I Cadillac sydøst for byen Bordeaux finder man Chateau Carsin. Siden 1990 ejet af den finske familie Berglund. Selve slottet er helt tilbage fra 1759, hvor det var en del af Chateau Salins, men i 1805 blev det selvstændigt. Der blev dog ikke produceret vin fra 1964 og indtil familien overtog. I starten skulle de lære markerne og det lokale terroir at kende og besluttede i 2000 at omlægge til først økologisk og siden biodynamisk vinbrug. I dag er det ejeren Juha Berglunds datter Nea der er vinmager og samtidig styrer slottet, mens hendes far er begyndt at trække sig tilbage. Slottet er naturligt kendt i Finland og mange finner benytter nogle uger i september hvert år til at hjælpe med høsten.

Vi har smagt en række af vinene fra slottet.

Blanc de Carsin 2021. Pris. ca. 75 kr.
Semillon 80% og resten Sauvignon Blanc, modnet på ståltanke. Simpel meget ligefrem syrlig vin med melon, citrus og lyse blomstrede noter. Medium intensitet og en let frugtig afslutning. Anelse simpel. Alk.: 10,5%   87

La Rose Sauvage 2021. Pris. ca. 100 kr.
100% Malbec med 5 minutters skindkontakt! Meget let og frugtig rosé. Imødekommende med ribs og hindbærnoter. Medium koncentration og en generelt let frugtig stil. Alk.: 9,5%   88

Le Fruit Défendu 2021. Pris. ca. 150 kr.
100% sauvignon blanc fermenteret og modne på franske fade. Mørk og fyldig vin med tydeligt fadpræg. Meget ren i smagen med fersken, stikkelsbær og vaniljenoter. Flot balance og masser af intensitet i smagen. Atypisk men meget spændende vin. Alk.: 13%   91

L’Amour Fragile 2021. Pris. ca. 100 kr.
100% sauvignon blanc fermenteret og modnet i amfora med 20 dages skindkontakt. Fyldig og intens med abrikos, licchi og limefrugt noter. Lette tanninnoter fornemmes. En spændende meget atypisk vin som bør drikkes til mad. Alk.: 12,5%   90

Rouge de Carsin 2018. Pris. ca. 100 kr.
Merlot 90%, 5% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Ca. halvdelen modnet på stål og den anden på brugte fade. Pæn fylde og begyndende modenhed. Brombær, mocca, tobak og lette fadnoter. Harmonisk vellavet vin til en ganske flot pris. Alk.: 13,5%   89

L’Aventure Nocturne 2019. Pris ca. 200 kr.
100% merlot. 12 mdr. På brugte fade. Parfumeret I duften. Yderst imødekommende og frisk i udtrykket. En rigtig crowd-pleaser med bløde runde tanniner og masser af frugtintensitet i smagen. Vellavet vin som kalder på et glas mere. Alk.: 13,5%  91