Bemakers udvider samarbejde med Ian Macleod Distillers i Danmark

Den københavnske distributionsplatform Bemakers har udvidet sit samarbejde med den skotske whiskyproducent Ian Macleod Distillers (IMD). Aftalen betyder, at Bemakers nu også skal distribuere IMD’s single malt-whiskyer, herunder mærkerne Tamdhu, Glengoyne, Rosebank og Smokehead, på det danske marked.

Samarbejdet bygger videre på en eksisterende aftale om distribution af IMD’s blendede whiskyportefølje. Målet er at relancere brandene i Danmark og øge kendskabet blandt både forbrugere og specialiserede whiskyforhandlere.

Ifølge Morten Stengaard, direktør og medstifter af Bemakers, passer IMD’s whiskyportefølje særdeles godt til den danske whiskyinteresse. Også IMD fremhæver Danmark som et attraktivt marked med en stærk whiskykultur og stor interesse for premium whisky.

Bemakers opererer i ni europæiske lande og arbejder med mere end 200 drikkevarebrands.