Lidt nordøst for Sicilien finder man i Det Tyrrhenske Hav De Æoliske Øer, som består af Lipari, Salina, Vulcano, Panarea, Stromboli, Filicudi og Alicudi. Øerne er alle vulkanøer, men kun Stromboli og Vulcano er stadig aktive, og man ser tydeligt røg over vulkanen på Stromboli om dagen og om aftenen den røde lava. På denne ø er der dog ingen vinmarker, men det er der til gengæld på de øvrige øer.
Lipari er den største og travleste af De Æoliske Øer. Øen har et areal på 37 km² og en befolkning på cirka 5.000 indbyggere, men i turistsæsonen fra maj til september kan den samlede befolkning nå op på op til 20.000. Øen er dækket af pimpsten og obsidian på grund af sin vulkanske oprindelse. Der er p.t. ét vinhus, Tenuta di Castellaro, som til gengæld bestemt er et besøg værd.
Salina er den næststørste ø. Øen har et areal på godt 27 km² og en befolkning på omkring 2.300 indbyggere. Salina er kendt for sit frodige vulkanske landskab og blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i år 2000 på grund af øernes enestående natur og geologi. Der er i dag syv vinhuse på øen, dermed øen med den største vinproduktion. Derfor er IGP Salina dækkende for ikke kun denne ø, men også vin fra de resterende øer. Er man på øerne for vinens skyld, bør man besøge denne lille perle, som er mindre turistet, og hvor man fornemmer, at der er en stor vinkultur.
Øerne Vulcano og Filicupi har også et enkelt vinhus hver samt vinmarker. Stromboli har ikke eget vinhus men flere er begyndt at plante vin på den aktive vulkanø.
De Æoliske Øer er mest kendte for deres søde vine på malvasia di lipari, som også har sin egen DOC. Det var Carlo Hauner, som i 1980’erne tog den gamle tradition op med at tørre druerne i solen i bokse og lave søde vine. Hans vinhus eksisterer stadig på Salina. De tørre vine klassificeres oftest som IGP Salina eller bare IGP Terre Siciliane.
De bedste vine fra Lipari og Salina
Tenuta Di Castellaro Nero Oddidaina 2019, Malvasia Di Lipari. 95
Tenuta Di Castellaro Eúxenos 2021, Igt Terre Siciliane. 93
Colosi Guardiano Del Faro 2020, Igp Salina. 92
Tasca D’almerita Vigna Di Paola 2023, Igp Salina. 91
Tenuta Di Castellaro Eúxenos 2022, Igt Terre Siciliane. 91
Villagrande Salina Bianco 2023, Igp Salina. 91
Cantine Colosi Secca Del Capo 2023, Igp Salina. 90
Colosi Salina Rosso 2022, Igp Salina. 90
Tenuta Di Castellaro Bianco Pomice 2023, Igt Terre Siciliane. 89