Nu, hvor somrene bliver varmere og varmere, søger mange vinbønder efter marker, hvor de kan bevare en god friskhed i druerne, typisk højere oppe ad bakkerne eller på nordvendte skråninger. Af samme grund har mange vinkøbere øget interessen for de alpine områder. Savoie og Valtellina soler sig for øjeblikket i rampelyset, men Schweiz synes stadig at gå under radaren. En forpasset chance, for den helvetiske konføderation har ikke kun kølige dyrkningssteder men også et overflødighedshorn af egne, indfødte sorter og talentfulde vinmagere. Og på trods af sit dyre ry er der god value for money, især i det øvre segment.
Sidste år besøgte jeg en af Schweiz’ internationalt mest kendte vinproducenter, Marie-Thérèse Chappaz. Vi smagte hendes vine på terrassen på hendes smukke gamle hus i udkanten af landsbyen Fully med udsigt over den tørre og varme Rhône-dal mod syd. Jeg var især interesseret i hendes syrah. Da de sydvendte skråninger i Valais er ved at blive for varme til pinot noir, som med 25% er landets mest plantede sort, oplever syrah, en typisk Rhône-sort, en stigende popularitet. Chappaz’ bedste pinot noir kommer nu fra de nordvendte vinmarker på den anden side af dalen.
Dette skift illustrerer to ting: For det første er Schweiz ikke immun over for stigende temperaturer, men nogle steder kan vinbønderne flytte deres drueproduktion til køligere steder. Valais har trods alt vinmarker op til 1.200 meters højde. For det andet kan vinbønderne vælge mere varmeelskende druesorter.
Kongen af sjældne sorter
Men schweizerne har også en tredje mulighed— at satse på det oprindelige. Sorter som petite arvine, humagne blanc, cornalin og humagne rouge hører alle hjemme i kantonen Valais, og de reagerer typisk godt på de lokale forhold og det varmere klima. Chappaz’ søde vin på petite arvine, Schweiz’ første og indtil videre eneste vin, der har fået Robert Parkers eftertragtede 100 point, har opnået kultstatus. Denis Mercier laver en fantastisk cornalin, og Robert Taramarcaz fra Domaine des Muses er ekspert i humagne i både rød og hvid. Men kongen af de sjældne sorter er den firsårige José-Marie (eller Chosy) Chanton, hvis vingård ligger i den østlige ende af den schweiziske Rhône-dal. Han afsluttede sine ønologistudier med en forskningsrapport om de lokale sorter i sin fødeby Visp; og med sorter som lafnetscha, himbertscha, gwäss (gouais), plantscher og resi (Rèze) er Chanton Weine blevet en vogter af oprindelige og til tider næsten uddøde druer.
Den syvende chasselas himmel
Den schweiziske stolthed er og bliver dog chasselas, landets næstmest plantede drue. Med sine rødder på den nordlige side af Genève-søen er kantonen Vaud højborgen for denne ret neutrale og milde sort, der har et overraskende godt lagringspotentiale. Louis Bovards Médinette og Domaine La Colombes Brez er exceptionelle eksempler. En vertikalsmagning af Médinettes vine på den schweiziske vinmesse Mémoire & Friends i Zürich sidste år var en sand øjenåbner.
Et bedre Bourgogne
Lige nord for Vaud har Pays des Trois-Lacs specialiseret sig i pinot noir; og også den kridtholdige, sydøstvendte region Jura giver fremragende betingelser for denne skrøbelige sort. De lokale vinbønder anser deres region for at være intet mindre en bedre version af Bourgogne— lidt køligere men uden hagl og forårsfrost. Ikke overraskende er den burgundiske tilgang til vinfremstilling også typisk, men jordbunden (som nogle steder indeholder gletsjermoræne), det lidt køligere vejr (vinmarkerne ligger i godt 400 meters højde) og brugen af schweiziske kloner (især Mariafeld) giver vinene et særligt schweizisk præg.

Ekstreme vejrforhold
Annie Rossi, ønolog hos Grillette og Domaine Grisoni, forklarer: “De stigende temperaturer er ikke vores største problem her i Trois-Lacs. Det er de ekstreme vejrforhold, især for megen regn på kort tid og de langvarige tørkeperioder. Ikke desto mindre må vi justere vores vinmarksforvaltning. Vi forsker bl.a. i pinot noir-kloner, som er bedre egnet til det ændrede klima, og vi har bemærket, at merlot klarer sig stadigt bedre i vores region. Vi overvejer at flytte vinmarkerne opad, men zone-reglerne er restriktive. Så indtil videre forbliver pinot noir kongen.”
Château d’Auvernier og Domaine de La Maison Carrée (medlem af La Renaissance des Appellations) er dybt tilfredsstillende eksempler derpå. En anden specialitet i regionen er Œil de Perdrix, en rosé på pinot noir, som kan indeholde en lille mængde pinot blanc eller pinot gris. Château d’Auvernier har gjort fremstillingen af den til en sand kunst. Vingården vinificerer sine parceller hver for sig og hver på forskellig måde. Flere gange om året blandes og tappes vinen så på flaske for at skabe en mere eller mindre ensartet stil og for at imødekomme den løbende efterspørgsel.
Deutschschweiz
Med mere end 50 procent er pinot noir endnu mere dominerende i Deutschschweiz, den østlige og tysktalende del af Schweiz. I Rhin-dalen i Graubünden, Schweiz’ østligste og tresprogede kanton, producerer vingårde som Adank, Donatsch, Gantenbein, Obrecht, Boner og Wegelin pinot i verdensklasse. Havde det ikke været for den strenge beskyttelse af skovene, ville vinbønderne have plante deres vinstokke højere oppe ad bjergene. Men som følge af et stort spænd mellem dag- og nattemperaturerne er presset på producenterne i Graubündnen stadig mindre end i Valais.
Kantonen er også completers hjemstavn, en druesort med høj syre og højt sukkerindhold, og som egner sig til mange forskellige vintyper. Donatschs completer har i årenes løb udviklet sig fra en Spätlese med en smule restsukker over i en mere tør stil. Siden sidste år har vingården også lavet en decideret sød vin af den. Obrecht bruger et solera-system bestående af kugleformede lerkrukker til at lave en dejlig multi-vintage-version. Lidt længere mod vest, omkring Zürich, er räuschling en anden indfødt juvel med høj syrlighed, som Schwarzenbach laver en smuk og forfriskende vin af.
Nær Basel giver Weingut Riehen den norvestlige del af landet nyt momentum. Vingården drives af Silas Weiss, som er elev af Hanspeter Ziereisen fra den tyske naboregion Baden. I en nylig blindsmagning slog hans Le Grand et respektabelt udvalg af schweiziske og internationale chardonnayer. Weingut Riehen er ikke kun et eksempel på, at schweizisk vin kan være af høj kvalitet, men også på, at der er en ung generation, som bringer en ny dynamik til det ellers ret isolerede og konservative vinland i Alperne.
Endelig må ikke glemmes den italiensktalende kanton Ticino, som især har opbygget sit omdømme på merlot, Schweiz’ fjerde-vigtigste druesort. Uforstyrret af det varme og fugtige klima dyrker vingårde som Zündel økologisk for at fremstille deres dejligt rene vine med ret afslappet håndelag.
International opmærksomhed
Avantgarden af de schweiziske vinbønder er nu på en mission for at bryde ud af landets (selvvalgte) isolation. For vinproducenter som Chappaz eller Adank er det et spørgsmål om (godartet) national stolthed, at vise verden, at schweizisk vin fortjener en plads på bordet verden rundt. Eller som Jasmin Schmid fra Swiss Wine Promotion engang sagde til mig: “At have schweiziske vine på menuen på restauranter i Tokyo, London og New York er med til at understrege ‘Swissness’, det schweiziske kvalitetsmærke.” De fleste vinproducenter er også klar over, at man har brug for international eksponering for at opbygge et brand. I den lave til mellemste prisklasse kan det være næsten umuligt at konkurrere med lande som Frankrig, Spanien, Tyskland, Portugal eller Chile, men i det mellemste til højere segment, f.eks. fra 300 kroner og opefter, er der rigtigt gode flasker at finde. Tilgængeligheden er en anden sag. Med 15.000 hektar vinmarker er Schweiz lige så stort som Alsace. Portugal har, for at give et andet eksempel, tretten gange mere. Med andre ord skal køberne være indstillet på at acceptere små mængder.
Ingen klassifikation af vinmarker
De bedste vingårde er generelt med på den internationale tendens til at lave vine med terroir-udtryk. Men i modsætning til nabolande som Frankrig, Tyskland og Østrig er der ikke noget ønske om at formalisere et system med premiers og grands crus eller Erste og Grosse Lagen. Afgrænsningen af appellationer er i høj grad politisk og følger kantonernes og i nogle tilfælde kommunernes grænser. Den schweiziske tendens til at finde et kompromis for alt dikterer, at der skal være noget for alle, hvis der skal foretages en klassifikation af vinmarker; og derfor laver terroirbevidste vinbønder enkeltmarksvine og mærker dem med vingårdens navn, men der er ikke noget officielt hierarki. Markedet og pressen bestemmer implicit hvilke vinmarker, der virkeligt udmærker sig. Den fransktalende kanton Vauds appellation er dog en undtagelse. Den er opdelt i fire subregionale oprindelsesbetegnelser, blandt andet Lavaux, Chablais og La Côte, hvoraf den første har to grand crus, Dézaley og Calamin.
Så kort og godt: Købere og samlere, som ønsker at sikre sig mod klimaforandringernes ravage, gør klogt i at holde øje med Schweiz. Til dine daglige vine kan du fortsat shoppe fra andre lande— men når det er vine til særlige lejligheder, har alperepublikken masser at byde på.
Syv glimrende schweizere
Weingut Riehen Le Grand Chardonnay 2020
69 CHF | CA. 525 KR.
Silas Weiss er ikke bange for en smule skindkontakt, fenoler hjælper med at konservere vinene. 2018 er overdådig, cremet og kraftig, en smule fenolisk— mens 2020 i sammenligning er slankere og mere mineralsk. 91
Weingut Hansruedi Adank Spondis Pinot Noir 2021
Ukendt importør | CA. 450 KR.
Spondis er en syd- til vestvendt cru med mager skiferjord og 60 år gamle vinstokke. Mere end halvdelen af vinen er lavet på hele klaser, lagret på barrique, heraf 60% nye, og den er flasket ufiltreret. Kalkholdig, frisk, fint struktureret, let krydret, en smule reduktiv, med god intensitet af jordbær og mørkerøde kirsebær. Stadig ung, har brug for tid. 92
Domaine de La Maison Carrée Œil de Perdrix 2022
Ukendt importør | CA. 150 KR.
Pinot noir med to til tre dages skindkontakt. Masser af jordbær, et vist greb, en smule cremet, præget af gæren, god friskhed og svagt nøddeagtig. Intens uden at blive for kraftfuld. En gastronomisk rosé. 90
Louis Bovard Médinette Grand Cru Dézaley Chasselas 2008
Ukendt importør | CA. 250 KR.
Først når de er tilpas lagrede begynder Bovards Médinettes at vise deres fulde potentiale. I deres ungdom kan man forvente en let fremtrædende syre og koncentration i forhold til mange andre jævnaldrende. 2008 er umamiagtig med antydninger af litchi og en klat smør; 2005 er stadig lidt lukket, men afbalanceret og komplet med en antydning af bitterhed fra blancherede hvide mandler. 2002 er nøddeagtig, næsten træagtigt, salt, slank, elegant og frisk. Knust æble og hø. 91
Weingut Obrecht Completer Solera NV
Ukendt importør | CA. 550 KR.
Lagret i et solera-system, der hovedsageligt består af Clayver lerkar. Soleraen startede i 2018. Nøddeagtig og kridtet i munden, bliver meget blød med en fast kerne af syre, smør og æbler, en smule drueagtig. 92
Jean-René Germanier Cayas Syrah Réserve 2019
Ukendt importør | CA. 375 KR.
Blomstret og mørkbæret næse med sorte kirsebær, nogle stenede, ristede elementer og let urtede fornemmelser. Velstruktureret og bred i munden med lidt krydret kant, vanilje og nellike. Den friske frugt lurer i baggrunden. Årgang 2014 viste til sammeligning en kompleks næse med antydninger af champignon, tørret frugt, læder, kaffe, kakao, rød peberfrugt og mynte. Silkeagtige tanniner, afrundet friskhed, søde krydderier og urter, blyantgrafit, med lidt tobak og røget bacon i dens lange finish. 93
Denis Mercier Cornalin 2013
Ukendt importør | CA. 400 KR.
Efter at have smagt 2013-årgangen i august 2023 skrev jeg: “Fornemmelsen af små, let tørrede mørke bær, masser af friskhed, antydninger af enebær, intense men fine tanniner, rustikt præg, en flot tæthed kombineret med elegance.” Yngre årgange har typisk brug for mere tid. 94