Aconcagua

Aconcagua er en forholdsvist lille vinregion med kun lidt over 1.200 hektar beplantet med vin, men herudover består regionen også af Casablanca samt San Antonio/Leyda, som er noget større. Her har man lavet vin siden 1870, hvor Maximiamo Errazuriz kom til området. Aconcagua tager sit navn fra provinsen Finca Aconcagua samt ikke mindst bjerget af samme navn, som er det højeste punkt i Andesbjergene (6.952 m). Regionen ligger cirka 100 km nord for hovedstaden Santiago og er en af de nordlige regioner i det langstrakte land, der smyger sig op langs den sydamerikanske vestkyst. Aconcagua ligger for foden af Andesbjergene og får sit livsnødvendige vand serveret direkte fra Aconcagua-bjerget. Området er kendt for sit milde forår og lange efterår. Det betyder, at modningstiden for druerne er lang sammenlignet med bl.a. Central Valley. Det har en betydning for smagsnuancerne i vinene.

I Aconcagua arbejder man primært med røde druesorter som cabernet sauvignon, syrah og carmenère. Inde i landet er klimaet kontinentalt og meget præget af nærheden til Andesbjergene. Jordbunden ved kysten er primært sand og kalkholdigt ler, men jo længere ind i land og op i bjergene man kommer, desto mere overtager granitten i jordbunden. Det betyder, at der produceres mange forskellige vintyper på en bred vifte af druesorter. Det er især vinhuse som Errazuriz, som har gjort dette distrikt berømt. Men flere huse er begyndt at plante vinmarker i dette lidt køligere område, bl.a. Concha y Toro. De senere år har området bredt sig ud mod kysten, hvor det er noget køligere, og hvor druer som pinot noir, syrah og de grønne druer bedre trives. Dette område omtales som Aconcagua Costa.

Fakta

1.207 hektar

Fordeling rød/hvid: 84/16%

Nedbør: 214 mm

Risiko for frost: 8%

Cabernet sauvignon udgør 35%. Syrah udgør ca. 18%.

Kendte vinhuse: Errazuriz, Von Siebeltal

 

Casablanca

Bevæger man sig ud mod kysten mod Chiles næststørste by Valpareiso møder man Casablanca, det måske mest kendte kølige område i Chile. Her ved kysten har Stillehavet stor indflydelse på markerne med sine kølige havbriser, og her er det oftest sauvignon blanc, chardonnay og pinot noir, der arbejdes med. Området fik sit gennembrug i 1980’erne, hvor det blev kendt som ideelt for især chardonnay-vinene. Men indtil 1982 var der sådan set kun græssende køer i den 16 km lange dal. Den første, der plantede vin var Pablo Morandé, som solgte druerne til Concha y Toro. Senere begyndte en række af de andre større huse at se potentialet i området.

Temperaturerne inde i dalen var for høje, og chardonnay-vinene blev flade og tung i udtrykket. Man fandt derfor marker ude ved kysten, hvor temperaturen hver dag omkring kl. 15 falder med 5-8 grader, hvilket betyder, at syren i højere grad bibeholdes i druerne. Området er da også i dag Chiles største hvidvinsområde.

 

Fakta

6.047 hektar

Fordeling rød/hvid: 24/76%

Nedbør: 542 mm

Risiko for frost: 20%

Chardonnay udgør 36%. Sauvignon blanc udgør ca. 34%.

Kendte vinhuse: Veramonte, Bodegas RE, Casas del Bosque

 

San Antonio/Leyda

Lige syd for Casablanca finder man San Antonio og Leyda, de nye kystdistrikter i Chile. Hvor Casablanca er rimeligt udviklet med større flotte vinhuse, er det anderledes i San Antonio og Leyda, hvor infrastrukturen ikke er på plads på samme måde, og vinhusene er meget nye. Flere dyrker da også druerne her men vinificerer dem andre steder i Chile. Området er delt i to, den del som er tættest på havet og hvor det især er sauvignon blanc, der dyrkes, og den del længere inden i landet, hvor der er syrah og pinot noir. Stadig køligt og klimatisk tæt på det nordlige Rhône. Jordbunden er sand- og kalkholdig, hvilket giver vinene et andet udtryk end de europæiske pendanter. Men det er uden tvivl områder, vi kommer til at se meget mere til de næste mange år.

Fakta

2.283 hektar

Fordeling rød/hvid: 32/78%

Nedbør: 350 mm

Risiko for frost: 20%

Sauvignon blanc udgør 50%. Pinot noir udgør ca. 25%.

Kendte vinhuse: Matetic, Casa Marin, Ventolera

 

5 gode vinhuse

Veramonte

Veramonte er den største vingård i Casablanca og blev grundlagt i 1990, men har de senere år gennemgået en stor omvæltning. Vineriet er stadig ejet af grundlæggerne Agustín Huneeus og hans søn Agustín Francisco Huneeus. De ejer også vinmarker i Napa Valley. Siden 2012 har de arbejdet økologiske i deres vinmarker, og man har fået tre eksterne konsulenter ind til at skabe større forståelse for jordbund og mikroklima i de enkelte vinmarker. Der produceres vin i to forskellige dale; Colchagua hvor det primært er cabernet sauvignon, der kræver lidt mere varme for at få den rigtige modenhed. Casablanca lægger jordbund til de druer, der kræver mere kølige forhold som f.eks. pinot noir og sauvignon blanc. Bedste vin: Veramonte Neyen.

Ventolera

Nyere vinhus i Leyda grundlagt i 2008 af forretningsmanden Vicente Izquierdo Menendez, som sammen med vinmageren Stefano Gandolini har en mission om at lave Chiles bedste koldklimavine. “Ventolera” er spansk for en stærke søbrise og hentyder til den kølige brise, som hver eftermiddag blæser ind over Leyda og køler området med op til 10 grader inden for en halv time. Huset ejer i alt 600 hektar, hvor de 161 hektar i dag er plantet med vinstokke. I alt 6 forskellige druer benyttes, og sauvignon blanc og pinot noir er de vigtigste for huset. Bedste vin: Ventolera Claro de Luna Pinot Noir.

Errazuriz

Errazuriz er et af Chiles mest populære og respekterede vinhuse. Huset blev grundlagt i 1870 i Aconcagua som et Estate Winery, hvilket vil sige, at alle druerne kommer fra egne marker, hvilket ellers sjældent ses i Chile. Vinmager er Eduardo Chadwick, som er en af Chiles mest respekterede vinpersoner, og han har nu stået bag vinene siden 1983, hvor familien overtog huset. Filosofien er klar, nemlig at vinene skal smage af det land, de kommer fra og gror i. Huset producerer en række forskellige vine, men det er toppen af vinene som Don Maximiano, Viñedo Chadwick, Seña, Founder’s Reserve og KAI som er husets ikonvine.

På trods af at man mente, man havde en række topvine, blev de ignoreret af de store kritikere og dermed også af vinelskere uden for Chile. Man valgte derfor at lade vinene blindteste over for en række af verdens bedste vine i Berlin i 2004. Vel at mærke vine som Chateau Margaux, Chateau Latour og Solaia – og alle fra den fremragende årgang 2000. En række af verdens mest anerkendte vinkritikere med Steven Spurrier ved roret testede vinene og ikke overraskende klarede de chilenske vine sig flot. Endda så flot at Viñedo Chadwick og Seña blev nummer et og to.

 

Von Siebenthal

Von Siebenthal blev startet i 1998 af en advokat fra Schweiz, som så potentialet i at lave vine i Bordeaux-stilen i Chile. I Aconcagua fandt han stedet og engagerede vinkonsulenten Stefano Gandolini til at stå for vinene. Nu, små 15 år efter at markerne er plantet, begynder man at se nogle yderst interessante vine. Og resultatet er da også højt ratede vine og i øvrigt et af de få vinhuse, som har et større salg i Chile, end hvad der eksporteres. Et af de vinhuse, man bør holde øje med. Især husets bedste vin på carmenère er uden tvivl blandt Chiles bedste på denne drue, hvis ikke den bedste. Bedste vin: Von Siebenthal Tatay de Cristobal.

 

Matetic

Matetic blev startet og vinmarkerne plantet i 1999 af den dengang kun 30-årige Jorge Matetic. Gården ligger i det San Antonio. I dag ejer huset 120 hektar, hvoraf de 90 hektar er biodynamisk certificerede. Netop den biodynamiske tankegang er man stålfast omkring hos Matetic og der arbejdes ihærdigt på, at resten af ejendommen også bliver certificeret meget snart. Det betyder, at man udelukkende gøder med mødding fra kvæg fra eget landbrug, man sprøjter ikke og arbejder efter Rudolf Steiners principper. Matetic arbejder blandt andet med et meget lavt udbytte per vinstok. Det betyder blandt andet, at man arbejder med et udbytte på en halv flaske vin per vinstok, hvilket er en del under normalen, som normalt er ca. to flasker vin for hver vinstok. EQ er husets bedste serie og er dedikeret til syrah, pinot noir og sauvignon blanc. Det er udvalgte marker primært i El Rosario dalen, som udgør hovedparten af druerne til denne serie. Bedste vin: Matetic EQ Syrah.