I denne artikel tager jeg et kig på nogle af de ændringer, der er på vej i den amerikanske whiskeyindustri. Det er både ændringer af lovgivningsmæssig karakter— men også ændringer, der er forårsaget af producenternes ønske om at kunne differentiere sig mere. Hvis jeg skulle beskrive det hele, kunne jeg fylde alle sider af dette magasin— så jeg har valgt at fokusere på kun en håndfuld af de vigtigste områder.

 

Amerikansk Single Malt er på fremmarch

De fleste mennesker forbinder amerikansk whiskey med bourbon og rye og ikke produkter, der er lavet på maltet byg; og da slet ikke whiskey, der er peated. Selvom dette fortsat vil være situationen fremover, så begynder amerikansk Single Malt at få mere fat i markedet. I 2016 blev ASMWC (American Single Malt Whiskey Commission) grundlagt og har nu omkring 180 medlemmer. De forsøger at få optaget Single Malt som en officielt whiskeytype i USA og har lavet seks krav, som alle medlemmerne skal overholde: 1) Lavet på 100% maltet byg. 2) Destilleret på et enkelt destilleri. 3) Produceret og lagret i USA. 4) Lagret i egetræsfade på maks. 700 liter. 5) Maksimal ABV på 80% i destillatet. 6) Minimum ABV på 40% når whiskeyen kommer på flaske. Dem, der kender reglerne for f.eks. skotsk Single Malt, har nok ikke svært ved at se, hvor inspirationen er kommet fra.

Nogle af de producenter, der virkelig har succes med Single Malt, er Balcones, Westland, FEW, St. George, Stranahan’s, Cosair og Westward. Desværre er udvalget af amerikansk Single Malt meget lille herhjemme— og af de næsten 200 Single Malt producenter, der findes i USA, er det oftest kun Balcones, Westland og FEW, der finder vej til vores hylder.

 

Rye whiskey oplever en total renæssance

Lang tid før bourbon blev populær, så var det rye whiskey, der var den helt dominerende whiskeytype i USA, med staterne Pennsylvania og Maryland som de store lokomotiver. På et tidspunkt blev der solgt tre flasker rye for hver flaske bourbon. Dette satte forbudstidens start i 1920 en brat stopper for— og næsten samtlige af de 1.000 rye producenter gik konkurs. Da den amerikanske stat samtidigt subsidierede majsproduktion (som er den primære korntype i bourbon), overgik næsten samtlige producenter fra rye til bourbon. Tilbageslaget for rye var så katastrofalt, at der på et tidspunkt blev solgt 1.000 flasker bourbon for hver flaske rye.

Pikesville Rye – en af de få mærker der overlevede forbudstiden.

Denne situation er for rye blevet en del bedre de sidste 10-12 år, og selv om rye kun udgør en tyvendedel af det samlede salg af amerikansk whiskey, så steg det alene mellem 2009 og 2020 med 1600% (!). Dette skal sammenlignes med, at med den generelle stigning i salget af amerikansk whiskey ”kun” var på 190% i samme periode.  Jeg ser nu en tendens til, at det kommer til at accelerere de kommende år, og mit gæt er, at rye fordobler sin markedsandel inden for de næste tre-fem år. En af årsagerne er, at rye er fortræffelig til cocktails; samtidigt med at forbrugerne har fået øjnene op for, hvor god amerikansk whiskey i det hele taget er til cocktails. Det har fået den konsekvens, at mange forbrugere har fået mod på også at prøve den rene vare— og der bliver nu solgt en god del højkvalitets rye til at drikke neat eller on the rocks.

 

Regionsbestemte whiskeytyper

En af de mest spændende ting for tiden er en ny trend, hvor specifikke regioner i USA– typisk individuelle stater– begynder at lave deres egne kategorier. Denne trend er nok inspireret af Jack Daniel’s, der for mange år siden besluttede sig for at kalde sig en “Tennessee Whiskey” (i stedet for bourbon), på trods af at de rent teknisk lavede bourbon. De vurderede selv, at de overtråde bourbon-reglerne ved at lade destillatet filtrere gennem trækul af ahorn, inden whiskeyen kom på tønder, den såkaldte “Lincoln County process”. Det groteske er, at de myndigheder, der laver reglerne, selv vurderede, at Jack Daniel’s IKKE overtrådte reglerne. Hvis du googler ”Is Jack Daniel’s a Bourbon?”, så vil du få små ni millioner links, hvor tusinder af mennesker skændes om, hvem der har ret. Min egen vurdering er, at det er et marketing-stunt fra Jack Daniel’s side; og at de nu har fået en masse omtale og tillige deres egen (selv-opfundne) kategori i form af “Tennessee Whiskey”.

Inspireret af dette er der i disse år opstået en række lignende tiltag, og det er noget, der bliver talt en del om i branchen for tiden. Det mest prominente er nok “Empire Rye”, hvor producenterne skal overholde nogle specifikke regler i forbindelse med produktion af rye, hvoraf den vigtigste er, at mindst 75% af rugen skal komme fra New York (denne stats kælenavn er ”The Empire State”). I skrivende stund er ti destillerier i New York begyndt at producere rye efter Empire Rye regelsættet.

Et andet eksempel er “Indiana Rye”, der så dagens lys for få måneder siden. Det interessante her er, at staten allerede har den markant største producent af rye i USA i form af virksomheden MGP, der historisk har produceret rye for Bulleit, High West, WhistlePig og mange, mange andre mærker. Mit gæt er, at vi kommer til at se mange flasker på markedet med Indiana Rye på etiketten, og at lignende tiltag kommer fra andre stater, så der ikke længere blot står “Bourbon” eller “Rye Whiskey” på produkterne. Topkandidater lige nu er Texas, Iowa, Californien og måske Washington State.

 

Eksperimenter med lagringsteknikker

Skotterne har gjort det længe, men det er faktisk et relativt nyt fænomen at efterlagre whiskey i brugte tønder i USA. En efterlagret whiskey kaldes en “Finished Whiskey” i USA— og disse produkter er teknisk set kategoriserede som “Whiskey Specialty” ifølge myndighederne. Man må dog godt skrive på etiketten, hvad whiskeyen startede med at være— så længe man skriver, hvad der skete med den efterfølgende. Det lyder jo fornuftigt; men det har desværre skabt stor forvirring hos forbrugerne. Tag en “Angel’s Envy” bourbon, for eksempel. Her står der med tydelige bogstaver, at det er en “Kentucky Straight Bourbon Whiskey”. Det er det dog IKKE; men derimod en “Whiskey Specialty” som tidligere nævnt. Men fordi der også står “Finished in Port Wine barrels” på etiketten, så slipper de altså af sted med det. Angel’s Envy var efter min mening den første producent, der rigtigt fik sat efterlagrede whiskeyer på landkortet i USA— og specielt deres rye (der er efterlagret på romfade) er helt spektakulær. Selv om Angel’s Envy ikke var de første, så er det deres succes, der gør, at der i disse år kommer rigtigt mange efterlagrede produkter på markedet. Bare i min egen samling har jeg efterlagrede produkter fra High West, Joseph Magnus, Barrell Craft Spirits, Traverse City Whiskey, Bardstown Bourbon Company, Jim Beam, Knob Creek og en håndfuld andre.

Det skorter ikke på opfindsomheden, når det gælder typerne af fade. Den fulde liste inkluderer naturligvis “the usual suspects” som port, sherry og rom– men også ting som cognac, pærebrandy, abrikosbrandy, tequila, amaro, hvidvine, rødvine, dessertvine– og sågar tabasco. Ud over efterlagring i brugte fade er specielt producenten Maker’s Mark begyndt at eksperimentere med at komme ekstra stave (med specielle smagsprofiler) løst ned i tønderne; og der er endda nogle, der eksperimenterer med at komme træflis i, med speciel smag. I modsætning til hvad man skulle tro, så smager langt det meste faktisk ret godt, og jeg forventer, at langt flere producenter kommer på banen. Jeg forventer også, at lovgivningen bliver lavet om, så efterlagrede produkter får sin egen kategori.

 

Limited Releases

I takt med at efterspørgslen på specielt bourbon og rye nærmest er eksploderet de seneste ti år, så er producenterne også lykkedes rigtig godt med at udnytte den FOMO (Fear Of Missing Out), der er blandt forbrugerne. De materialiserer sig primært i form af Special/Limited Releases, der kun laves i begrænsede mængder. Denne type udgivelser har man set i mange år– men det er helt stukket af de sidste to-tre år. Der er næsten ikke en producent med respekt for sig selv, der ikke sælger disse Limited Releases, og jeg skal da også være ærlig over for mig selv, at jeg en overgang led af dette FOMO syndrom. Jeg måtte bare have hver eneste udgave af Booker’s, Michter’s Toasted releases, Four Roses Single Barrel Limited Edition, osv., osv. Nu er der så mange specielle udgaver, at jeg har måttet kaste håndklædet i ringen– og det er måske også det bedste, der kunne ske. Altså for mig.

Men forbrugerne, specielt i USA, er fortsat umættelige, og jeg forudser, at vi ser endnu flere specielle udgaver på markedet, og at de også så småt kommer på hylderne på vores breddegrader.  Det er nemlig sådan, at meget få af disse udgaver kommer til Danmark; og man forstår godt, at vi ikke kan tildeles specielt mange flasker, hvis der f.eks. kun er 5.000 til hele verden. Af de virkelig gode Limited Releases vi ser i Danmark er det typisk Four Roses og Michter’s, der trods alt finder vej hertil.

 

Og så et par ord om en trend i Danmark, jeg håber vi snart IKKE ser mere til

Og jeg tænker her på det horribelt dårlige udvalg af amerikansk whiskey. I takt med at antallet af producenter stiger, så falder udvalget i Danmark. Årsagen er i virkeligheden såre simpel: De 25% i straftold gør rigtigt, rigtigt ondt, og der er flere producenter, der simpelthen ikke kan få solgt deres varer. Straftolden var endda tæt på at blive forhøjet til 50% — men det blev afværget i sidste øjeblik. Mit gæt er, at denne trend desværre vil blive fastholdt, og at den ikke forsvinder, før straftolden også gør det. Jeg håber på, at det sker 1. januar– man har vel lov til at være jubeloptimist…