De vestjyske whiskyiværksættere fra Stauning blander spansk tradition med dansk rugwhisky i deres limited variant: El Clásico, en rye whisky, som er lagret på vermouthfade.
Whiskyen har været fire år undervejs – tre år har den ligget på nye amerikanske egetræsfade, inden den fik et års hvile i gamle, spanske vermouthfade. Resultatet er en varmblodet whisky med en dyb, ravgylden farve og en sødlig eftersmag med et bittert strejf af urter.
Vermouth og whisky går godt i spænd, og er for eksempel hovedingredienserne i den ansete cocktail Manhattan, men kan også nydes ren on the rocks.
”Vi havde naturligvis den klassiske Manhattan i tankerne, da vi fik idéen til en vermouth-lagret whisky. Grundlæggende er vi altid nysgerrige efter at finde nye veje til at pakke endnu mere smag ned i vores flasker, og vi lytter også til efterspørgslen, så vores whisky kan nydes af alle i selskabet”, siger Alex Munch, medstifter af Stauning Whisky.
El Clásico er den tredje udgivelse i Stauning Research Series og hiver prisen “Category Winner” hjem ved World Whiskies Awards i kategorien “12 years & Under” samt en guldmedalje ved blindsmagning i San Francisco Spirits Competition.
El Clasico Manhattan
Den ultimative Manhattan laves naturligvis med den ultimative vermouth-lagrede whisky.
Du skal bruge:
5 cl Stauning El Clásico – alternativt Stauning Rye
2,5 cl Sød Vermouth
2 Stænk Angostura Bitter
Glas: Coupette
Sådan gør du:
Tilføj alle ingredienser i et isfyldt mixer glas
Rør i 15-20 sekunder før det sies i et coupette glas
Læg et Maraschino kirsebær i og server.