlet af landets eneste bødker til små enebærtræfade på 39,25 liter. Fadene kan maksimalt anvendes ni gange, før de lækker for meget og smager af for lidt.

Hernö Juniper Cask Gin er i al sin enkelthed Hernö Dry Gin lagret i 30 dage på disse små fade af enebærtræ. Det er dyrt og bøvlet at producere, men også noget helt særligt. Derfor skal man typisk slippe omkring 800 kroner for en flaske Hernö Juniper Cask Gin.

En helt særlig infusering
Med produkter som Monkey 47 og trøffelginnen Boar Gin har tyskerne længe været i stand til at udvide vores forståelse af, hvad gin kan være. I 2014 lancerede destilleriet Avadis Distillery og vingården Zilliken den håndlavede Ferdinand’s Saar Dry Gin, der med tredive økologiske ingredienser, egenproduceret alkoholbase og iblanding af Spätlese Riesling er en af de mere usædvanlige ginner på markedet. Den lange liste af ingredienser, hvor størstedelen er fra egen avl, tæller citrontimian, enebær, slåenbær, mandelskaller, kvædepære, korianderfrø, hyben, humleblomst, kvanrod, ingefær, roser og lavendel fra braklagte vinmarker i den nærliggende Konzer Talchen-dal.
Men bare fordi man har kreeret en af verdens mest elegante ginner, betyder det ikke, at den ikke kan forbedres. Derfor kastede folkene bag Avadis Distillery sig ud i et eksperiment, hvor de skiftede den sædvanlige Spätlese rieslingvin ud med en Zilliken Rausch Auslese Goldkapsel til godt 900 kroner flasken.

Resultatet hedder Ferdinand’s Saar Dry Gin Goldcap, der med sin vinøse profil er en af de absolut mest luksuriøse ginner på markedet. Goldcap er lækker og kompleks med noter af frisk enebær, fede kvæder, parfumeret lavendel, roser og en masse riesling-præg. Ferdinand’s Saar Dry Gin Goldcap er i sandhed en unik smagsoplevelse og koster i omegnen af 1.200 kroner for en flaske.

Et helt særlig enebær
Britiske Silent Pool Distillers har været på et vaskeægte gineventyr til kongeriget Bhutan i deres søgen efter den mest sjældne sort af enebær på Jorden. I 2023 lancerede de deres nye gin, Silent Pool Black Juniper Gin. Der er tale om en særlig bhutansk sort af enebær, som ifølge chefdestillatør Cory Mason, kun vokser i over 4.000 meters højde i den østlige del af Himalaya. Det er små sorte enebær, som angiveligt skulle være nogle af de kraftigste og mest aromatiske enebærsorter overhovedet.
De bhutanske enebær ryges let over agartræ, og sammen med korianderfrø, Madagaskar peber, paradiskorn, teblade og tasmansk bjergpeber udgør de de primære smagsgivere i denne feinschmecker-gin for de allerstørste ginentusiaster derude.
Silent Pool Black Juniper Gin laves i begrænsede mængder og koster i omegnen af 2.500 kroner for en 1 liters flaske.

En helt særlig proces
Britiske Cambridge Distillery er storleverandør i dyre og eksklusive ginner. De blev verdenskendte på deres Anty Gin til 1.500-1.800 kroner, der er tilsmagt med blandt andet essensen af 62 skovmyrer.
I 2016 tog Cambridge Distillery trofæet for mest eksklusive og dyre gin i verden med deres Watenshi Gin. ​​Den er noget helt særligt, fordi den er lavet af den såkaldte “angel’s share” fra destilleriets produktion af Japanese Gin, som ellers ville være gået tabt til fordampning. Derfor har den fået navnet Watenshi, der betyder “Japansk Engel”. Ved at opsamle fordampningen, producerer destilleriet kun 15 ml spiritus per destillation. Derfor produceres der kun yderst få flasker Watenshi Gin om året.
Watenshi Gin tappes i håndblæste dekanterflasker udsmykket med sølvdekorationer. Dette er den ultimative luksusgin, og derfor skal man slippe godt 20.000 kroner for en flaske.

En helt særlig person
Ingen liste over de absolutte luksusginner vil være komplet uden Nolet’s Reserve Gin, der indtil Cambridge Distillerys lancering af Watenshi Gin i 2016 var den dyreste gin på markedet. Den er lavet personligt af Carolus Nolet Sr., medejer, arving og medlem af den ti-generationer gamle hollandske destillerifamilie Nolet. Hver ingrediens enten destilleres eller macereres separat, for til sidst at blive blended af hr. Nolet Sr. himself. Opskriften og listen over ingredienser er en skarpt bevogtet familie- og forretningshemmelighed, men det er dog blevet afsløret, at ginnen i hvert fald indeholder enebær, citrus, orrisrod, lakridsrod, cassiabark, krokus, verbena og safran. Den færdige gin holder en alkoholprocent på hele 52,3 %, for at fremhæve ginnens noter bedst muligt.

Nolet’s Reserve Gin er en limited edition gin, der kun frigives én gang om året, den 15. maj – på Carolus Nolet Sr.’s fødselsdag – med blot 500 flasker. Hver flaske er signeret og nummeret af Carolus Nolet Sr. selv. Derfor skal man af med 4.500 kroner for en flaske Nolet’s Reserve Gin.