Vi har testet 34 rød- og hvidvine fra Etna

Vinelskere og vinskribenter har de senere år vendt øjnene mod vinene fra Etna. Vine, som på mange måder er forskellige fra de vine, man ellers finder i Syditalien. Vine, som af mange sammenlignes med nebbiolo fra Piemonte eller bedre sangiovese fra Toscana.

Området er naturligt præget af den vulkanske jord, og vinmarkerne ligger i højder mellem 400 og 1.050 meter over havet, de bedste betingelser for vinproduktion. Vulkanen Etna er Europas største aktive vulkan og har blandt andet været i mindre udbrud de sidste mange måneder. Det ser man ved den kraftige røgformation, som skydes ud af bjerget hele tiden samt de mindre rystelser, der ofte fornemmes i byerne omkring vulkanen.

I mange år blev vinen fra Etna solgt som bulk til Norditalien, hvor den blev brugt til opblanding for at give vinene i nord mere alkohol og struktur. Men i dag har man grundet vinenes popularitet og dermed øgede priser formået at hæve kvaliteten mærkbart for vinene. Og man har ikke længere behov for at sælge vinene som blandingsvin.

Vinene laves primært på nerello mascalese men ofte også med en smule nerello cappuchio, sidstnævnte for at give farve og frugt til vinen. Det er yderst elegante vine, og er man til vine på nebbiolo fra Piemonte og pinot noir fra især Bourgogne, vil vi anbefale vinene fra Etna. De er lyse, yderst elegante med høj syre og en del tannin. Skal de sammenlignes med nebbiolo, har de lidt mere umiddelbar rød frugt og en smule lavere tannin. Endvidere har de den karakteristiske mineralske karakter, som kommer fra vulkansk jord.

De hvide Etna vine er primært lavet på carricante-druen, som ind imellem blandes med catarratto, minella og visparola. Carricante dyrkes især omkring Milo på den østlige side af Etna. Det er en aromatisk drue, hvor der især er fersken og citrustoner i duften. Men i smagen er den yderst mineralsk og har et helt specielt svovlet udtryk, som måske kommer fra den mineralske jord. Syren er høj og strukturen for de fleste ganske flot.

En smagning, som bekræfter, at dette p.t. måske er et af de mest spændende vinområder i verden. Utroligt højt bundniveau og generelt meget vellavede, spændende vine. Det er meget atypisk syditaliensk og har en mineralitet, som er unik, hvilket givet skyldes, at markerne ligger på vulkansk jord. Mange har hørt om de røde vine, men de hvide er yderst spændende og i min optik noget af det bedste, man kan finde af hvidvine fra støvlelandet p.t.

Hvidvine


Girolamo Russo Nerina Etna Bianco 2020  BEDSTE HVIDVIN
Parcelle.dk | 280 kr. tilbudspris
Flot frugtig næse med fersken og citrusnoter. Masser af intensitet og meget mineralsk i udtrykket. Pæn syre og en flot, lang afslutning. Kompleks med masser af dybde. Alk.: 12,5%  93


Benanti Pietra Marina Etna Bianco 2016
Theis Vine | 600 kr. tilbudspris
Rund og forholdsvist fyldig næse. Meget mineralsk med hvid fersken og masser af citrus. Høj syre og meget stringent. Sprød, lang afslutning. Alk.: 12,5%  93


Tenuta delle Terre Nere Etna Bianco 2020
Adriat Vinimport | 179 kr.
Dejlig mineralsk i næsen. Nydelig smag med citrus og et strejf af stenfrugt. Flot mundfylde og fin elegance. Alk.: 12,5%  92


Tenuta delle Terre Nere Etna Bianco Calderara Sottana 2018
Adriat Vinimport | 275 kr.
Flot, intens næse. Masser af stenfrugt, citrus og flintede noter. Harmonisk og har meget at byde på. Flot længde. Alk.: 13%  92


Cusumano Alta Mora Etna Bianco 2020 GODT KØB
Philipson Wine | 140 kr. tilbudspris
Flot friskhed med masser af citrusnoter, fersken og mineralitet. Stadig meget ung og syrlig, men med stort potentiale. Flot stringent frugt pakket ind af en flot sirlig syre.
Alk.: 12,5%  92


Passobianco Bianco 2020
Husted Vin | 329 kr.
Ikke så ekspressiv næse. I smagen lidt grønne æbler og en fin syre. Er lille smule oxideret præg på den gode måde. Alk.: 13%  91


Ayunta Piante Sparse Etna Bianco 2019
Estrup & Udsen | 225 kr.
Kompleks og dyb næse med hvid røg, hvide blomster, mandarin og citron. Smagen er tør og olieret på samme tid og viser hvide abrikoser, salvie og blodappelsin. Meget harmonisk og lang eftersmag med en vis varme men også rensende syre. Alk.: 12,5%  90


Carranco Villa Dei Baroni Etna Bianco 2019
Husted Vin | 279 kr.
Fed stenfrugtspræget næse som viser abrikos, fersken, citrusblomst og citrusolie. Smagen er mere fast anlagt med balancerende syre og mineralitet. Igen skinner de modne stenfrugter og citrusolien igennem med lidt bitterhed i slutningen. Alk.: 12,5%  90


Tornatore Etna Bianco 2020
thewinecompany | 110 kr.
Citrusnæse og meget stringent udtryk. Medium koncentration, syrerrig med grønne æbler, hvid fersken og mineralitet. Præcis og flot vin. Alk.: 12,5%  89


Benanti Etna Bianco 2019
Theis Vine | 150 kr. tilbudspris
Igen meget afdæmpet i næsen. I munden er den relativt ukompliceret/enstrenget med citrus/grape som det mest dominerende. Dog fin drinkability. Alk.: 12,5%  89

Rødvine


Tenuta delle Terre Nere Etna Rosso Calderara Sottana 2019 BEDSTE RØDVIN
Adriat Vinimport | 435 kr.
Fin bærduft med hindbær og jordbær. Relativ kraftig og intens i smagen med en fint balance og frugt, men alkohol virker lidt vel høj. Nok en anelse atypisk. Alk.: 14,5%  93

 

Tenuta delle Terre Nere Etna Rosso Santo Spirito 2019
Adriat Vinimport | 355 kr.
Varm og krydret næse. Intens i smagen med masser af røde bærnoter, lakrids, sort peber og vanilje. Imødekommende og ganske flot vin. Alk.: 14,5%  93

 

Tenuta delle Terre Nere Etna Rosso San Lorenzo 2019
Adriat Vinimport | 435 kr.
Kompleks næse med masser af modne røde bær, violer, vanille og middelhavets urter. Smagen er moden, klart, men har en utrolig flot syre og intensitet. Meget frisk og lang eftersmag. Alk.: 14,5%  92

 

Cusumano Alta Mora Etna Rosso 2018 GODT KØB
Philipson Wine | 140 kr. tilbudspris
Lys med masser af skovbær i duften. En flot og vellavet vin, imødekommende med pæn dybde og potentiale. Ganske flot køb til prisen.
Alk.: 13%  92

 

Passobianco Rosso 2019
Husted Vin | 349 kr.
Let reduktiv og lukket næse, støvet men fine røde blommer og kirsebær viser sig indenunder. Vinen er godt balanceret mellem tannin og frugtpræg med god længde. Velkomponeret og med lagringspotentiale. Alk.: 14%  92


Cusumano Etna Rosso 2017  GODT KØB
Philipson Wine | 140 kr. tilbudspris
Fyldig næse med masser af skovbærnoter. Flot, fyldig og intens vin, som vil og kan rigtig meget. Flot integrerede tanniner. Lang afslutning. Alk.: 14%  92

 

Carranco Villa Dei Baroni Etna Rosso 2018
Husted Vin | 285 kr.
Meget sart rød i farven, nærmest tawny. Herlig næse med røde bær primært hindbær. I munden en hybrid mellem pinot noir og nebbiolo, så textbook nerello. Sart, delikat, lækker. Et lille hint af lakrids i den fine eftersmag. Alk.: 13,5%  92


Contrada P 2019
Husted Vin | 635 kr.
Næsten mørk i farven for kategorien. En hybrid mellem sorte og røde bær i næsen. Smagen er potent med mørke bær, mokka og lakrids. Fin syre og dejligt tanninbid til sidst. Alk.: 15%  92


Contrada C 2018
Husted Vin | 635 kr.
Spinkel med ribsnoter i duften. Medium koncentration. Elegant med ribsnoter, hindbær og lyse krydderier i smagen. Fin balance og længde. Alk.: 13%  92


Tornatore Etna Rosso 2018  BEDSTE KØB
thewinecompany | 110 kr.
Udviklet næse med både røde og sorte bær men også cedertræ og tobak. Meget helstøbt i smagen og flot balance mellem frugt, syre og tanniner. Dejlig, harmonisk eftersmag. Alk.: 13,5%  92


Ayunta Nerello Mascalese Rosso 2019
Estrup & Udsen | 149 kr.
Nydelig duft af skovbær. I munden først lidt subtil, men så kommer det mere vægt bag med lag af røde bær, engelsk lakrids og vingummi. Markante tanniner til sidst. Er i tvivl om de bliver helt integrerede; men en flot vin. Alk.: 12,5%  92


Benanti Etna Rosso 2019  GODT KØB
Theis Vine | 120 kr. tilbudspris
Kompleks og balsamisk næse med masser af tørrede røde bær, røde blomster og krydderier. Smagen er indbydende med en fed krop og fine balancerende tanniner. Igen fornemmer man de røde tørrede bær, og vinen har en flot længde. Alk.: 12,5%  91


Ayunta Navigabile Etna Rosso 2018
Estrup & Udsen | 225 kr.
Masser af modne ribs noter i duften. En elegant og ganske intens vin med masser af røde bær, mineralske noter og vilde krydderier. Velbalanceret med en lang afslutning. Alk.: 13,5%  91


San Teodoro Etna Rosso 2017 GODT KØB
Vinnu.dk | 135 kr. tilbudspris
Moden og let slikket næse. Kandiseret jordbær og kirsebærsovs. Smagen ligeledes moden med indbydende bærfrugt og let, meget simpel men fin. Alk.: 12,5%  91


Tenuta delle Terre Nere Etna Rosso Guardiola 2019
Adriat Vinimport | 355 kr.
Vilde krydderier i næsen. Lidt urtet i smagen med kølige røde bærnoter, krydderier og strejf af vanilje. Elegant men også lidt umoden i smagen. Alk.: 14%  91


Tenuta delle Terre Nere Etna Rosso Moganazzi 2019
Adriat Vinimport | 355 kr.
Sart og lys rød farve. Herlig næse, der flirter lidt med frugtslik og Ribena saft. Markant solbærpræg i smagen, så Ribena referencer er uundgåelige. Der er dog også et fint greb i vinen, så den ikke bliver ordinær. Alk.: 14%  91


Tenuta delle Terre Nere Etna Rosso 2019
Adriat Vinimport | 179 kr.
Generøs næse med lag på lag af rød frugt og varme krydderier à la vadouvan. Smagen strammer op på tanninen og er ikke så givende, som duften giver indtryk af, men man fornemmer koncentrationen inde under. Alk.: 13,5%  91


Fattorie Romeo del Castello Allegracore Etna Rosso 2019
Bichel | 170 kr. tilbudspris
Venlig og slikken næse med modne jordbær og kirsch og surmælksprodukt. Smagen har en fin simpel frugt og fine tanniner og er pleasende. Alk.: 13,5%  91


Donnafugata Sul Vulcano Etna Rosso 2017
Sigurd Muller Vinhandel | 182 kr.
Næsen er udadvendt og ekstrovert med masser af modne røde kirsebær, jordbær, urter og tændstik. Smagen er rank og syrestyret og kirsebærret er mere syrligt end på næsen. Simpel men meget velbalanceret. Alk.: 14%  90

 

Girolamo Russo A’ Rina Etna Rosso 2019
Parcelle.dk | 225 kr. tilbudspris
Lys og lidt diskret i næsen. En anelse tør og lukket i smagen. Blåbær og ribsnoter fornemmes. Åbner sig lidt i afslutningen. Alk.: 12,5%  90


Girolamo Russo Feudo di Mezzo Etna Rosso 2018
Parcelle.dk | 450 kr. tilbudspris
Naturvinspræg i næsen. Rimelig koncentration med mørke bærnoter, urter og kølige krydderier. Pæn intensitet og længde. Alk.: 12,5%  90


Ayunta Calderara Sottana 2017
Estrup & Udsen | 299 kr.
Ikke så ekspressiv næse med lidt kirsebær. I munden overraskende fyldig med jordbær og brombær og nærmest kraftig med et massivt tannin attack. Alk.: 14,5%  90


Ciauria Etna Rosso 2020
Husted Vin | 185 kr.
Mineralsk og reduktiv næse med et balsamisk præg og velkomponeret bærfruigt og søde urter. Smagen er meget generøs og moden med kirsebærekstrakt og velintegrerede tanniner. Moden og stor i frugten men balanceret af den fine tannin. Alk.: 14%  90


Guardoilvento Etna Rosso 2017
Husted Vin | 249 kr.
Sart, lys farve. En nærmest hindbær-solbær-eksplosion i næsen. Smagen følger duft næsten 100% (det sker sjældnere end man tror), men den bliver lidt simpel og endimensionel—omend vellavet. Finish lidt svag. Alk.: 13,5%  88