Historien om Drambuie begynder for over 267 år siden i juli 1746. Den britiske Prins Charles Edward Stuart var på flugt efter nederlaget i slaget ved Culloden. Et slag hvor han havde håbet på at blive konge af Storbritannien. Prinsen blev forfulgt af kongens mænd i højlandet i det vestlige Skotland støttet af en række højlandsklaner. Blandt dem var Clan MacKinnon, hvis chef, John MacKinnon, hjalp prinsen til Isle of Skye. Som en tak for hans tapperhed gav prinsen John MacKinnon den hemmelige opskrift til sin personlige likør. En likør som senere blev kendt som Drambuie.

I 1873 kunne man få likøren på The Broadford Hotel på Skye og kunderne, der smagte den, kaldte den på gælisk for “en dram buidheach”. 20 år efter registrerede hotellets familie James Ross det som et varemærke. I 1909 producerede man Drambuie for første gang på det skotske fastland, der betalte en royalty til enken af James Ross og i 1914 etableredes The Drambuie Likør Company. I 1916 begyndte rygterne at sprede sig sydpå i England om Drambuie-eliksiren, og det blev den første likør, der blev introduceret til House of Lords i 1916 og året efter for Buckingham Palace.

Anden Verdenskrig og ikke mindst forbudstiden i USA ramte Drambuie hårdt, og den var næsten ved at blive glemt. Men en helt speciel drink “Rusty Nail”, som første gang blev introduceret på en klub i New York i begyndelsen af 1960’erne, ændrede det. Rusty Nail har ellers haft mange navne gennem tiden, og optræder første gang officielt i cocktailhistorien som en ‘B.I.F.’ cocktail i 1937, navngivet efter British Industries Fair og opfundet af en F. Benniman. Bennimans version havde en 3-1 ratio af skotsk whisky til Drambuie og inkluderede bitters. Senere versioner droppede bitteren, skar ned på whiskyen og havde navne som D&S, Mig-21, Little Club No. 1 og Knucklehead, før den endeligt blev døbt Rusty Nail. Og da Drambuie selv officielt godkendte navnet i 1963, var sagen ligesom afgjort.

Selve opskriften på Drambuie har altid været hemmelig, men man støder ofte på den i barer omkring i verdenen, hvor den især benyttes til en række whisky-cocktails. Opskriften er endda så hemmelig, at kun få kender opskriften og når den skal produceres, modtager fabrikken en krydderiblanding, som blandes med nøje afmålt whisky og honning, før den flaskes.

Drambuie findes også i en noget dyrere 15 års udgave, hvor whiskyen, som navnet antyder, er noget ældre end i den traditionelle Drambuie.

 

Drambuie 40%

Pris: omkring 225 kr.

I duften orangenoter. Olieret tekstur og i smagen whisky, honning, citrus, toffee og krydderier. Pæn syre, som holder den flot oppe. Sødmefuld, kan nydes alene som en kraftig likør eller benyttes i cocktails.

 

Rusty nail

2 cl Drambuie

4 cl. Whisky

Tilberedning:

Hæld begge ingredienser i et glas med is, rør let og server.