På besøg i Steiermark

Sydligst i Østrig finder man Steiermark. Måske ikke et område som mange har hørt om endnu, men det er jeg overbevist om at mange flere vil de næste år. Det skyldes først og fremmest kvaliteten som er tårnhøj samt det faktum, at netop her har klimaforandringerne haft en særdeles positiv influering i forhold til druernes modning og dermed den stil af vin man laver. Men mere om det senere.

 

Historien

Steiermark var i mere end 700 år et samlet hertugdømme i det østrigske kejserrige. Men efter nederlaget i første verdenskrig gik hertugdømmet fra hinanden i 1919 og det nuværende Steiermark kom til at ligge i Østrig, mens det primært slovensktalende Untersteiermark blev en provins i Slovenien (Spodnja Stajerska). Herefter kom der en lang periode med fattigdom og vinproduktion var for de fleste kun en bibeskæftigelse mens indkomsten kom fra frugt og korn produktion. Man skal derfor helt frem til 1960’erne før de første producenter slog sig ned på salg og produktion af kvalitetsvin. Små udskænkningssteder blev etableret, hvor besøgende kunne nyde lokalt brød, speck, pølser og vin. Og man begyndte at sælge vin til restauranter i Graz og Wien.

Og da vinskandalen ramte Østrig i 1985 begyndte forbrugerne at søge mod de tørre vine og Steiermark kom pludselig på landkortet. På dette tidspunkt var det almindeligt at producere vin med restsukker mange steder i Østrig, men da netop de søde vine var centrum for vinskandalen kiggende man mod de få steder som var kendte for deres tørre vine. Og Steiermark var netop et af de få steder i Østrig kendt for det.

Op gennem 1980’erne gik en gruppe af de yngre generation sammen om at skabe et fællesskab omkring vin og ikke mindst kvalitet. Det var folk som Polz, Tenent, Erwin Sabathi og Sattler som begyndte at arbejde med produktionsmetoder de havde lært og set især i Frankrig samt ikke mindst udveksle erfaringer. Lidt den samme historie som man så i spanske Priorat i 1980’erne, hvor Carles Pastrana, René Barbier og Álvaro Palacios også var forgangsmæsnd for den udvikling som Priorat senere tog.

Dette medførte da også at Steiermarks kvalitets steg marbart og i 2007 formede man så Steierische Terroir & Klassik (STK) med 12 medlemmer. Ideen var at lave en klassifikation for Steiermark på baggrund af historie, erfaringer og ikke mindst mange års smagning af vine fra forskellige marker. Man introducerede derfor 1-STK’ som en slags premier cru og ‘G-STK’ som pendent til en grand cru. Begge er underlagt særlige regler for udbytte, vinstokkenes alder og skal være helt tørre vine lavet på lokale, klassiske druer.

 

Slovenien

Slovenien på den anden side af grænsen var historisk også en vigtig vinproducerende region og derfor har en række vinhuse som f.eks. Terment marker på begge sider af grænsen og i 2012 blev der oprettet sammenslutningen Historischer Doppelbesitz med vinhuse, der har besiddelser på begge sider af grænsen, stiftet som Weinbauverein steirischer Doppelbesitzer. I dag har disse medlemmer mulighed for at dyrke markerne i sammenhæng og at forarbejde druer fra den ene side af grænsen på den anden. Og når man smager vinene fra den slovenske side er de stilmæssigt derfor ikke overraskende meget lige de østrigske.

Områderne, klima og terroir

Steiermark består af tre områder: Vulkanland, Südsteiermark samt Weststeiermark. Området er kendt som Østrigs grønne hjerte og det ser man tydeligt selv om vinteren og det tidlige forår hvor alt er grønt. Når man kigger omkring, er landskabet domineret af bølgende grønne bakker, skove, enge, frugtplantager og ikke mindst vinmarker. Og det er ikke uden grund af området kandiderer som et af de smukkeste i verden. Og lidt et smørhul som Gerhard Wohlmuth beskriver det, ”her er gudesmukt, kun en halv time til storbyen Graz, en time så står man på ski i alperne eller to timer så står man ved middelhavet”.

 

Selvom området ligger sydligst i Østrig, ligger markerne i 3-600 meters højde samt i nærheden til Alperne. hvilket betyder at Steiermark er et ret køligt vinområde, hvor intense og aromatiske hvidvine er i højsædet. Og tidligere sloges man da også med at modne druerne fuldt hvert år, hvilket dog ikke er et problem mere. Klimaet er et semi-alpint fastlandsklima med influering af det mere fugtige, adriatiske kystklima fra syd samt den såkaldte pannoniske indflydelse fra øst, hvor varme vinde blæser ind fra den store ungarske slette. Køligheden og specielt de store forskelle i temperaturerne mellem dag og nat giver længere modning og dermed kompleksitet i vinene. Hvilket er essentielt for at forklare hvorfor vinene har opnået den høje kvalitet de har idag. Man høster derfor ikke før i oktober måned og typisk gennem det meste af måneden. Frost er ikke en større udfordring som i andre vinområder. Senest problemer var i 2016, men derimod er den megen regn typisk 1000-1200 mm årligt et problem der ofte giver råd i markerne. Det er derfor udfordrende og kræver mange arbejdstimer i markerne, hvis man vælger at arbejde økologisk som især mange i den nye generation vælger. Men teknologien hjælper også til og pt. tester Polz robotter som kan arbejde i de stejle vinmarker med at sprøjte på tidspunkter hvor det næsten er umuligt at bevæge sig grundet den bløde jordbund.

Men lad os kigger nærmere på de tre delområder.

Vulkanland

Vulkanland hed tidligere Südoststeiermark og grænser op til Eisenberg i Burgenland. Navnet kommer af de mange vulkaner der er i området som dog ikke er aktive mere. Området er det første af de tre delområder man kommer til hvis man kører fra Wien mod Steiermark. Det er stort og næsten 50 km langt og 30 km bredt. Men der er kun omkring 1.700 hektar med vin. Jordbunden bærer både præg af vulkansk undergrund, og 34 millioner år gamle havaflejringer med stort indhold af sand- og kalksten. Det meste vin finder man i den sydlige del omkring byerne Kapfenstein, Straden, Klöch og Bad Radkersburg. Man ser flere forskellige druer her såsom chardonnay, gelber muskateller, weissburgunder (pinot blanc), grauburgunder (pinot gris), sauvignon blanc, welschriesling og traminer. Stilen for vinene er en smule mere opulente og syren måske lidt lavere end vinene fra resten af Steiermark. Men som med så mange andre områder kommer det meget an på producenterne. Omkring 200 laver vin i Vulkanland, men kun et par håndfulde regnes for at lave vin i bedre kvalitet. Her kan især nævnes Christoph Neumeister og Weingut Frauwallner, som må siges at udgøre toppen her.

 

Südsteiermark

Südsteiermark er den mest kendte del af Steiermark og der hvor hovedparten af de mest kendte producenter kommer fra. Området ligger sydligst og har godt 40 km grænse med Slovenien mod syd. Der er omkring 2700 hektar plantet med vin i de mange imponerende bakker og bjerge som udgår området. Nærmest som et glansbillede når man står på toppen af en af markerne og ser ud over det storslående landskab.

 

Men man skal ikke lade sig forblænde, for det er hårdt arbejde at dyrke vin her. Vinmarkerne er stejle og man kan godt fristes til at tro man er i Mosel i Tyskland når man står på toppen og kigger ned. Jordbunden er kompleks med dels vulkanisk jordbund men også kalkmergel, kalksten, ler, sand, skifer og basalt. Man kan finde det meste i Steiermark og det er ikke ualmindeligt at man skal bruge 1200 arbejdstimer pr. hektar årligt. Man er derfor meget afhængig af især den slovenske arbejdskraft som krydser grænsen hver dag.

Der arbejdes især med sauvignon blanc som nærmest er blevet signatur for området. Herudover arbejder en del med chardonnay (som her kaldes morillon), gelber muskateller, og welschriesling, men også i mindre stok pinot blanc, pinot gris og traminer. Nogle få laver rødvin på pinot noir eller de to østrigske druer zweigelt og blaufränkisch.

Man kan groft sagt definere vinene i to typer. Dels de klassiske, som er fermenteret og modnet på stål og som frigives hurtigt. Typisk ikke specielt koncentrerede og med en alkohol på 11-12.5 % og uden malolaktisk fermentering. Ofte lette og syrerrige. Den anden type er mere terroir drevne vine ofte med skindkontakt, malolaktisk fermentering, lang kontakt med bærmen og modnet på træfade. Enkelte kigger mod Slovenien og arbejder med lang skindkontakt og uden tilsat svovl. Grundet den høje syre er vinene meget gemmeværdige. Smagte vine tilbage til 2005 som stod flotte og ranke men hvor tertiære noter som især honning, safran kommer til hvilket i min optik klæder vinene.

Markerne ligger primært omkring byerne Eckberg, Ehrenhausen, Gamlitz, Glanz, Grassnitzberg, Leutschach, Nussberg, Ottenberg, Ratsch, Spielfeld, Steinbach, Sulztal og Welitsch. Men man er blevet enige om kun at benytte fem landsbyer som hver har sin helt egen jordbund: Kitzeck-Sausal, Eichberg, Leutschach, Gamlitz og Ehrenhausen.

 

Weststeiermark

Weststeiermark er den mindste både i forhold til vinmarker (639 ha) men også i anseelse. Og med over 100 producenter er det meget små producenter som oftest udelukkende laver vin til eget forbrug samt salt på gården eller lokalt. Vinmarkerne ligger typisk højere og er mere kølige så derfor høster man senere her. Området er især kendt for schilcher fra Schilcherland som blev DAC i 2017 som den første i Steiermark. Det er en vin lavet fra blauer wildbacher og oftest som rosé.

 

Fakta

Producenter: 1.937

Vinareal: 5.054 ha

Druerne: Sauvignon Blanc, Morillon (Chardonnay), Pinot Blanc, Pinot Gris, Gelber Muskateller, Riesling, Traminer, Welschriesling

Regler: 100% håndhøstet, kun tørre vine samt regler om frigivelsesdatoer

 

Klassifikation-systemet:

Regions vine – alle typer vine

Gebietswein – tørre hvidvine som overholder reglerne

Ortswein – Tørre hvidvine fra landsbyer

Riedenwein – enkeltmarker

1-STK Ried – fra marker klassificeret som Erste Lage (”Premier Cru”).

GSTK Lage – fra marker klassificeret som Grosses Lage (”Grand Cru”).

 

7 gode producenter

Herrenhof Lamprecht, Vulkanland – Importør: Extra Brut

Unge Gottfried følger ikke normerne i Steiermark siden han startede i 2006. Hans vine er landvine, altså ikke godkendte vine. Han arbejder på 11 ha som primært er en stor mark Buschertberg som ligger op ad den gamle flotte vingård som tidligere er et kloster tilbage fra 1700-tallet. Han laver vin på gamle, nærmest uddøde druesorter i fieldblend (Gemischter Satz) samt en del vin på furmint. Og så laver han ikke nødvendigvis den samme vin år efter år, han stikker vinene sammen som de nu engang spiller bedst, og altid med fokus på: Friskhed, mineralitet, terroir, vildskab, liv og kærlighed. Han arbejder økologisk og senest er han begyndt at lave rødvine på blaufrankisch og pinot noir som virker lovende på trods af det kølige klima. Især hans Gemischter Satz er ganske overbevisende.

 

Neumeister, Vulkanland – Importør Vinova

Neumeister ligger i Vulkanland hvor 3. generation Christoph Neumeister arbejder på 30 ha. og har haft ansvaret for vingården siden han var 20, hvor hans forældre trak sig tilbage for at drive restauranten “Saziani-Stub’n” samt hotellet Schlafgut i Straden. Christoph arbejder med lang skindkontakt på stort set alle vine og der svovles kun en smule ved flaskning. Siden 2013 har man arbejdet økologisk. Christoph er i øvrigt gift med Katharina Tinnacher fra Lackner Tinnacher. Så en familie med to af de væsentligste vinhuse i Steiermark. Specielt Sauvignion Blanc Ried Moarfeitl imponerer.

 

Polz – ingen importør pt.

Familien Polz har lavet vin ved marken graßnitzberg i Straß in der Steiermark siden 1912, men det var først da 3 generation Erich & Walter tog over at der kom fokus på kvalitet. Der arbejdes i dag på 75 hektar. I dag er det Erichs sønner Erich og Christoph som i 2020 tog over. Et af de første projekter de har kastet sig over er at konvertere til økologi. Man er endvidere ved at ændre sin strategi således at man med tiden først vil frigive vinene når de er modne. En større kælder er derfor under opførelse. Sønnen Erich er i øvrigt en anerkendt klassisk dirigent. Vinene er i min optik klart på den allerøverste hylde og især Ried Obegg Morillon imponerer, men der er mange.

Tement – Importør: Philipson Wine

Weingut Tement har siden 1959 produceret vin i Straß in der Steiermark, men det var især i 1979 hvor Manfred Tement tog over der kom fokus på vinen. Han overtog 2,5 hektar og har siden vækstet huset til at eje over 80 hektar samt 20 hektar i Slovenien. Et nyt moderne vinhus stod klar i 2000 hvor vinene i dag typisk ligger 12 mdr. på større fade/foudre samt herefter afhængig af type yderligere 12-36 mdr. på stålfade på bærmen. I dag ledes vinhuset af sønnerne Armin og Stefan. I 2018 blev Weingut Tement certificeret økologisk og de mest kendte marker der arbejdes på er Sernau og Zieregg. Sidstnævnte mark samt Ried Grassnitzberg imponerer mig.

 

Lackner Tinnacher – ingen importør pt.

Lackner-Tinnacher finder man i bakkerne nær Gamlitz. Man har dyrket vin tilbage fra 1700-tallet, men det var først i 1920’erne at familien tog over. Indtil da producerede man typisk udelukkende vin til de lokale restauranter. I dag er det den sympatiske og dygtige Katharina Tinnacher som driver vinhuset, som består af 28 hektar fordelt på 6 plots – de fleste i Gamlitz. Der er fokus på sauvignon blanc samt morillon og der arbejdes økologisk, men biodynamisk tror Katharina ikke på. Hun har til gengæld et stort fokus på fremtidens vindyrkning i området. Blandt andet eksperimenterer hun med enkeltstående stokke med hver sin pæl, som man også ser det i Cote Rotie for at sikre at vinene ikke får for meget sol og kan bevare den lange modningstid. Vinene er yderst flotte og stilrene. Især vinene fra Ried Welles er i en klasse for sig selv.

 

Sattlerhof – Importør: Sigurd Müller Vinhandel

I 1965 grundlagde familien Sattler Weingut Sattlerhof i Gamlitz i Südsteiermark. Man har lavet vin siden det 18-århundrede men ikke fokuseret på kvalitet og vinen er mest blevet solgt lokalt. Det var brødrene Willi og Hannes Sattler som begyndte at satse på kvalitet og i dag er det Willi’s sønner Andreas og Alexander som begge er uddannet inden for ønologi som har taget over. Der arbejdes med 35 hektar primært omkring landsbyen Gamlitz. I 2013 konverterede man til økologi og nogle år efter til biodynamik. I dag driver man udover vinhus også en anerkendt restaurant og hotel. Især Ried Kranachberg og Ried Pfarrweingarten imponerer.

 

Wohlmuth – Importør: Otto Suenson

Siden 1803 har den meget sympatiske Wohlmuth familien været dedikeret til vindyrkningens kunst. Ejendommen er beliggende i Kietzeck im Sausal og der arbejdes på 55 hektar som i øvrigt på vej til at blive økologisk. I dag drives vingården af 8 generation Gerhard og hans familie. I modsætning til andre familier satses der udelukkende på vinen og på opkøb af marker med potentiale. Især er Wohlmuth kendt for sine riesling fra markerne Dr. Wunch og Edelschue. Men derudover satses der også på sauvignon blanc og især fra Ried Edelschue og Ried Hochsteinriegl.

8 fremragende vine

Polz Ried Obegg GSTK Morillon 2019.
Ingen importør | ca. 350 kr.
Fadrig men flot integreret. Meget intens i udtrykket med ren spændstig frugt, en flot koncentration og lang vedvarende afslutning. Imponerende chardonnay på niveau med en stor bourgogne. 96

Sattlerhof Ried Kranachberg GSTK Sauvignon Blanc 2019.
Sigurd Muller Vinhandel | 370 kr.
Imponerende syre som pakke en flot ren frugt ind. Masser af intensitet med stikkelsbær, grønne æbler, citrus og mineraliske noter. En yderst flot stringent vin med en lang sprød afslutning. 96

Tement Ried Grassnitzberg 1STK Sauvignon blanc 2019.
Philipson Wine | 180 kr. tilbudspris
Yderst flot næse med stikkelsbær og citrus. Flot struktur og man fornemmer lang tid på bærmen. En yderst flot og gennemført vin. 96

Tement Ried Zieregg GSTK Sauvignon blanc 2019.
Philipson Wine | 495 kr. tilbudspris
Flot klassisk sauvignon og ganske dyb pakket ind af en flot syre. Pæn koncentration med masser af kompleksitet og intensitet. 96

LacknerTinnacher Ried Welles GSTK Sauvignon Blanc 2019.
Ingen importør | ca. 320 kr.
Røgede noter i duften. En flot koncentration og en knivskarp syre. Masser af citrus og stikkelsbær, dyb i smagen og en virkelig flot og stor vin. 96

Wohlmuth Ried Edelschuh Riesling 2019.
Otto Suenson | 239 kr.
Yderst flot og imødekommende riesling. Klart en af de bedste jeg har smagt fra Østrig. Elegant med masser af gule æbler, citrus og mineralitet. Flot struktur og kompleks afslutning. 96

Erwin Sabathi Ried Pössnitzberg Alte Reben GSTK Chardonnay 2019.
Ingen importør | ca. 280 kr.
Flot og velbalanceret chardonnay med en flot fadintegration. Burgundisk med masser af fersken, citrus og krydrede noter fra fadet. Intens syre holder vinene sammen. 95

Neumeister Ried Moarfeitl Sauvignion Blanc 2017.
Vinova | 350 kr.
35 år gamle vinstokke. Flot kompleks vin med masser af dybde. I smagen fennelke, stikkelsbær, saltede noter og enebær. Flot spændende og vellavet vin. 94

Og flere:

Sattlerhof Ried Kranachberg GSTK Sauvignon blanc 2017. 96

Wohlmuth Ried Edelschuh Riesling 2019. 96

Sattlerhof Ried Pfarrweingarten GSTK Morillon 2019. 95

Tement Zieregg Vinothek Reserve GSTK Sauvignon blanc 2018. 95

Tement Ried Grassnitzberg 1STK Sauvignon blanc 2019. 95

Tement Zieregg Vinothek Reserve GSTK Sauvignon blanc 2018. 95

LacknerTinnacher Ried Flamberg Sauvignon Blanc 2019. 95

LacknerTinnacher Ried Welles Reserve GSTK Sauvignon Blanc 2017. 95

Sattlerhof Ried Kranachberg GSTK Sauvignon blanc 2019. 95

Polz Ried Hochgrassnitzberg GSTK Sauvignon Blanc 2019. 94

Erwin Sabathi Ried Pössnitzberg GSTK Sauvignon Blanc 2019. 94

Erwin Sabathi Ried Pössnitzberger Kapelle GSTK Sauvignon Blanc 2018. 94

Tement Ried Zieregg GSTK Morillon 2019. 94

Tement Ried Grassnitzberg 1STK Sauvignon blanc 2017. 94

Polz Ried Obegg  Morillon 2019. 94

Polz Ried Hochgrassnitzberg Sauvignon Blanc 2019. 94

Tement Ried Grassnitzberg Reserve 1STK Sauvignon blanc 2017. 94

Tement Ried Zieregg TBA 2017. 94

LacknerTinnacher Ried Flamberg GSTK Morillon 2019. 94

Sattlerhof Ried Pfarrweingarten GSTK Morillon 2019. 94

Wohlmuth Ried Edelschuh GSTK Sauvignon Blanc 2019. 94

Gross Ried Nussberg GSTK Sauvignon blanc 2017. 93

Maitz Ried Hochstermetzberg GSTK Sauvignon blanc 2019. 93

Polz Ried Theresienhöhe 1STK Sauvignon Blanc 2019. 93

Polz Ried Grassnitzberg 1STK Sauvignon Blanc 2019. 93

Polz Ried Hochgrassnitzberg GSTK Sauvignon Blanc 2017. 93

Erwin Sabathi Ried Pössnitzberger Kapelle GSTK Chardonnay 2018. 93

Hannes Sabathi Ried Kranachberg Reserve GSTK Sauvignon Blanc 2017. 93

Tement Ried Zieregg GSTK Sauvignon blanc 2019. 93

Wohlmuth Ried Dr. Wunsch Riesling 2019. 93

Wohlmuth Ried Edelschuh GSTK Riesling 2019. 93

Polz Ried Theresienhöhe Sauvignon Blanc 2019. 93

Tement Ried Zieregg GSTK Morillon 2019. 93

LacknerTinnacher Ried Steinbach Sauvignon Blanc 2019. 93

Sattlerhof Ried Pfarrweingarten GSTK Weissburgunder 2007 93

Sattlerhof Ried Trinkaus Sauvignon Blanc 2019. 93

Sattlerhof Ried Pfarrweingarten GSTK Morillon 2006 93

Sattlerhof Ried Pfarrweingarten GSTK Weissburgunder 2000 93

Wohlmuth Ried Dr. Wunch Riesling 2020. 93

Wohlmuth Ried Edelschuh Sauvignon blanc 2020. 93

Gross Ried Nussberg “Pretschnigg” GSTK Morillon 2015 92

Gross Ried Sulz 1STK Sauvignon blanc 2017. 92

LacknerTinnacher Ried Steinbach 1STK Morillon 2019. 92

LacknerTinnacher Ried Welles GSTK Sauvignon Blanc 2018. 92

Maitz Ried Hochstermetzberg GSTK Sauvignon blanc 2017. 92

Neumeister Ried Saziani GSTK Grauburgunder 2019. 92

Erwin Sabathi Ried Pössnitzberg Alte Reben GSTK Sauvignon Blanc 2019. 92

Hannes Sabathi Ried Kranachberg GSTK Sauvignon Blanc 2017. 92

Wohlmuth Ried Hochsteinriegl GSTK Sauvignon Blanc 2019. 92

Wohlmuth Ried Edelschuh  Morillon, Sauvignon Blanc, Riesling 2018. 92

Herrenhof Lamprecht Gemischter Satz   2019. 92

Neumeister Ried Moarfeitl Morillon 2019. 92

Neumeister Ried Klausen Sauvignion Blanc 2019. 92

Neumeister Alte Reben Sauvignion Blanc 2017. 92

Polz Ried Grassnitzberg Sauvignon Blanc 2019. 92

Polz Ried Hochgrassnitzberg Sauvignon Blanc 2010 92

LacknerTinnacher Ried Steinbach 1STK Morillon 2019. 92

LacknerTinnacher Ried Welles GSTK Sauvignon Blanc 2018. 92

LacknerTinnacher Ried Steinbach Weissburgunder 2020 92

LacknerTinnacher Ried Steinbach Morillon 2020 92

Wohlmuth Ried Hochsteinriegl GSTK Sauvignon Blanc 2019. 92

Wohlmuth Ried Edelschuh Morillon, Sauvignon Blanc, Riesling 2018. 92

Wohlmuth Ried Steinriegl Sauvignon blanc 2020 92

Wohlmuth Ried Hochsteinriegl Sauvignon blanc 2020 92

Gross Ried Nussberg GSTK Sauvignon blanc 2015 91

Maitz Ried Schusterberg 1STK Sauvignon blanc 2019. 91

Neumeister Ried Moarfeitl GSTK Sauvignon Blanc 2018. 91

Hannes Sabathi Ried Kranachberg GSTK Sauvignon Blanc 2019. 91

Sattlerhof Kapellenweingarten Sauvignon blanc 2019. 91

Winkler-Hermaden Ried Kirchleiten GSTK Sauvignon blanc 2016 91

Herrenhof Lamprecht Vom Sandstein Furmint 2020 91

Herrenhof Lamprecht Silt & Kies Sauvignon blanc 2020 91

Herrenhof Lamprecht Sand & Kalk “R” Pinot Gris 2020 91