Det grønne bakkede landskab møder én, når man fra Verona kører mod Soave. Her kører man først igennem Valpolicella, indtil man møder den hyggelige lille by Soave, kendt for sine hvidvine. Navnet “Soave” går langt tilbage, og en af historierne går på, at Romeo efter et stævnemøde med Julie modtog et glas vin fra en tjener, og da han havde smagt den, udbrød han “Soave”, hvilket betyder noget i retning af dejlig eller liflig. Man har produceret vin i Soave i århundreder, men det var først i 1970’erne, at Soave oplevede sit store gennembrud. Et gennembrud, som den dag i dag betyder, at området udgør en ikke uvæsentlig del af de hvidvine, der produceres i Italien under DOC.

Soave fremstilles hovedsageligt af garganega, evt. suppleret med op til 30% chardonnay, pinot bianco eller trebbiano di Soave. Desuden er det tilladt at bruge 15% andre trebbiano-kloner, hvis de stammer fra vinstokke, der er plantet før 1993.

Hovedappellationen er Soave Classico, en appellation, der er tildelt områdets ældste vinmarker og som typisk ligger i bakkerne men man nede på det flade område udelukkende kan kalde sine vine Soave. For at en Soave kan kaldes for Soave Classico Superiore og opnå DOCG status, skal den desuden besidde mindst 11,5% alkohol, hvilket betyder, at druerne skal være af en bedre kvalitet, hvilket igen kræver lavere høstudbytte.

En af de uden tvivl mest betydende producenter for Soave er Pieropan familien. Det var Leonildo Pieropan, som i 1880 startede med at lave vin i centrum af byen Soave. Familien har her en større ejendom, som de har beboet i over 250 år. Hans filosofi var, at god vin starter i marken. Men det var hans nevø, som også hed Leonildo Pieropan, som i 1960’erne virkeligt havde de store visioner og skabte vinhuset et navn. På dette tidspunkt, da markedet blev oversvømmet med ligegyldig og intetsigende Soave fra store kooperativer, koncentrerede Pieropan sig om at købe jord på de bedst placerede cru’er og har således i dag 27 hektarer topplacerede jordlodder. I dag er det Leonildo’s børn Andrea og Dario, som driver vinhuset. Andrea primært i markerne og Dario i vinkælderen.

Calvarino
Specielt kendte er de to enkeltmarks Soaver “Calvarino” og “La Rocca” og fremhæves ofte af den italienske og internationale presse som arketyper på klassisk Soave. Begge vine har også vist en glimrende evne til at lagres i mange år, hvilket er ret sjældent for italiensk hvidvin. En smagning tilbage til 1994 viste da også med tydelighed, at dette er vine, der uden problemer og endda med fordel kan gemmes i hvert fald 20 år. Calvarino er en syrefast og frugtrig vin. Jordbunden her er en mørk, lavaholdig jordbund med ler og balsalt. Første årgang var 1972 og dermed Italiens første enkeltmarkshvidvin. Da 2021 netop er frigivet, har den altså 50 års jubilæum i år. Selve marken Calvarino dækker 41 hektarer i hjertet af Classico, mens huset ejer 8,5 hektarer, men vigtigere også rettigheden til at bruge navnet, hvilket andre ikke kan. Calvarino betyder “lille prøvelse” og hentyder til, at den var svær at arbejde på. Den ligger mellem 50 og 125 meters højde med en vestlig og sydvestlig eksponering.

La Rocca
La Rocca virker ofte en anelse federe og mere cremet i udtrykket. Den kommer fra en kalkholdig jord, hvor Pieropan ejer fem hektarer. Den store forskel er ud over jordbunden, at La Rocca modes på botti; og var den første i Soave med fadlagring af garganega tilbage i 1978 og har siden dannet skole for denne stil.

Der laves desuden en sød vin kaldet “Le Colombare”. Dette er en hvid Recioto di Soave fremstillet på 100% garganega. Druerne tørres stadig på gammeldags façon på måtter midt i Soave by. Le Colombare har en flot balance mellem sødme og syre og er kendetegnet ved en let eksotisk duft.

Valpolicella
Tilbage i starten af 2000 tallet begyndte Pieropan også at fremstille vine baseret på røde druer fra Valpolicella zonen. Der arbejdes med corvina, corvinone, rondinella samt lidt croatina. Der fremstilles nu både Valpolicella og Amarone; men ingen planer om en Ripasso. Vinene produceres på Villa Cipolla, som ligger i byen Tregnago i Valpolicella i øvrigt næsten som nabo til Dal Forno. “Ruberpan” er en klassisk, rank Valpolicella med elegant og lys bærfrugt kombineret med et krydret element. Denne vin er klassificeret som en Valpolicella Superiore. Og i stilen mere frisk og elegant end man oftest finder. Vinene er holdbare, og blandt andet viste en 2004 at stå utroligt flot her små 20 år efter. I 2010 introducerede Pieropan deres Amarone. Druerne kommer  fra Monte Garzon ikke langt fra vinhuset men fra en højtbeliggende mark. Man høster sent, men højden og mikroklimaet betyder, at man ser en friskhed og elegance, man ellers ikke finder i Amarone.

Nyt vinhus
I 2015 tog familien beslutningen om at bygge et nyt vinhus, da pladsen var trang på den gamle gård midt i Soave. Man fandt en grund lige uden for byen lidt oppe i bakkerne og begyndte i 2016 at bygge det imponerende nye vinhus, som er bygget ind i bakkerne og derfor fremstår med et med naturen. Blandt andet er der på toppen af vinhuset plantet vinmark med pinot blanc vinstokke. Når man træder ind mødes man af et enormt og imponerende bygningsværk, hvor hver rum er dedikeret til en vin. Der benyttes blandt andet udelukkende cement til fermentering og modning af basis Soave samt Calvarino. Mens La Rocca fermenterer og modner på franske 500 liters fade. Stål benyttes udelukkende til blending. Der er plads til produktion af langt mere end de 650.000 flasker, der i dag produceres årligt, men det er bevidst, og brødrene har da også et ønske om at vækste familievingården yderligere, dog uden at gå på kompromis med den kvalitet, som familien altid har stået for.

En række netop frigivne vine

Pieropan Soave Classico 2022
ca. 130 kr.
85% garganega og resten trebbioano di Soave. En varm og svær årgang, men hvor man alligevel er fremkommet med en ganske pæn, frugtig vin. Pæn fylde, intens med masser af gule æbler og ferskennoter. Flot balance og på mange måder ganske klassisk. 89

Pieropan Soave Calvarino 2021
ca. 200 kr.
70% garganega og resten trebbioano di Soave. Modnet på cement 13 måneder. Mørk og fyldig næse. Intens i smagen med fersken, abrikos, syltet frugt, mineralsk og blomstret. Yderst flot syre. En vin, der kan gemmes mange år og med fordel bør gemmes i hvert fald 5-8 år, før den nydes. 94

Pieropan Soave Calvarino 5
ca. 750 kr.
I forbindelse med åbningen af det nye vinhus i 2021 lancerede man en Calvarino, som var blended af fem årgange: 2008, 2009, 2010, 2011, 2012. Altså i gennemsnit 12 år gammel vin, men som står yderst frisk. Og skulle jeg have gættet blindt, havde jeg ikke skudt den til at være mere end 5-7 år gammel. Flot dybde og kompleksitet. Ganske interessant vin, som kan åbne op for at dette kunne være en vej frem for en ny stil for vinhuset. 94

Pieropan Soave La Rocca 2021
ca. 269 kr.
100% garganega. Modnet på franske fade. Man fornemmer fadet i næsen med toastnoter. Sent høstet nogengange med botrytis. Fyldig med tropisk frugt og vanilje. Fyldig spændende madvin med flot dybde. 94

Pieropan Recioto di Soave Colombare 2018
ca. 225 kr.
100% garganega. Tørret indtil januar, derefter presset og fermenteret. Intens med en høj viskositet. Masser af abrikos og tropisk frugt. 120 gram restsukker, som er balanceret flot med syren og frugten. Lang og vedvarende afslutning. 93

Pieropan Ruberpan Valpolicella Superior 2020
ca. 180 kr.
Fra Vigna Monte Garzon på et blend af druer, som er cofermenteret. Friske, røde kirsebær, intens, og ufiltreret, som man lige er startet med. Masser af grøn peber. En frisk og elegant Valpolicella med en imponerende syre. 91

Pieropan Amarone delle Valpolicella 2017
ca. 460 kr.
Fyldig og med 16,7% alkohol, som den bærer flot. Masser af røde kirsebær, krydderier og pebernoter. Intens i smagen med en flot balance. Især syren balancerer alkoholen flot. Lang afslutning. 93

Vinene forhandles i Danmark af Adriat Vinimport