Højtliggende marker. Masser af basalt og kalksten. Sjældne, indfødte sorter og ingen vinlus, så godt med gamle vinstokke på egne rødder. Armenien har det hele, men historiens vingesus har flere gange nær blæst det omkuld. Men med ukuelig livsglæde og stor arbejdsomhed har armenierne nu bragt det ældgamle vinland i Kaukasus på fode igen
Ifølge den bibelske beretning om syndfloden stødte Noas ark på land på bjerget Ararat, da vandstanden var begyndt at sænke sig; og efter en due havde bragt ham en frisk olivengren, slog Noa sig ned og begyndte at opdyrke jorden, og som den første dyrkede han vinstokke og lavede vin af druerne— og drak den og blev beruset i sit telt til stor moro for sine sønner. Vinens historie skal ifølge den hellige skrift altså på godt og ondt have sin begyndelse på landet for fødderne af Ararat. Det er en historie, man tager alvorligt i Armenien, hvis egen historie har været tæt forbundet med vinavl og vinfremstilling siden oldtiden.
Armenierne har tung last i baggagen men også en fantastisk arv at pakke ud for verden. Armenien (armensk: Hayastan) var det første land, som tog kristendommen til sig som statsreligion i 301, og den armensk-apostoliske kirke har præget landets kultur lige siden. Vin har været et hverdagsanliggende for gejstlig som verdslig lige siden, og som i nabolandet mod nord Georgien har såvel småbønder som klostre spillet en vigtig rolle i overleveringen af traditionen gennem århundreder, årtusinder. Gennem historien er adskillige herskere udefra kommet og gået, og skiftevis grækere, persere, romere, tyrkere og russere har invaderet og sat sine aftryk på armensk historie, kultur, mad og vin.
Folkemord og brændevin
Ararat troner stadig i horisonten, en slumrende keglevulkan, som med sine 5.125 meter ses fra store dele af landet, ikke mindst den livlige hovedstad Jerevan, en af verdens ældste kontinuerligt beboede byer. Som en påmindelse om fordums storhed— Ararat er siden tabt til Tyrkiet— og om, hvad der i en knapt så fjern fortid gik for sig på den anden side af grænsen. Elefanten i rummet er det armenske folkemord, hvor Osmannerriget i ly af Første verdenskrig i 1915 forsøgte at fjerne sit armenske mindretal fra Jordens overflade. Op mod halvanden million armeniere menes omkommet, en ganske stor andel af det samlede armenske folk, under de etniske udrensninger og efterfølgende dødsmarcher mod den syriske ørken. De flygtninge, som overlevede, har siden stiftet de mange armenske eksilsamfund verden rundt, og deres efterkommere tæller i dag op mod syv millioner mennesker.
En kortvarig armensk selvstændighed efter Første verdenskrig afløstes hurtigt af den røde hærs indtog og etableringen af en armensk sovjetrepublik i 1920. 70 års sovjetisk styre fulgte, og især tiden under Stalin satte præg på armensk vinkultur. Ikke mindst med en kollektivisering af landbruget men først og fremmest som følge af en omlægning af vinbruget til produktion af brændevin. Det medførte et enøjet fokus på udvalg af dertil egnede og gerne højtydende sorter samt en række nye krydsninger med samme fortrin; og sagte men sikkert ændredes også armeniernes drikkevaner i samme retning. Sikkert af samme årsag hensvandt mange af landets traditioner, eksempelvis håndværket bag de traditionelle lerkrukker, man i gamle dage lavede vin i. Karas kaldes de, og i modsætning til deres georgiske genpart qvevri, hvis håndværk kun var på vippen til uddøen, nåede det armenske desværre at forsvinde og må nu genopfindes forfra— heldigvis en bevægelse, som nu tager fart.
Nyt daggry
Armenien vandt sin selvstændighed igen i 1991 og er efterhånden et ret udviklet og velfungerende samfund. Hele nutidens Armenien er et højlandsområde afgrænset af floden Kura i nord og Araks i syd. Søen Sevan ligger i 1.900 meters højde og er med sine 1.360 km2 Armeniens største. Flere bjergkæder løber ned gennem landet, hvoraf en stor andel ligger helt op i 2.000-3.000 meters højde over havet. Højeste punkt er den udslukte vulkan Aragats med 4.095 meter. Undergrunden er stadig geologisk aktiv, og Armenien rammes stadig med mellemrum af jordskælv; som i 1988, hvor et stort skælv nær landets næststørste by Gyumri krævede op mod 50.000 ofre.
Klimaet i det bjergrige område er meget varieret med lune subtropiske dale og tempererede højsletter. Overalt er klimaet kontinentalt med kolde vintre. Mange områder ligger i regnlæ af de omgivende bjergkæder, og kunstvanding er derfor ret udbredt i den lange, varme sommer. Omvendt må man mange steder dække vinstokkene ned under de barske vintre. Især disse ekstreme forhold, de stenede, sandede jorde, samt isolationen fra de fleste af Europas øvrige vinområder, har frelst Armenien fra phylloxeraens raseren. Geologisk byder store dele af landet på vulkansk grundfjeld med basalt og tuf, mens man også finder større områder med sandsten og kalksten, og mange af de lavereliggende dalområder er præget af mere eller mindre kalkholdige lerjorde.
Drømmen vakt til live
“Vin har altid været min passion, og gennem hele mit voksenliv var min drøm en dag at eje min egen vingård; og gerne et sted i Toscana.” Ordene er Zorik Gharibians, og i dag er drømmen gået i opfyldelse, dog med den krølle på historien, at hans vingård ligger i Vayots Dzor i det sydlige Armenien. Gharibian er født og opvokset i Iran, hvortil hans bedsteforældre flygtede fra folkemordet under Første verdenskrig; men grundet den islamiske revolution i 1979 rykkede familien igen teltpælene op og slog sig i stedet ned i Italien. Han gik i skole i Venedig, og “i stedet for en ellers lovende karriere som gondolfører” studerede han i Milano, hvor han siden fik succes i tekstil- og modebranchen. Vin var han bekendt med fra barns ben, og med årene voksede interessen, tanken om egen vingård slog for alvor rod, og han regnede med snart at blive “endnu en tilflytter i Chianti”.
Men i mellemtiden var Sovjetunionen brudt sammen, og han var begyndt at handle tekstiler med flere lande i den gamle østblok. I 1998 besøgte han så første gang det mytiske hjemland, han aldrig før havde sat fod i. “Der var stort set ingen produktion af kvalitetsvin i Armenien dengang, det hele var brændevin og vodka. Men det var et land fuld af muligheder: Højderne, jordbunden, de gamle stokke og indfødte druesorter. Det skulle bare genopdyrkes.” Det tog et par års tilløb at komme til den endelige omvendelse; og med assistance fra agronomen Stefano Bartolomei og vinmageren Alberto Antonini fandt han et stykke land med det rette terroir og de rigtige sorter i Rind nær landsbyen Areni i bjergområdet Vayots Dzor. Det var få år før arkæologer udgravede “verdens ældste vineri” i grotten Areni-1 fra 2007 til 2010– et 6.100 år gammelt anlæg med vinpresser og adskillige store og små lerkrukker med rester af drueskind og kerner, stilke og kviste, alle beviseligt af vitis vinifera. Stærke indicier for vinfremstilling i større skala på et meget tidligt tidspunkt.
Den tradition genopliver Gharibian i såvel mark som kælder. Et langstrakt arbejde fulgte med at udvælge de bedste lokale sorter, skære stilke og skabe nye stokke. Samt en storstilet jagt på intakte armenske amforaer, karas. Gharibian måtte gå fra dør til dør i landsby efter landsby for at opdrive dem, og nu har han over 30 i brug på sin gård, som fik navnet Zorah. Armenske karas er lavet af en lysere ler end georgiske qvevri, de har lidt tykkere vægge og graves kun godt to tredjedele ned i jorden.
2010 var første høst, og i 2012 kom de første vine på markedet— og tidligere hyppigt luftede udsagn som “dit projekt har ingen fremtid” og “kampen er allerede tabt” forstummede og gjordes grundigt til skamme. Vinene viste sig ikke kun at have karakter men også klasse, og kvaliteten er kun højnet siden. Den lokale skønhed areni er hovedsorten, og den anmelderroste topvin er Yeraz, der ikke blot betyder drøm på armensk men også er navnet på Zoriks hustru.
Kaleidoskopisk kludetæppe
Vayots Dzor er ikke kun armensk vins vugge men også landets nok mest velegnede og lovende terroir; og Gharibian gjorde sit indtog på det helt rigtige tidspunkt. Siden da, og med hans hjælp, er der hastigt sket overraskende store fremskridt. Mængden af gode og rigtigt gode armenske vine i dag mere end kompenserer for manglen på dem for kun to årtier siden; og Vayots Dzor blev landets første definerede vinregion i 2021.
Artem Parseghyan er den ene af tre yderst entusiastiske og målrettede vinfolk, som også forsøger at genrejse den ældgamle arv ved Aghavnadzor nær Areni-grotten. Parseghyan er uddannet mikrobiolog fra universitetet i Jerevan og har desuden en master i vitikultur og ønologi fra Montpellier og Geisenheim; og med videnskabelig baggrundsviden går han med intuition og tiltro til naturen til sin gerning som vinmager. Trinity fortolker også areni glimrende, og det samme gør sig gældende for dens grønne genpart voskehat. Økologisk dyrket og minimalistisk vinificeret men med fokus og karakter.
Vayots Dzor huser også Yacoubian-Hobbs, hvor brødrene Viken og Vahe Yacoubian arbejder tæt sammen med den amerikanske winemaker Paul Hobbs og skaber elegante højlandsvine i international stil. Men Armenien er andet og mere end Vayots Dzor. Fire andre vinområder er nu om sider anerkendt, med hver sine regionale karaktertræk, traditioner og forskelligartede producenter. Økologiske Van Ardi er en anden pioner bag Armeniens vinøse renæssance. Søsat af amerikansk-armenske Varuzhan Mouradian og drevet af hans familie på en smuk gård i Aragatsotn nordvest for Jerevan. Deres areni, haghtanak og voskehat er vældigt gode; og i Armavir stik vest for Jerevan har argentinsk-armenske Eduardo Eurneklan og hans niece Juliana skabt det store og bæredygtigt orienterede vinhus Karas med konsulentbistand fra Michel Rolland, og de udruller en imponerende portefølje af vine på lokale og internationale sorter fra vulkanske jorde. Igen er areni af særlig interesse samt den muntre kangun. Samme sort giver overraskende gode resultater for familien Machanyan hos Alluria Wines lige uden for Jerevan, som desuden kreerer lækre naturvine på voskehat, khndoghni og karmrahyut. Det samme gør Vahagn Gevorkian fra sit urban winery i udkanten af Jerevan, hvor han laver levende pet nat på areni, traditionel granatæblevin og vellykkede forsøg med den gamle armenske kakhani-metode— druer hængt til tørre og vinificeret i passito-stil som en slags amarone eller recioto. Vinscenen er nu lige så forskelligartet og farverig som landets fremragende mad.
Den tabte have
‘Den sorte have’ hedder det antikke armenske område Artsakh, af mange nok bedre kendt under sit aserbajdsjanske navn Karabakh, med samme betydning og oftest den russiske betegnelse for bjergrig stillet foran, Nagorno-Karabakh. Det skovklædte højland er (var) en etnisk armensk enklave i nabolandet Aserbajdsjan og har været kernen i en langvarig og bitter strid mellem landene, der førte til åben krig i 1992 og mindre krigshandlinger i 2016 og 2020. Indimellem har hersket en anspændt fred, hvor livet er gået videre, og håbet om en selvstændig republik har blomstret. I Artsakh vokser vidtstrakte egeskove, som blandt andet leverer tømmer til gode vintønder; og rundt om de små landsbyer dyrkes stadig vin som i en fjern, førindustriel fortid. Men efter en langvarig aserbajdsjansk blokade af området og diskrimination af de derboende armeniere opløstes det lokale selvstyre, og langt størstedelen af områdets armenske befolkningsflertal, omkring 100.000 mennesker, flygtede på få dage i efteråret 2023.
Inspireret af et gulnet fotografi fra 1930’erne, der portrætterede hans oldefar på arbejde i sin vinmark, grundlagde Grigory Avetissyan sin egen nye vingård Kataro i 2010. Glæden skulle blive kortvarig, for krigen om Artsakh blev til stor skade for Kataro, og efterfølgende begivenheder har ikke bragt en lykkelig udgang nærmere. Hvad der er sket med vinmarkerne, er endnu uvist; sikkert er det dog, at han måtte efterlade 200.000 flasker i Artsakh. I dag er Kataro genåbnet i Dzoraghbyur-området 20 kilometer uden for Jerevan, hvor Avetissyan sammen med Andronik Manvelian til stadighed og stædigt forvandler Artsakh-sorten khndoghni til god vin modnet på egefade fra hjemegnen, og det samme med areni og en række andre sorter.
Efter mindst 6.100 år er der nok at gå om bord i, selvom vinene stadig er ret så ukendte på vore kanter. Karstensens Vinhandel forhandler Karas i Danmark, og ellers fås en lang række vine hos den velassorterede webshop Wines of Armenia, som også sender til Danmark. Armenien er virkeligt værd at stifte bekendslab med. Sjældent smager noget så gammelt så nyt og forfriskende.
FAKTA
Areal: 29.740 km2
Vinmarksareal: cirka 13.000 hektarer
Vinregioner: Aragatsotn, Ararat, Armavir, Tavoush, Vayots Dzor
Vigtigste røde druer: areni, haghtanak, karmrahyut, kgndoghni, milagh, tozot
Vigtigste hvide druer: voskehat, kangoun, khatoun khardji, garan dmak, lalvari
Gode producenter: Alluria, Armenia Wine Company, Gevorkian, Hin Areni, Hovaz, Ijevan Wine and Brandy, Karas, Kataro, Keush, Koor, Lusarev, Moonq, Noa, Trinity Canyon Vineyards, Tus, Van Ardi, Voskeni, Voskevaz, Wine Works, Zorah
10 spændende vine fra Armenien
Zorah Voski 2022, Vayots Dzor
Voski betyder gylden og er en cuvée af lige dele voskehat og garan dmak, gæret og modnet på cylindriske cementtanke. Saftig, kølig og fast i betrækket, med fin syre, pomelo og let eksotisk stenfrugt og salt mineralitet. Alk.: 13% 91
Zorah Karasi Areni Noir 2021, Vayots Dzor
Areni modnet et år på amfora. Løftet og samtidigt dyb duft af liflige mørke bær og noget vådt jordet. Saftig, smidig og frugtig, sorte kirsebær, brombær, rødbeder, læder og peber. Ren og skær, ligefrem og virkeligt lækker. Alk.: 14% 92
Zorah Yeraz 2019, Vayots Dzor
Æterisk næse med syltede kirsebær, balsamisk kirsebæreddike og marokkansk mynte. Fornem fylde i munden, mæsket med frisk, fuldmoden frugt, kirsebær og hindbær. Fineste tanniner, elegant og dvælende. Modnet to år på karas og store botti. Alk.: 13% 93
Trinity Ancestors’ Voskehat 2022, Vayots Dzor
Voskehat med fem måneders skindkontakt på karas. Kandiseret orangeskal, tørrede abrikoser, kvædete, ulmende sødmefuld frugt omfavnet af fine, smidige tanniner og mild syre. Charmerende, semiorientalsk orangevin. Alk.: 13% 92
Trinity Ancestors’ Areni 2022, Vayots Dzor
Humørspredende saft med munter syre, fløjlsbløde tanniner og fint tørstof. Friskplukkede kirsebær, tørrede kirsebær, kandiseret orangeskal og fennikelfrø. Flot flow. Alk.: 15% 91
Alluria The Beautiful Kangun 2023, Armavir
Kæk naturlig fortolkning af kangun, en sovjetisk krydsning af chardonnay og rkatsiteli. Flintet næse, fuld af frisk citrusskal og eksotiske frugter. I munden meget stenfrugtig med god fylde, frisk syre og krydrede noter af salmiaklakrids og salt. Alk.: 14% 90
Alluria The Special Khndoghni 2022, Armavir
Den mørke, tanninrige Artsakh-sort khndoghni i elegant og kompleks fortolkning. Dunkel men liflig næse, tæt af mørke bær; og i munden masser af brombær, sorte kirsebær, cherry coke, peberkorn og grafit. Fast og fyldig. Alk.: 14,5% 91
Karas Areni 2023, Ararat
Kirsebær, kirsebær, kirsebær. Fyldig saft med mild syre, fløjlede tanniner, jernagtog mineralitet og et meget ligefremt, fokuseret udtryk. Alk.: 13% 90
Van Ardi Areni Reserve 2019, Aragatsotn
Mørke kirsebærnoter med noter af lak og røg. Saftspændt, fyldig frugt, med elegant struktur og tørt finish. Hindbær, brombær, kirsebær, ristet mandel. Alk.: 13,5% 91
Voskeni 130 Reserve Areni 2018, Armavir
Anderledes areni fra 130 år gamle stokke i Vayots Dzor, vinificeret i Armavir og med et vist fadpræg. Fuldt flor af liflige kirsebær flankeret af mild peber, brøndkarse, mynte og andre køkkenurter, tobak samt søde krydderier. Dyb, kompleks og krydret. Alk.: 14% 92
