Pearse Lyons Distillery i Dublin er en spændende oplevelse både historisk, bygningsmæssigt og smagsmæssigt

Pearse Lyons Distillery i Dublin har nok Irlands smukkeste pot still sal, idet hele destilleriet er indrettet i en nedlagt kirke fra 1863. Destilleriet er en drøm fra en irsk udvandrer til USA ved navn Pearse Lyons, der kom tilbage i 2011 og først etablerede destilleri i Carlow og i 2017 det markante og meget smukke Pearse Lyons Distillery lige over for Guinness i Dublin. 

 
Historien om Pearse Lyons Distillery kan ikke være mere irsk. Den starter med en lille dreng, der boede i fabrikskvarteret The Liberties i Dublin, og som udvandrede til USA, grundlagde en milliardforretning– og vendte tilbage til den kirke og kirkegård i Dublin, hvor ni af hans familiemedlemmer var begravet. Han genetablerede den forfaldne kirke, men med typisk irsk initiativrigdom denne gang som et whiskey-destilleri. Pearse Lyons Distillery åbnede i 2017, men desværre døde Pearse Lyons selv allerede i 2018, hvor han dog havde nået at se det smukke resultat af restaureringen af St. James’ Church.

“Historien om irsk whiskey går seks generationer tilbage i Lyons-familien, idet familien i de sidste par hundrede år havde være bødkere i The Liberties i Dublin, hvor de arbejdede med whiskeyfremstilling i området,” fortæller Bernhard Bermingham, der levende og engageret fortæller på den historiske rundtur på kirkegården og i kirken. Han er som en traditionel irsk storyteller, som bl.a. fortæller, at der ligger godt 100.000 mennesker begravet på den lille kirkegård. De er blevet lagt oven på hinanden lige siden 1100-tallet, hvor den første kirke blev bygget– en af de mange kuriøse historier om stedet, kirken, kirkegården og menneskene, som man uvilkårligt bliver fanget af.

Mighty Molly og Little Lizzie
Et af de første minder hos Pearse Lyons var, da han som 4-årig i 1948 deltog i en irsk “wake” (vågenat) for sin bedstefar, hvorefter han blev bragt i hestevogn til netop St. James’ Church, hvor bedstefaren er begravet den dag i dag. Som ung var Pearse Lyons den første person i Irland, der fik en Ph.D. i “Brewing & Distilling”, hvorefter han arbejdede for Guinness og senere blev en af de ledende arkitekter bag Middleton Distillery ved Cork. Herefter udvandrede han til USA og grundlagde industrigiganten Alltech, der voksede til 5.000 medarbejdere og en milliardomsætning. Som et sideprojekt grundlagde Pearse Lyons i 1982 Town Branch Distillery i Kentucky med bourbonproduktion, og i 2012 etablerede han et irsk destilleri i byen Carlow, hvor han overførte nogle af kobberkedlerne fra USA til Irland. Det er nu disse to amerikanske pot stills, der står som “alteret” i Pearse Lyons Distillery.

De to amerikanske pot stills er meget unikke i deres udformning og er blevet døbt Mighty Molly og Little Lizzie. Mighty Molly er en wash still på 2.000 liter med en speciel kugleformet hals, og deres spirit still på 200 liter er en usædvanlig blanding af en pot still og en column still. I selve halsen er der indbygget fire rækker rektifikations-enheder, som yderligere destillerer spiritussen. På Pearse Lyons siger man derfor, at deres whiskey er destilleret 2,5 gange, da det får den ekstra kolonne-destillering. Pearse Lyons Distillery fremstiller en lang række whiskeys, som f.eks. 5-års blended på bourbon-fad, 5-, 7- og 12-års Single Malts samt deres “Marriage of Malt”, som er et blend af forskellige single malts, der yderligere er modnet på PX sherry-fade. Herudover har de tillige Ha’Penny Gin i forskellige versioner som Rhubarb Gin samt deres MIL Pot Still Gin.


Bedste teknologier og bedste råvarer
“Vi gør meget ud af at have de bedste teknologier og de bedste råvarer hos Pearse Lyons Whiskey. Vi dyrker vores egen byg, hvede, havre og rug på knapt 50 hektarer egne marker kun 25 km fra Dublin. Desuden anvender vi vores helt egen gær, som er udviklet specielt til denne type whiskey på Pearse Lyons egen virksomhed Alltech i USA. Og da vi har vores søster-destilleri Town Branch Distillery i Kentucky, som fremstiller bourbon, så har vi en helt unik adgang til de bedste bourbon-fade, hvor vores irske whiskey lagres i mange år,” siger Conor Ryan, der er Global Brand Ambassador. “Hertil kommer, at vi er overbevist om, at det er vores unikke Vendome-stills, der er fremstillet i Kentucky, der giver den helt specielle smag og duft til vores single malt og pot still whiskeys. Da vi bragte disse stills til Irland i 2012 var de helt anderledes end de gængse i Irland, og vi måtte have dem indskrevet i Irish Technical File for at de kunne anvendes til fremstilling af ægte ‘Irish Whiskey’. Det er den specielle kombination af en pot still med fire rektifikatorplader, som markant øger tilbagestrømningen gentagne gange. Det giver en mere forfinet whiskey pga. den øgede destillering. Og naturligvis er al vores whiskey uden filtrering og uden farve,” fortsætter Conor Ryan.

Den traditionelle irske peated pot still whiskey er også under lagring og kommer i løbet af de kommende år.

“Ofte eksperimenterer vi på disse små pot stills, og vi må da indrømme, at vi indimellem taber en hel dagsproduktions, når det ikke lykkes. Indtil nu har vi med vores pot still whiskey arbejdet med otte forskellige ‘mash bill’-opskrifter med forskellige mængder havre, hvede og rug sammen med maltet byg og umaltet byg samt tillige i peated og unpeated varianter, som vi herefter lagrer i forskellige alkoholstyrker. Det giver en stor spændvidde i vores whiskeys. En anden kuriøs whiskey er vores “Marriage of Malt” single malt whiskey, som faktisk er destilleret på to forskellige lokationer i Carlow og i Dublin, men på præcis de samme pot stills,” slutter Connor Ryan.


Smuk og omsorgsfuld restaurering af kirken
Der har ligget en kirke på stedet for Pearse Lyons Distillery siden 1196, og på den lille omkringliggende kirkegård anslår man som nævnt, at der er begravet mere end 100.000 mennesker siden da. Der har derfor også været foretaget omfattende arkæologiske undersøgelser på stedet, samtidigt med restaureringen af den nuværende kirke fra 1863. Siden lukningen i 1963, da den protestantiske menighed simpelthen blev for lille til at opretholde en kirke, har den fungeret som grøntsagslager, indkøbscenter og lampeforretning, før Pearse Lyons og hans kreative hustru Deirdre købte den forfaldne kirke i 2013 og påbegyndte en smuk, omsorgsfuld, og– viste det sig– meget dyr restaurering og omdannelse til fuldt funktionsdygtigt destilleri.

Det mest iøjnefaldende træk ved kirken er det meget smukke glasspir, som man har døbt “The Liberties Lantern”. Det oprindelige spir styrtede sammen efter et lynnedslag i 1929, og Deirdre designede selv en genial og æstetisk løsning med et glasspir, som med en speciel coating giver et klart blågråt skær, som passer perfekt til den gamle kirke. Glasspiret vejer næsten 10 tons og er blot sat oven på tårnet med silikoneforsegling, da man ikke fik tilladelse til at foretage montageforandringer på det fredede kirketårn. Glasmosaikkerne i kirken er genetableret, dog med farvestrålende billeder, der viser whiskeyens historie og produktionsmetode fra dyrkning af byg til destillering. Og midt i kirkens apsis troner de to store pot stills i deres lysende kobber, som om bygningen var bygget til whiskeyproduktion.

Selvom Pearse Lyons Distillery er lille i forhold til så mange andre destillerier, så er et besøg en meget stor oplevelse, da man får en glimrende historisk rundtur på kirkegården og i kirken, hvor man på flotteste vis oplever kirkerummet, der nu er smukt indrettet med et komplet destilleri. Det giver en helt speciel stemning og giver “spirit” en meget håndgribelig mening. Og så smager whiskeyen aldeles fremragende; så “get back into the spirit,” som de siger på Pearse Lyons Distillery i Dublin….

Rubrik:

Irlands-ekspert Claus Hebor, der tillige er rejsearrangør og Irlandsguide, har besøgt den grønne ø mere end 400 gange. Han er uddannet historiker og har et dybtgående kendskab til irsk historie, kultur og levevis. Han har skrevet talrige artikler til aviser og magasiner og holder løbende foredrag om Irland. Herudover arrangerer han kulturevents som “An Irish Evening”, whiskeysmagning, koncerter med irske bands og andre aktiviteter omkring Irland.