Thurso er den nordligste by på det britiske fastland, men måske overraskende havde den ikke et destilleri i over 160 år. Det første destilleri, kaldet Wolfburn efter destilleriets vandkilde, blev åbnet af William Smith i 1821 og blev drevet af den samme familie indtil 1837, hvor det lukkede. I 1850’erne går rygterne dog på, at David Smith producerede en smule indimellem. Thurso ligger i Flow County, som har masser af tørvemoser og vådområder. Et område med en unik flora og fauna, og som er på vej til at blive beskyttet af UNESCO. Fra Thurso kan man endvidere se over til Orkney-øerne.

I 2012 besluttede to rigmænd fra Wick så at starte et destilleri i Thurso igen, og man fandt et sted kun 350 meter fra det oprindelige destilleri, hvilket gjorde, at man også kunne benytte samme vandkilde. Den 25. januar 2013 stod destilleriet færdigt, og produktionen gik i gang. Og dermed var det nordligste destilleri på fastlandet en realitet. Man hyrede Shane Fraser, som tidligere havde mange års bagage fra Glenfarclas, til at stå for produktionen.

Det første man møder, når man besøger destilleriet, er en stor ulveskulptur, som er husets vartegn. Tegnet i det 16. århundrede af den tyske naturhistoriker Konrad Gesner som et fantasidyr, en havulv i mytologien. Op til 1880’erne var området i øvrigt hærget af ulve.

Og der er fart på destilleriet, som allerede efter seks år har fået en forrygende start. Destilleriet har et enkelt sæt Forsyths kobberkedler men med to meget forskellige designs. Fermenteringstider varierer fra 70 til 92 timer i de fire gæringskar i rustfrit stål, og destilleriet har et enkelt 1,1 ton mæskningskar. Der produceres både røget og ikke røget spiritus, som modnes i en kombination af ex-bourbon hogsheads og helt små fade samt ex-oloroso sherryffade (cirka en tredjedel, der går ind i hver).

I dag opererer man med 4 varianter: Aurora, som er et mix af bourbon og sherry. Northland, som er modnet på ex-Laphroig-fade og dermed får et let røget præg, især i næsen. Langship, som er en cask strength lagret på bourbonfade samt endelig Morven, som er en røget (10 ppm) whisky lagret på bourbonfade. Alle whiskyer har modnet omkring fire-fem år, inden de er flasket.

Som ungt destilleri beholder man i dag omkring 70% af produktionen, mens resten sælges. Man ser derfor frem til 2025, hvor destilleriets første 12 års vil se lyset.

Wolfburn Aurora
46% | 449 kr.
Modnet små fem år på både bourbon- og sherryfade. Sødmefuld sherrynæse. Frugtig i udtrykket med krydderier og vanilje. Pæn længde og virker ældre, end den er. Flot afslutning. 89

Wolfburn Northland
46% | 449 kr.
Modnet små fem år på mindre bourbonfade (ex-Laphroig). Citrus og røg i næsen. Frugtig i udtrykket med hvid peber, krydderier og vanilje. Pæn længde og afslutning. 90

Wolfburn Morven
46% | 499 kr.
Lavet på røget malt (10 ppm). Modnet små fem år på bourbonfade. Let røg og florale noter i næsen. Frugtig i udtrykket med honning, krydderier og vanilje. Pæn, lang afslutning. 91

 

Wolfburn Langskip
55% | 499 kr.
Cask strength. Modnet små fem år på bourbonfade. Kraftig og intens næse af vanilje. Citrus i udtrykket med varme krydderier og vanilje. Pæn længde og varm afslutning. 90

Wolfburn From the Stills
50% | ca. 500 kr. Kan kun købes på destilleriet
En røget malt. Modnet små fem år på bourbonfade. Kraftig, intens næse af røg og vanilje. Citrus i udtrykket med røg, varme krydderier og vanilje. Ung og let brændende med en pæn afslutning. 91