De fleste whiskeyentusiaster studser nok fortsat over at Single Malt Whisky kan forbindes med USA – men der er nu tæt på 200 producenter der er i gang med netop sådanne produkter. I denne artikel vil jeg kort opridse hvad American Single Malt er, historien bag, lidt om de største producenter – samt ikke mindst en beskrivelse af den meget spændende godkendelsesproces der er i gang i disse dage. I resten af denne artikel staver jeg whiskey med et ”e”, da det er den gængse stavemåde ”over there”.

Hvad er American Single Malt?
Fra officiel side findes der ikke nogen godkendelse – og alle de produkter der kalder sig for American Single Malt bliver derfor, fra myndighedernes side, blot kategoriseret som ”Whiskey”. Der er dog en del der tyder på, at det snart kommer til at ændre sig – og det kan du læse mere om til sidst. I 2016 grundlagde ni producenter American Single Malt Whiskey Commission (ASMWC), hvis formål er at koordinere, fremme og indføre en officiel definition af American Single Malt på det amerikanske marked. Siden da er mange flere stødt til – og i dag er der over 100 medlemmer.

Deres forslag var at introducere følgende definition:

  • Lavet på 100% maltet byg
  • Destilleret på et enkelt destilleri
  • Mæsket, fermenteret, destilleret og lagret i USA
  • Lagret på egetræsfade med en maksimal kapacitet på 700 liter
  • Destilleret til maksimalt 80% ABV
  • Flasket ved minimum 40% ABV

Medlemmerne af ASMWC følger disse regler, indtil der indføres et officielt regelsæt i USA.

Nye eller brugte fade?
I den foreslåede definition er der ikke krav om at man skal bruge nye fade – selv om dette er normen i USA. Hvis man f.eks. skal lave Bourbon, Rye Whiskey, Wheat Whiskey, etc. – så skal der altid bruges helt nye fade. På trods af at definitionsforslaget ikke nævner det, så bruger næsten alle (og måske alle?) producenter af American Single Malt dog nye fade i starten – inden de typisk efterlagres på brugte fade (sherry, portvin, rødvin, m.v.), som det kendes fra bl.a. Skotland. En af hovedårsagerne til at man bruger nye fade skal nok ses i lyset af, at der allerede findes en standard der hedder ”Malt Whiskey” (altså uden ”Single” i navnet) – og den kræver faktisk nye fade. Producenterne har derfor nok vurderet, at de ville overtræde reglerne, hvis de benyttede brugte fade og samtidigt benyttede ordet ”Malt” på etiketten. Det er et juridisk grænseland (og noget forvirrende), men sådan er situationen altså p.t.

 

Hvad er så forskellen på American Single Malt og den eksisterende ”Malt Whiskey” definition?
Her skal man holde tungen lige i munden – og det er naturligvis forvirrende, at man har en standard (der har været indført i mange år) der hedder ”Malt Whiskey”, samtidigt med at man kæmper for at få indført en anden standard – American Single Malt – der hedder næsten det samme. Men… der er faktisk afgørende forskelle: En amerikansk-produceret Malt Whiskey skal overholde følgende krav:

  • Lavet på mindst 51% maltet byg (American Single Malt er 100%)
  • Destilleret til maksimalt 80% ABV (samme som American Single Malt)
  • Påfyldt tønderne ved maksimalt 62,5% ABV (ingen krav til American Single Malt)
  • Lagret i nye brændte egetræsfade (kan også være brugte og ikke-brændte til American Single Malt)
  • Flasket ved minimum 40% ABV (samme som American Single Malt)

Herudover er der ingen krav til tøndernes størrelse, hvor whiskeyen er destilleret henne – og naturligvis også: Om den er destilleret og lagret på et enkelt destilleri.

Den helt overskyggende forskel er dog at der kun bliver brugt 51% maltet byg. Teknisk set er definitionen ”mindst” 51% (og kunne derfor være 100% som American Single Malt) – men reelt er de fleste Malt Whiskey produkter lige omkring de 51%. De resterende procenter er typisk majs.

Fun fact: Reglerne for Bourbon er mindst 51% majs, som du måske ved. Du kan derfor have en Bourbon med 51% majs og 49% maltet byg – og en Malt Whiskey med 51% maltet byg og 49% majs. De to på overfladen forskellige produkttyper ville være umulige at smage forskel på, hvis alle andre forhold var lige.

Malt Whiskey har aldrig rigtig slået igennem i USA, men der er dog nogle producenter der har haft sådanne produkter på hylderne i nogle år, blandt andet det kendte mærke Woodford Reserve.

Malt Whiskey har et tæt familiemedlem der hedder ”Rye Malt Whiskey” hvor reglerne er identiske, bortset fra at den maltede byg er byttet ud med maltet rug. Og ja: Man kan sagtens malte rug, ligesom man også kan malte hvede og majs. Rye Malt Whiskey er dog aldrig blevet en succes – og kun en håndfuld eller to produkter er kommet på markedet.


Malt Whiskey fra Woodford Reserve

 

 

Hvem er de vigtigste producenter af American Single Malt?
Som nævnt i starten, så er der nu produkter fra næsten 200 producenter på markedet. De helt store er Balcones, Westland, Stranahan’s, Westward og St. George. Af dem der (i skrivende stund) kan fås på det danske marked vil jeg fremhæve:

  • Westward Distillery (Portland, Oregon). Grundlægger af ASMWC og de fleste af deres standardprodukter kan købes i Danmark. Har prøvet dem alle – og kvaliteten er solid.
  • Balcones Distilling (Waco, Texas). Grundlægger af ASMWC. Deres standard ”Texas Single Malt” er virkelig god og cask strength-udgaven (som p.t. ikke kan købes i Danmark) er spektakulær.
  • Westland Distillery (Seattle, Washington). Grundlægger af ASMWC. Et par af deres produkter kan købes i Danmark – og de får generelt meget fine anmeldelser.
  • Boulder Spirits (Boulder, Colorado). Har som en af de få en peated American Single Malt.
  • Cedar Ridge Distillery (Swisher, Iowa). Deres standard American Single Malt kan købes i Danmark.

 

Kommer der så et American Single Malt ”boom”?
Der er ingen tvivl om, at der er et American Single Malt boom på vej i USA og for at illustrere dette, så kom selveste Jack Daniel’s med en American Single Malt sidste år. Det var ganske vist en specialudgave, men de har annonceret at der kommer en American Single Malt i deres standardsortiment snart. Boomet kommer nok ikke til Danmark lige med det samme, da traditionen for at drikke Single Malt fra Skotland – fremfor andre lande – nok er temmelig fastgroet. Men man skal aldrig sige aldrig.

American Single Malt fra Jack Daniel’s.
Du kan se en anmeldelse på straightwhiskey.dk

 

 

 

Hvad sker der lige nu omkring American Single Malt-godkendelsen i USA?

Den 29. juli 2022 foreslog ”Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau” – bedre kendt som ”TTB” – at der skulle oprettes en ny standard for American Single Malt. TTB er de officielle myndigheder, og de har foreslået standarden efter en del pres fra ASMWC-medlemmerne. TTB’s forslag var essentielt identisk med det forslag der lå fra ASMWC og blev sendt til høring samme dag. Deadline for kommentarer var den 27. september 2022, så den endelige standard har altså været behandlet internt siden da (TTB rider ikke samme dag de sadler). Når man lytter på vandrørene, er der dog generel enighed om, at den endelige ratificering kommer til at ske i løbet af sommeren/efteråret 2023. Så det kan være sket, når du læser disse linjer…

 

  Malt Whiskey

fra USA

American

Single Malt

Single Malt fra Skotland
Maltet byg Mindst 51% 100% 100%
Destillations-ABV Max 80% Max 80% Max 94,8%*
Kedel-typer Column & Pot Still Column & Pot Still Pot Still
Lagrings-ABV Max 62,5% Ingen krav Ingen krav
Tøndestørrelse Ingen krav Max 700 liter Max 700 liter
Flasket ABV Min 40% Min 40% Min 40%
Alder Ingen krav Ingen krav Min 3 år
Tøndetyper (Eg) Nye (brændte) Nye og brugte Nye og brugte
Produktionsområde Ikke defineret USA Skotland

* De 94,8% er den generelle regel for Skotsk Whisky – der er ikke separate regler for Single Malt.