Man kan ikke besøge Toscana uden at stifte bekendtskab med vin santo, som er en af områdets mest værdsatte vine. Den gyldne og tætte vin produceres på mange vingårde og nydes oftest til specielle lejligheder.

Vin santo er en klassisk dessertvin lavet på udvalgte drueklaser, sædvanligvis hvide druer som f.eks. malvasia del chianti, trebbiano toscano eller grechetto. Disse tørres, og tørringsprocessen foregår traditionelt på alt lige fra plastic- eller trådnet til siv- eller bambusmåtter. Andre producenter hænger drueklaserne på ståltråd på særlige tørrelofter. Tørringen betyder, at sukkerindholdet koncentreres i druerne, og efter typisk 3-4 måneders tørring henovervinteren bliver druerne presset, og mosten hældes på fade af enten kastanje-, pære-, kirsebær- eller egetræ (caratelli), som ofte indeholder en smule nærmest tyk most (madre) fra den seneste produktion. Dette tilfører mosten yderligere hjælp til den lange gæring.

Gæringen foregår på ventilerede loftrum, hvilket har den fordel, at mosten gærer under stærkt vekslende og varierede forhold. Dette er vigtigt for vinen, som i hele den lange lagringsperiode både “mærker” sommerheden og vinterens kulde. Samtidigt oxideres vinen, hvormed de nødde- og svampeagtige aromaer udvikles.

Før i tiden forseglede man træfadene med cement, som kun måtte brydes, når vinen var parat. I dag benyttes oftest voks eller ingen forsegling, så man løbende kan kontrollere processen. Herefter er vinen klar, og med sin helt egen stil en god aperitif eller dessertvin. Især sammen med de små mandelkager cantuccini, som dyppes i vinen. Smagen spænder i vin santo fra tør til halvtør over sødlig til sød, og minimum alkoholstyrke er oftest 15,5%. Lagrings- og gemmepotentialet kan være enormt, for det meste fra 10 år og helt op til over 20 år. Står der “liquoroso” på etiketten, er der tilsat ren alkohol til vinen.

Foruden den hvide/gyldne vin santo laves typen også på røde druer, og de kendes ved, at navnet ’Occhio di Pernice’ er tilføjet på etiketten.

12 fremragende Vin Santo fra Chianti Classico, som er frigivet i år

Fontodi Vin Santo del Chianti Classico 2010
Otto Suenson | ukendt pris
Mørk med nødder og karamelnoter. Meget dyb og kompleks, klart en af de fineste smagt. Flot balance, især fra syren. 97

Isole e Olena Vin Santo del Chianti Classico 2009
Philipson Wine | 350 kr. tilbudspris (½ fl.)
Mørk og intens med masser af orange, mandler og krydderier. Flot dybde og længde. 96

Badia a Coltibuono Vin Santo del Chianti Classico 2011
Vildmedvin | 250 kr. tilbudspris
Flot sherrynæse. Pæn fylde med en fin sødme og flot dybde. 95

Fèlsina Vin Santo del Chianti Classico 2009
Kjær & Sommerfeldt | ukendt pris
Akaciehonning i duften. Flot, frisk og imødekommende. Dyb og kompleks. Vedvarende, lang afslutning. 95

Castello di Cacchiano Vin Santo del Chianti Classico 2004
Ukendt importør og pris
Mørk, nøddeagtig næse. Meget dyb og fyldig med krydderkage, honning og julekrydderier. 94

Conti Capponi – Villa Calcinaia Vin Santo del Chianti Classico 2011
Ukendt importør og pris
Pæn koncentration med nøddeagtige noter, orangeskal og vanilje. Pakket ind af en pæn syre. Lang afslutning. 94

Vignamaggio Vin Santo del Chianti Classico 2007
Gallovini | ukendt pris
Mørk og nøddeagtig i udtrykket. Flot dybde og ikke specielt sød. Men koncentreret og kompleks. 94

Borgo Scopeto Vin Santo del Chianti Classico 2011
Vinoble | ukendt pris
Flot og frisk næse. Frugtig med blomster og lyse honningnoter. 93

Castello di Monsanto Vin Santo del Chianti Classico La Chimera 2007
Bichel | ukendt pris
Orangekrydrede noter. Fin og gennemtrængende syre, medium koncentration. Fin afslutning. 93

Fattoria Le Fonti Vin Santo del Chianti Classico 2012
Tosca Vini | 369 kr. tilbudspris
Oxideret sherrypræg i udtrykket. Pæn koncentration. Ikke voldsomt sød, fin syre og længde. 93

Castello di Volpaia Vin Santo del Chianti Classico 2015
Jysk Vin | 299 kr.
Flot og frisk næse, meget ligefrem med orange- og vaniljenoter. Specielt friskheden klæder den. 92

Marchesi Antinori Vin Santo del Chianti Classico 2016
Vinspecialisten | 259 kr.
Masser af orangenoter i duften. Medium koncentration, pæn syre og dybde. 92