Champagne forbinder de fleste nok med nytår, fest og eksklusive vine. Men det er også en vin langt ud over dette. Vi kender alle de store champagnehuse som Moët & Chandon, Veuve Clicquot og Mumm, som har gjort den perlende drik berømt over hele verden. Og det er store huse! Selvom Moët & Chandon ikke offentliggør deres produktionstal, siges det, at der laves ikke mindre end næsten 40 millioner flasker af deres basis champagne Imperial årligt.
Men som i alle vinområder sker der også en masse nyt i Champagne, og ikke mindst er en ny generation af vinbønder i de senere år kommet op til overfladen og gør opmærksom på sig selv med champagner i en stil, som ligger milevidt fra de store huses strømlinede og ensartede udtryk. Det er familier, som har lavet champagne i generationer, og som dyrker deres druer selv, vinificerer selv og markedsfører selv. Deres champagner kaldes ‘grower champagner’ og officielt récoltant-manipulant (RM), som det står skrevet på etiketten. Det er der ikke noget nyt i, det har de gjort i mange år. Men det er nyt, at unge vinmagere/generationer tager over og snakker om enkeltmarker, terroirdrevne vine, lav dosage, cementæg og solmodne druer, så chaptalisering ikke er nødvendigt. Det er ikke noget, man ofte hører, og specielt ikke fra de større huse.
Vi vil i denne artikel sætte fokus på netop disse vinbønder, som man finder over hele Champagne området. Totalt er der i dag 3.700 RM-huse i Champagne. Det er mange, men en stor del laver kun få flasker selv og sælger så enten druer, juice eller vin til de større huse eller kooperativer. Tidligere i historien var det almindeligt at sælge sine druer til de store huse og ikke beskæftige sig med vinificering og salg og marketing. Det var dejligt nemt, især når druerne var høstet, og man fik en god pris for druerne. Men man var meget afhængig af klima og ikke mindst den internationale efterspørgsel, så man kunne opleve at få meget lidt for sine druer i ét år, og derfor blev det attraktivt også at lave lidt champagne selv. Hvorfor sælger vinhusene så i dag deres druer og bruger ikke alt selv? Svaret er stadig prisen, som pt. i gennemsnit er over 50 kroner pr. kilo druer. Det er der ikke mange andre vinregioner, der kan præstere.
I dag sker størstedelen af salget ved vinhuset direkte, for det er meget almindeligt for de lokale i Frankrig at køre til Champagne og fylde bilen op. Primært grundet prisen på champagne, som oftest er noget billigere på landet end i byerne, hvor det især er de store kendte champagner ,som pryder hylderne. I dag er det cirka hver tredje solgte champagne i Frankrig, som kommer fra en RM.
En mindre gruppe af vinbønder ønsker dog at gå skridtet videre og satser på at opbygge sit eget mærke og ikke kun sælge lokalt; men at komme ud i hele den store verden med deres vine. Og det ser ud til at lykkes, for tager man et kig på, hvor mange champagnehuse, som er tilgængelige i Danmark, er det steget støt de senere år; og det skyldes især den håndfuld af importører, som kun satser på champagne. Men lad os allerførst kigge på områderne i Champagne.
Områderne
Champagne er opdelt i en række områder. Montagne de Reims er højborgen for pinot noir. Området ligger primært lige syd for Reims og består af 25 vinlandsbyer. Her rundt om bjerget finder man i alt lidt over 4.000 hektarer og hovedsageligt marker med pinot noir. Jordbunden er mere domineret af ler end andre steder, hvilket netop er velegnet til pinot noir. De lettere vine findes nord for bjerget tæt på Reims, men de er kraftigere sydligere specielt omkring Bouzy og Ambonnay.
Vallée de la Marne er et stort område vest for Epernay og dækker over 100 vinlandsbyer og mere end 12.000 hektarer med vin. Det er meunier-druen, som dominerer her, specielt des længere vest man kommer. Ikke overraskende er der her en hel del RM, hvilket blandt andet skyldes, at den vestligste del kun ligger lidt over en times kørsel fra Paris.
Côte de Blancs finder man syd for Epernay, og her man finder man de bedste chardonnay-druer. Specielt omkring Mesnil. Jordbunden er præget af kalk og limsten, hvilket er ideelt netop for chardonnay. Her finder man lidt over 3.300 hektarer, og det er også her, man finder en række af grand cru-landsbyerne.
Côte de Sézanne dækker godt 1.500 hektarer og ligger i en lang stribe mellem Epernay og Troyes. Chardonnay dominerer her og var i mange år kendt som baghaven til Champagne, hvor man kunne få chardonnay til en rimelig pris til sine vine. I dag er der flere RM her, som laver rigtigt spændende vine.
Côte des Bar ligger et par timers kørsel syd for Epernay og er ret afsides resten af Champagne. Der har historisk været mange diskussioner om området burde være en del af Champagne, men siden 1927 har de været fuldgyldig del, og i dag er mange af de store huse afhængig af pinot noir druerne herfra, specielt til deres rosé champagner. Landskabet er mere vildt og bakket hernede, og jordbunden minder på mange måder om den, man finder i Chablis med Kimmeridge-kalk. Men det er ikke chardonnay men af historiske årsager pinot noir, som dominerer. Da jordpriserne her er til at betale i modsætning til omkring Epernay, ser man flere unge etablere sig, og det vil være et område, man skal holde øje med.
Ud over disse hovedområder ligger der en række mindre områder ind imellem, som jeg ikke denne gang vil gå dybere ind i.
Der har i mange år været diskuteret, om Champagne-området skal udvides. Arbejdet startede i 2003, og i 2017 kom der et forslag på bordet. I 2023 bliver det så endeligt besluttet, om en række yderområder skal inkluderes i det berømte område. Men det vil primært være til gavn for de store huse, da de allerede har opkøbt flere hundreder hektarer i håbet om, at det bliver godkendt. Så at håbe på lavere jordpriser er en illusion.
Druerne
Pinot noir, chardonnay og meunier er de tre hoveddruer, som benyttes i Champagne. Hovedruer, da de udgør 99% af alle vine, men andre druer som pinot blanc, pinot gris m.fl. er også tilladte. Oftest ser man de tre druer i et blend. Pinot Noir er den mest plantede og udgør 38%. Vi kender den fra især Bourgogne, hvor den stammer fra og senere blev plantet i Champagne. Den kan være lidt kritisk at arbejde med, da den knopskyder tidligt og dermed er i risiko for frostskader om foråret. Til gengæld giver den struktur, hvilket vil sige krop, fylde, frugt og dybde til vinene. Og så er den vigtig for især roséchampagnerne som jo laves ved at blande rødvin oftest lavet på pinot noir med resten af vinen, inden den andengærer på flaske. Og netop efterspørgslen på den roséfarvede champagne har betydet, at mange producenter kigger mod syd og området Aube, som netop er kendt for at have meget pinot noir.
Chardonnay er den næstestørste drue med 31%. Den giver især frugt, syre og dybde. Højborgen for chardonnay er Côte des Blancs lige syd for Epernay, hvor en række grand cru landsbyer findes. Men flere kigger mod Côte de Sézanne mod syd, hvor der ligger en række RM, som har fokus på den denne drue.
Meunier udgør lige over 30%. Den er ikke nær så følsom som de to andre druer og rammes derfor ikke ofte af frostskader eller råd. Til gengæld er vinduet for høsten lille, da den ellers mister syren. Den giver vinene fylde, frugt og krop. Man ser den sjældent alene, og den har sin højborg i Vallée de la Marne.
En vigtig del af champagne er endvidere vin de reserve, som er vin, man gemmer og modner yderligere for at give dybde til champagnen. Enten er det en enkelt årgang eller et par stykker, som benyttes. Men man ser også flere arbejde med et solera system med vine 20-30 år tilbage, hvor en ny del tilsættes hvert år.
Trenden
Med 4.500 producenter er der naturligt stor forskel på deres tilgang til champagne. Nogle arbejder udelukkende på at lave så prisbillig champagne med en forholdsvist høj dosage, som rammer bredt. Men der er også mange, som skaber deres helt egen stil. Det er med lavere høstudbytte, naturligt gær, mindre tilsætning af svovl, arbejde med enkeltmarker, lavere dosage osv. Det gælder om at skille sig ud fra mængden og få en profil. Trenden i Champagne i disse år er, at mange prøver at finde frem til et unikt udtryk for at skille sig ud. De gærer på små fade eller amfora, laver champagne på ren meunier eller laver champagne helt uden dosage. Den knastørre champagne er ikke noget for den ældre generation, men når jeg snakker med den ældre generation, er der en opblødning mod den nye stil. Og det er jo netop den store fordel ved ‘grower-champagne’, at de skaber diversiteten i udtrykket. At vi som forbrugere ved, at vi får forskellige vine og stilarter ved forskellige producenter. Ikke at det ikke sker hos de store kendte mærker, men det er slet ikke så udtalt.
2022 årgangen
Jeg ankommer til Champagne, lige da høsten er færdig. Det var en forholdsvist tidlig høst, som startede 20. august, og for de fleste sluttede midt i september. En høst, der vurderes til at være næsten dobbelt så stor som sidste år, som dog var meget præget af frostproblemer. Det er en varm årgang, og man nåede 30 grader flere gange i juli og august. Modningen var høj, og derfor er nødvendigheden af chaptalisering mindre end normalt. Generelt er vinbønderne godt tilfredse, omend de mest ærlige også må indrømme, at det ikke er en årgang på højde med 2021 kvalitetsmæssigt. Philippe Delouvin fortalte mig, at syren er den laveste i de sidste 50 år i Vallée de la Marne.
Også i Champagne distriktet ser man store klimaforandringer, og gennemsnitstemperaturen er de seneste 10 år steget med 1,8 grader. Det betyder ifølge Comte Champagne, at der skal arbejdes mere med økologi samt udvikles nye metoder til at bevare druernes friskhed efter høsten; og måske bliver chaptalisering ikke så almindeligt mere som i dag. Om der skal andre druer til, er nok mere et spørgsmål, hertil er de tre hoveddruer for vigtige. Men man kigger uden tvivl på mere nordvendte skråninger, nye måder at lave opbindinger, andre måder at beskære på samt meget andet, som kan være med til at holde på syren, også i meget varme år.
