Den kendte auktion Hospices de Beaune slog igen i år rekord med prisen pr. fad.

Der blev i årets udgave af Hospices de Beaune auktionen solgt for mere end 222 mio. kr. Det er mere end dobbelt op i forhold til 2021, men antallet af fade var også 50% højere grundet en lille høst i 2021. Gennemsnitsprisen for et fad endte derfor i rekordhøje 268.000 kr. Det er den højeste gennemsnitspris for et fad nogensinde og en smule større end sidste år. Der kan aftappes 288 flasker fra et fad hvilket altså giver en gennemsnitspris på 930 kr. En pris uden skat, moms og avance!

I alt 802 rød- og hvidvinsfade samt 9 fade med spiritus var under hammeren i år.

Auktionens dyreste fad er altid La Pièce du Président ‘Præsidentens fad’. Fadet gik for en pris på lige over 6 mio. kr. for et fad fra Maison Louis Latour, som er et blend af Corton Renardes, Corton Bressandes og Corton Chaumes. Fadet blev købt af en gruppe af Bourgogne negosianter som var gået sammen for at hylde Louis-Fabrice Latour som gik bort i september i år. I den almindelige auktion blev det dyreste et fad med Bâtard-Montrachet Grand Cru ‘Cuvée Dames de Flandres’ som blev solgt for omkring 2,4 mio. kr.

Auktionen er vigtig for netop prissætningen af den nye årgang fra Bourgogne. Mange af de store negocianter benytter auktionen som pejlemærke for efterspørgslen og priserne. Man kan derfor som udgangspunkt godt forvente en prisstigning på 20-30% på 2022 årgangen når den i løbet af 2023 og 2024 frigives til salg.

Auktionen er et velgørenheds-arrangement og støtter en række lokale velgørenhedsorganisationer.