Der var engang, hvor gin var en klar spiritus med en smag domineret af enebærrenes fyrrenålenoter. Den tid er forbi. Den såkaldte ‘pink gin’ har vundet indpas blandt nutidens gindrikkere — og har gjort gin mere populært end nogensinde. 

Hvis du er en af dem, der synes, at ginhylderne i den lokale vinforhandler bliver mere og mere farverige, så er den god nok. Farvet gin, og i særdeleshed pink gin, er for alvor blevet populært blandt gindrikkere. Faktisk er det blevet så populært, at britiske The Wine and Spirit Trade Associations (WSTA) i 2020 kunne berette om større vækst indenf or kategorien flavoured gin, som de farvede ginner hører under, end for traditionel gin; og i dag anses flavoured gin for at være den primære drivkraft bag ginkategoriens fortsatte vækst.

I flavoured gin er de traditionelle enebærnoter tonet ned til fordel for mere frugtige, eksotiske eller blomstrede noter. De er ofte farvede, søde og holder en alkoholprocent på mindst 37,5%, som reglerne for gin foreskriver. En stor del af flavoured gin i dag er lyserød, og dens popularitet kan især tilskrives den visuelt indbydende fremtoning i cocktails på sociale medier som Instagram. Det er noget, andre lyserøde drikke som rosévin også har nydt godt af de seneste år.

Pink Gin er ikke et nyt fænomen

Siden første halvdel af 1800-tallet var betegnelsen ‘pink gin’ forbeholdt en af historiens første egentlige cocktails. Bestilte man dengang en Pink Gin i barren, fik man to shots dry gin, to shots afkølet mineralvand og et dash Angostura Aromatic Bitters omrørt med is og serveret i et cocktailglas. Men i 2013 ændrede engelske Stephen Marsh på alt det, da han lancerede sin Pinkster Gin. Inspireret af den ærkeengelske sloe gin eksperimenterede Stephen Marsh med at infusere alskens friske frugter og bær i gin. Favoritten var hindbær, som mildner enebærrenes fyrrenålenoter, giver en let sødme og flot lyserød farve til ginnen. På daværende tidspunkt havde Stephen Marsh næppe noget begreb om, hvilken revolution han dermed havde startet; og hvilken forargelse han tilmed skabte blandt mange traditionelle ginfolk. Men det vender vi tilbage til.

 

Danmark er godt med på bølgen

I Danmark er pink gins popularitet ikke gået de danske producenters næser fordi. En af dem er Bornholm Distillery i Rønne, hvor ejeren Martin Kofoed i flere år har produceret destilleriets lyserøde Bornholm Distillery Rhubarb Gin:

“Inspireret af Bornholms Mosteri var den for mig logiske makker til min måske lidt maskuline Bornholm Gin at lave en mere feminin og sommerlig gin. Derfor tænkte jeg i røde ingredienser, som jeg kunne tilsætte ginnen efter destillation. Dels for farven men også for at få lidt sødme, men især syre. Syren fra frugt synes jeg letter oplevelsen af en gin og komplementerer enebærren eminent,” fortæller Martin Kofoed og fortsætter:

“​​Jeg eksperimenterede med jordbær og hindbær, men jeg syntes, det blev for frugtigt, og man fik et indtryk af noget likøragtigt, som for mig ikke symboliserer en klassisk gin og tonic. Da mosteriet fik årets første levering af frisk rabarber, begyndte jeg tests med saften herfra, og det slog mig, hvor elegant samspillet mellem rabarber og enebær er.”

Hos Herbie Gin i Nordjylland har man siden 2018 produceret Herbie Pink Gin, hvor man har valgt at anvende hindbær, tranebær og æbler i opskriften:

“En pink version af Herbie skulle selvfølgelig indeholde nogle botanicals, der virkelig kunne give noget frugtsmag og kant til ginnen. Hindbær er både aromatisk og mere syrligt end f.eks. jordbær. Tranebær er ret surt og ret bittert i sin rene form men et lækkert pift i en krydret sammenhæng som her. Æbler er kernedansk og skulle selvfølgelig indgå i opskriften for at holde fokus på den danske vinkel,” fortæller Titte Skotlander Hansen, som stod for udviklingen af Herbie Pink Gin.

Både Bornholm Distillery Rhubarb Gin og Herbie Pink Gin er med brugen af henholdsvis rabarber og hindbær, tranebær og æbler ganske gode eksempler på typiske pink ginner— på både det danske og internationale marked.

 

Kritik fra egne rækker

At tilføje alle de bær og frugter til en gin er selvfølgelig ikke uden omkostninger. Smagsomkostninger vel at mærke. Lige siden Stephen Marsh afslørede sin Pinkster Gin for omverdenen, har der lydt højlydte protester fra fans af enebærdomineret gin såvel som fra flere traditionelle ginproducenter i spiritusbranchen. Med EU’s spiritusforordning i hånden har de rejst kritik af disse pink ginner. Kritikken går på, at man i pink gin tilsidesætter enebærnoterne til fordel for frugter og bær, når der tydeligvis står i EU’s spiritusforordning, at i sin bredeste definition må der i gin “kun anvendes aromastoffer eller aromapræparater eller begge dele til fremstilling af gin, således at enebærsmagen er fremherskende” (20c, L130/40).

En af bannerførerne i denne kritik af flavoured og pink gin er britiske Hayman’s Distillers. I 2018 lancerede de kampagnen “Call Time On Fake Gin” mod pink gin. I pressematerialet kalder de til kamp for fremtidens gindrikkere:

“Such products (flavoured gin, red.) undermine the work that the vast majority of distillers complete and run the risk of misleading consumers by blurring boundaries between gin and other spirit drinks. We are asking the industry to come together to ensure that everything we all love about gin is protected for future generations to enjoy.”

Selvom Hayman’s Distillers opråb tiltrak sig en del opmærksomhed i både Storbritannien og i resten verden, så havde det meget lidt effekt. Som tidligere nævnt driver flavoured gin, og pink gin i særdeleshed, i disse år væksten i ginkategorien. Ligeledes så man i perioden efter iværksættelsen af “Call Time On Fake Gin”-kampagnen, at Gordon’s Pink gik nummer ét som den bedst sælgende gin i Storbritannien. Tanqueray Flor De Sevilla Gin gik i top 10, og både Beefeater Blood Orange og Beefeater Pink Strawberry er bedstsælgere, som overskygger den oprindelige Beefeater London Dry Gin.

Hos Herbie Gin er de helt med på den kritik, Hayman’s Distllers og flere andre har rejst over for flavoured og pink gin:

“Da vi kastede os ud i at lave opskriften til Herbie Pink Gin, var det vigtigt for os, at den stadig smagte af gin. Vi oplever tit, at kunder, der smager på den, bliver overraskede, fordi den faktisk er en gin,” siger Titte Skotlander Hansen og fortsætter:

“Vi har holdt fast i et tydeligt enebærpræg (i Herbie Pink Gin, red.), selvom vi nok havde ramt bredere med en ‘vodka med frugtsmag’.”

Hos Bornholm Distillery er Martin Kofoed ligeledes bevidst om kritikken men ser det ikke som et problem i forhold til destilleriets Rhubarb Gin:

“Jeg synes smagen i rabarber er let at arbejde med i kombinationen af andre smagsgivere.

Den lette, næsten diskrete rabarbersmag er svær at overdosere og giver en frugtig lethed

over ginnen. Sammen med vores generelle høje andel af enebær, mener jeg ikke rabarber i vores Rhubarb Gin ødelægger indrykket af gin som en enebærbåret spiritus.”

 

Et lille modtræk fra producenterne

Bornholm Distillery og Herbie Gin er begge eksempler på ginproducenter, for hvem udforskningen i nye smage sagtens kan gå hånd-i-hånd med enebærrenes umiskendelige fyrrenålenoter. Sideløbende er der vokset et lille håb fra askerne af Hayman’s Distillers’ forliste opråb med helt nye fortolkninger af pink gin. Her er der tale om frugtige og blomstrede ginner, hvor enebærrenes fyrrenålenoter ikke bliver holdt i baggrunden; og som ikke er hverken søde eller farvede.

En af de mest markante ikke-pink pink ginner, er Hernö Pink Btl Gin, hvor hindbær og rosenblade spiller flot sammen med Hernö Gins friske fyrrenål, som brandet er så kendt for. Også skotske Caorunn Raspberry Gin, spanske No. 0 Gin og danske København Klassisk Lounge Gin er gode eksempler på denne modbevægelse til pink gin. Sammen har de vist, at ginkategorien sagtens kan omfavne frugtige og blomstrede varianter,uden at gå på kompromis med ginnens definerende enebærkarakter.