I 2016 besluttede Thyge Benned Jensen sig for noget af en omvæltning. Han sagde sit job op hos Maersk i København og flyttede til Spanien – nærmere bestemt Fermoselle i Arribes ved den portugisiske grænse – for at begynde at lave vin. Bodega Frontio ligger meget langt ude på landet, men området trak i Thyge – eller Chus, som han kaldes af de lokale – da der findes druesorter, som er unikke for området, en høj beliggenhed (650-750 meter), granit som undergrund, ligesom markerne er til at betale.

Lidt efter lidt har han derfor overtaget flere og flere marker fra de lokale – hvor nogle af dem er over 100 år gamle – ligesom han samtidig løbende planter nye stokke. I dag arbejder han med 12 hektar vinmarker (både gamle og nye). Senest har han også plantet to marker med hvidvinedruer (Doña Blanca og Puesta en Cruz).

Thyge startede med at lave sin vin i en 200 år gammel kælder (bodega), men er senere flyttet ind i et tidligere destilleri, som nu er blevet lavet om til et vineri. Her fremstilles vinen med spontangæring, og der tilsættes intet foruden en minimal mængde svovl, hvis det overhovedet findes nødvendigt. Modsat naboerne gør han desuden gerne brug af hele klaser for at give mere kompleksitet til vinene. Han laver ca. 25.000 flasker årligt. Thyge er desuden i dag præsident for det lokale Consorzio i Arribes.

 
En række af de nyeste vine:

Bodega Frontio Deldoma 2022, Arribes, Spanien. 91
Lieu Dits | 170 kr. Tilbudspris
På Dona Blanca druen og 10 måneder på egetræsfade. Meget aromatisk med florale noter. Virker lavt svovlet og fremstår ren og meget umiddelbar med kvæde, fersken og citrus i smagen. Flot balance og længde. Alk.: 11%

Bodega Frontio Rød 2023, Arribes, Spanien. 93
Lieu Dits | 200 kr. Tilbudspris
90% garnacha og 10% tempranillo fra marken Dogs Vinyard som er præget af en sandet granit jordbund. Modnet på ældre franske barrique. Lys med solmodne let sødmefulde bærnoter. Masser af urter og vilde krydderier. Meget saftig og imødekommende stil langt f Alk.: 13,5%

Bodega Frontio Bébeme 2023, Arribes, Spanien. 91
Lieu Dits | 150 kr. Tilbudspris
På druen Juan Garcia dyrket på en sandet og granitholdig jordbund. Let og frugtig med ribs, boysenbær i duft og smag. Flot balanceret og et frisk pust af en atypisk vin fra denne del af Spanien. Alk.: 12%

Bodega Frontio Arbusto 2021, Arribes, Spanien. 90
Lieu Dits | 140 kr. Tilbudspris
Lavet på tempranillo og juan garcia fra et plot med granit. Rødfrugtet og let med ribs, boysenbær, urter og vilde krydderier. En spændende vin med snert af naturvin i udtrykket. Imødekommende1 Alk.: 11,5%