Har du set Ridley Scotts film ”A good year”, vil du nikke genkendende til det storslående landskab, der møder en, når man bevæger sig ind i Luberon, et område mellem Provençe mod syd og Rhône mod nord.

Denne del af Provençe er med sine slotte og landsbyer fyldt med arkitektoniske skatte, og dens charme og afslappede livsstil har tiltrukket mange kunstnere, herunder Picasso og Albert Camus. Midt i Luberon finder man Luberon-massivet, som skærer sig gennem hele området i op til 1.100 mters højde, og som er omgivet af Luberon Natural Regional Park på over 1.850 km2, en del af UNESCOs World Network of Biosphere Reserves. Her ved foden af massivet finder man mod syd og nord vinmarkerne, typisk i 200-450 meters højde.

Luberon har en lang historie, der går tilbage til Lagozza-kulturen for omkring 5.000 år siden. Gravsten udskåret, så de ligner menneskefigurer, vidner om tilstedeværelsen af et tidligt landbrugssamfund i området, og vinmarkerne har været der siden oldtiden. Vinavl blev introduceret af grækerne, der også plantede de første vinmarker, men vinavlen begyndte virkelig at blomstre under romerne, især omkring Aigues. Siden blomstrede den i middelalderen, især under pavedømmet i Avignon, og den nød derefter varierende grad af succes fra renæssancen til den tidlige moderne æra. I nyere tid var det i 1920, at der for første gang kom system i vinproduktionen, da det første kooperativ åbnede i Bonnieux, og i årene efter kom flere til, bl.a. La Tour d’Aigues, som var de første til at skrive “Coteaux du Luberon” på etikketten. I 1951 fik området sin første officielle godkendelse, og vinene kunne kalde sig «Vin délimité de qualité supérieure (VDQS)». En milepæl var i 1966, hvor man lavede en marketing- og salgsorganisation kaldet Marrenon til at promovere alle ti kooperativer. En organisation, som stadig består, og som står for 80% af alle vinene i Luberon.

I 1970’erne blev flere af Luberons vinbønder involveret i en række store projekter for at opgradere og modernisere vinindustrien, og området blev tildelt AOC-status i 1988. I 2009 skiftede man navn til AOC Luberon.


Terroir
Vinmarkerne strækker sig over i alt 36 kommuner. De grænser op til Calavon og området Ventoux mod nord og Durance mod syd og ligger på begge sider af Luberon-massivet, bortset fra Combe de Lourmarin, som adskiller Grand Luberon-bjergkæden fra Petit Luberon. Jordbunden er meget forskelligartet. Mod nord og øst mest stenet jordbund. Mod nordvest og sydøst (mellem 200 og 450 meter) omfatter de miocænt sand omkring Aigues, kalksten ved foden af bjerget og rødt ler i Apt regionen. Det betyder man typisk ser de grønne druer i den sydlige del af Luberon mens man nord for massivet finder de røde vine. Dog ser man syrah, som er klart den største drue over hele området.

Klimaet er stort set middelhavsklima men påvirket af højderne med store variationer i temperatur og kolde briser, der blæser ind fra Alperne. Luberon er en af Frankrigs mest solrige regioner med 2.600 timers sol om året– perfekt til modning af druerne. Det kraftige temperaturfald natten over giver dog vinstokkene en chance for at lukke lidt ned, hvilket fremmer en langsom modning, hvor syren bibeholdes. Vintrene er kølige og præget af Alperne. Så f.eks. ser man stor forskel på modningen mod vest, som sker først; og helt mod øst, hvor man kan godt kan komme ind i oktober, før der høstes. Og så må man ikke glemme mistralen, som med sine hårde vine sørger for, at problemer med råd i druerne er små. Men der er meget tørt om sommeren, så det er tilladt at kunstvande. Omkring en fjerdedel dyrker vinene økologisk, og det tal stiger. For at skubbe på har man bl.a. besluttet, at det ikke er tilladt at sprøjte mere end højst 50% af sine marker.

De vigtigste druer
Det er de røde druer, som dominerer med omkring to tredjedele af alle druerne i området. Vinene, som produceres, har en klar overvægt af rosévine, som udgør over halvdelen. Resten er ligeligt fordelt mellem rød- og hvidvine. Vinene kan på nogle punkter ligne naboerne i Rhône-dalen men med et mere pebret udtryk i duft og smag, omend de ofte kan være noget lettere. Det skyldes især de kølige nætter, som gør, at syren bibeholdes i vinene, og at de får et mere friskt udtryk. Det er ikke ualmindeligt, at der kan være op til 30 graders forskel på nat og dag i området! Men også det, at området ligger en smule højere, har betydning.

Der skal minimum være benyttet to druer. I rødvine må der max være 10% hvide druer og i rosé 20%. En lidt tåbelig regel, især når man ser, at en række af de bedre huses topcuvéer er 99% syrah og 1% grenache, ene og alene for at overholde reglerne.

Syrah er den vigtigste drue for Luberon og tilfører vinene rygrad, er rig på alkohol, stærk i farven, meget aromatisk, fin og kompleks, tannisk, velbygget og med rimeligt lav syre. Grenache foretrækker en tør, stenet jord. Vinene er fyldige med en høj alkohol, lyse i farven og domineret af røde bærnoter. De to druer udgør 92% af alle røde druer. Herudover ser man mourvèdre, som giver masser af farve, er rige på tannin, en rimelig syre og en smule animalske i udtrykket. Carignan giver kraftige, fyldige vine med en kant af urter og mineralske noter. Cinsault er lyse vine med lette røde bærnoter, en fin syre og lav alkohol. Ideel for især rosévine, og man ser da også denne drue vokse i udbredelse.

For hvidvinene er det grenache blanc, som er den vigtigste. Den giver fyldige vine med en høj alkohol og lav syre, så den har behov for at blive blandet med andre druer. Blandt andet ugni blanc, som giver vinene friskhed. Clairette giver friske vine, der generelt har et lavere syreindhold med æble-, fennikel- og limeblomst aromaer. Vermentino giver lette, lyse vine med dild-, kamille-, fennikel- og hasselnøddenoter. Og ikke mindst en pæn syre, så det er også en drue, som flere og flere skeler til. Bourboulenc giver vine, som er meget florale med citrusaromaer. Herudover ser man roussanne, marsanne og lidt viognier.

Rosévinene er generelt lidt jævne. Meget frugtige i udtrykket og sætter sig lidt mellem to stole: De elegante, lyse Provençe-roseér og på den anden side de mere fyldige Rhône-vine. Dem, der fungerer bedst, er for mig dem, hvor cinsault spiller en større rolle. Men også vermentino, som oftest er den grønne drue, der benyttes i rosévinene, giver en god syre og frugt til vinene. Men der er mange forskellige stilarter, hvor farven og udtrykket varierer meget.

Fremtiden
Det er ingen hemmelighed, at Luberon nok ikke klinger velkendt for de fleste danske vinforbrugere. Hertil er området endnu for ukendt. Men med den store succes, som Rhône-vinene har herhjemme, er Luberon et spændende supplement, da vinene oftest er mere friske og mindre tunge end nabovinene. Specielt på hvidvinene, som er friske og meget imødekommende. Så jeg forstår til fulde, hvorfor man i Luberon ønsker at smide Hollywood-imaget og i stedet vil vise verden, hvad man kan på vinscenen. Men også en række unge vinmagere med Sylvain Morey, Romain Dol og Nathalie Margan i spidsen er med til at udvikle områdets fokus på vinene, især i forhold til terroir.

4 spændende vinhuse

Château La Canorgue – Importør: Egmoos Vine
Château La Canorgue ligger nær landsbyen Bonnieux på den nordlige side af Lubéron-bjerget, mellem Avignon og Aix-en-Provençe. Ejendommen har været i samme families eje i 200 år (fem generationer), og for godt 40 år siden besluttede familien at producere vinene efter biodynamiske principper. Det er i dag Jean-Pierre Margan og hans datter Nathalie Margan, som styrer vinhuset. Nathalie er uddannet ønolog og har lavet vin i bl.a. Australien og USA. Syrah er den primære drue for huset, og der arbejdes med lavt udbytte og topmoderne teknikker i kældrene.

Marrenon – Importør: Vestergaard Wines/Modin Vin
Vinfirmaet Marrenon er etableret i 1965 og er i dag en sammenslutning af 400 vinavlere fordelt på seks kooperativer. Marrenons marker dækker et areal på 4.000 hektarer i Ventoux, Luberon, Crozes-Hermitage og Gigondas. Det betyder, at organisationen uden sidestykke er den vigtigste i forhold til salg og udbredelse af vinene fra Luberon. Med vinmageren Philippe Tolleret ved roret har Marrenon en ambition om at blive anerkendt for vin af høj kvalitet. Det betyder, at de arbejder tæt sammen med vinbønderne for at sikre den rigtige kvalitet. Klart et af de bedre kooperativt styrede firmaer jeg er stødt på.

Domaine Morey – Importør: Otto Suenson
Sylvain Morey har arbejdet sammen med sin far Jean-Marc Morey gennem flere år i Bourgogne, samt startede sit eget domaine Bastide du Claux op i det sydligere Luberon i 2002. Han kører en stil, der minder om farens. Dog med mindre ændringer. Alle vine fremstilles med naturlig gær og afstilkning af alle druer. Det er med til at give vine med stor smagsintensitet og masser af frugt. Hans hvidvine er sublime men viser sig først rigtigt efter tre-fire år, så det er vine, der med fordel kan gemmes helt op til ti år.

Château la Verrerie – Importør: Simple Wines
Château La Verrerie er en større vinproducent, der ejes af Descours Group, der også ejer Charles, Piper Heidsieck og Biondi Santi. La Verrerie dyrker 52 hektarer jord, der består af ler og kalksten. Alle plots ligger omkring gården. Noget slot er der ikke, men det var en drøm for familien, som købte ejendommen i 1981. Siden 2006 har Valentin Deruaz stået for ledelsen og vinfremstillingen. Han har stor erfaring fra Californien og Champagne, og gården er på vej mod at blive certificeret biodynamisk.

12 spædende vine fra Luberon

Marrenon Gardarém 2020  93
Vestergaard Vine | 500 kr.
85% syrah, 15% grenache, 18 måneder på nye franske fade. Nordrhône stil, nærmest som en stor Cornas. Intens og fyldig vin med masser af intensitet og kompleksitet.

Sylvain Morey L’Odalisque 2016  93
Otto Suenson | ukendt pris
Primært vermentino med lidt viognier og clarette. Ja, den har noget alder, men det fortjener Sylvains vine, for sikke en udvikling! Som unge lidt neutrale men vent og se. Mørk med en flot koncentration og elegance. Fine, komplekse noter pakket ind i en flot og spændstig syre.

Château Le Verreie Grand Deffand Blanc 2022  92
Simplewine | 312 kr.
Grenache blanc og roussanne. Masser af fadnoter og stadig meget ung. Flot koncentration, elegant og burgundisk i udtrykket. Stor vin.

Domaine de la Royère Quercus 2019  92
Ingen importør
Syrah, grenache og mouvèdre. 24 måneder på fad. Fyldig, krydret og meget sydfransk i stilen med en del fad. Vil og kan også meget. Den høje alkohol på 15,5% er velintegreret. Stadig ung så kan med fordel gemmes.

Château Le Verreie Grand Deffand Syrah 2020  92
Simplewine | 312 kr.
Næsten kun syrah. Sort, mørk og meget intens. Meget Cornas-agtig med en kølig og fyldig stil med masser af sort peber.

Sylvain Morey Le Claux 2022  91
Otto Suenson | 210 kr.
98% syrah hvoraf en mindre del bruges som helklaser. Modnes på store fade. Mørk og krydret næse. En anelse parfumeret med let urtede noter. Knastør med en let tør afslutning. Meget ung, så kan med fordle gemmes tre-fem år, inden den nydes.

 

Château La Canorgue Viognier 2022  90
Egmoos Vine | 135 kr.
100% viognier modnet på bærmen på ståltanke. Flot balance og nedtonet i den mere elegante stil. Både modne og umodne druer co-fermenteres. Spændende biodynamisk vin.

Marrenon Grand Blanc 2022  91
Vestergaard Vine | 165 kr.
Primært grenache blanc og vermentino. Små udvalgte parceller på primært ler- og kalkstenskråninger. Fyldig og meget aromatisk hvidvin. Man fornemmer fadpræg. Fine pærernoter, smørblomst og lette nøddenoter. Flot mundrensende syre. Sprød afslutning.

Citadelle Le Artèmis 2022  90
Ikke i Danmark men koster omkring 100 kr.
30% roussanne, 30% marsanne, 30% rolle, 10% clairette. Fyldig og flot madvin pakket ind af en fin syre. Pæn længde og en ganske fin vin, især til prisen.

Château la Canorque Blanc 2022  90
Egmoos Vine | 129 kr.
25% roussanne, 25% marsanne, 25% clairette, 15% grenache, 5% nourboulenc og 5% vermentino. Blomstret næse. Fyldig med en fin syre. Meget frugtig og ligefrem stil. Madvin. Ganske fin balance og afslutning.

 

Domaine de Novi Les Soucas 2021  89
Ikke i Danmark
Især lavet på clairette og rousanne. Fyldig og moden næse. En madvin! Flot syre og lette tropiske frugtnoter. Fin balance.

Château de Sannes 1603 Rouge 2022  89
Ikke i Danmark men koster omkring 100 kr.
Grenache og syrah. Let frugtig stil med masser af røde bær. En rigtig bællevin i ordets positive forstand. Pæn balance og fin længde.