søndag, november 9, 2025
ForsideIkke-kategoriseretKig på Bordeaux 2024 - venstre bred

Kig på Bordeaux 2024 – venstre bred

Den store Bordeaux primeur uge foregik i midten af april, hvor den nye årgang blev præsenteret for indkøbere og pressen for første gang. DinVinGuide deltog som en af de få fra den internationale presse. Slottene, som er med i Grand Crus de Union de Bordeaux, vælger selv, om de vil deltage med fadprøver til smagningen. Det gør de fleste, mens især 1. og 2. cru slottene foretrækker, at man besøger dem og har smagningen hos dem. Alt i alt blev omkring 120 vine smagt og vurderet.

Lad mig starte med at fastslå, at 2024 var et vanskeligt år, men omvendt med potentiale som unge. Lad mig komme tilbage til dette.

Året, der gik
2024 var et udfordrende år i Bordeaux på grund af usædvanligt høj og hyppig nedbør. Tæller man punkterne for et ideelt år, opfyldes ikke mange. Vinteren var mild og våd, hvilket forsinkede knopskydningen og begrænsede adgangen til vinmarkerne, da jorden var svær at arbejde i. Det fortsatte i foråret, som var præget af køligt og regnfuldt vejr, hvilket resulterede i langsom og uregelmæssig vækst af vinstokkene. Knopskydningen skete omkring 6. april, hvilket var et par dage senere end året før. Maj og juni var også regnfulde, hvilket gjorde blomstringen vanskelig og øgede truslen fra meldug. Blomstringen kom da også senere end normalt, omkring 10. juni, hvilket er næsten tre uger senere end i 2022; og på linje med det kølige 2021. Men presset på markerne med råd var massivt og fortsatte det meste af sommeren. Sommeren var relativt tør, men den høje vandreserve i jorden forsinkede farveændringen på druerne, som først skete midt i august. Modningen tog fart i slutningen af august, før høsten begyndte i september. Høsten blev forstyrret af en regnperiode fra 20. september.

I Sauternes var der skiftende tørre og våde vejrforhold, som var gunstige for udviklingen af botrytis og koncentrationen af druerne.

Høsten
Omkring den 20. august i august begyndte høsten af de grønne druer i Graves og Pessac-Léognan, og den sluttede midt i september. Et på mange måder gennemsnitligt høsttidspunkt for de grønne druer. Druerne havde en flot modning og bevarede syren rimeligt grundet de køligere nætter. Med alkohol på gennemsnitligt 12,3% og en total syre på 5,4 g/l var det nærmest perfekt for hvidvinene og dermed en af de mest syrerige og alkohollette årgange siden 2014.

Merlot begyndte man så småt at høste i midten af september, hvilket er normalt for druen. Vejret var varmt og tørt, og modningen af druen var nærmest perfekt. En forholdsvis høj syre på linje med 2021 og 2023, men med et sukkerindhold mere som 2023 og 2020. Høsten af cabernet sauvignon skete en uge senere med en meget høj syre og et sukkerindhold på linje med 2021. Den fenoliske modning var i top for begge druer, hvor merlot mere er som 2020 mens cabernet som 2021.

Vinene
Overordnet er det en ujævn årgang. Hvidvinene er sprøde og elegante, og måske er det et af de bedste år længe for denne type vin. Den aromatiske profil står ganske stærkt, og der er masser af smag og intensitet i vinene. For de hvide en årgang, der godt kan minde om 2017 og 2023 samt en årgang, som jeg spår vil være holdbar i mange år. Køber man hvid Bordeaux til kælderen, er dette et godt bud.

For rødvinene er der koncentration i vinene, hvilket nok især skyldes hård sortering af druerne, hvilket de bedste huse kan gøre. Balancen er også ganske fin. Flere kæmper med modningen og koncentrationen. I min optik klarer cabetnet sauvignon sig bedre end merlot, som fremstår en smule grøn og ubalanceret. Men selv for de cabernet baserede vine fornemmer man tydeligt, at dette ikke er en stor årgang, som vil gå over i historiebøgerne. Hertil savner man mere modenhed og struktur.

Alkoholen er middel (typisk omkring 13,5%) og syren ganske flot, hvilket især skyldes en overraskende lav pH. Den laveste i mange år og lavere end 2021 og 2017! Så alt i alt en klassisk årgang, hvor man finder en vis kølighed i frugten, som man kun finder i Bordeaux; og som på mange måder kan minde en om tidligere tiders årgange. Jeg kan dog være bekymret for de mere gængse vine, som ikke har midlerne til hård sortering, og hvor jeg forventer, at de vil være mere spinkle og urtede. Så bestemt en årgang, hvor man skal være varsom, omend jeg ikke vil udelukke tilgængelige, klassiske vine, som vil være meget behagelige at nyde som unge. Men en gemmeårgang er det bestemt ikke.

Venstrebredden
Niveauet var ganske flot og stabilt for vinene fra det nordlige Médoc. En hård sortering af druerne synes dog stadig at være det, som adskiller de bedre vine fra de mindre gode. Det er derfor også de større og mere kendte slotte, som har haft ressourcerne til at sortere hårdt i de druer, som indgår i vinene. Resultatet er for disse koncentrerede vine med en flot struktur.

Listrac, Moulis
Vi er på den sydligste del af Médoc-halvøen, hvor områderne Listrac, Moulis og Margaux ligger. Det er cabernet sauvignon, som er den dominerende drue her, og den blandes oftest med merlot.

Ofte finder jeg vinene fra Listrac og Moulis grønne, urtede og jævne. Men det varmere klima gør det godt for især disse områder, og jeg husker, at 2022 gjorde området det godt. I 2024 årgangen er vi lidt tilbage til det urtede, og hovedparten af vinene kæmper med rå, grønne tanniner. Château Poujeaux, Château Fourcas Dupré og ikke mindst Château Fonréaud laver bedre og bedre vine og især sidstnævnte— et slot, der i øvrigt har udviklet sig meget de senere år. Da vinene fra Listrac ofte koster en del mindre end vinene fra deres mere berømte naboer, kan man muligvis gøre nogle gode køb her, men man skal se sig for. Men det er det svageste af områderne, og 2024 er ikke et år, man skal vende sig mod dette område.

De bedste vine fra Listrac og Moulis:

Château Fourcas Dupré 2024, Listrac – Médoc. 90-91

Château Fonréaud 2024, Listrac – Médoc. 89-90

Château Poujeaux 2024, Moulis – en – Médoc. 89-90

Château Fourcas Hosten 2024, Listrac – Médoc. 88-89

Château Maucaillou 2024, Moulis – en – Médoc. 88-89

Château Chasse – Spleen 2024, Moulis – en – Médoc. 87-88

Margaux
I Margaux må man forvente, at niveauet er højere, og det var det naturligvis også. Vinene er her mere elegante end i det øvrige Médoc, med blomstrede toner i duften, især violer. Det var meget udtalt igen i år og måske det område på venstrebredden med de mest helstøbte og flotteste vine generelt! Ikke så fyldige, bløde og lette som 2023 men mere klassisk old-time med en medium koncentration og en let urtet note, som kæder vinene og en fin fad balance. Flere af vinene er ganske tilgængelige nu, og jeg tror, at det vil være en årgang, man kan købe til at nyde inden for kortere tid. Altså ikke en årgang, jeg vil gemme for længe, måske maksimalt 10-12 år. Men mange rigtigt flotte og imødekommende vine, og hvis prisen så er i orden, er det en no-brainer.

De bedste vine fra Margaux:

Château Cantenac Brown 2024. 94-95

Château Rauzan – Ségla 2024. 94-95

Château Lascombes 2024. 92-94

Château Brane – Cantenac 2024. 92-94

Château du Tertre 2024. 92-94

Château Malescot Saint-Exupéry 2024. 92-94

Château Angludet 2024. 92-93

Château Dauzac 2024. 92-93

Château Kirwan 2024. 92-93

Château Marquis de Terme 2024. 91-93

Château Rauzan – Gassies 2024. 91-92

Château Marquis d’Alesme Becker 2024. 91-92

Château Giscours 2024. 91-92

Château Desmirail 2024. 91-92

Château Monbrison 2024. 90-91

Château Labégorce 2024. 90-91

Château Prieuré – Lichine 2024. 90-91

Château Siran 2024. 89-90

Haut-Médoc og Médoc
Vinene er generelt meget koncentrerede med modne, hårde tanniner. Der benyttes en del ny fad, hvilket fornemmes klart i vinene. Ikke alle formår dog at integrere dette helt optimalt eller har optimal frugt til den massive fadlagring. De bedste sorterer i druerne, hvilket giver en mere koncentreret stil. Men selv med sortering præger de grønne noter også vinene her. Vinene er rimeligt tilgængelige, og for de bedre er det urtede et fint krydderi. Men man fornemmer, at det er en knivskarp balance, også i forhold til tanninstrukturen. La Lagune er i min optik det bedste hus, men i den mere prisvenlige skala synes jeg, at Château Cantemerle bestemt er værd at have i sine overvejelser. Overordnet er vinene fra Haut-Médoc en tand eller to bedre end vinene fra Médoc. Men der laves også megen ligegyldig vin i Médoc, så her skal man virkeligt se sig godt for.

De bedste vine fra Haut-Médoc og Médoc:

Château La Lagune 2024. 91-92

Château de Lamarque 2024. 90-91

Château Cantemerle 2024. 90-91

Château Beaumont 2024. 90-91

Château Belgrave 2024. 89-90

Château Citran 2024. 90-91

Château Coufran 2024. 89-90

Château La Tour Carnet 2024. 89-90

Château de Camensac 2024. 89-90

Château La Tour de By 2024. 89-90

Saint-Julien
Generelt et flot niveau i Saint-Julien, som så ofte før. Er stilmæssigt sådan lidt mellem Margaux og Pauillac, og jeg har svært ved at finde et egentlig smagsmæssig karakteristikum for dette område; på samme måde som de øvrige på den venstre bred. Omvendt er det et lille område, og niveauet for dem, som ligger dér, er tårnhøjt. Château Langoa Barton og Léoville Barton stod stærkest, hvilket de har gjort gennem de sidste mange år i mine noter. Vine, som jeg godt kunne finde på at købe, ikke for at gemme meget længe men for at nyde inden for de næste 8-12 år, hvor jeg får en klassisk Bordeaux, lidt som jeg husker dem fra før i tiden med ikke for megen koncentration, et let urtet hint og en flot, præcis struktur.

De bedste vine fra Saint-Julien:

Château Léoville Barton 2024. 94-95

Château Langoa Barton 2024. 94-95

Château Beychevelle 2024. 93-94

Château Talbot 2024. 93-94

Château Leoville Poyferre 2024. 93-94

Château Branaire – Ducru 2024. 92-93

Château Saint – Pierre 2024. 92-93

Château Gloria 2024. 90-91

Pauillac
Som altid de måske mest potente vine. De fleste koncentrerede med stramme tanniner, men man fornemmer også, at det har været et sværere år i Pauillac. Normalt ligger flere i min absolutte top, men selv de bedste har svært ved rigtigt at performe 100%. I min top ligger klart hver år Château Pichon Longueville Comtesse og Château Lynch-Bages, som niveaumæssigt ligger på 1. cru niveau. Hvor Lynch-Bages overraskede mig positivt, havde Comtessen det lidt sværere, omend det stadig er en flot vin. Niveauet var generelt pænt i Pauillac i 2024, og der var ikke nogen af smagningens vine, jeg ikke med glæde ville drikke. Men desværre er priserne for disse også meget høje.

De bedste vine fra Pauillac:

Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande 2024. 94-96

Château Lynch – Bages 2024. 94-96

Château D’Armailhac 2024. 93-94

Château Clerc Milon 2024. 92-93

Château Batailley 2024. 92-93

Château Haut Batailley 2024. 92-93

Château Lynch – Moussas 2024. 92-93

Château Grand – Puy Ducasse 2024. 91-92

Château Croizet – Bages 2024. 90-91

Saint-Estèphe
Der blev ikke præsenteret så mange vine fra Saint-Estèphe i år som tidligere. Men dem, som var der, var generelt fine men ikke imponerende vine, velbalancerede og med et rimeligt tanninbid. Især Château Phélan-Ségur, som var den bedste.

De bedste vine fra Saint-Estèphe:

Château Phélan Ségur 2024. 93-94

Château Ormes De Pez 2024. 92-94

Château Cos Labory 2024. 92-93

Château de Pez 2024. 91-93