Der er grøde i georgisk vin. Vestlige forbrugere og ikke mindst georgerne selv har i de seneste årtier genopdaget og genoptaget landets meget gamle og særdeles særegne vinøse arv. Vinkulturens vugge stod sandsynligvis i Georgien, og meget tyder på, at fortiden kan hjælpe georgerne med at finde en fremtid for landet, som længe har stået i Sovjets og Ruslands skygge.
Georgien ligger på grænsen mellem Europa og Asien, i området der kaldes Kaukasien, et landområde mellem Det Sorte Hav i vest og Det Kaspiske Hav i øst, delt i to af den lange bjergkæde Kaukasus. Foruden Georgien tæller regionen lande som Armenien, Aserbajdsjan og en del af Rusland.
Med et areal på cirka 43.100 km2 er Georgien godt 60% større end Danmark, men
