Tre årstal, der forandrede amerikansk whiskey

1897, 1920 og 1964 – tre årstal, der forandrede amerikansk whiskey

Det er notorisk svært at finde nøjagtige optegnelser fra den spæde opstart af den amerikanske whiskeyproduktion. I modsætning til den britiske kultur, så var der ikke den store fokus på at dokumentere vigtige hændelser. Den generelle opfattelse er, at produktionen som minimum startede i 1620– men ingen er helt sikre (1607 har også været nævnt). Selv helt fundamentale ting, som hvem der opfandt bourbon (der er cirka fem teorier), eller hvor bourbon navnet stammer fra (der er to primære teorier) står hen i det uvisse. Jeg vil i denne artikel derfor fokusere på tre skelsættende år, der faktisk kan dokumenteres, og som har været med at forme den industri, vi kender i dag.

1897 – “Bottled-in-Bond” lovgivningen vedtages

Da det i løbet af det 19. århundrede går op for forbrugerne, at whiskey lagret i forkullede træfade smager langt bedre end whiskey, der ikke er lagret, så skyder priserne på lagret whiskey i vejret med kanonfart. Da det som bekendt samtidigt tager flere år at få den helt rigtige balance i whiskeyen, så sker der en yderligere forskydning i udbud og efterspørgsel. Forbrugerne skriger nu på lagret whiskey, og der er stort set ingen tilgængelighed af produkterne.

Ikke overraskende sker der selvfølgelig det, at nogle producenter begynder at snyde– og prøver i denne forbindelse at tilsætte alskens sager til den ikke-lagrede whiskey for at få den til at se ud (og smage) som et lagret produkt. Disse fupmagere blev kaldt “rectifiers”, da de prøvede på at “rette op” på de ikke-lagrede produkter. Opfindsomheden var i denne forbindelse stor, og eksempler på de ting, der blev hældt i whiskeyen, inkluderer karamel, sveskejuice, tobakspyt, jod, frugtfarve, syre, sukker og tørrede (pulveriserede) insekter!

Forbrugerne var i denne forbindelse helt sagesløse og havde ingen idé om, hvorvidt produktet var falsk eller ægte, da mange dengang købte whiskey ved at komme med tomme flasker og få fyldt dem direkte fra tønderne. Da kvaliteten (heller ikke overraskende) var meget svingende, så dalede forbrugernes tillid til whiskeyindustrien. Resultatet var naturligvis dalende omsætning, og det stod klart, at noget måtte gøres.

Ind på scenen træder nu Oberst Edmund Haynes Taylor, i daglig tale blot “E. H. Taylor”, og han får nu gennemtrumfet den såkaldte “Bottled-in-Bond” lovgivning, som var den første forbrugerbeskyttelseslov i USA. Smukt, tænker jeg, at det netop var whiskey, der var temaet i den første lov.  Lovgivningen, som fortsat i dag har stor betydning, gik ud på, at man måtte skrive “Bottled-in-Bond” (BiB) på sin etiket, hvis følgende fem forhold var overholdt:

1. Whiskeyen skal være lagret i minimum fire år. Man må godt lagret den længere, og der er eksempler på BiB produkter, der er lagret i over 25 år.
2. Lagerbygningen skal være under statslig kontrol (uanmeldte besøg skal kunne accepteres). De uanmeldte besøg er virkeligt sjældne, men producenten risikerer kæmpebøder, hvis reglerne ikke overholdes.
3. Alkoholprocenten skal være præcist 50 – medmindre det er til eksport.
4. Skal være produceret af en enkelt producent på et enkelt produktionssted og i samme “sæson” (enten januar til juni eller juli til december).
5. Hvis den er kommet på flaske på en anden lokation end der, hvor den er lagret, så skal dette stå på etiketten.

Når forbrugerne herefter købte et produkt med BiB på etiketten, så kunne de altså være sikre på, at kvaliteten var på et vist niveau. BiB produkter er stadigt populære i dag, og næsten alle de store producenter har produkter i denne kategori. 1897 står derfor som det måske allervigtigste år, da det var her, man for første gang fik styr på kvaliteten.

1920 – forbudstiden starter

De fleste kender nok til forbudstiden i USA, der varede fra 1920 til 1933, og den gangsterkriminalitet, der startede i denne periode, med Al Capone i spidsen. Jeg har både i min Bourbonbog og på bloggen straightwhiskey.dk skrevet en masse detaljer om denne periode, men jeg tænkte, jeg her ville fokusere på to forhold, der stadig har indflydelse på industrien i dag.

Den første har noget at gøre med den måde, alkohol sælges på i USA, det såkaldte ”three-tier system”: Da forbudstiden sluttede den 5. december 1933, var det begyndelsen til en overgangsordning, hvor salget af alkohol genindførtes gradvist og meget kontrolleret. Den dag i dag er det den enkelte stat, der fuldstændigt styrer lovgivningen i forbindelse med salg af alkohol– og det startede i 1933. Det førnævnte three-tier system går groft sagt ud på, at alt salg til forbrugerne skal gå gennem tre led: Producenten, distributøren og forhandleren. Det har i mange år genereret en del utilfredshed hos forbrugerne, da mange mener, at det skaber kunstigt høje priser, da der er flere led, der skal tjene penge. Samtidigt har det også den konsekvens, at man ikke kan få sendt flasker, man har købt på destilleriet hjem til sig, hvis man bor i en anden stat. Og hvis man er på et såkaldt “barrel pick”, hvor man køber en hel tønde hos producenten, så skal indholdet hældes på flasker, og man skal købe disse flasker via den lokale liquor store. Mit gæt er, at dette system ikke længere findes om 10 år med den udvikling, der er omkring online handel.

Det andet forhold er måske det allermest interessante, og der er forbudstidens indflydelse på, at bourbon fuldstændigt overtog markedet for amerikansk whiskey, og at rye whiskey i den grad blev slået tilbage til start. Her er hændelsesforløbet i meget overordnede detaljer: Da forbudstiden startede i 1920, var der over 2.000 destillerer, og stort set alle gik konkurs over natten– et blodbad for industrien uden sidestykke. Halvdelen af de 2.000 destillerier producerede rye whiskey, og der blev faktisk solgt mere rye end bourbon, da forbudstiden trådte i kraft. Kun 10 af de 2.000 destillerier blev tilbudt at producere whiskey i disse år, og af dem sagde seks af dem ja til tilbuddet. Kravet var nemlig, at de kun måtte producere lægeordineret whiskey. Man vurderede nemlig på den tid, at whiskey havde visse helbredende virkninger… Det tog lægerne og “patienterne” ganske bogstaveligt, og der var cirka en million amerikanerne, der “pludseligt” blev syge og dermed kunne få udskrevet en recept på en halv liter whiskey om ugen. Disse “sygdomme” inkluderede menstruationssmerter hos mænd (!), astma og diabetes. Nå, det blev et sidespring… min pointe var i virkeligheden, at de tilbageværende seks producenter udelukkende producerede bourbon, da majs var langt billigere end rug, og at rye whiskey dermed reelt stoppede med at være tilgængeligt i denne periode. Selv om rye er på vej tilbage, så bliver der den dag i dag solgt 20 gange så meget bourbon. Og det stammer alt sammen fra hændelserne i 1920.

1964 – Bourbon bliver defineret som “Distinctive product of the United States”

Det kommer til at tage for lang tid at forklare her, hvorfor bourbon blev så populært i USA, men efterspørgslen var enorm i 50’erne og 60’erne. Ud over USA var specielt Mexico og Canada begyndt at producere bourbon, da der var rigtigt gode penge at tjene. Desværre var kvaliteten fra disse lande svingende, så der var begyndende pres på den amerikanske kongres fra producenternes side for at gøre det ulovligt, at producere bourbon andre steder end i USA. Dette lykkedes i 1964, og dette årstal står derfor som et af de tre vigtigste i whiskeyhistorien i USA. Specielt bourbon produceret i Mexico var af meget lav kvalitet men koster i dag tusindvis af kroner, hvis man kan finde en uåbnet flaske.

Efter ændringerne i 1964 skulle følgende regler nu overholdes for at man kunne lave bourbon:

1. Kornblandingen skal bestå af mindst 51% majs. Der må gerne være helt op til 100% – men det er dog yderst sjældent, at man ser produkter, der består af mere end 80%.
2. Når destillationsprocessen er færdig, må alkoholprocenten maksimalt være 80%.
3. Når whiskeyen hældes på fade for at lagres, må alkoholprocenten maksimalt være 62,5%.
4. Whiskeyen skal lagres i nye træbeholdere, der er lavet af eg, og som er brændte på indersiden. Der er ingen regler for, hvor længe en bourbon skal lagres– så det kan i princippet være et sekund. Langt de fleste lagrer dog deres bourbon i flere år.
5. Skal være fremstillet i USA.

Og så til slut i denne artikel en lille sjov historie, der viser, at de amerikanske myndigheder håndhæver lovgivningen: Den canadiske producent Crown Royal (der er ejet af Diageo) sendte i 2018 et produkt på markedet, der hed “Bourbon Mash”. Ved en uforståelig fejl godkendte de amerikanske myndigheder etiketten men blev hurtigt klar over, at de havde begået en kæmpe brøler. Diageo fik nu et år til at rette op på fejlen og besluttede derfor at tilføje et klistermærke nederst på etiketten, hvor der med store bogstaver stod ”THIS IS NOT BOURBON WHISKEY”. Da den første produktion var solgt, blev produktet nu omdøbt til “Blenders’ Mash”. Ikke overraskende er uåbnede flasker med den “forbudte” etiket nu en del penge værd…