Den danske portvin

At der står danskere bag et af de større portvinshuse er nok for de fleste en nyhed. Men siden 2000 har Karsten Søndergård fra AMKA ejet Quinta do Pégo i Dourodalen. Man møder Quinta do Pégo på vejen fra Régua til Pinhão – cirka 3 km før Pinhão på højre side. Hævet 138 meter over floden står den majestætisk på en bakketop med en fortryllende udsigt ud over Dourofloden. Man kan godt forstå, at Karsten Søndergaard faldt for netop denne perle, da han var på udkig efter et portvinshus i 1990erne.

At det var netop portvin han var ude efter, var ikke et tilfælde, da det er en vin, som er så unik og kun kan produceres i Dourodalen i Portugal. Mange har forsøgt i Australien og Sydafrika, men resultatet er langt fra den vin, der produceres i Portugal.

Egentlig var det bare et mindre quinta med en 4-5 hektar han var ude efter, men det var svært at finde, for det er ikke ofte, der kommer noget til salg. Og kommer der noget til salg, sker det oftest uden om de normale kanaler til en række af de store berømte quintas.

Men i 1999 kom Quinta do Pégo til salg, og Karsten slog til, selvom ejendommen var noget større end ønsket med sine 33 hektar. Han havde oprindelig besluttet at foretage købet med ejerne af Klein Constantia i Sydafrika, som han gennem mange år havde kendt, men problemer med at få penge ud af Sydafrika på det tidspunkt gjorde, at han i stedet allierede sig med den lokale Rogerio Leandro da Silva.

Det viste sig hurtigt, at der var brug for omfattende investeringer i bygningerne og vinhuset, som var i en meget dårlig stand, og i 2003 overtog Karsten den anden andel (i øvrigt for 1 krone) mod at overtage gæld og forpligtelser. Ud over renovering blev der endvidere bygget et mindre hotel, som i dag især er populært blandt danske gæster. Hotelbyggeriet havde endvidere den fordel, at det kunne trække nogle EU-midler til projektet.

Gården råder i dag over 33 hektar jord, hvoraf 30 hektar er beplantet. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe. Man skal dog spejde længe efter vinproduktionen på Pégo, for den ligger his Quinta do Monsul i Regu, godt 20 km væk – en vingård, som især er kendt for produktionen af de i Danmark kendte Rozès portvin.

Vinmager er lidt utraditionelt sydafrikanske Wouter Pienaar, som gennem årtier har lavet vin i Stellenbosch. Han har siden 2003 været tilknyttet Pégo og bor på gården et par måneder hvert år omkring høsten. Han får endvidere hjælp af Manuel Henrique de Silva fra Rozès. At det blev ham, var ønsket om på den ene side at få nye øjne på portvinsproduktionen, og så ikke mindst at få mange års vinmagererfaring. I stedet for den lidt støvede portvin ønskede Karsten, at frugten skulle mere frem i vinene, og det var Wouter garant for.

Det er primært ruby stilen, der satses på, og især vintage port og LBV. Dog blev der for et par år siden også lanceret en række colheita vine, hvor især 2007 er ganske flot. Stilen på vintage portvinene er ikke overraskende intens, frugtig og med en flot struktur. Og priserne yderst fornuftige kvaliteten taget i betragtning. Der produceres omkring 100.000 flasker, hvor omkring halvdelen er portvin. I dag er hovedmarkedet ikke overraskende AMKAs markeder i Norden og Tyskland. Men de senere år har også amerikanske, kinesiske og sydafrikanske kunder kunnet nyde vinene fra Pégo.

Men nogen god forretning er det stadig ikke, i hvert fald ikke når man kigger på selve produktionen, som i dag går stort set i nul, fortæller Karsten Søndergaard. Men ambitionen er heller ikke i første omgang at skulle tjene penge, men at skabe et stærkt portvinsbrand og som Karsten så rigtigt siger, så har han ikke 200-300 år som de store kendte huse i dalen.

 

Vintage Port

Quinta do Pégo Vintage Port 2003, 91  

 

Quinta do Pégo Vintage Port 2006, 91

 

Quinta do Pégo Vintage Port 2007, 93

 

Quinta do Pégo Vintage Port 2009, 92

 

Quinta do Pégo Vintage Port 2011, 93

 

Quinta do Pégo Vintage Port 2013, 90

 

Quinta do Pégo Vintage Port 2015, 92

 

Late Bottle Vintage

Quinta do Pégo LBV Port 2003, 88   

Quinta do Pégo LBV Port 2006, 88   

 

Quinta do Pégo LBV Port 2007 91

Quinta do Pégo LBV Port 2008, 88   

 

Quinta do Pégo LBV Port 2009, 89 

Quinta do Pégo LBV Port 2010, 90   

 

Quinta do Pégo LBV Port 2012, 89

 

Vintage Port koster omkring 300 kr. og LBV omkring 150 kr. Ældre årgange vil være dyrere.

Vinene føres af AMKA